februar 2019 arkiv

Brian Jones – 77

28. februar 2019

Det lå ikke i kortene, at Brian Jones skulle opleve at blive 77 år. Og jeg kommer altid til at tænke på musikvideoen til Stones’ “We love you”, hvor Jones tydeligvis er påvirket af sjove stoffer, der siden var en del af forklaringen på hans alt for tidlige bortgang. Og man kan se på de andre medlemmer, at de er lidt berørt af Jones’ skæve optræden.

Men det var ham, der dannede Rolling Stones og navngav gruppen. Alene derfor skal han mindes på denne dag.

 

30: XTC – Oranges & Lemon

28. februar 2019

Tredjive år er gået, siden XTC udsendte dobbeltalbummet Oranges & Lemons, der for alvor åbnede mine ører for gruppen og dens sangskrivere, ikke mindst Andy Partridge, der skrev de fleste sange på pladen. Ja, elleve plader skulle jeg ind i gruppens historie for for alvor at få ørerne åbnet op. Her var det, at jeg kunne høre bagom gruppens punk- og new wave-sicenesættelser og høre, at også de stod med begge ben nede i traditionen fra tresserne og ikke mindst The Beatles.

Pladen afløste mesterværket Skylarking med et lettere poppet uptempo-udtryk, der var iscenesat som moderne psychedelia, men i bund og grund bare var og er god pop og rock.

Farvel til Mark Hollis – Talk Talk – 64

27. februar 2019

Så døde Mark Hollis, forsanger i Talk Talk, kun 64 år gammel. 2019 tegner allerede til at blive et af de år, hvor poppen og rocken vil bløde slemt.

Jeg fik aldrig lyttet mig helt ind på Talk Talk, men det kan Hollis’ for tidlige bortgang så være en anledning til at gøre noget ved. Ud over at være et kreativt midtpunkt i bandet, gjorde Hollis sig bemæret ved at trække sig helt bort fra musikscenen, da han først var blevet ægtemand og far. Han kunne ikke forene livet som turnerende musiker med hverdagslivet som mand og far. Sådan.

Peter Gabriel
Real originality is a rare commodity in music. Mark created very personal pictures with his music and magical voice, a wry, unique and soulful take on the world. He will be missed.

Racisme

27. februar 2019

I den forgangne uge har der løbet en debat om ordet “racisme” i offentligheden. Foranlediget af en meningsudveksling i Folketinget mellem et medlem af Enhedsl isten og Pia Kjærsgaard, der er formand for Folketinget og medlem af Dansk Folkeparti. I sin egenskab af formand påtalte Kjærsgaard, at Enhedslistens medlem ikke måtte bruge ordet “racist” om et andet folketingsmedlem (fra Dansk Folkeparti).

I går aftes blev sagen bragt frem i DRs “Aftenshowet”, hvor de Radikale Venstres Zenia Stampe mente, at sagen burde føre til at Pia Kjærsgaard blev afskediget som formand for tinget, idet hun med sin indgriben ikke respekterede Folketingets udvidede ytringsfrihed. I den efterfølgende debat erkendte Stampe, at hun ikke vidste, hvad ordet “racisme” egentlig betød. Det var selvfølgelig en oplagt svaghed ved hendes forslag, fordi det netop er det ord, der er afgørende for, om Pia Kjærsgaard handlede korrekt eller ej.

I det hele taget har debatten om vor tids “racisme” været præget af en manglende – eller i hvert fald mangelfuld – forståelse for, hvad ordet betyder.

