november 2018 arkiv

Capac anbefaler: Stig Skovlind – Singlerne

14. november 2018

Sidst Stig Skovlind var forbi bloggen til en anbefaling var med EP’en Kaffe og kærlighed. Og jeg hæftede mig dengang – igen – ved opdriften og lyset i Skovlinds sange. Og alt andet end tilfældigt hedder en af sangene på det nye album med den tvetydige titel Singlerne netop “Opdrift” og understreger med al ønskelig evidens, at Skovlinds musik er båret af et lyst syn på tingene, en fundamental tro på, at livet er fundamentalt godt, selv om det ikke altid er retfærdigt eller let:

Opdrift – ja tænk at få opdrift

Det er noget med at finde en varm strøm

En drøm man kan padle på

Opdrift – ja tænk at få opdrift

Jeg må opfinde en opvind

Jeg kan sprede mine vinger på

Selv i titelsangen “Singlerne” om den evigt ubestandige og evigt eftertragtede kærlighed blæser en blid opvind, selv om ingen kan undslippe en snert af kulde og melankoli:

Når man bare ku’ la’ vær med at holde af

Og holde op med at længes efter nogen

Når man bare ku’ lade være med at binde sig For fa’en

Så ku’ søndagen gå uden sure miner

Uden spektakel og småskænderier

Og helt uden andre frakker på knagen

Og selv om sangskriveren godt ved, at vi ikke slipper for spektakel og småskænderier – hvis vi vil kærligheden (og det vil han…) – ja, i det hele taget alt det bøvl og alle de problemer, menneskelivet fører med sig som en ubønhørlig pris, så holder han som en anakronistisk hippie fast i at sige “pyt” til det meste (sangen “Pyt”) og appellere til en menneskehjertelighed (“Menneskehjerte”), der trodser  besværet, materialismen, travlheden og alt det, der står i vejen for netop kærligheden, venskabet (“Min fine ven”) og et liv med sol oven over alting (“Sol til alle”).

Singlerne hedder albummet altså, og titlen alluderer også til tidens tendens til at atomisere albummet / værket i singleudspil. Og de ialt elleve positive sange på pladen kan da også sagtens fremstå som små funklende singleudspil, som enhver anstændig radioplayliste vil kunne være bekendt at have med. Men Singlerne fungerer absolut også som en samlet vitaminindsprøjtning af musikalsk opdrift, af den slags alle vi musikelskere kun kan have god brug for her, hvor efteråret er gået i gråt og giver forsmag på kulde og mørke.

Og som tilfældet var med de to foregående udgivelser, jeg har anbefalet, så fremføres sangene af Skovlinds behagelige, lyse mandsstemme og de bindes op og under af musikalske arrangementer, der i Kaffeorkesterets udførelse giver energi til opdrift og -vind med lækker pop, der er drevet af endog meget forførende melodier og er krydret med stilistiske påvirkninger fra nær og fjern. Jo, Singlerne er en plade, der tøer forfrosne hjerter lidt op, sætter pulsen lidt op også og efterlader lytteren i et bedre humør efter lytningen. Og det er svært at finde en ret meget bedre anbefaling end den på sådan en kold og våd novemberdag. Så få fat i den plade derude et eller andet sted…

Stig Skovlind. Singlerne. Giant Sheep Music. Udkom 1/11/2018

 

Chuck Berry i “Beat-Club”

14. november 2018

Året er 1972, og Chuck Berry besøger mit tyske favoritmusikprogram “Beat-Club”. Og jeg må givetvis have set indslaget, for jeg så alt, hvad beatklubben havde at byde på frem til 1973, hvor jeg forlob barndommens land. En fin optagelse, hvor Berry er meget tilbagelænet i sit udtryk.

How do we sleep while our beds are burning?

14. november 2018

Ovenstående foto , der mimer/citerer et kendt maleri af Casper David Friedrich, viser en brandmand, der kigger på de brande, der hærger Californien lige nu. Og fotoet og nyhederne fra området satte associationskæderne i gang…

How can we dance when our earth is turning
How do we sleep while our beds are burning
How can we dance when our earth is turning
How do we sleep while our beds are burning
.
.
.

Ringo på verdenstur

13. november 2018

I denne måned er det 50 år siden Beatles såkaldte hvide album udkom. Og det markeres, som nævnt, med luksuøse genudgivelser og en masse omtale. – Men det er også 30 år siden, Ringo startede sit stjernebesatte All Starr Band. Og det markeres med en verdenstur, der foreløbigt omfatter Japan og USA, men sikkert vil vokse støt de kommende uger. Turen foregår i jubilæumsåret 2019.

Neil Young – 73

13. november 2018

Tilsyneladende ustoppelige, altid kritiske og altid lytteværdige Neil Young bliver 73 år i dag – og har ingen planer om at gå på pension, men bliver ved til at han falder om midt i en heftig guitarsolo. Rock on ol’ man.

