januar 2019 arkiv

60: Da Hans Hedtoft gik ned

31. januar 2019

Det er tres år siden, M/S Hans Hedtoft gik ned med 95 mand på vej fra Grønland til Danmark. Den dag i dag ved man ikke helt nøjagtig, hvad der skete og hvorfor så mange mennesker måtte lade livet i det kolde hav syd for Grønland.

Min far var sømand hele sit liv, mere end 50 år. Og jeg har ikke tal på de gange, han har snakket om og spekuleret over, hvorfor det gik som det gik med Hans Hedtoft. Så vidt jeg husker kunne han teoretisk set have været ombord, men omstændighederne sendte ham med et andet skib. Min far sejlede med Grønlandske Handel i sine unge år og kendte godt til omstændighederne ved den slags sejleri. Og han havde sine egne teorier om, hvad der kunne være gået galt, bl.a. noget med den kurs, skibet fulgte og som muligvis havde ført det ind i særligt isfyldt og farligt farvand. Jeg kan også huske, at min far nævnte navnet på en af dem, der gik ned. En af hans kolleger.

Sådanne alvorlige skibsulykker brænder sig selvfølgelig fast i hjernen på andre sømænd. Lige som historierne om de sømænd, der mistede livet på følgebåde under Anden Verdenskrig. Og nyere og ældre skibsforlis rundt omkring på kloden.

Dagen for Hans Hedtofts forlis, markeres på DR med en podcast om tragedien.

Elvis Presley og traditionen

30. januar 2019

Man skulle tro, at alt var sagt og skrevet om The King, Elvis Presley. Men for øjeblikket er det muligt – på DRs hjemmeside – at se dokumentarfilmen The Searcher, der giver et billede af Elvis som en kunstner, der ikke bare var en fortolker af fortiden, men som en fordomsfri kunstner, der fra sin tidlige ungdom opsøgte og lyttede til blues- og gospelkunstnere. Og lod sin egen kunst tage farve at det indtryk, han fik. Det underbygges af den tredobbelt CD-udgivelse, der er lydsporet til dokumentaren.

https://www.youtube.com/watch?v=YokSyhPTjAY

50: The Beatles på taget

30. januar 2019

Ja, i dag er det et halvt århundrede siden, The Beatles for sidste gang optrådte offentligt som gruppe. På taget til Apple Corps, 3 Saville Row. Sammen med tangentspilleren Billy Preston nåede de at spille ni sange, inden det lokale politi stoppede festlighederne. Beatles’ optræden blev filmet og klippet blev en del af filmen Let it be. Nogle af sangene kom med på pladen Let it be (og opfølgeren Let it be…naked) og andre var med på Anthology 3.

Tagkoncerten betød både enden på Beatles’ tid som band, men demonstrerede også – som bl.a. Paul McCartney har fremhævet, at de faktisk var et velspillende lille band.

Apropos tagkoncerten så meddelses det i dag via Paul McCartney selv, at et nyt filmprojekt er i støbeformen:

“New Film Project
We are proud to announce an exciting new collaboration between The Beatles and the acclaimed Academy Award winning director Sir Peter Jackson

The new film will be based around 55 hours of never-released footage of The Beatles in the studio, shot between January 2nd and January 31st, 1969. These studio sessions produced The Beatles’ Grammy Award winning album Let It Be, with its Academy Award winning title song. The album was eventually released 18 months later in May 1970, several months after the band had broken up.

The filming was originally intended for a planned TV special, but organically turned into something completely different, climaxing with The Beatles’ legendary performance on the roof of Apple’s Savile Row London office — which took place exactly 50 years ago today.

Peter Jackson said, “The 55 hours of never-before-seen footage and 140 hours of audio made available to us, ensures this movie will be the ultimate ‘fly on the wall’ experience that Beatles fans have long dreamt about.”

“I was relieved to discover the reality is very different to the myth,” continues Jackson, “it’s simply an amazing historical treasure-trove. Sure, there’s moments of drama – but none of the discord this project has long been associated with. Watching John, Paul, George, and Ringo work together, creating now-classic songs from scratch, is not only fascinating – it’s funny, uplifting and surprisingly intimate”.

“I’m thrilled and honoured to have been entrusted with this remarkable footage – making the movie will be a sheer joy.”

Genhør med: Wings – Wild Life

29. januar 2019

December 1971 udkom Wings’ debutalbum og Paul McCartneys tredje post-Beatles-album Wild Life. Selv om den solgte til guld i USA, så fik den en lunkel modtagelse af pressen. Og den har haft en mærkelig status i min erindring. Lad os sige, at jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle placere den i mit indre Beatlesunivers. Jeg hørte den en del i halvfjerdserne, men fik den ikke købt på vinyl og heller ikke da den omsider kom på CD. Men for ikke så længe siden blev den genudsendt i flere, mere eller mindre oppulente, udgaver. Og jeg må sige, at genhøret har været éntydigt positivt.