Hvis man foretager en enkel, elementær analyse af begrebet, baseret på, hvad leksikonet Gyldendals Store Danske fortæller, så får  man at vide – forkortet sagt – at ordet “racisme” bygger på forestillingen om “menneskeracer”, en forestilling, der daterer sig tilbage til 1700-tallets sidste halvdel, dvs. en periode, der ligger før evolutions- og populationsbilogiens opkomst. Altså et begreb, der ikke tager højde for fx Charles Darwins forståelse af arternes udvikling. Og netop evolutions- og populationsbiologiens indsigter, som den moderne verdens- og virkelighedsopfattelse hviler på, gør det ‘svært at argumentere for eksistensen af menneskeracer’, som leksikonet skriver. Hvis dette moderne synspunkt er rigtigt – og det er jeg helt overbevist om – betyder det, at såkaldte “racister”, altså personer, der fx politisk tænker mennesker som repræsentanter for racer, er bærere af ideologiske forestillinger, der daterer sig tilbage til en tid før det moderne borgerlige samfunds opståen. Forestililnger, der ikke alene opdeler menneskeheden i racer, men gør nogle racer overlegne i forhold til andre racer: “forestillinger om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger. Racisme bygger på den opfattelse, at menneskeheden kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn, men også forskellige psykiske og moralske egenskaber, og at der eksisterer et hierarkisk forhold imellem disse, således at visse racer er andre overlegne”.

Af denne lille analyse af begrebet “racisme” kan man drage to konklusioner, der er relevante for den aktuelle racismediskussion. For det første kan man ikke tale om “racisme” eller anklage nogen for at være “racistisk”, hvis der ikke er en forestilling om menneskeracer på spil. Hvis ovennævnte medlem af Dansk Folkeparti for eksempel giver udtryk for, at indvandrere fra lande med islamisk kultur ikke lader sig integrere i samfundet, så er der ikke tale om racisme i streng forstand, men snarere om en generaliserende fordom over for mennesker med en bestemt kulturel baggrund. Måske kan det kaldes fremmedfjendsk, nedladende og andet, men racisme i streng forstand er det ikke. For det andet kan man konkludere, at selv om menneskeracerne altså ikke eksisterer, så eksisterer den bedagede racisme i bedste velgående. Og det er et stort problem for vor tid.

Beat-Club – tilbageblik

26. februar 2019

Her er to fine optagelser fra mit tyske nostalgi-program Beat Club. Vi er oppe i begyndelsen af halvfjerdserne. Det er i farve, og der er tale om koncertoptagelser og ikke – som oprindeligt – enkelte sange i en sammensat program. Men hvem siger nej til en god stund med Steve Miller og The Kinks.

50: Nedrivningen af Sofiegården

26. februar 2019

Enhver der har læst Kim Larsens ungdomerindringer vil huske beskrivelsen af boligerne i og området omkring bebyggelsen Sofiegården i København. Nærmere bestemt på hjørnet af Sofiegade og Dronningensgade. I dag er der kollegieværelser på stedet.

I midten af tresserne stod bygningen tom og var saneringsmoden og nogle unge fik lov til at leje lokaler for 100 kr. om måneden. De unge udråbte Republiken Sofiegården og begynde at gøre lejlighederne beboelige og rev nogle ubeboelige baghuse ned i baggården. Det var begyndelsen til slumstormerbevægelsen.

I begyndelsen af 1969 bad ejeren af ejendommen myndighederne om hjælp til at rydde huset. Det skete med politiets hjælp i februar 1969. Der skulle dog gå omkring et år, inden de sidste beboere var ude og bygningerne blev revet ned.

Ud over at være hjemsted for bandet Gasolin, blev Sofiegården slumstormernes fødested. Og i tiden efter bredte slumstormerne sig til andre bygninger i byen – og nogle slog sig ned på Christiania. Sofiengården var på godt og ondt et billede og symbol på tressernes opbrudstid.

Op- eller pessimist?

25. februar 2019

When I was 15, I thought of myself as a realist. But now I have to remain in denial for a good portion of the time because otherwise I’d go crazy. You have to measure what you do in little victories that reintroduce compassion and empathy. We won’t have social change until people are capable of taking risks again.

Klimaforandringer, nyliberalistisk skævvridning af samfundet i ulighed og fattigdom, overfladiske medier osv. Der er nok til at blive pessimistisk med hensyn til fremtiden. Og for nylig var der en god bekendt, der spurgte, om jeg så mig selv som optimist eller pessimist. Jeg måtte lige tænke over det, og så svarede jeg noget i retning af: Jeg er realist. Jeg ønsker at se og opleve tingene og forholdene som de er – uden at drage forhastede konklusioner. Jeg er mest af alt realist, sagde jeg. Men et aller andet sted gnavede der en lille tvivl. For kan man undgå at blive lidt nedslået over samfundsudviklingen anno 2019? Hvilket liv får vores børn, børne- og oldebørn?