Neil Young, klimaforandringerne og musikkens verden

12. november 2018

Amerikanernes præsident, Donald Trump, har gjort sig upopulær hos mange på grund af udtalelser vedrørende de aktuelle skovbrande i Californien. Trump har sagt, at ulykkerne i forbindelse med brandene skyldes den californiske stats mangelfulde håndtering af de store skove i området. Og ikke: de til dels menneskeskabte klimaforandringer.

Det har fået Neil Young, der selv er blevet ramt af skovbrandene, til at gå ud og kritisere præsidenten voldsomt på sin hjemmeside.

Young skriver blandt andet:

“California is vulnerable – not because of poor forest management as DT (our so-called president) would have us think. We are vulnerable because of climate change; the extreme weather events and our extended drought is part of it.”

En række kendte folk fra showbiz er blevet ramt i denne omgang. Det gælder fx Mike Garson, pianist for David Bowie, skuespilleren Gerard Butler, sangerinden Miley Cyrus, der slap væk fra sit hus med sin kæreste og deres husdyr og Lady Gaga, der måtte evakueres fra sit hjem. Medens andre kunstnere som Kate Perry og Rod Stewart har været ude og tweete mod præsidenten. “California needs words of support & encouragement, not threats or finger pointing & accusations.”, skrev Stewart.

Måske kan det forhold, at skovbrandene også rammer velbeslåede stjerner, åbne nogle menneskers øjne og ører for klimaforandringernes barske realitet. Det kan man kun håbe.

The Breeders – indtryk fra en koncert

12. november 2018

[Foto af Jason Champney, lånt fra Voxhalls eget galleri]

Inden hovednavnet The Breeders indtog scenen på Voxhall kl. 21 foran en næsten fyldt sal, skulle vi først opleve opvarmningsbandet – eller som det hedder på moderne managementengelsk: support – Disco Doom. Et band fra Schweiz, nærmere bestemt Zürich. De varmede også op for Built to Spil, da de lagde vejen forbin Voxhall i 2015. Og dengang tillod jeg mig at mene, at de havde fået “den for opvarmningsband utaknemmelige rolle at sætte hovednavnets præstation i relief”. Og jeg kan kun gentage, hvad jeg skrev den gang. For Disco Doom fik mig til at småfilosofere lidt over opvarmningens eller “supportens” nødvendighed eller berettigelse. Hvorfor kunne man ikke bare droppe den helt og gå lige til sagen?! Selvfølgelig er der gode grunde til at give et mindre navn chancen for at stå over for et publikum, der kommer for et andet hovednavns skyld. Måske kan de brænde igennem. Og så får publikum da noget for pengene, ikke!? Men der er på den anden side ikke altid en kunstnerisk nødvendighed i fænomenet opvarmning.

I hvert fald skulle jeg kun ganske få akkorder ind i Breeders egen koncert for at føle mig overbevist om, at Disco Doom ikke har så meget at byde på, at de selv ville kunne trække publikummer nok til at være et hovednavn. For de spiller en ganske anonym og ret triviel omgang rock, der brillerer ved en nærmest total mangel på lytteværdige sange (melodier) og med hovedvægten på en ret simpel, grunget, støjende rock, der fik et par af mine medpublikummer til at sige “syret” og trække på smilebåndet. En god halv time blev det til, og publikum klappede høfligt, men også tydeligt uden den store begejstring. Og selv om hovednavnets leadguitarist Kelley Deal mente, at der var tale om “a great band”, så var det nok mest udtryk for påtaget venlighed over for et band, de selv havde inviteret med på deres Europatur.

Men vi skulle ikke ret langt ind i Breeders eget tætte sæt, der varede cirka halvanden time, inkl. ekstranumre, før Disco Doom var så godt som glemt. For Breeders har til fulde alt det, bandet fra Schweiz mangler. Mere end tyve numre fra bandets ialt fem album og en hel del fra det nyeste, kritikerroste, All nerves. Alle ret korte numre – helt i rockens ånd . Men sange med markant kontur i form af gode melodier og syng-med-omkvæd, og hertil at regne: effektive rockarrangementer, hvor de enkelte instrumenter (to guitarer, trommer, bas og i et enkelt nummer keyboards) kom til deres ret. Sange, der også smagte lidt at metropolstøjrock (i passende doser), grungeekko, traditionel post-Chuck Berry-rock’n roll. Sangene blev drevet frem af den i enhver henseende dynamiske trommeslager Jim Macpherson og den stoisk, “coole” bassist Josephine Wiggs, der sammen lagde en smuk rockbund for de to søstre Kim og Kelley, der tog sig af guitarspillet og sangen. Og der var ingen tvivl om, hvem der var kapelmesteren, nemlig Kim Deal, der “kørte klatten”, selvom søster Kelley også fik lov til at blande sig og kommentere undervejs.

Og sættet – for der var kun en mikroskopisk pause inden ekstranumrene – blev afviklet med al den professionalisme, man kan ønske sig af et stort hovednavn. De mange sange kom som perler på en snor uden for mange overflødige kommentarer og med en energi, der kun kunne gå lige i blodet på et rocktrængende publikum. Og det var da også tydeligt, at der var mange fans på gulvet denne aften, og der kom sikkert flere til efter koncerten. En fremragende koncert, der viste alt, hvad The Breeders – denne nærmest kvindegruppe – har at byde på, og understregede, at selvfølgelig kan kvinder også spille rock – selv om det er politisk korrekt at mene noget andet. Sådan noget vrøvl.

