50 år er gået, siden The Monkees – der ellers mest var kendt for deres tv-show – fik udsendt filmen Head. Instrueret af den kendte instruktør Bob Rafaelson med hjælp fra en unge (og efter sigende “skæv”) Jack Nicholson. Filmen var helt i pagt med tidsånden modernistisk fabulerende med skøre indfald og psykedelisk inspiration (sådan som også forbillederne i the Beatles havde gjort). Og med alskens medvirkende, lige fra en stripper, en bokser (Sonny Liston) og en baseball-helt – til Frank Zappa. Filmen var alt andet end det The Monkees havde været i deres meget populære tv-serie – og det var også en af grundene til, at filmen ikke fik nogen kommerciel succes. Lydsporet til filmen klarede sig nogenlunde. Og med tiden blev Head (som så meget andet fra den periode) genstand for kultdyrkelse på grund af filmens og musikkens eksperimenterende karakter.
Joni Mitchell – her sammen med en anden canadier, Neil Young, i tresserne – tilhører en klasse, hvor kun få andre er med (Beatles, Bob Dylan). Musikalsk er det nok slut for hendes vedkommende. Sygdom og alder har gjort deres til at at stoppe den kilde, men svinge malerpenslen kan hun vist – heldigvis – stadig. Og heldigvis har hun efterladt sig et smukt oevre, der vil kunne fascinere kommende generationer også.
[Foto af Jason Champnei (jaceimages), taget ved koncerten på Atlas d. 18/10. Lånt fra Fonden Voxhalls billedgalleri]
I dag fylder spillemanden, revisoren m.m. Peter Ingemann 75 år. Og det er nok en rune værd, ikke mindst fordi han stadigvæk er aktiv og holder sin ungdoms musik ved lige med engagement og overbevisning. Med Young Flowers Reunion turnerer han stadigvæk land og rige rundt, og der er god grund til at komme til koncerterne, hvis man synes om halvfjerdsernes rockmusik. Det er en rene vare, de præsenterer os for. Til lykke til Peter med dagen – rock on!
Som bekendt skal DR spare som led i den siddende borgerligt-liberalistisk regerings fortsatte bestræbelse på at gøre medieområdet til endnu et lukrativt område for private entreprenører og private firmaer. Og blandt andet lukker en del af DRs DAB+-kanaler, herunder P6Beat. Og jeg har, vil jeg godt understrege, deltaget i en protestunderskriftkampagne mod lukningen af denne og andre DAB+kanaler.
Og så var det jeg i dag – hvad sket der lige der?! – fik tændt for netop P6Beat. Og stor var min skuffelse. Her befinder vi os virkelig langt fra tidligere tiders formidling af beat/rock.., you name it. Man mødes af en massiv omgang snak fra studieværterne. Tomgangssnak, der forholder sig meget lidt til den musik, der faktisk bliver spillet (og også er interessant). Mest af alt mindede det mig om den slags tomgangssnak, man kan høre, når publikummer ved koncerter glemmer alt om pli og almindelige god opførsel og bare snakker, snakker og snakker – uden hensyn til de andre publikummer. Og så har man mest af alt lyst til at råbe højt: Så hold dog kæft! Og lad musikken tale for sig selv.
Det betyder ikke, at jeg har ændret min holdning til besparelsen af DRP6Beat, blot at jeg er så jammerligt træt af hjernedød, uinspireret, uinformeret, udannet studieværtsnak. Den slags tomgang kan jeg sagtens få i hverdagen. Men skru lidt op for professionalismen, få lidt mere styr på sprogbehandlingen, få fokus på MUSIKKEN og glem jer selv lidt.
I frustration slog jeg over på den ligeledes spareramte DR8Jazz, hvor det kører lidt bedre.
Den amerikanske præsidents fortrædeligheder har lokket Carole King til at skrive en sang, “One”, der er en opfordring til handling. King har altid været demokrat og sangen minder bestemt om hendes sange fra halvfjerdserne. Ikke en eksplicit politisk sang, men budskabet er ikke til at misfortå.
”What will we do?/We’re gonna run/reach for the sun/come together as one/show ‘em how it’s done/at the end of the day, we’ll be able to say/love won.”
Coveret på opsamlingen Harmony in my head, der lige er udsendt, ligner mest af alt en vaskepulverreklame fra omkring 1960. Men skinnet bedrager, for bag coveret gemmer sig 3 CD’er med et tværsnit af den new wave og power pop, der dukkede op i kølvandet på punkens korte, men indflydelsesrige periode. Et tværssnit, der byder på mange kendte og mindre kendte navne, fra Buzzcocks over Squeeze og Any Trouble til stadigvæk aktive The Searchers. Så hvis man er til power pop, så er der endnu et ønske til juleønskelisten.
