november 2018 arkiv

Capac anbefaler: Mirja Klippel – River of Silver

20. november 2018

Finske Mirja Klippel lander på grammofonen med en pris som “årets sangskriver” ved Danish Music Awards Folk i 2016. Og det er da også folk, moderne folk, man straks kommer til at tænke på, når nåles skærer sig ind i den følsomme, tosomt intime titelsang “River of Silver”. Mirjas svagt hæse stemme står helt fremme i lydbilledet, hvor den med tydelig, forståelig frasering fremfører teksten som intimitet og drømme, ledsaget af såvel en enkel akustisk guitar og siden også en elektrisk, spillet af Alex Jønsson.

Og det er dette næsten skrabede, enkle, intime lydbillede Mirja Klippel og hendes musikalske kompagnon Alex dyrker på pladen, og som giver anledning til at kaste kategorietiketten folk efter pladen. Og som giver anledning til at konkludere, at det musikalske udtryks reservation passer smukt til teksternes diskrete og overvejende introverte karakter.

Der er noget tidstypisk i Mirja Klippels udforskning og afsæt i det singulære, personlige og nære, hvorfra perspektivet på den omkringliggende verden og fremtiden sættes. Vi lever i en individualistisk tidsalder, og Mirja Klippel er en fint eksempel på, hvordan denne individualisme bruges om kreativt udgangspunkt, hvor der skabes et personligt rum, der i sin nedtonethed og indadvendthed farver oplevelsen af det andet, det udenfor. Og netop på den led passer den moderne folk, som Klippel og Jønsson dyrker, på fornemste vis til udgangspunktet.

River of Silver skriver sig ind i en række moderne album, der forsager vor tids muligheder for  oppulente produktioner og stort orkestrerede arrangementer og i stedet søger mod en nyenkelhed, hvor udtrykket barberes ned til noget basalt, en stemmepragt og diskrete, men også markante strenge. Og  med denne nyenkelhed kobler pladen sig også til rækken af folkalbum, der gennem de sidste mange årtier netop har dyrket enkelheden og autenticiteten som vare- og vandmærke. Hermed anbefalet.

Mirja Klippel. River of Silver. Egen produktion. Stargazer Records. Udkom d. 19/11-2018

Billboard , denne uge, 1968

19. november 2018

Topstriden mellem Beatles (Hey Jude) og Supremes (Love Child) sendte også en mindre chockbølge ned i datidens top 100-liste. Lige under de to finder man således Mary Hopkins, der havde været nr. 2 med “Those were the days”, og under hende finder man Steppenwolf med “Magic Carpet Ride”, -Dion med “Abraham, Martin and John”, Cream med “White Room” og så videre. I det hele taget en imponerende liste af sange, der siden er blevet klassikere og i nogle tilfælde ligefrem standards (fx “Witchita Lineman” med Glen Campbell).

Obskur Bøfhjerte

19. november 2018

Hvis man graver dybt nok i internettets arkiver, støder man på sjældne sager som denne optagelse med Captain Beefheart.

Delta-kliken på affaldsdepotet?

18. november 2018

Som bekendt er det svært, måske oven i købet umuligt, at diskutere humor. Det er med andre ord svært at blive enig om, hvad der er sjovt. Ikke alle synes Gøg og Gokke er sjove. Ikke alle kan se Charlie Chaplins genialitet. Og W. C. Fields deler vandene. Hvad sjovt er der ved en mand, der drikker tæt og synes børn er bedst, når de er stegt!?

En  meget amerikansk film, som jeg har moret mig meget over, er National Lampoons Animal House, der på dansk fik den tvivlsomme titel Delta-kliken. Filmen, der har John Belushi i hovedrollen, beskrives i medierne som en ungdomsfilm, der foregår i 1962 på et af de kollegier, der knytter sig til amerikanske universiteter. Plottet er meget forenklet beskrevet, at lederen af kollegiet – Delta-kollegiet – Vernon Wormer (Worm – orm – get it!?) vil gøre kollegiet til  et bedre sted (underforstået: det har det ikke været længe…). Og beboerne er ikke indstillet på, at Wormer skal få sin vilje. De unge beboere er anti-autoritære og vil bare have det sjovt. Øl, fisse og hornmusik.

Filmens humor er, hvad man kalder plat. Dvs. en humor, der gerne overskrider grænserne for, hvad der er god tone med hensyn til alkohol- og madindtagelse, seksuelle udskejelser og i det hele taget, hvad man kalder almindelig “god opførsel”. Og af en eller anden grund så knytter det sjove, lattervækkende sig netop til det grænseoverskridende. Det er, når fornuft, anstændighed, mådehold osv. punkteres, at denne blogskriver må slå sig på lårene af grin. Barnagtigt? Ungdommeligt? Ja, sikkert. Men ikke desto mindre.

På web-siden Vice diskuterer man, om tiden er inde til at smide denne film på lossepladsen – netop fordi den er så politisk ukorrekt, som den er. Men skribenten tør dog ikke tage skridtet, fordi filmen for længst har fået klassiker-status – i hvert fald hos sit kultpublikum. Og spørgsmålet er også, om ikke det er godt og vigtigt, at vi stadigvæk kan have plads til den slags humor, der sparker til konventioner og regler for god opførsel? Det var det slap-stick-komikken gjorde i stumfilmens dage, det var det W. C. Fields gjorde, det er det, vor tids bedste stand-up-komikere gør. Og spørgsmålet er, om ikke der skal være plads til, at vi kan grine så tårerne triller over tidens konformisme, vor egen konformitet og rædsel for radikale forandringer af vores liv?! Jeg tror, vi ville være meget værre stillet, hvis ikke der var god plads til humor som den Delta-kliken serverer for os.

