18. januar 2019 arkiv

TV-krimi på islandsk: Stella Blómkvist

18. januar 2019

Som bloglæseren vil vide, så går jeg ikke af vejen for en god tv-krimi. De fleste er af britisk oprindelse, nogle er svenske og så er der de andre, undtagelserne. Det gælder østrigske, tyske – og nu islandske. For lige nu kan man følge mini-serien om advokaten Stella Blómkvist, der løser kriminalsager på Island.

Og den er interessant af flere grunde. For det første er hovedpersonen usædvanlig. Advokat Blómkvist er en ung, velsitueret og nærmest dekandent kvinde, der lever som single og stort set kun har venlig forbindelse til veninden og IT-nørden Gunna, der er hendes absolutte modpunkt. Stella er biseksuel. I den første episode indledes sagen med en cunnilingus-scene med Stella som den nydende. Senere ses hun in flagranti med andre mænd, og i afsnit tre forfører hun en smuk kvinde på et offentligt toilet. Hun er også en klar hedonist. Hun forkæler sig selv en hel dag om måneden med Belugakaviar og hendes yndlingsdrik Black Johnny Walker Whiskey, som hun drikker som var der tale om æblesaft.,

Samlet set fremstår Stella Blómkvist (spillet af den islandske model og skuespillerinden Heida Reed) som en arvtager af den klassiske mandlige detektivtype, den lidt drikfældige, ensomme mand, der er opslugt af sit arbejde som detektiv. Stella er en moderne ligestillingsudgave, men i bund og grund er der ikke langt til fx Raymond Chandlers detektiver.

Den anden grund til at se serien er, at den har sin særlige stemning, der dels – selvfølgelig – skyldes de islandske locations, men også i fortællemåden, der er rap om med ret så komplicerede plots (der – skal det nok vise sig – hænger indbyrdes sammen), hvor den kriminelle sag har tråde ind i det politiske og økonomiske på Island. Også på den led ligner serien, hvad vi tidligere har set – fx og ikke mindst i de svenske serier, der alle står i gæld til Wahlöe og Sjöwalls store romanserie om en forbrydelse ved navn kapitalismen.

En anden ung dame blev ældre – Francoise Hardy, 75

18. januar 2019

https://youtu.be/0aLoezucIzk

Uforglemmelige, uforlignelige Francoise Hardy, den mest coole af de coole franske chanteuses har ramt et skarpt hjørne og det giver anledning til at spille denne sang fra 1962 om ‘alle drengene og pigerne’. Ye- ye.

En ung dame er blevet voksen – Susanna Hoffs – The Bangles – 60 år

18. januar 2019

https://youtu.be/taIM0ktEG2Y

Fredag med erindringsglimt

18. januar 2019

Jeg husker endnu ganske klart, hvordan det var at vente i Stakladen på, at J. J. Cale skulle dukke op med sit band og give koncert. Forklaringen var vist, at manden havde problemer ved grænsen til Tyskland. Men han kom og spillede sin velkendte riff-baserede musik, siddende lidt i baggrunden af scenen.

Milena Penkowa igen på forsiden

18. januar 2019

Den tidligere hjerneforsker og liberalt-borgerlige eliteforsker-prototype Milena Penkowa, hvis sag jeg har skrevet udførligt om er igen dukket op på avisernes forsider. Denne gang er nyheden, at byretten i København har bekræftet, at det var i orden af Københavns Universitet fratog Penkowa doktorgraden i 2017. Om baggrunden kan man læse i mine skriverier. Og det undrer mig slet ikke, at hun fortsat dukker op – og sikkert vil gøre det fremover – for hun har åbenlyst svært ved at lære af sin sag.

Listige the Who – deres singler

18. januar 2019

Bedst som jeg troede, jeg kunne lægge The Who lidt væk, så  kommer den britiske avis The Guardian med en liste over The Whos singler. Og på førstepladsen finder vi – nej, ikke “My Generation” men – “Substitute”. LIstemageren er dog ærlig og klar over, at det er en halsløs gerning at udpege en af The Whos første singler til førstepladsen:

The Who hit the ground running at such an astonishing pace, it is almost impossible to pick one of their mid-60s run of singles over the rest. Even with their spoilsport first label releasing vast chunks of their debut album on 45 following the band’s defection to Robert Stigwood’s Reaction Records, virtually every seven-inch with their name on it from the era is superb. But Substitute just edges it: a complex, frustrated exploration of modern identity into which Townshend boldly stirred class, race, sexuality and even a bit of Freudian psychology. The band, meanwhile, sound incredible: a breezy acoustic guitar riff sandwiched between Daltrey’s screw-you vocal and a rhythm section that feels as if it is raining blows on the listener.

 

Lister kan – efter min mening – bedst bruges til at etablere et genhør med elskede eller halvt-glemte sange. Således også denne liste, der dog afslører i hvor høj grad The Who var en singlepladegruppen.