Engang var hun drivkraft i indierockbandet Rilo Kylie. Siden har hun klaret sig på egne ben. Og der står hun godt. Skriver gode sange med gode tekster og melodier. At hun også forstår at sælge sig selv, fremgår af ovenstående “video” for hendes seneste udspil, foreløberen for den kommende plade. Jenny Lewis ville jeg gerne se på en århusiansk scene.
Omsider kom hun så under radaren. Hendes navn har spøgt temmelig længe uden at det har gjort den store forskel for mig. Men her er hun så i al sin imponerende fremtræden. Akustisk jazz ved skrivebordet.
https://youtu.be/27CjW0C1GPs
Skotske Sensational Alex Harvey Band burde have printet sig bedre ind i min hjernebark end tilfældet var. Med deres særegne blanding af glam rock, progressiv rock, jazz og avant garde.
I ety ammelt musiktidsskrift læser jeg om den plade, der ‘ændrede’ country-outlaw-musikeren Merla Haggards liv: Jimmie “The singing brakeman” Rogers’ “Waiting for at train” fra 1928. Og det fik mig til at lede efter sange i min egen pladesamling, sange om tog. For ingen tvivl om det, toget er et vigtigt emne, for at sige det mildt, i amerikansk populærmusik. Fra de tidligste tider og helt frem til i dag. Toget som et billede på et Amerika i sin vorden, hvor indvandrene flyttede sig rundt på det store geografiske areal, der blev Amerikan, som vi kender det i dag. Et billede ladet med betydning, på linje med motorcyklen. Med toget fik man en frihed, hvad enten man løste billet eller rejste med som blind passager i, under eller oven på godsvognene.
Men jeg nåede ikke så langt – kun til Bob Dylan – for så fik jeg fat i Greil Marcus’ hovedværk Mystery Train, hvis titel meget godt siger, hvad vi har med at gøre. Toget som myte og mystik. Toget som noget, man kan tillægge en masse betydning, dengang og nu.
Neil Youngs solodebut efter årene med Buffalo Springfield udkom egentlig i slutningen af 1968, men noget gik galt med miksningen, så den måtte en tur tilbage til miskerbordet, inden den så dagens lys den 22. januar 1969. Noget hit blev den dog ikke, og kritikken så den som en noget uegal plade fra Young.
https://www.youtube.com/watch?v=H315jc_iHcI
I denne måned gennemføres de første arrangementer i den genopførte K. B. Hallen, der erstatter det gamle, der brændte ned i 2011. Min kollega Torben Bille skrev dengang om stedets betydning:
“Jeg så af gode grunde aldrig hverken Louis Armstrong, Duke Ellington, Gigli, Winston Churchill eller dengang en ung sadelmager ved navn Ib Jensen uden at ane, hvad han havde gang, indviede hovedstadsungdommen i rock & roll i 1956.
Derimod var jeg der, da Pete Townshend lagde grunden til sin tinnittus. Før det havde jeg været der, da The Beatles – forgæves – forsøgte at overdøve den effekt, de havde på de danske piger i juni 1964. Og to år senere, der virkede som et lysår, definerede Bob Dylan og det, der blev til The Band, moderne rock lige for ørerne og øjnene af os uden at vi anede, hvad der foregik. Vi kunne bare ikke undgå at mærke det, Mr. Jones.
K.B. Hallen var også stedet, hvor vi nød hvirvelvindshåndbolden fra Jørgen P. og de andre i HG, datidens svar på AG København. Eller Schneekloths navnkundige målmand, Bent Mortensen. Eller Efterslægtens møver, Arne Andersen. Eller Gullfoss-keeperen Jørgen Brahtz, når han lagde brillerne, før han brillerede med at tage endnu et straffekast. Eller, eller, eller…
Det var også i K.B. Hallen, at Pink Floyd opførte rene lydmalerier med raslende kæder og døre, der smækkede. Og her Jimi Hendrix gennembrud lydmuren for en af de sidste gange. For nu ikke at glemme en meget mindeværdig koncert med Stephen Stills’ Manassas.
På det personlige plan, som det hedder, husker jeg afdansningsballer, firmafodboldstævner, juniorhåndboldmesterskaber og den berusende aften i 1971, hvor det band, jeg var sangtekstskrivende femte medlem af, varmede op for Deep Purple 14. november 1970. Formedelst 500 kr. spillede vi i over en time og havde til lejligheden allieret os med et skolekor. Vi fik salen i vores hule hånd. Vi måtte dog siden løsne grebet, da Roger Glover trådte på bas-pedalen og fik ‘Speed King’ til at accelerere.
Heavymetallisterne blev i hallen og bliver nu hjemløse, men resten af rocken voksede sig for stor. Den flyttede til udsteder som Brøndby Hallen og den usalige Valbyhal. Det blev aldrig det samme.
Det kræver nemlig omgivelser, der emmer af historie, for at kunne skrive historie. Det gjorde K.B. Hallen mere end en gang. Nu er den selv historie.”