Ganske vist er der ikke sange på pladen som lever op til den høje standard for popsange, som McCartney har. Til gengæld er det idel glæde og fornøjelse at opleve, hvordan Macca og de andre leger og musicerer sig gennem pladens sange. Det er som om Macca har fundet sit indre legebarn frem – det legebarn, man kan følge gennem hele hans karriere – og nyder at synge utvungent og spille på strenge som var det noget, han lige havde opdaget.

Jeg holder rigtig meget af McCartneys og Wings’ album Ram og Venus and Mars, men må indrømme, at Wild Llfe har vundet en plads tæt ved de to mesterværker.

Holocaust må aldrig glemmes

29. januar 2019

70 år er gået, siden kz-lejren Auswitx blev befriet af de allierede styrker. Og dermed er det også syv årtier siden der blev sat en stopper for den nazistiske udryddelse af jøder, ikke-ariske mennesker, homoseksuelle, kommunister, politiske modstandere og mange flere. Det man siden har kaldt holocaust eller shoa. En tragedie, der kostede i omegnene af seks millioner mennesker livet.

Selv om udryddelsen er veldokumenteret af historieskriverne, af personlige beretninger, film- og fotodokumentar osv., så er der mennesker, der har ønsket og ønsker at benægte at udryddelsen fandt sted. Der er sågår historikere, der har gjort det til en livsopgave af revidere historieskrivningen på det punkt. Efter min mening kunne man lige så vel benægte eksistensen af staten Israel og af EU og FN. Og spørgsmålet er, hvilke interesser disse benægtere tjener? Måske handler det i virkeligheden ikke om at benægte de historiske kendsgerninger, men om at benægte en bestemt tænkemåde, der deler mennesker op i dem, der har ret til at leve, og dem, der ikke har det. En tænkemåde, der bestemt ikke er forsvundet med tiden, men lever i bedste velgående. Også her i landet.

Når det kommer frem, at store dele af den britiske, amerikanske og europæiske befolkning ikke tror på holocausttragedien, så er der grund til at blive bekymret på vegne af fremtiden. Vil udryddelsen af millioner af mennesker kunne gentage sig? Det enkle svar er nok: ja. Det vil kunne gentage sig, hvis ikke vi husker Holocaust og sørger for at fortælle vores børn og børnebørn om nazismens rædsler (lige som vi skal huske at fortælle om rædslerne i Stalintiden, i Cambodia osv.).

Dødsfald: Paul Whaley – trommeslager i Blue Cheer – er død, 73 år

29. januar 2019

Så blev det trommeslageren Paul Whaleys tur til at takke af. Han døde sidste nat af et hjertetilfælde. Sammen med Dikie Peterson, der dannede Blue Cheer, var Whaley den musiker, der var med til bandets opløsning i 2009 efter Petersons død.

https://www.youtube.com/watch?v=nU5uDozoSSM

Robert Crumbs samling af 78″-plader

29. januar 2019

VM i håndbold: Mere malurt i det nationale bæger

28. januar 2019

Medens herrelandsholdet i håndbold ganske fortjent er på vej til fejring på Københavns Rådhus, kan man passende bruge tiden til at krasse lidt i selvfedmens overflade. For er det – fx – i orden, at DHF (Dansk Håndboldforbund) nægter at offentliggøre økonomien omkring verdensmesterskabet? Man har meldt ud, at man vil offentliggøre det endelige resultat, men ikke detaljerne, fx hvilke pengestrømme, der har været på spil. Er det ok?!

At der har været mange penge på spil, kan ingen vist være i tvivl om. Alene reklamerne omkring begivenheden vidner om, at rigtig mange penge har skiftet ejermænd. Og der har da også været kritiske røster fremme med hensyn til mængden af reklamer – om der var tale om et sportsarrangement eller en stor markedsføringsbegivenhed!? Dertil skal lægges, at mange tusinde publikummer har lagt rigtig mange penge i entre til de mange kampe i Herning, København og Hamborg. Og endelig sættes urimeligheden i DHFs økonomiske tilsløring i relief af, at man for at få arrangementet til at lykkes har brugt 15.000 frivillige, altså ulønnede medarbejdere.

Jeg mener, at transparens og ærlighed er vigtige i den slags begivenheder, der tager sigte på hele den håndboldglade danske befolkning. Sport – herunder håndbold – er et fælles gode i vort lille borgerligt demokratiske land og der bør selvfølgelig være fuld gennemsigtighed, specielt når der også er offentlige støttekroner på spil. Fuld gennemsigtighed er også nødvendig for at undgå enhver mistanke om, at nogle sponsorer får for meget at skulle have sagt i forbindelse med sportens afvikling. Akkurat som tilfældet er med de politiske partiers sponsorering.