Der er noget religiøst eller i det mindste kirkeligt over titlen på De Efterladtes nye album Syngerdagen ind. Man – apropos den aktuelle før-jule-aktivitet på markedet – synger fx julen ind, hvormed menes, at man så småt tager hul på højtiden osv. Men, men, som jeg før har været inde på, når det drejer sig om De Efterladte og især tekstforfatter Peter H. Olesen, så er han ikke for fastholdere, men foretrækker at trække tæppet væk under det éntydige. Således synger – eller reciterer – Olesen dagen ind på den første sang på pladen, “Synger dagen ind”:
Du synger nattens ømhed
og morgenens håb
Du synger en ny dags skønhed
og den nye dags dåb…
– og jo ordvalget (dåb) tager sigte mod vores fælles kristne kulturbaggrunds begreber, og kun bevæbnet med sin stemme og et raslende instrument i baggrunden får sangen/digtet uvægerligt noget meditativt-religiøst over sig. Det er som en verdslig salme eller måske endda en slags bøn. Men næppe er denne stemning anslået, før Olesen distancerer sig fra dagen med dens lys, støj og liv i sangen “Jeg bilder mig ind vi kan se helt til Sverige”:
Støjen fra gaden dysser dig i søvn
mens jeg sidder her og forsøger
at læse udsigten
Synet af byen om natten
tøjer min uro og alting falder
midlertidigt på plads
Det centrale ord i det her citerede er “midlertidigt”. For ikke så snart Olesen har taget natten i øjesyn og ladet den dæmpe den indre uro, så falder ordet “midlertidigt”. For det konstante er netop uroen, rastløsheden, tvivlen og usikkerheden og måske endda selvbedraget: “Jeg bilder dig ind vi kan se/ helt til Sverige, du spiller villigt med/ på mine hvide løgne”. Et selvbedrag, der deles af den anden og måske i virkeligheden af alle. Ledsaget af Michael Lunds tangenter og Boi Holms synthezisers får teksten noget hårdt og kantet storbyagtigt over sig. Og sangen er måske i virkeligheden en slags nøgle til tekstuniverset på denne plade, hvor mennesket eller personen, der reciterer og synger (og ikke simpelthen skal identificeres med den kødelige mand bag ordene…), afsløres i sin eksistentielle udsathed og rastløshed.
Og ikke så snart er tingene faldet midlertidigt på plads ved synet af byens nat, før det lyder:
Jeg vil ikke bytte nattens lys
med dagens grumsede grå
Januar er et fængsel
men jeg er igen på vej ovenpå
Jeg ved at lykken
er et øjeblik
Jeg låner et stykke
inden den igen er værk
(“Nattens lys”)
Ledsaget af Michael Lunds næsten blide tangentspil og en modsvarende nærmest hård, lidt tilbagetrukken, maskinel trommelyd tegner Olesens tekst billedet af et jeg, der begærer det hele og lykkestunderne med, men først og fremmest ligger tilbage i rummet med udsigt til sneen på byens tage. Det er som om jeget igen og igen bliver slået hjem (som i Ludo) til en tilstand eller situation, hvor jeget distanceret iagttager og registrerer. Helt tydeligt bliver det i den efterfølgende sange (bemærk titlen!) “Aldrig ind i denne dag”, hvor det blandt andet hedder:
Du kommer aldrig ind i denne dag
og det ved du
Du får aldrig disse timer tilbage
men det er intet tab
Du er en skygge i skyggen
En biperson blandt bipersoner
Udenfor alting, midt i mylderet
blandt millioner
Du går gennem byen
Forbi de steder du kender
Blindgyden, dit andet hjem
Afvejen hvor alting ender
Du kommer aldrig ind i denne dag.
Der er noget paradoksalt over denne oplevelse af at være udsat, uden for, efterladt. Både i forhold til albumtitlens næsten højstemte anslag, men måske også i forhold til den udadvendthed og selviscenesættelse, som ligger som et krav og en forventning til kunstneren. Og paradoksaliteten passer også bedst til digterrollen. For Olesen er jo digter – med romaner og digtsamlinger bag sig. Og selv om De Efterladte fremstår som en duo – med ikke ubetydelig støtte fra tredjemanden Boi Holm, så kan man let få det indtryk, at albummet et langt stykke hen ad vejen er en hybrid af reciteret digtsamling og kuldslået, minimalistisk storbyrock.
Jeg har med de ovenstående overvejelser forsøgt at begynde en læsning, begynde at begynde en læsning af Olesens tekstunivers på denne plade, og jeg vil overlade til dig, kære læser/lytter, selv at prøve min fortolkning af ved at lytte til denne fine LP, der føjer endnu et kapitel og et lag til De Efterladtes alt for oversete (-hørte) bud på en – i flere betydninger – moderne storbyrockpoesi. Hermed varmt anbefalet.
