december 2018 arkiv

Capac anbefaler: Toft Olsen – Four

18. december 2018

Ja da. Capac kan lige så godt tage skridtet fuldt ud og anbefale en rigtig jazzplade. Og samtidig foreslå, at man – i stedet for at overveje at give sig selv en julegave – bruger denne plade som julegave til en man holder af og som man gerne vil give en god musikalsk oplevelse.

Det drejer sig om sangeren Hans Toft Olsens album Four.  Der er tale om crooner-jazz, og sammen med sit lille hold af musikere – Thomas Vang (bas), Morten Lund (trommer) og Heine Hansen (piano) – crooner Hans Toft Olsen sig gennem 11 jazzstandards af navne som Miles Davies (titelnummeret), Cole Porter (“Every time we say goodbye”) og Thelonius Monk (“‘Round Midnight”). Og det sker i en produktion, der er renset for teknologiske gimmicks og deslige. En produktion (forestået af Olsens selv), der naturligt og forståelig sætter stemmen i centrum, men samtidig sørger for at akkompagnerende instrumenter står forbilledligt klart i det samlede lydbillede. En produktion, der – modsat meget af tidens produktioner – gør musikken en stor tjeneste i stedet for at sløre den.

Og Toft Olsen har en rigtig god stemme, der passer smukt til croonerjazzen. Fraseringernen og udtalen sidder lige i skabet, så man både kan aflæse teksterne uden besvær, samtidig med at sangen fremføres med både swing og swung. I entid, hvor selv Bob Dylan har kastet sig over croonerjazzen, så er det godt, at Toft Olsen er trådt ud af sit århusianske skjul (hvor han vist mest underviser) og demonstrerer, at vi har fået endnu en kvalificeret crooner i Danmark.

Det er kort fortalt en dejlig plade, de fire musikere har fået skruet sammen. En plade, der fortjener mange lyttere og burde kunne overbevise mangen en jazzskeptiker om, at jazz er noget, man også sagtens kan lytte til. En plade, der fortjener at ligge under juletræet. Og nu ligger den på min pladetallerken, så jeg behøver slet ikke at give mig selv en julegave alligevel. – Hermed varmt anbefalet.

Toft Olsen. Four. Producer: Hans Toft Olsen. AarhusArt. Er udkommet.

 

Julen truer … 3

18. december 2018

En julegave til dig selv kunne selvfølgelig også være dobbeltvinylalbummet Young Flowers: On Air. Med ti numre fra perioden 1969-1970 og med den originale besætning – Ken Gudman (trommer), Per Frost (guitar) og Peter Ingemann (bas). Der er tre bonusnumre på de to skiver, der er produceret af Longhair – og kan bl.a. købes hos TømrerClaus på Karmamusic.dk.

https://www.youtube.com/watch?v=CfuDvgKpjls

Keefer fylder 75

18. december 2018

Den unge mand ovenfor – som man nemt genkender som Keith Richard – fylder i dag 75 år. Et åbenlyst talent for skørlevned og i det hele taget kaotisk livsførelse, der kun kan være til inspiration for alle os andre alt for tilpassede borgere i hamsterhjulet, men også et særligt talent for at spille bluesbaserede riffs og hooks. Håber, han holder den gående nogle gode år endnu sammen med de andre rockdinosaurer i Rullestenene.

Julen truer… 2

17. december 2018

Hvis ikke det skulle være Bruce Springsteen på Broadway, så kunne det være denne opsamlings- og hyldestplade, You can sing me anything: A tribute to 69 Love Songs. De 69 Love Songs, der er tale om er The Magnetic Fields album af samme navn fra 1999. En indieklassiker.
Jeg har – som læseren nok allerede har forstået – en svaghed, et blødt punkt for gode opsamlinger og hyldestskiver. Og som denne er der tale om gode fortolkninger, der åbner op for den hyldede kunstners univers (hvis det ikke allerede er åbent…). Så jeg kunne godt finde på at lægge denne plade under juletræet til mig selv… Hvis ellers det kunne gå an.

