1. november 2018 arkiv

50: George Harrison – Wonderwall

1. november 2018

George Harrisons første soloplade Wonderwall udkom på denne dag for et halvt århundrede siden. Og det er nok rigtigt at sige, at pladen kom til at stå i skyggen af det hvide dobbeltalbum, som Beatles udsendte senere samme måned. Det hjalp nok heller ikke på interessen for pladen, at der var tale om filmmusik, uden George Harrisons stemme og med masser af inspiration fra indisk musik, som Harrison jo dyrkede dengang. At pladen så siden da er blevet prist af kritikere som værende et foregangsværk i “world music” og som et dristigt eksperimenterende album, det er en helt anden sag.

 

Capac anbefaler: Burning Velvet – Listen

1. november 2018

Sidst Burning Velvet – og det vil sige Nicolai Wøldike Schmiths musikalske projekt – var da dobbeltalbummet Night Ligt // Slow Grass ramte grammofonen (ja, vi snakker “vinyl”). Og nu har opfølgeren Listen gjort det samme og snurrer lystigt på min gode, gamle Pioneer-afspiller.

Og måske lyttede musikpublikum ikke nok efter dengang i 2017, i hvert fald kan man godt opfatte titlen Listen som en venligt ment opråb om at give pladen en chance til – og også den nye. Og det kan der bestemt være al mulig god grund til.

Burning Velvet, der denne gang har bandkarakter over sig, idet Nicolai til lejligheden har allieret sig med en god håndfuld kunstnere for at kunne realisere sit projekt. Det vil sige Moogie Johnson (guitar, bas og sang), Camilla Munck (kort og tangenter) og Tobias Lange (trommer og kor). Og projektet, der skulle realiseres og blev det, var at lave en plade, der opdaterer dobbeltalbummets udforskning af americanaen, altså den sammenkogte, amerikanske ret, der lystigt blander alskens musikalske rødder og gør det med et personligt anstrøg. Det skal helst smage af personen eller bandet, der står bag.

Og det gør det i tilfældet Burning Velvet. Det musikalske præg trækker stadigvæk lidt i retning af akustisk folk med masser af lag, hentet fra den tilbagesøgende og -skuende musikalske interesse. Lytter man godt efter, så kan man høre spor af så forskellige forbilleder som Lou Reed og Velvet Underground tydeligt i en sang som “Waiting for the train”, der godt kan opfattes som en diskret, stilfærdig hilsen til “Waiting for my man”), Neil Young, Leonard Cohen og flere til. Sporene er som akvarelfarver, der løber ud i vandet og blander sig til et sammensat, changerende indtryk.

Listen handler ikke kun om at lytte til musikken, men også om generelt at lytte til hinanden i en verden, der til trods for såkaldt sociale medier måske er mere selvoptaget end tidligere og derfor glemmer, hvad der binder os sammen, når mobiltelefonen og computeren ikke er der. Det er denne problematik, tekstuniverset på den nye plade, kredser om. Og det kan man studere nærmere, for tekterne er heldigvis og fornemt optrykt på et separat ark i coveret.

Listen er et nedtonet, afdæmpet album, der i den grad lever op til sin titel om at spidse ører og lytte opmærksomt efter, hvad der sker i de ialt ni lo-fi-perler, der fylder de to sider. Det er ikke musik, der skriger efter mainstreampoppublikummet, men snarere henvender sig stille og roligt til det segment af lyttere, der netop foretrækker musik, der skal indtages andægtigt med høretelefonerne på eller på et ikke alt for overfyldt, støjende spillested.

Burning Velvet forfiner med sin nye plade såvel lyden som det stilistiske udtryk, der prægede forløberen. Så der er al mulig grund til at dem, der lyttede med for et år siden, også gør det nu – og at andre får ørerne op for projektets fine udgave af roots-orienteret dansk musik. Hermed varmt anbefalet.

Burning Velvet. Listen. Produceret af: Schmidt, Johnson og Lange. Celebration Records. Er udkommet.

 

Når der dukker en video op, bliver den vist her.