De Efterladte. Synger dagen ind. Melodika. Udkom d. 19. oktober 2018
George Harrisons første soloplade Wonderwall udkom på denne dag for et halvt århundrede siden. Og det er nok rigtigt at sige, at pladen kom til at stå i skyggen af det hvide dobbeltalbum, som Beatles udsendte senere samme måned. Det hjalp nok heller ikke på interessen for pladen, at der var tale om filmmusik, uden George Harrisons stemme og med masser af inspiration fra indisk musik, som Harrison jo dyrkede dengang. At pladen så siden da er blevet prist af kritikere som værende et foregangsværk i “world music” og som et dristigt eksperimenterende album, det er en helt anden sag.
Sidst Burning Velvet – og det vil sige Nicolai Wøldike Schmiths musikalske projekt – var da dobbeltalbummet Night Ligt // Slow Grass ramte grammofonen (ja, vi snakker “vinyl”). Og nu har opfølgeren Listen gjort det samme og snurrer lystigt på min gode, gamle Pioneer-afspiller.
Og måske lyttede musikpublikum ikke nok efter dengang i 2017, i hvert fald kan man godt opfatte titlen Listen som en venligt ment opråb om at give pladen en chance til – og også den nye. Og det kan der bestemt være al mulig god grund til.
Burning Velvet, der denne gang har bandkarakter over sig, idet Nicolai til lejligheden har allieret sig med en god håndfuld kunstnere for at kunne realisere sit projekt. Det vil sige Moogie Johnson (guitar, bas og sang), Camilla Munck (kort og tangenter) og Tobias Lange (trommer og kor). Og projektet, der skulle realiseres og blev det, var at lave en plade, der opdaterer dobbeltalbummets udforskning af americanaen, altså den sammenkogte, amerikanske ret, der lystigt blander alskens musikalske rødder og gør det med et personligt anstrøg. Det skal helst smage af personen eller bandet, der står bag.
Og det gør det i tilfældet Burning Velvet. Det musikalske præg trækker stadigvæk lidt i retning af akustisk folk med masser af lag, hentet fra den tilbagesøgende og -skuende musikalske interesse. Lytter man godt efter, så kan man høre spor af så forskellige forbilleder som Lou Reed og Velvet Underground tydeligt i en sang som “Waiting for the train”, der godt kan opfattes som en diskret, stilfærdig hilsen til “Waiting for my man”), Neil Young, Leonard Cohen og flere til. Sporene er som akvarelfarver, der løber ud i vandet og blander sig til et sammensat, changerende indtryk.
Listen handler ikke kun om at lytte til musikken, men også om generelt at lytte til hinanden i en verden, der til trods for såkaldt sociale medier måske er mere selvoptaget end tidligere og derfor glemmer, hvad der binder os sammen, når mobiltelefonen og computeren ikke er der. Det er denne problematik, tekstuniverset på den nye plade, kredser om. Og det kan man studere nærmere, for tekterne er heldigvis og fornemt optrykt på et separat ark i coveret.
Listen er et nedtonet, afdæmpet album, der i den grad lever op til sin titel om at spidse ører og lytte opmærksomt efter, hvad der sker i de ialt ni lo-fi-perler, der fylder de to sider. Det er ikke musik, der skriger efter mainstreampoppublikummet, men snarere henvender sig stille og roligt til det segment af lyttere, der netop foretrækker musik, der skal indtages andægtigt med høretelefonerne på eller på et ikke alt for overfyldt, støjende spillested.
Burning Velvet forfiner med sin nye plade såvel lyden som det stilistiske udtryk, der prægede forløberen. Så der er al mulig grund til at dem, der lyttede med for et år siden, også gør det nu – og at andre får ørerne op for projektets fine udgave af roots-orienteret dansk musik. Hermed varmt anbefalet.
Burning Velvet. Listen. Produceret af: Schmidt, Johnson og Lange. Celebration Records. Er udkommet.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
50 år er gået, siden The Monkees – der ellers mest var kendt for deres tv-show – fik udsendt filmen Head. Instrueret af den kendte instruktør Bob Rafaelson med hjælp fra en unge (og efter sigende “skæv”) Jack Nicholson. Filmen var helt i pagt med tidsånden modernistisk fabulerende med skøre indfald og psykedelisk inspiration (sådan som også forbillederne i the Beatles havde gjort). Og med alskens medvirkende, lige fra en stripper, en bokser (Sonny Liston) og en baseball-helt – til Frank Zappa. Filmen var alt andet end det The Monkees havde været i deres meget populære tv-serie – og det var også en af grundene til, at filmen ikke fik nogen kommerciel succes. Lydsporet til filmen klarede sig nogenlunde. Og med tiden blev Head (som så meget andet fra den periode) genstand for kultdyrkelse på grund af filmens og musikkens eksperimenterende karakter.