Ringo slår på tromme…

17. december 2018

https://youtu.be/FmKzOJyui7E

Internettet og mobiltelefonteknologien giver nogle muligheder, vi kun kunne drømme om og fantasere om i science-fiction-litteratur. Som fx at man – som ovenfor stående eksempel smukt illustrerer – kan dele sine koncertoplevelser i lyd og billede næsten i det øjeblik, det sker. Her dog med nogle få timers forsinkelse. Det er da fantastisk eller noget i den retning..

Paul McCartney afslutter sin koncert i London i går aftes med nummeret “Get back” med hjælp fra Rullesten-Ron Wood og selveste Ringo Starr, der, som man kan se, lystigt slår på tromme i det gamle Beatles-hit. Get back to where you once belonged…

Julen truer…

16. december 2018

Kan man give sig selv julegaver? Der er sikkert mange, der kan argumentere imod tanken. Jeg nøjes med at lege med den. Hvis man kan, så er man vel sikker på, at man får noget, man gerne vil have!? Og så må man håbe, at der ikke er andre, der har fået samme ide, så man skal ud og bytte gave efter den 24….

Nå,  men hvis man kan give sig selv en gave, så kunne det godt være Bruce Springsteens nye Bruce Springsteen on Broadway med sange fra Springsteens succesfulde optræden på et teater på Broadway med sange og historier fra sit liv (baseret på erindringsbogen Born to run).

Den allersidste jul

16. december 2018

Som optakt til julen 2018 tager vi lige toppen af julestemningen med Strangers on a train og deres julesang. Og det er også en optakt til min anbefaling af samme bands nye album the End is nigh, but the Night is Young, der kommer snart.

Kurt Vile på cafeen

15. december 2018

Kurt Vile har gjort sig bemærket i år på den gode måde. Jeg tænker på hans samarbejde med blogdarling Courtney Barnett, men også sit eget album Bottle it in. Her optræder han på den offentlige amerikanske radios verdenscafe.

Keith Richard – teatotaler?

14. december 2018

Rullesten Keith Richard fortsætter med at overraske denne skrivekugle. Og på den gode måde. I følge The Guardian og Rolling Stone har den gamle hedonist lagt sprutten på hylden. I hvert fald “næsten”. “Jeg blev bare træt af det”, udtaler den gamle sten. For et årstid siden.

Om Richard er blevet det, man derovre kalder en teatotaler – altså en der kan nøjes med en “nice cup of tea” og ikke rører ved alkohol – det må tiden så vise, men i følge hans gamle ven Ron Wood er Richard blevet mere blød og medgørlig af sit drikkestop. Bare han nu ikke også begynder at gå i kirke!?

50: Pearls before Swine – Balaklava

13. december 2018

Der hersker lidt usikkerhed om udgivelsesdatoen for den psykedeliske folkgruppe Pearls before Swine’s andet album Balaklava. Men sikkert er det, at det var i 1968, og at det blev indspillet tidligt på året.

Pladen er et barn af sin tid. Temaet er anti-krig, hvilket allerede viser sig på coveret, der er et udsnit af Pieter Breughel den Elders maleri Dødens triumf. Pladen blev en kultplade på den toneangivende, amerikanske collegescene – og er siden blevet udnævnt til at være bandets mest vellykkede album.,

 

At huske på…

12. december 2018

In this town television shuts off at two
What can a lonely rock and roller do?
The bed’s so big and the sheets are clean
Your girlfriend said that you were 19
The styrofoam ice bucket’s full of ice
Come up to my motel room, treat me nice

I don’t wanna make no late night New York calls
And I don’t wanna stare at them ugly grass mat walls
Chronologically I know you’re young
But when you kissed me in the club you bit my tongue
I’ll write a song for you and put it on my next L.P
Come up to my motel room, sleep with me

There’s a Bible in the drawer don’t be afraid
I’ll put up the sign to warn the cleanup maid
There’s lots of soap and lots of towels
Never mind those desk clerk’s scowls
I’ll buy you breakfast, they’ll think you’re my wife
Come up to my motel room, save my life

Loudon Wainwright – min yndling – udsendte i 2018 det retrospektive album Years in the making. Og det er nok et af de fine album – faktisk dobbeltalbum – der risikerer at falde ud af de mange årslister. Så derfor skal opfordringen herfra lyde til at give ham en chance til. Hos Loudon går humor, musikalitet og livsklogskab op i en højere enhed. Lyt fx til den ærlige sang om en ensom rock’nrollers forsøg på at få en pige med i sengen efter koncerten…

Julen er over os… rock it!