Desværre skulle Torben ikke opleve genrejsningen af det legendariske sted, så vi kan kun håbe, at stedet vil forstå sin historiske forpligtelse og føre historien videre.
Det er Alrunen, der har leveret dette lydløse, uskarpe 8-mm stumfilmsklip fra Jimi Hendrix’ besøg i Århus i 1970. En koncert, der især blev kendt, fordi Hendrix afbrød koncerten efter tre numre. Og så døde han nogle få uger senere.
Johannes Andersen får lov til at indlede dette blogårs musikanbefalinger med sit nye album Der er grænser. En dobbelt- eller flertydig titel, der i det mindste både rummer det konstaterende – der er grænser, ja, det er der! – og det moralsk-etiske, ‘der er grænser’, der må være en grænse, en blonde… Hertil og så ikke længere…
Men det ville ligne Johannes Andersen dårligt, hvis der blot var tale om et tema eller en firkantet bærende idé for hele pladen. Pladens concept så at sige. Der er snarere tale om, at fænomenet “grænse” er et symptom på den tid, vi lever i her et par årtier inde i det nye årtusinde. En problematisk tid, som pladens tekster belyser fra meget forskellige, konkrete vinkler.
Den første sang hedder simpelthen “Grænser”:”Der er hul i grænser/ Skyer krydser dem/Ørkensandet flyver rundt/ Havet bølger frem/ Se der er en spurv/ På grænsebommens snor/Myrer på rov/Uden at få lov/Kun et menneske kan være en fremmed/ Mellem hvorfra og hvorhen“. Det er svært ikke at læse denne tekst som en spidsfindig kommentar til vor tids helt store grænseudfordring, migrationen. Som en kommentar til alle dem – murbyggende præsidenter, nationale hegnopsættende og grænsebomshævdende politikere, grænsedragende europolitikere osv. – der tror, det er muligt at holde det fremmede, det andet helt ude i et konstant “hvorfra”. Grænserne brydes hele tiden, af naturen og af mennesker. Ingen grænse er absolut. Men samtidig peger sangen måske også på den grænse, der er mest problematisk, nemlig den – i vores hoveder – der skelner mellem, skiller, mennesker: “dem” og “os”, danskerne og “de fremmede”. En mental – psykologisk, politisk osv. – grænsesætning, der bærer den generelle grænsedragnings usikkerhed, ustabilitet og uro i sig.
Hvis det er rigtigt, forklarer det også noget af den næste, alt andet end enkle sang, “Skyggebokser på vejen”, der i et enkelt billedsprog (skyggebokseren) indfanger et menneske, der “i en vild fantasi” forsøger at bokse sig ud af usikkerheden, uroen og utrygheden: “Løber gennem regnene/Svupper i mine sko/ Hunden gør bag hækken/Skræmmer os begge to/ Der holdes vagt hele dagen/ Fremmede jages på flugt/ Rygter svæver i vinden/ Drevet af en indre frygt// Er der grænser/Ingen vil se/ Er der steder/ Uden anstændighed/...”. Det er kendetegnende for Johannes Andersen som sangskriver, at han forstår og formår at trække en almen tematik eller problematik (grænsen) helt ned på et konkret, individuelt plan, hvor den singulære oplevelse for alvor opløser ethvert tilløb til sort-hvid begribelse af emnet eller problemet. Som i tilfældet med skyggebokseren, der fanget i og blændet af bilernes lyskegler ikke rammer noget, men slår sine hænder til blods , får vand i skoene og spilder sin og vores energi: “Altid bedst at vinde/ Konkurrencen er så tæt/ Er man stærk som fanden/Hævder man de stærkes ret/ Skyggebokser midt på vejen/Spilder vores energi/Svært at finde hinanden/Og nu er klokken over ti”. Måske er ‘skyggebokseren på vejen’ et billede på den politisk impotente verdensborger, der i en tid, hvor såkaldt ‘globalisering’ og ‘internationalisering’ nedbryder den ene grænse efter den anden, reagerer irrationelt og er tilbøjelig til at følge med dominerende dagsorden, hvor konkurrencen styrer og de stærke får deres ret.
I sange som “Terroristen”, “Rimelighed”, “En mand der viser mod” og “Hadet” tangerer sangskriveren emner, der er tæt knyttet migration og globalisering. Man kan måske driste sig til at hævde, at disse sange beskriver aspekter af den fælles virkelighed, vi deler, og som er præget af ikke mindst de mentale (psykologiske og politiske) grænser, vi har draget i vores hoveder.
Men hvis vi skal holde fast i grænsen som symptom, så er der også andre sange om andre grænser. Det gælder fx sangene “En kat alene i en lejlighed” og “Godt 70”, der hver på deres måde taler om den grænse, livet har. Katten går rundt på “tredje døgn i træk” i en lejlighed, hvor “en er død”. Ogi den anden sang handler det om de overvejelser, man som “godt 70” kan gøre sig, når ungdommens utålmodige higen efter at få tiden til at gå og blive voksen er afløst af tidens begrænsning. Til samme gruppe af sange hører nok også “Glæden ved at gå”, der først og fremmest gælder glæden ved at leve – helt banalt: gå, stå, høre, se, sove, vågne osv. – men også rummer det tilbagevendende kritiske blik på samme liv: “Glæden ved at være/glæden ved at sidde/ Og vide at vi går glip af en masse/ Men mere ulighed – kan det nu passe?”
