Sidste år blev det legendariske danske band Beefeaters gendannet med følgende opsætning: Torben Guldager Rasmussen, Morten Kjerumgaard Reumert, Rune René Hansen og Frederik Schnoor. Her er den oprindelige besætning i en optagelse fra november 1968 (tak til alrunen).
Ja, den er sandelig anderledes, men den holder 100%.
Apropos gode sange, så har Charles Aznavours klassiker “She” spøgt i mit hovede, siden DR forleden genudsendte – for X. gang – den romantiske komedie “Notting Hill”, hor sangen er med i to udgaver. Den originale og så Elvis Costello kongeniale fortolkning.
Så kom turen til Butch Killen i Ron Sexsmiths fortsatte gennempløjning af gode sange. Hvem Butch er eller var, har jeg endnu ikke fundet ud af. Men sangen er fin.
Det samme er Warren Zevons “My rides here”, der oven i købet gav titel til et album…
Myteomspundne optagelser blev i disse dage for halvtreds år siden til i Nashville, hvor Bob Dylan var i studiet sammen med Johnny Cash. I første omgang blev kun udsendt sangen “Girl from the North Country”. Men bootleggerne fik selvfølgelig fat i materialet, og siden er mere kommet til – også officielt.
“The mistake you make, don’t you see, is in thinking one can live in a corrupt society without being corrupt oneself. After all, what do you achieve by refusing to make money? You’re trying to behave as though one could stand right outside our economic system. But one can’t. One’s got to change the system, or one changes nothing. One can’t put things right in a hole-and-corner way, if you take my meaning.”
― from KEEP THE ASPIDISTRA FLYING (1936)
Den schweiziske skuespiller Bruno Ganz er død af kræft, 77 år gammel. Han er nok mest – og ganske fortjent – kendt for sin rolle som Hitler i filmen Der Untergang. Men det er andre roller, jeg især husker ham for. Som englen i den smukke, poetiske Himlen over Berlin (af Wim Wenders), hovedrollen i samme instruktørs Den amerikanske ven og rollen i Nosferatu. Dertil skal lægges en lang række mindre, men markante biroller, fx i den for nylig omtalte film Remember.
I de nekrologer, der allerede har ramt pressen fremhæves han som en af de vigtigste skuespillere i det tyske sprogområde. I hvert fald bliver tysk film lidt fattigere, nu hvor Ganz ikke er mere.
https://youtu.be/hVTNFUfogTY
Jeg har tidligere omtalt dokumentaren og den lille boks Elvis The Searcher, hvor Elvis’ forhold til traditionen tages under kyndig og kærlig behandling. Og musikken overbeviser en om, ikke alene den betydning, han har fået for populærmusikken, men også om hans loyalitet over for sine forgængere og sin dybe solidaritet med sin arbejderklassebaggrund. John Lennon sang om det særlige ved at være en arbejderklassehelt. Elvis var en arbejderklassehelt. Han glemte aldrig den fattigdom, han kom fra, som ex-konen Precilla understregede.
Og på den lille boks med dokumentarfilmens musik finder man på den tredje plade eksempler på de andre, gamle kunstnere, som Elvis lod sig påvirke af. Fra The Blackwood Brothers over Arthur Crudup og Bob Dylan til – ja – kongens egen mor, Gladys, der nok var “kvinden i hans liv”. Hvor stor en sangerinde, hun var, giver ovenstående optagelse ikke noget billede af, men der er ingen tvivl om, at hun var – på alle måder – “stor” i Elvis’ øjne.
I går aftes endte jeg også med at se en film på en ellers forudsigelig programflade med livsstildumheder og genudsendelser ad libitum. Denne gang drejede det sig om “filmperlen” 20th Century Women af Mike Mils fra 2016.
Filmen foregår i 1979, hvor en moder, Dorothea (spillet af Anette Benning), der lever et bohemeagtigt liv i et hus med to logerende, en mand og en kvinde, mener, at hun må hjælpe sin teenagesøn med at blive en rigtig voksen mand. Hun oplever, at hun har svært ved at snakke med drengen, og derfor allierer hun sig med den anden kvinde i huset, Abbie, og drengens veninde, Julie, og beder dem om at føre drengen på “rette spor”. Ret meget mere er der ikke at sige om filmens handling. Og ellers spilles der smukt i alle roller.