12. december 2018

Ja, vi kommer ikke uden om forbrugerismens højtidsfest, julen. Og selv om jeg ikke kommer i julestemning, så kan jeg da godt klare en julesang eller to – specielt når det sker på JD McPhersons herlige halvtredserrockogrulmåde…

Signalhornets fødselsdag

12. december 2018

Ja, Frank Sinatra – som vi drenge i baggården kaldte Frank Signalhorn – har fødselsdag i dag (hvis man ellers kan udtrykket sig sådan om nogen, der er død for længe siden). Og det giver mig anledning til at standse lidt op ved fænomenet Sinatra. For som jeg flere gange har givet udtryk for, så har Sinatra aldrig været min kop te. Men det er måske min fejl… for kan så mange tage fejl af en kunstner? Han havde og har jo mange fans.

Og jeg har det efterhånden sådan, at jeg gerne vil indrømme, at jeg tager fejl med hensyn til musiksmag. Så jeg tvinger mig selv til at give musikken en chance. Derfor lytter jeg lidt til Sinatra i dag og begynder med den sang, der for alvor fik Sinatra ind i mit univers: “Strangers in the night”, som hittede i 1966 og spændte ben for mange af mine idoler.

https://www.youtube.com/watch?v=h5h_EW4odWw

Til – Fred Neil

11. december 2018

Internettet oversvømmes allerede af lister over årets bedste plader. Og sandheden er, at disse lister ofte fokuserer på plader, der har fået megen medieomtale og har haft promotion i ryggen. – Og at andre plader risikerer at glide i baggrunden. Som fx den fine hyldestplade til den relativt ukendte, men af mange musikere (bl.a. Bob Dylan) højst skattede sangskriver Fred Neil.

Neil  fik ikke udgivet så meget i sine aktive år frem til starten af halvfjerdserne, hvor han pludselig forsvandt fra musikscenen og slog sig ned i Florida for at leve et anonymt liv. En af grundene menes at være, at han var kommet ud i et heftigt stofmisbrug og ville væk fra storbyen og det.

Tribut to Fred Neil vidner om, at han og hans sange ikke er glemte og at der måske er en revival på vej.

Neils nok bedst kendte sang er “Everybody’s talkin'”, som Harry Nilsson gjorde berømt i forbindelse med filmen Midnight Cowboy. Her er sangen med manden selv…

https://youtu.be/WBAOjKBLpqo

50: Rolling Stones Rock and Roll Circus

11. december 2018

Sticky Fingers forblev den eneste langspiller, Stones fik lavet i 1968. Til gengæld fik de også lavet deres særlige koncert kaldet Rolling Stones Rock and Roll Circus. En slags pendant til Beatles’ Magical Mystery Tour, forstået på den måde, at cirkusset var en slags koncert med medvirken af mange andre kendte fra musiklivet, fx Jethro Tull, the Who, Taj Mahal, Marianne Faithfull, Dirty Mac (dæknavn for John Lennon og Yoko Ono, der optrådte sammen med Eric Clapton, Keith Richard og Mitch Mitchell).

Optagelserne blev dog først publiceret i 1996, selv om rygterne om optagelsen selvfølgelig svirrede i fankredse og udenfor. Der er også mange rygter om,hvorfor udgivelsen af filmen og musikken blev udskudt så mange år. En af forklaringerne skulle være, at Stones ikke var tilfredse med deres egen præstation i filmen. Døm selv. Jeg synes de klarer det ganske pænt her i “Sympathie for the Devil”..

https://youtu.be/AZL3T6GPkGk

I øvrigt var det den sidste optræden af Brian Jones, der som allerede nævnt druknede få måneder senere.

https://www.youtube.com/watch?v=fj4aJ8R0k2Y