Og – måske lidt uden for nummer, hvis vi skal være pendantiske (det skal vi ikke..) – så slutter pladen af med en dansk udgave af et Bob Dylan-nummer. Dylans “Sweetheart like you” (fra Infidels) er blevet til “En pige som dig”. Og med den sang vedgår Johannes Andersen sin arv og gæld og fremhæver den røde tråd, der går tilbage til Natten er nær fra 2012.
Musikken på den nye plade knytter på fineste vis an til de foregående plader med en blanding af rockende og mere balladeagtige sange. Måske har tangenterne en lidt mere fremtrædende rolle dennegang? (og de trakteres af Nikolaj Heyman og Gæst Vincent), men der er stadigvæk tale om musik, der står i gæld til den allestedsnærværende “americana” og dens forkærlighed for at blande alskens musikalske elementer. Her er den dog med et anker i den sanger-sangskrivertraditon, der går tilbage til og gennem Bob Dylan.
Som i forbindelse med de foregående plader kan jeg kun anbefale Der er grænser på det varmeste. Det er uden tvivl en plade, der ikke kun holder året ud, men langt ind i fremtiden.
Johannes Andersen. Der er grænser. Produktion: Nikolaj Hayman og Gæst Vincent. JLA Records.Udkommer til februar.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har lyttet ret meget til punkbandet The Germs. Men det skal ikke forhindre mig i at nævne her, at bassisten Lorna Doom – egl. Teresa Ryan – er død. Hvor gammel hun blev, hersker der tvivl om. I det hele taget var Lorna vist ret så påholdende med oplysninger om det liv, hun også havde uden for scenen.
Men hun var med i Germs, der med deres speed-punk var med til at præge den amerikanske punkmusik. Og hun satte sig spor, hvis man ellers kan vurdere det på reaktionerne på de sociale medier, hvor gamle fans praler af deres cigaretbrændemærker, “Germs burn” (et tegn på at man var fans af Germs…) og fremhæver den indvirkning Lorna havde på dem i deres formative år.
Et album blev det til. Produceret af Joan Jett. Men det er også nok til ikke at gå i glemmebogen.
Som bloglæseren vil vide, så går jeg ikke af vejen for en god tv-krimi. De fleste er af britisk oprindelse, nogle er svenske og så er der de andre, undtagelserne. Det gælder østrigske, tyske – og nu islandske. For lige nu kan man følge mini-serien om advokaten Stella Blómkvist, der løser kriminalsager på Island.
Og den er interessant af flere grunde. For det første er hovedpersonen usædvanlig. Advokat Blómkvist er en ung, velsitueret og nærmest dekandent kvinde, der lever som single og stort set kun har venlig forbindelse til veninden og IT-nørden Gunna, der er hendes absolutte modpunkt. Stella er biseksuel. I den første episode indledes sagen med en cunnilingus-scene med Stella som den nydende. Senere ses hun in flagranti med andre mænd, og i afsnit tre forfører hun en smuk kvinde på et offentligt toilet. Hun er også en klar hedonist. Hun forkæler sig selv en hel dag om måneden med Belugakaviar og hendes yndlingsdrik Black Johnny Walker Whiskey, som hun drikker som var der tale om æblesaft.,
Samlet set fremstår Stella Blómkvist (spillet af den islandske model og skuespillerinden Heida Reed) som en arvtager af den klassiske mandlige detektivtype, den lidt drikfældige, ensomme mand, der er opslugt af sit arbejde som detektiv. Stella er en moderne ligestillingsudgave, men i bund og grund er der ikke langt til fx Raymond Chandlers detektiver.
Den anden grund til at se serien er, at den har sin særlige stemning, der dels – selvfølgelig – skyldes de islandske locations, men også i fortællemåden, der er rap om med ret så komplicerede plots (der – skal det nok vise sig – hænger indbyrdes sammen), hvor den kriminelle sag har tråde ind i det politiske og økonomiske på Island. Også på den led ligner serien, hvad vi tidligere har set – fx og ikke mindst i de svenske serier, der alle står i gæld til Wahlöe og Sjöwalls store romanserie om en forbrydelse ved navn kapitalismen.
https://youtu.be/0aLoezucIzk
Uforglemmelige, uforlignelige Francoise Hardy, den mest coole af de coole franske chanteuses har ramt et skarpt hjørne og det giver anledning til at spille denne sang fra 1962 om ‘alle drengene og pigerne’. Ye- ye.
https://youtu.be/taIM0ktEG2Y
Jeg husker endnu ganske klart, hvordan det var at vente i Stakladen på, at J. J. Cale skulle dukke op med sit band og give koncert. Forklaringen var vist, at manden havde problemer ved grænsen til Tyskland. Men han kom og spillede sin velkendte riff-baserede musik, siddende lidt i baggrunden af scenen.