Filmen er også indirekte et signalement af en tid og en periode. Omkring slutningen af halvfjerdserne. Og det kommer i hvert fald frem på filmens lydspor, der også er udgivet på plade. Filmen indrammes af musik, der dels stammer fra før-krigsårene, der var moderen, Dorotheas, fortid, og dels af punkens og new wavens musik, den musik, som drengen tager til sig i sin opvækst. Og indirekte afslører de musikalske yderpunkter måske godt, hvor langt, der er mellem mor og søn, og hvor svært det kan være, at kommunikere over generationskløften, som man jo kaldte problemet dengang.
Og at musikken er en slags markør – for generationstilhørsforhold, men også for klassetilhørsforhold – demonstreres fint i en scene, hvor sønnen Jamie kommer op at tottes med en jævnaldrende. Jamie kommer til at fornærme den anden dreng, fordi han – Jamie – ved mere om klitorisorgasme og andet. Og det opfatter den forurettede som Jamies kulturelle overlegenhed, og derfor får han en omgang tærsk. Senere lader den unge mand også sin vrede gå ud over Dorotheas folkevogn, som han pynter med graffittien “Art Fag”, et slangudtryk, der netop tager sigte mod den overlegenhed, som Jamie har udvist. På den anden side af folkevognen har den fornærmede skrevet: “Black Flag”, altså navnet på det fremtrædende amerikanske punkband fra dengang.
Scenen følges op af en anden scene, hvor moderen danser med den mandlige beboer. Først til musik af Black Flag. Og det går ikke så godt. Dernæst sættes det samtidige band Talking Heads på grammofonen, og straks er de to voksne mere på bølgelænge med musikken. Den scene kan man lægge en masse betydning i med hensyn til generationsforskelle, men også til den radikalitet, hvormed bands som Black Flag satte en ny dagsorden i populærmusikken. Hvor Talking Heads kommer til at stå som det band, der trods bandets nyskabende nybølgemusik også repræsenterer noget fra traditionen i form af dansant melodiøsitet for eksempel.
Jeg vil gå et skridt længere og tillade mig at hævde, at lydsporet til filmen faktisk er en nøgle til forståelse af filmens tematik. Så man kan passende begynde at lytte til lydsporet. Så er man godt på vej i filmen.
The Guardian har lavet en liste over sange, der fik den ære (og medfølgende gratis reklame…) at blive bandlyst på britternes public service-station. Og set fra vores situation i dag, hvor censurdebatten mest handler om store private, amerikanske, globale virksomheders – fx Facebooks – skalten og valten med brugernes data, så er det svært ikke at trække på smilebåndet, når man ser, at bandlysningen ramte:
https://www.youtube.com/watch?v=uswXI4fDYrM
Jovist, The Beep var deres public service-ansvar meget, ja pedantisk, bevidst.
Af en eller anden grund, måske flere, har flere af de film, jeg har set den seneste tid haft med 2. Verdenskrig at gøre. Fx filmen om Sophie Scholl eller Saul’s søn. Noget af en forklaring ligger selvfølgelig i det forhold, at DR har det med at vise film med tematisk indhold.
Gårsdagens film var den kanadiske instruktør Atom Egoyans senese film fra 2015 Remember med en aldrende Christopher Plummer (mest kendt for sin rolle i Sound of Music) i hovedrollen som den gamle jøde Zev Guttmann, der bor på et plejehjem i New York.
Zev – der på hebræisk betyder: ulv – har et par uger forinden mistet sin kone Ruth og er ved at afslutte sin lange sørgeperiode – Shiva. Han er også dement og kan ikke huske, at Ruth er død, og bliver ved med at kalde på hende.
