1. januar 2019 arkiv

Endnu en nytårstale

1. januar 2019

Ja, Venstres statsminister har været på skærmen, og med et halvt øre opsnappede jeg, at Lars Løkke Rasmussen var bekymret  for udviklingen ude i den store verden. Til gengæld bekymrede det ham ikke, at plattenslagere og hvidvaskere har berøvet landet for mange milliarder, og det bekymrede ham heller ikke, at klimaets uheldige udvikling ligger danskerne meget på sinde.

På den anden side kan man hævde, at disse udeladelser ligger helt i tråd med den førte politik. Fx en finanslov, der giver afgiftlettelser til dem på toppen med lystyacht og eget fly, og ikke et eneste tiltag til at nedbringe CO2-udledningen i dette land. Så et eller andet sted var det vel en ganske liberal(istisk) nytårstale den trinde statsminister fik sendt ud til dem, der ville bruge tid på at høre den. Selv skulle jeg ud og lufte hunden – man har vel sine prioriteringer i orden! Og på vej ned ad trappen dukkede denne lille forhåbningsfulde nonsenssang op:

Ole Ege – pornografisk pioner – er død, 84 år gammel

1. januar 2019

[Foto lånt fra bogen Ole Ege: “TABU – fra forbud til frigivelse” 288 sider. Illustreret. 299 kr. People’sPress/ArtPeople.]

Og manden med leen hugger videre og er nået til Ole Ege, der er død i en alder af 84 år.

Ole Ege var en af billedpornografiens pionerer. Det vil sige, han begyndte at fotografere nøgne damer, længe før billedpornografiens lovliggørelse i 1969. Såkaldte “aktfotos”, hvor der var lagt vægt på æstetik og mystik.

Da billedpornografien blev gjort fri, fulgte Ege med og lavede film som “Pornografi” (der bestod af en række mindre filmindslag) og “Bordellet”, der viste rigtige pornografiske optrin og detaljer. Af dokumentarfilmen “Den grimme dreng” (senere omdøbt til “Ole Ege – den uartige dreng”) af Torben Skjødt Jensen (1996) kan man høre Ole Ege berette om sit ambivalente forhold til pornografi – et forhold, der i sidste ende fik ham til at overlade pornografien til andre personer. For Ege var frigivelsen af pornografiet ikke kun et fremskridt, men også et tragisk uskyldstab.

Men han var med til at sætte “pornobølgen” i gang som pioner – den bølge, der siden er blevet en kommerciel tsunami på internettet og som har kostet pornografien dens mystik, fascination og særegne skønhed. Og dermed var Ole Ege også en repræsentant for den brogede frigørelsesbevægelse, der fulgte med tresserne.

https://youtu.be/7BmkBroiw1s

 

Ray Sawyer – Dr. Hook – er død 81 år

1. januar 2019

Vi skal selvfølgelig ikke glemme døden. Og manden med leen har da også gjort et indhug i musikkens verden, idet manden med klappen for øjet, forgrundsfiguren i det herlige orkester Dr. Hook and the Medicine Show, Ray Sawyer er død, 81 år gammel. Efter kort tids sygdom, som det eufemistisk hedder.
Og jeg kan straks se Ray og de andre i bar figur rende rundt i den tv-udsendelse, som DR lavede engang omkring 1970. Dr. Hook var et efterslæb af hippiekulturen med alt, hvad det betød af afslappet holdning til sex, stoffer osv. Men mest af alt var det nok et gimmick, et image, der hjalp bandet i gang med en kommerciel karriere med flere fine pophits, fra Silvias Mother til Let her blue jeans talk.
Nu er det kapitel så også skrevet -damn.

https://www.youtube.com/watch?v=i4c3W-XoNXM

Sweet love

1. januar 2019

Næsten et svar på ABBAs sang. Jools Holland har afholdt sit årlige Hootenanny på BBC, hvor bl.a. Rudimental spillede. Videoen ligger på BBCs side, men kan ikke vises her i landet fra den server. Men selvfølgelig er rødderne på Youtube klar med en løsning. Sweet Love og god appetit på 2019.