[Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk) for Fonden Voxhall]
Hvilken musik passer til en våd og kold januaraften i Januar – i Danmark?! Måske noget, der smager af sommer, sol og varme? Men sådan skulle det ikke være denn onsdag på spillestedet Atlas i den centrale Århus (undskyld, jeg kan ikke vænne mig til at skrive byens navn med Aa…). Næh, vi var i den anden ende af det musikalske spektrum – der hvor storbyens støj er et grundelement i det musikalske udtryk,.
Det blev slået fast med syvtommersøm, da opvarmningsnavnet, trioen The Pool, gav deres første optræden i byen til gode. Tre mand høj. En tog sig at det præ-programmerede på computer og et lille keyboard, en spillede el-guitar og så var der forsangeren. I en god halv time præsenterede de os, en knap halvfuld sal, for deres musikalske univers. Og det var et univers, der først og fremmest var præget af den præ-programmerede industrial-noise. En nærmest voldsom udladning af støj, der gjorde det lidt svært for specielt guitaristen af finde sin naturlige plads. Det gik lidt bedre for forsangeren, der dog kunne hævde sig lidt i kraft af sin attitude. Men samlet set havde The Pool lidt svært ved at komme ud over scenekanten med deres musik, selv om publikum knappede nærmest høfligt efter hvert nummer. Og jeg tror, det hænger sammen med, at støjelementet i musikken mest af alt var konturløs og ustruktureret. I hvert fald det meste af tiden. Og kontur og struktur er altså nødvendig (selv om der er undtagelser) i populærmusikken. Jeg tror The Pool er et band på vej. De har endnu ikke fundet deres stil eller form og befinder sig i undergrundens eksperimenterende kaos, hvor indholdet endnu har overtaget over formen. Det forblev nichemusik for støj- og electronicanørder. Kom igen.
Der var et kvantespring fra The Pool til kvartetten Algiers fra Gorgia, Alabama. Og selv om den industrielle støj også var en del af Algiers udtryk, så var det på en helt anden velovervejet facon. De præ-programmerede sekvenser af støj og lyd fungerede nærmest som ouverturer til de enkelte numre eller som underlægning og indslag, der først og fremmest havde til formål at skabe og understøtte stemningen i numrene. For ellers udmærkede Algiers sig først og fremmest ved at være et umiskendeligt rock-and-roll-band.
Fra første moment i musikken blev man mindet om kroppens betydning i rock-and-roll. Med smæld og fremdrift i trommerne sørgede Matt Tong, godt støttet af vildmanden og bassisten Ryan Mahan for at forbindelsen til den elementære rock-and-roll fra halvtredsernes og tressernes garagerockere blev etableret som den bund, hvorpå Algiers’ eksperimenterende americanarock rejste sig. Og det var rock, der gik direkte i blodet, hjertet og kroppen. Publikum begyndte straks at bevæge sig spontant til musikken.
Og oven på denne solide bund af rock voksede så et konglomerat af metropolstøj og -lyd, kombineret med tydelige elementer af soul og gospel. Her var det naturlige omdrejningspunkt og centrum kapelmester, guitarist, tangentspiller og sangskriver Franklin James Fischer, der med ganske få kommentarer til publikum førte samme gennem den relativt korte koncert. Fischer fremstod som en moderne hybrid af James Brownsk lidenskabelig dynamik og energi – og Jimi Hendrixsk vildskab. Med intens sang og bevægelser, der undertiden udartede sig i spasmer, kastede Fischer energi, dynamik og lidenskab smittende ud til et publikum, der burde have været meget større. Det var intenst, kropsligt og stærkt medrivende. Når Algiers er bedst – og det tror jeg de var i går aftes – bør de kunne få enhver storbyklub til at koge af energi og kropslighed. Man kan kun håbe, at Algiers vil komme forbi Århus en anden gang og flere vil kende deres besøgelsestid. En mindeværdig koncert var det.