Læs mere »

Aftenens koncert er med: The Breeders

11. november 2018

Aftenens koncertoplevelse bliver the Breeders. Breeders er – for forenkle tingene lidt – Kim Deals band. Deal, der har været bassist i The Pixies, hvor hun ikke helt kunne få afløb for sine sangskrivertilbøjeligheder. Derfor allierede hun sig med Tanya Donelly fra Trowing Muses og startede The Breeders. Breeders er stadigvæk en side-projekt til Pixies, der har haft en række udskiftninger, men har haft Deals som fast forankringspunkt. Fem album er det blevet til, sensest All nerve fra i år. I morgen kan du læse, hvilket indtryk Breeders efterlader hos mig i aften.

Den Store Krigs ende

11. november 2018

For få minutter siden, nærmere bestemt kl. 11.00 var det 100 år siden den 1. Verdenskrig omsider sluttede. En krig, der har fået enorm betydning for eftertidens Europa,og et krig, der stadigvæk optager forskerne. Fx har man endnu ikke helt fået opgjort, hvor mange menneskeliv krigen kostede. Men man anslår, at 16,5 millioner soldater og civile måtte betale med deres liv for den meget grusomme krig. Og mange familier i Europa var på den ene eller anden vis involveret i denne krig. I min familie var min morfar soldat under krigen, men heldigvis kun til aftjening i København. Ellers havde jeg måske ikke siddet her og skrevet dette lille mindeskrift.

Pære Punk

10. november 2018

I går og dag er det 40 år siden, Århus afviklede Pære Punk Festivalen, der var en af milestenene i den dansk punks historie. Og festivalen er for nylig blevet mindet med en tilsvarende festival på spillestedet Atlas. Og for at det ikke skal være løgn, så markerer også Den Gamle By, der jo er blevet kendt for at dyrke halvfjerdserne, at Pære Punk Festivalen har rundet fire årtier. Læs mere her.

Kvindepunk: Bad Waitress

9. november 2018

Bandnavnet siger det næsten: Det her må være et punkband. Og sådan er det da også. Toronto-kvartetten har en EP ude, Party Bangers: Volume 1, og de forstår af blande grum punk med fængende vokaler og selvbevidst fremtræden. De skal nok blive til noget – hvis ellers de kan holde sammen og ikke lader det med festerne tage overhånd.

Babylon Berlin – og musikken

9. november 2018

Jeg håber, at bloggens læsere har opdaget og set de første par afsnit af den brillante tyske tv-serie Babylon Berlin (på DRK). En serie, der blandet kriminalgåde med politiske kampe og en historisk forankret beskrivelse af livet i metropolen Berlin i mellemkrigsårene. Serien er på alle måder fremragende og viser, at det ikke kun er på store amerikanske streamingtjenester, det sner. Netflix har vist i øvrigt købt rettighederne til vise serien også – hvilket blot pointerer, hvor god serien er.

Og musikken er et kapitel for sig selv. Også på lydsporet (der er udkommet som en dobbelt-CD) mærker man tidsånden og den særlige løssluppenhed, der prægede årene frem til 2. Verdenskrig. Blandt bidragsyderne finder man selveste Bryan Ferry Orchestra, der jo netop er kendt for at spille musik fra den svundne tidsalder.

https://youtu.be/vZtK9Ue589I

Capac på krykker

9. november 2018

En lille læserorientering. Hvis I oplever, at I ikke kan tilgå bloggen, så skyldes det databaseproblemer. Sammen med mit webhotel m.fl. arbejder jeg på at løse problemet og håber (!) at køre normalt i løbet af dagen i dag. Beklager ulemperne.

 

Opdatering: Det ser ud til at kampen er lykkedes. Det kostede nogle plugins, der konfliktede med php-versionen. Men det er vel til at leve med indtil videre. Og hvad kan man lære af det? At man skal passe på med at bruge for mange, smarte plugins.

Amatører…

8. november 2018

Internettet – og nærmere bestemt videokanalen Youtube – vrimler med talentfulde mennesker, der udfolder sig med egne og andres sange. Her er fx Gabriella Quevedo, der uden tvivl er ferm med sit finger-picking-guitarspil. Og hun slipper pænt fra at fortolke Pink Floyds Another Brick in the Wall. Alligevel har jeg det ofte sådan med disse talenter, at selv om deres tekniske kunne ofte er forbløffende og ja nogle gange simpelthen imponerende, så mangler der ofte et eller andet svært definerbart i coverversionerne.

Cohen – erindret

8. november 2018

[En ung Leonard Cohen sammen med sin søster på sommerferie. Privatfoto.]

Der var en sommer, hvor Leonard Cohen kom bragende ind i mit univers. Det var med hans første album. Og siden var jeg forgabt og fortabt i canadierens univers. I dag er det to år siden han sov ind i døden.