Og så læste jeg Joan Baez svar på samme problem, og kunne godt genkende hendes reaktion. At trække sig tilbage i benægtelse for ikke at blive tosset i hovedet og holde fast ved de små sejre, der også er, fordi de giver plads til håb, medfølelse og empati. Og troen på, at al forandring kommer fra mennesker, der vover at løbe en risiko.

George Harrison – 76

25. februar 2019

Han blev kun 58 år, Beatle George Harrison, men ville være fyldt 76 i dag. Han stod lidt i skygge af Lennon/McCartney i Beatles, men viste med sine soloprojekter, at han var en guitarist og kunstner i sin egen ret. På diverse Beatles-fansider bruger man megen energi på at diskutere, om han var lige så stor en sangskriver som kollegerne i bandet. Den debat forekommer mig at være af samme karakter som at diskutere, hvad der smager bedst – pærer eller æbler – eller at diskutere, hvad der er højest – et kanonslag eller Rundetårn. Men lad dem bare slås om det – vi andre kan nyde et genhør med Harrison.

Capac anbefaler: Yellowbellies – All the in between

24. februar 2019

Sidst vi hørte noget til Yellowbellies her i bloggen var med de foregående album Asnywhere but here i 2016. Dengang var der tale om en slags concept-album, idet bandet kredsede om temat “flygtningekatastrofen”. Men på det nye album All the in between er der ikke et bærende concept, men derimod en samling sange, der peger i forskellge retninger. Titelsangen handler således om København, “Not Around” om en besteforælders afsked med livet, “Cruise ship captain” om at komme overes med sig selv og sine rødder. Og så videre.

Det der binder sangene sammen er Yellowbellies udgave af moderne indierock. En rock, der båret af iørefaldende melodier og arrangementer, der har en særlig lethed, der til tider – fx i den titelbærende sange – nærmer sig et akustisk udtryk, men ellers består af luftige arrangementer, hvor producer (og trommeslager) Asger Møller har forstået at skabe et musikalsk univers, hvor der både er sammenhængende tæthed og hvor de enkelte instrumenter og vokaler får lov til at træde frem.

Samlet set er All the in between tydeligvis et album, der tager sigte mod det store mainstreamsegment. Og lur mig om ikke flere af sangene på dette album vil snige sig ind på de førende radiostationers playlister, hvor de passer ind som Hans i Grete. Hermed anbefalet fra capac.

Yellowbellies. All the in between. Producer: Asger Møller. Soundchest Records. Udkom fredag d. 22/2-19.

Elsk den du er sammen med

24. februar 2019

På papiret lovede det godt. En film af Riddley Scott (The Duallists, Alien, Blade Runner m.fl.) og bl.a. Noomi Rapace, Michael Fassbender og Charlize Teron i hovedrollerne. Men Prometheus, der sælges som en ‘forløber’ til Alien (og det giver god mening, når man når til slutningen), skuffede mig ærligt talt lidt. Ikke, fordi den ikke er skruet godt og professionelt sammen, for det er den, og det er forventeligt med Scott som instruktør. Helller ikke, fordi skuespillerne skuffer i deres præstationer. Men måske, fordi historien et eller andet sted er for forudsigelig i sit plot. Med mennesker, der søger menneskehedens oprindelse langt ude i det ydre rum (ansporet af nogle jordiske huletegninger). Det er som om man har set og hørt om den idé før (fx i Rumrejsen 2001). Man fristes til at tale om en science-fiction-kliché. Og Scott formår ikke rigtig at tilføre klichéen noget nyt eller overraskende. – Men fejende flot er filmen da. En rigtigt amerikansk glansprodukt fra Hollywood.

For mig var det mest positive, at styrmanden på det store rumskib (spillet af Idris Elba) spiller Stephen Stills “Love the one you’re with” på sin lille accordeon og nynner sangen. Og måske er der endda en lille ledetråd i brugen af den sang!?