 

Teenageheksekunst og rock’n roll

18. november 2018

50: Beatles vippes af pinden af Supremes

18. november 2018

En af de sjove ting, man kan læse på nettet, om musikåret 1968, er, at Diana Ross and the Supremes på dette tidspunkt – helt nøjagtig i går – vippede Beatles og deres “Hey Jude” væk fra den amerikanske hitlistes førsteplads med sangen “Love child”.  Og det var femte og sidste gang, det lykkedes for det umådeligt populære amerikanske navn at gøre det. Altså at overtage førstepladsen fra et andet navn.

I øvrigt var Supremes mere eller mindre i opløsning på det tidspunkt. Flere af sangene blev indspillet med Diana Ross og nogle studiesangerinder – blandt andet “Love Child”. Og året efter forlod Ross Supremes for at hellige sig sin solokarriere.

Confessin’ the Blues

18. november 2018

Når selveste Rolling Stones blåstempler en bluesudgivelse, så kan det vel ikke gå helt galt – sådan økonomisk set… Og det er, hvad tilfældet er, med Confessin’ the Blues, der skal kradse penge ind til Willie Dixon’s Blues Heaven Foundation, der skal værne om og støtte bluesmusikken.

At meget af musikken på pladen (med folk som Muddy Water, Bo Diddley, Chuck Berry og Dale Hawkins, for at nævne nogle) så er “gammel vin på en ny flaske” er en anden sag. Jeg er sikker på, at man derude på det store net kan finde tilsvarende opsamlinger til små penge – hvis det bare er musikken, man går efter…

Drengen i boblen

17. november 2018

Præsident Trump fik mig til at tænke på ovenstående sang af Paul Simon, “The boy in the bubble”. Ikke at sangteksten har noget med Trump at gøre, men billedet af en dreng i en boble passede alt for godt til det billede, jeg har af præsidenten, der tilsyneladende lever sit eget liv i sådan imaginær boble, hvor intet trænger ind og meget preller af.

Hippierne…

17. november 2018

Apropos Woodstock, så faldt jeg over denne lille film om hippierne hos Alrunen..

Tilbage til Woodstock?

17. november 2018

A couple embraces at the Woodstock music festival.

Næste år er det 50 år siden Woodstock-festivalen blev afviklet. Og i 2019 vil året blive markeret. En af de oprindelige promoters, Michael Lang, fortæller at planerne for jubilæet er næsten på plads og fortæller, at man med begivenheden håber ” to inspire people to speak up and get involved and get out and vote and help us save the planet”. Et rosværdigt formål. Men spørgsmålet er måske, om ikke alle var bedst tjent med, at lade Woodstock stå tilbage i sin mytologiske erindringsform. Som alle festivalers moder, der ikke kan gentages? Og så lave en helt anden festival i sted et for med det angivne formål?!

En fødselsdagssang

16. november 2018

https://youtu.be/TzLIzUIsaeY

Joni Mitchell fyldte 75, og eks-kæresten Graham Nash markerede med sangen “Our House”. James Taylor tog sig af hendes “River” og “Woodstock”…

og unge Rufus Wainwright kastede sig over “Blue”…

og Diane Krall fortolkede en af mine yndlings-Michell-sange, “Amelia”…

50: Fleetwood Mac

16. november 2018

Selvfølgelig skal også Fleetwood Mac fejres i anledning af det halve århundrede, selv om gruppen har fyret en af hovedpersonerne og humper videre på nedsat kraft. Don’t stop hedder boksen efter et af deres større hits og måske skal titlen også forstås som en opfordring til at fortsætte, selvom osv.

50 sange fordelt på CD’er eller vinyler byder boksen på. Så der ingen noget at ønske sig til jul, hvis man ikke allerede er forsynet.

Exit Jan Persson – musikfotograf

15. november 2018

Endnu et stor træ er faldet i kulturskoven. Fotografen Gorm Valentin (der også er manden bag fotoet ovenfor) meddeler at kollegaen, musikfotografen m.m. Jan Persson er død og tilføjer, at Persson “definerede musikfotografiet i Danmark”. Tydeligere cadeau kan man vist ikke få. Og slet ikke når det kommer fra Gorm Valentin.

På Perssons hjemmeside kan man studere mange af hans fotos, især fra jazzen. Men også rocken kom Persson omkring – bl.a. i samarbejdet med Torben Bille i bogen Midt i en beattid. Æret være Jan Perssons minde.

Mindeværdigt omkvæd

15. november 2018

And I been from Tucson to Tucumcari
Tehachapi to Tonapah
I’ve driven every kind of rig that’s ever been made
I’ve driven the back roads so I wouldn’t get weighed
And if you give me: weed, whites, and wine
And you show me a sign I’ll be willin’ to be movin’

Exit Morten Grunwald – 83 år

15. november 2018

Endnu et af de store træer er faldet i det danske kulturlandskab. Denne gang er det skuespilleren m.m. Morten Grunwald, der er død efter nogen tids kræftsygdom, 83 år gammel. Og i nekrologerne og de nekrografiske kommentarer nævnes selvfølgelig hans rolle i filmserien om Olsen-banden og hans rolle som tegnelærer for Maude i nationalklenodiet, tv-serien Matador . Men jeg synes også, vi her på falderebet skal nævne, at Grunwald også stod for det moderne og eksperimenterende, både inden for film og teater. Han var i en årrække leder af Bristol-teatret, hvor han dyrkede det modernistiske og eksperimenterende. Men også i film før Olsen-Banden var præget af moderne filmideer. Det gælder fx James Bond-pasticherne om Frede – Slå først Frede og Slap af Frede, der bar præg af tresserne eksperimenterlyst inden for filmens verden.