På plejehjemmet bor også Max Rosenbaum, der som Zev har været i Auswitz-udryddelseslejren. Og Max fortæller Zev, at han -altså Zev – har lovet, efter sin kones bortgang, at opsøge den nazist, der var ansvarlig for deres respektive familiers udryddelse i lejren. Og med et detaljeret brev i hånden sendes Zev af sted på en lang rejse for at finde den mand, der nu kalder sig Rudy Kurlander, men i virkeligheden hedder Otto Wallisch og var Blockführer, leder af den afdeling af Auswitz, hvor Zev og Max var.
Rejsen kompliceres selvsagt af Zevs demens, der hele tiden spiller ham et puds. Men også af det forhold, at der er fire mænd med dæknavn Rudy Kurlander. Men med Max’ manuskript lykkes det for Zev at nå frem til den sidste Kurlander i South Lake Tahoe, Californien.
Hvordan den sidste konfrontation ender, vil jeg ikke afsløre, for slutningen er overraskende, men også en tankevækkende kommentar til filmens titel Remember, Husk. For ikke blot er det at huske et stort problem for en demensramt mand, der ikke engang kan huske, at hans egen kone døde for få uger siden. Men vores evne til at huske og erindre er generelt problematisk. Især når det drejer sig om den fortid, der ligger længere tilbage i barndommen og ungdommen. Og den drejning Atom Egoyans foretager til sidst kan netop – og bør, tror jeg – forstås som en kritisk kommentar til vores allesammens umiddelbare tiltro til hukommelsens upåklagelige sikkerhed.
Og dermed bliver filmen en fin, subtil tilføjelse til den lange række af film, der tematiserer erindringen om holocaust og 2. Verdenskrigs rædsler. En påmindelse om, at vi ikke må glemme de forfærdelige ting, sker skete, men også om, at vi skal forholde os kritiske over for erindringens troværdighed. Men måske også en påmindelse om, at erindringen er mest troværdig, når den er kollektiv.
Under alle omstændigheder er det en god film, som alle filmelskere kun kan tage til sig.
Apropos priser og nomineringer, så står Oscar-prisuddelingen – amerikanernes ypperste filmpriser – for døren. Og blandt de nominerede er Coen-brødrene med deres western The Ballad of Buster Scruggs. Og i filmen er der en sang om en cowboy, der bytter sine støvlesporer ud med vinger. Sangen er skrevet af ingen ringere end Gillian Welch og David Rawlings. Og de to har selvfølgelig også lavet en udgave af sangen. Den fortjener da en Oscar!
Næppe er Grammy-uddelingerne overstået før næste prisuddeling er sket, nemlig musikkens svar på Nobelprisen, Polar-prisen. Den svenske prestigepris, der tidligere er gået til fx Metallica, ABBA-manager Stig Andersson og Joni Mitchell. Denne gang er hæderen gået til hip-hopperen Grand Master Flash og violinisten Anne-Sophie Mutter – – og ikke mindst til non-profit-organisationen Playing for a change, der ved hjælp af musik og kunst vil arbejde for en bedre verden. Det må sige at være et klogt og overraskende valg – og helt fortjent.
“I Can hear music”, “Cotton Fields” og “Break Away” hed singlerne fra albummet 20/20, som Beach Boys udsendte for 50 år siden. Albummet, der gjorde sig ganske godt på hitlisterne, var en slags restemad. Rester fra gruppens overskudslager. Hovedmand Brian Wilson var indlagt med psykiske problemer, og de resterende medlemmer skrabede sange sammen som var blevet til over ved de foregående indspilningsrunder. Og voila havde man et album.
Men ikke alt kom med. For ikke så længe siden udkom I can hear music: the 20/20 sessions. En opsamling med mere fra overskudslageret, demoindspilninger osv. Desværre er albummet kun tilgængeligt i digital format, fx som streaming på amazon. (Følg linket ovenfor – til Youtube).
Medens vi er ved den slags, så har Beach Boys også fået udsendt Wake the World: the Friends Sessions, der selvfølgelig dækker arkivet bag albummet Friends (1968). Så de er noget at gå i gang med for BB-fans.
