januar 2019 arkiv

60: Da Hans Hedtoft gik ned

31. januar 2019

Det er tres år siden, M/S Hans Hedtoft gik ned med 95 mand på vej fra Grønland til Danmark. Den dag i dag ved man ikke helt nøjagtig, hvad der skete og hvorfor så mange mennesker måtte lade livet i det kolde hav syd for Grønland.

Min far var sømand hele sit liv, mere end 50 år. Og jeg har ikke tal på de gange, han har snakket om og spekuleret over, hvorfor det gik som det gik med Hans Hedtoft. Så vidt jeg husker kunne han teoretisk set have været ombord, men omstændighederne sendte ham med et andet skib. Min far sejlede med Grønlandske Handel i sine unge år og kendte godt til omstændighederne ved den slags sejleri. Og han havde sine egne teorier om, hvad der kunne være gået galt, bl.a. noget med den kurs, skibet fulgte og som muligvis havde ført det ind i særligt isfyldt og farligt farvand. Jeg kan også huske, at min far nævnte navnet på en af dem, der gik ned. En af hans kolleger.

Sådanne alvorlige skibsulykker brænder sig selvfølgelig fast i hjernen på andre sømænd. Lige som historierne om de sømænd, der mistede livet på følgebåde under Anden Verdenskrig. Og nyere og ældre skibsforlis rundt omkring på kloden.

Dagen for Hans Hedtofts forlis, markeres på DR med en podcast om tragedien.

Elvis Presley og traditionen

30. januar 2019

Man skulle tro, at alt var sagt og skrevet om The King, Elvis Presley. Men for øjeblikket er det muligt – på DRs hjemmeside – at se dokumentarfilmen The Searcher, der giver et billede af Elvis som en kunstner, der ikke bare var en fortolker af fortiden, men som en fordomsfri kunstner, der fra sin tidlige ungdom opsøgte og lyttede til blues- og gospelkunstnere. Og lod sin egen kunst tage farve at det indtryk, han fik. Det underbygges af den tredobbelt CD-udgivelse, der er lydsporet til dokumentaren.

50: The Beatles på taget

30. januar 2019

Ja, i dag er det et halvt århundrede siden, The Beatles for sidste gang optrådte offentligt som gruppe. På taget til Apple Corps, 3 Saville Row. Sammen med tangentspilleren Billy Preston nåede de at spille ni sange, inden det lokale politi stoppede festlighederne. Beatles’ optræden blev filmet og klippet blev en del af filmen Let it be. Nogle af sangene kom med på pladen Let it be (og opfølgeren Let it be…naked) og andre var med på Anthology 3.

Tagkoncerten betød både enden på Beatles’ tid som band, men demonstrerede også – som bl.a. Paul McCartney har fremhævet, at de faktisk var et velspillende lille band.

Apropos tagkoncerten så meddelses det i dag via Paul McCartney selv, at et nyt filmprojekt er i støbeformen:

“New Film Project
We are proud to announce an exciting new collaboration between The Beatles and the acclaimed Academy Award winning director Sir Peter Jackson

The new film will be based around 55 hours of never-released footage of The Beatles in the studio, shot between January 2nd and January 31st, 1969. These studio sessions produced The Beatles’ Grammy Award winning album Let It Be, with its Academy Award winning title song. The album was eventually released 18 months later in May 1970, several months after the band had broken up.

The filming was originally intended for a planned TV special, but organically turned into something completely different, climaxing with The Beatles’ legendary performance on the roof of Apple’s Savile Row London office — which took place exactly 50 years ago today.

Peter Jackson said, “The 55 hours of never-before-seen footage and 140 hours of audio made available to us, ensures this movie will be the ultimate ‘fly on the wall’ experience that Beatles fans have long dreamt about.”

“I was relieved to discover the reality is very different to the myth,” continues Jackson, “it’s simply an amazing historical treasure-trove. Sure, there’s moments of drama – but none of the discord this project has long been associated with. Watching John, Paul, George, and Ringo work together, creating now-classic songs from scratch, is not only fascinating – it’s funny, uplifting and surprisingly intimate”.

“I’m thrilled and honoured to have been entrusted with this remarkable footage – making the movie will be a sheer joy.”

Genhør med: Wings – Wild Life

29. januar 2019

December 1971 udkom Wings’ debutalbum og Paul McCartneys tredje post-Beatles-album Wild Life. Selv om den solgte til guld i USA, så fik den en lunkel modtagelse af pressen. Og den har haft en mærkelig status i min erindring. Lad os sige, at jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle placere den i mit indre Beatlesunivers. Jeg hørte den en del i halvfjerdserne, men fik den ikke købt på vinyl og heller ikke da den omsider kom på CD. Men for ikke så længe siden blev den genudsendt i flere, mere eller mindre oppulente, udgaver. Og jeg må sige, at genhøret har været éntydigt positivt.

Ganske vist er der ikke sange på pladen som lever op til den høje standard for popsange, som McCartney har. Til gengæld er det idel glæde og fornøjelse at opleve, hvordan Macca og de andre leger og musicerer sig gennem pladens sange. Det er som om Macca har fundet sit indre legebarn frem – det legebarn, man kan følge gennem hele hans karriere – og nyder at synge utvungent og spille på strenge som var det noget, han lige havde opdaget.

Jeg holder rigtig meget af McCartneys og Wings’ album Ram og Venus and Mars, men må indrømme, at Wild Llfe har vundet en plads tæt ved de to mesterværker.

Holocaust må aldrig glemmes

29. januar 2019

70 år er gået, siden kz-lejren Auswitx blev befriet af de allierede styrker. Og dermed er det også syv årtier siden der blev sat en stopper for den nazistiske udryddelse af jøder, ikke-ariske mennesker, homoseksuelle, kommunister, politiske modstandere og mange flere. Det man siden har kaldt holocaust eller shoa. En tragedie, der kostede i omegnene af seks millioner mennesker livet.

Selv om udryddelsen er veldokumenteret af historieskriverne, af personlige beretninger, film- og fotodokumentar osv., så er der mennesker, der har ønsket og ønsker at benægte at udryddelsen fandt sted. Der er sågår historikere, der har gjort det til en livsopgave af revidere historieskrivningen på det punkt. Efter min mening kunne man lige så vel benægte eksistensen af staten Israel og af EU og FN. Og spørgsmålet er, hvilke interesser disse benægtere tjener? Måske handler det i virkeligheden ikke om at benægte de historiske kendsgerninger, men om at benægte en bestemt tænkemåde, der deler mennesker op i dem, der har ret til at leve, og dem, der ikke har det. En tænkemåde, der bestemt ikke er forsvundet med tiden, men lever i bedste velgående. Også her i landet.

Når det kommer frem, at store dele af den britiske, amerikanske og europæiske befolkning ikke tror på holocausttragedien, så er der grund til at blive bekymret på vegne af fremtiden. Vil udryddelsen af millioner af mennesker kunne gentage sig? Det enkle svar er nok: ja. Det vil kunne gentage sig, hvis ikke vi husker Holocaust og sørger for at fortælle vores børn og børnebørn om nazismens rædsler (lige som vi skal huske at fortælle om rædslerne i Stalintiden, i Cambodia osv.).