19. januar 2019 arkiv

Capac anbefaler: Johannes Andersen – Der er grænser

19. januar 2019

Johannes Andersen får lov til at indlede dette blogårs musikanbefalinger med sit nye album Der er grænser. En dobbelt- eller flertydig titel, der i det mindste både rummer det konstaterende – der er grænser, ja, det er der! – og det moralsk-etiske, ‘der er grænser’, der må være en grænse, en blonde… Hertil og så ikke længere…

Men det ville ligne Johannes Andersen dårligt, hvis der blot var tale om et tema eller en firkantet bærende idé for hele pladen. Pladens concept så at sige. Der er snarere tale om, at fænomenet “grænse” er et symptom på den tid, vi lever i her et par årtier inde i det nye årtusinde. En  problematisk tid, som pladens tekster belyser fra meget forskellige, konkrete vinkler.

Den første sang hedder simpelthen “Grænser”:”Der er hul i grænser/ Skyer krydser dem/Ørkensandet flyver rundt/ Havet bølger frem/ Se der er en spurv/ På grænsebommens snor/Myrer på rov/Uden at få lov/Kun et menneske kan være en fremmed/ Mellem hvorfra og hvorhen“. Det er svært ikke at læse denne tekst som en spidsfindig kommentar til vor tids helt store grænseudfordring, migrationen. Som en kommentar til alle dem – murbyggende præsidenter, nationale hegnopsættende og grænsebomshævdende politikere, grænsedragende europolitikere osv. – der tror, det er muligt at holde det fremmede, det andet helt ude i et konstant “hvorfra”. Grænserne brydes hele tiden, af naturen og af mennesker. Ingen grænse er absolut. Men samtidig peger sangen måske også på den grænse, der er mest problematisk, nemlig den – i vores hoveder – der skelner mellem, skiller, mennesker: “dem” og “os”, danskerne og “de fremmede”. En mental – psykologisk, politisk osv. – grænsesætning, der bærer den generelle grænsedragnings usikkerhed, ustabilitet og uro i sig.

Hvis det er rigtigt, forklarer det også noget af den næste, alt andet end enkle sang, “Skyggebokser på vejen”, der i et enkelt billedsprog (skyggebokseren) indfanger et menneske, der “i en vild fantasi” forsøger at bokse sig ud af usikkerheden, uroen og utrygheden: “Løber gennem regnene/Svupper i mine sko/ Hunden gør bag hækken/Skræmmer os begge to/ Der holdes vagt hele dagen/ Fremmede jages på flugt/ Rygter svæver i vinden/ Drevet af en indre frygt// Er der grænser/Ingen vil se/ Er der steder/ Uden anstændighed/...”. Det er kendetegnende for Johannes Andersen som sangskriver, at han forstår og formår at trække en almen tematik eller problematik (grænsen) helt ned på et konkret, individuelt plan, hvor den singulære oplevelse for alvor opløser ethvert tilløb til sort-hvid begribelse af emnet eller problemet. Som i tilfældet med skyggebokseren, der fanget i og blændet af bilernes lyskegler ikke rammer noget, men slår sine hænder til blods , får vand i skoene og spilder sin og vores energi: “Altid bedst at vinde/ Konkurrencen er så tæt/ Er man stærk som fanden/Hævder man de stærkes ret/ Skyggebokser midt på vejen/Spilder vores energi/Svært at finde hinanden/Og nu er klokken over ti”.  Måske er ‘skyggebokseren på vejen’ et billede på den politisk impotente verdensborger, der i en tid, hvor såkaldt ‘globalisering’ og ‘internationalisering’ nedbryder den ene grænse efter den anden, reagerer irrationelt og er tilbøjelig til at følge med dominerende dagsorden, hvor konkurrencen styrer og de stærke får deres ret.

I sange som “Terroristen”, “Rimelighed”, “En mand der viser mod” og “Hadet” tangerer sangskriveren emner, der er tæt knyttet migration og globalisering. Man kan måske driste sig til at hævde, at disse sange beskriver aspekter af den fælles virkelighed, vi deler, og som er præget af ikke mindst de mentale (psykologiske og politiske) grænser, vi har draget i vores hoveder.

Men hvis vi skal holde fast i grænsen som symptom, så er der også andre sange om andre grænser. Det gælder fx sangene “En kat alene i en lejlighed” og “Godt 70”, der hver på deres måde taler om den grænse, livet har. Katten går rundt på “tredje døgn i træk” i en lejlighed, hvor “en er død”. Ogi den anden sang handler det om de overvejelser, man som “godt 70” kan gøre sig, når ungdommens utålmodige higen efter at få tiden til at gå og blive voksen er afløst af tidens begrænsning. Til samme gruppe af sange hører nok også “Glæden ved at gå”, der først og fremmest gælder glæden ved at leve – helt banalt: gå, stå, høre, se, sove, vågne osv. – men også rummer det tilbagevendende kritiske blik på samme liv: “Glæden ved at være/glæden ved at sidde/ Og vide at vi går glip af en masse/ Men mere ulighed – kan det nu passe?

Og – måske lidt uden for nummer, hvis vi skal være pendantiske (det skal vi ikke..) – så slutter pladen af med en dansk udgave af et Bob Dylan-nummer. Dylans “Sweetheart like you” (fra Infidels) er blevet til “En pige som dig”. Og med den sang vedgår Johannes Andersen sin arv og gæld og fremhæver den røde tråd, der går tilbage til Natten er nær fra 2012.

Musikken på den nye plade knytter på fineste vis an til de foregående plader med en blanding af rockende og mere balladeagtige sange. Måske har tangenterne en lidt mere fremtrædende rolle dennegang? (og de trakteres af Nikolaj Heyman og Gæst Vincent), men der er stadigvæk tale om musik, der står i gæld til den allestedsnærværende “americana” og dens forkærlighed for at blande alskens musikalske elementer. Her er den dog med et anker i den sanger-sangskrivertraditon, der går tilbage til og gennem Bob Dylan.

Som i forbindelse med de foregående plader kan jeg kun anbefale Der er grænser på det varmeste. Det er uden tvivl en plade, der ikke kun holder året ud, men langt ind i fremtiden.

Johannes Andersen. Der er grænser. Produktion: Nikolaj Hayman og Gæst Vincent. JLA Records.Udkommer til februar.

 

 

Lorna Doom – bassist i The Germs – er død

19. januar 2019

Jeg må indrømme, at jeg ikke har lyttet ret meget til punkbandet The Germs. Men det skal ikke forhindre mig i at nævne her, at bassisten Lorna Doom – egl. Teresa Ryan – er død. Hvor gammel hun blev, hersker der tvivl om. I det hele taget var Lorna vist ret så påholdende med oplysninger om det liv, hun også havde uden for scenen.

Men hun var med i Germs, der med deres speed-punk var med til at præge den amerikanske punkmusik. Og hun satte sig spor, hvis man ellers kan vurdere det på reaktionerne på de sociale medier, hvor gamle fans praler af deres cigaretbrændemærker, “Germs burn” (et tegn på at man var fans af Germs…) og fremhæver den indvirkning Lorna havde på dem i deres formative år.

Et album blev det til. Produceret af Joan Jett. Men det er også nok til ikke at gå i glemmebogen.