Niels Skousen – 75

28. januar 2019

Musiker, skuespiller m.m. Niels Skousen, her foreviget på forsiden af DSBs Ud&Se, runder de 75 år i dag.

En bagskid fra 1968 som stadigvæk er noget ved musikken og gav fødselsdagskoncert i går aftes. Mon ikke Niels bliver ved til guitaren falder ud af hænderne på ham.

Guld, guld, guuuld…

27. januar 2019

Om lidt går det danske herrelandshold i håndbold på banen for at udkæmpe finalen i verdensmesterskabet. Og selvfølgelig holder jeg med holdet og alle dets fine repræsentanter for håndboldspillet.

Hvad der bekymrer mig er ikke udsigten til at det danske hold måske skulle tabe til det norske hold, der bestemt også er et godt hold. Nej, det bekymrer mig meget mere, at forventningerne i medierne – ikke mindst de to transmitterende tv-kanaler – er blevet skruet helt op på et niveau, hvor de kommenterende journalisters sprogbrug nærmest kollapser og i hvert fald afslører deres sproglige fattigdom, når det gælder beskrivelsen af holdet og alt omkring det. Det er som om kommentatorernes sprog taber energi, medens spillet på banen vinder energi for hver kamp. Sproget imploderer med andre ord. Hvor ville det være dejligt, hvis kommentatorerne lærte at distancere sig lidt til begivenhederne og gav lidt plads til den kølige og kritiske eftertanke. Det ville være en fordel for os alle.

God kamp! Og kom så Damark!

Denne video indeholder ‘klar tale’

27. januar 2019

 

Denne video indeholder “explicite language” står der i indledningen til Stella Donnellys optræden ved NPRs skrivebord. Det betyder, at Stella bruger ord og vendinger, der ikke passer ind den politisk korrekte sprogbrug. Typisk er det skældsord og seksuelt ladede ord.
Det minder mig om dengang, hvor det nærmest var ensbetydende med gratis reklame, hvis BBC ‘bandlyste’ en pop- eller rocksang fra deres stationer. På BBCs egen hjememside fandt jeg en oversigtsartikel om public service-stationens bandlyste sange, og der er mange gode, kendte sanger imellem. Se selv her.

https://www.youtube.com/watch?v=NFwP2huyNzg

The Doors – Stockholm 1968

26. januar 2019

September 1968 giver The Doors to koncerter på koncerthuset i Stockholm. Siden har optagelserne – selvfølgelig – cirkuleret i mere eller mindre officielle udgaver. Fx findes noget af musikken legalt og frit tilgængeligt på archive.org (se ovenfor). Og nu udgives musikken så på plade – igen.

TV i halvtredserne

26. januar 2019

Jeg faldt over disse to billeder fra Esbjerg i 1953. Det år jeg blev født. Og billederne viser den første fjernsynsudsendlelse i barndomsbyen. Det foregik hos radioforhandler Aage Hass, hvor jeg mange år senere købte grammofonplader.
Fjernsynet kom først ind i mit liv nogle år senere. Mine forældre fik et stort sort-hvidt tv. Muligvis af mærket Arena. Jeg er ikke helt sikker, men jeg husker klart, at der var problemer med at få stueantennen til at stå helt rigtigt, og at billedet forsvandt i et lysende punkt midt på skærmen, når man slukkede for apparatet. Fjernsynet blev en stor kilde til fornøjelse og læring. Min mor så meget tysk tv, der var lysår foran Danmarks Radio. Og jeg fik det tyske sprog og den tyske “Unterhaltung” ind med modermælken så at sige. Især elskede min mor tyske underholdningsprogrammer, store shows med danserinder, artister og store bands. Disse fjernsynsshows var et fast indslag hele min barndom, indtil tresserne kom med beatmusik og pop og tyske programmer, der tog højde for ungdommens interesse, fx med Beat-Club og lignende programmer.

https://www.youtube.com/watch?v=pbH6JCn1O_s

Fra R. Crumbs samling

26. januar 2019

John Belushi – 70

25. januar 2019

Jeg har haft et svagt punkt for skuespilleren John Belushi, siden jeg første gang så ham som Bluto i Animal House og senere som en af de to Blues Brothers. Han var indbegrebet af klassens slemme dreng. Grænseoverskridende på enhver måde, og kunne ødelægge ethvert tilløb til overfladisk pænhed og sømmelighed. Men han var også et stor komisk talent. En direkte efterkommer efter stumfilmens store slapstick-stjerner.

Hans privatliv var desværre lidt på samme måde. En anekdote fortæller, at han altid havde sit eget barskab med, når han rejste rundt derovre. Et skab med allehånde former for sprut og andre euforiserende stoffer. Og i en alder af kun 33 kunne hans krop ikke klare en “speedball” (blanding af heroin og kokain). Man diskuterer stadigvæk om der var tale om et uheld eller om han blev hjulpet på vej af en “god” veninde.