3. februar 2019 arkiv

Aftenens anden film: Trumbo

3. februar 2019

Aftenens anden film blev en helt anden slags “biopic”, nemlig Jay Roachs Trumbo fra 2015. En film om Hollywood-tekstforfatteren (screenwriter) Donald Trumbo.

Trumbo er en af Hollywoods mest talentfulde og succesfulde skriverkarle, men han er også medlem af det amerikanske kommunistparti og kommer derfor i søgelyset da kommiteen for uamerikansk virksomhed begynder sin heksejagt i halvtredserne.

Sammen med andre tekstforfatteren tvinges Trumbo til at deltage i en af de høringer som kommiteen gennemfører og hvor de afhørte skal fortælle om deres forhold til kommunistpartiet og Sovjet i almindelighed. Men Trumbo nægter at acceptere præmisserne for heksejagten og sætter personligt alt ind på at forfægte den amerikanske grundlovs sikring af ytringsfriheden. Og i filmen følger man Trumbos indædte kamp med alle de menneskelige omkostninger, den har. Tab af venner, dødsfald og en begyndende opløsning af familien.

Trumbo overlever, selv om heksejagten koster ham hans job. Hans talent gør det  muligt for ham at arbejde som ghostwriter under synonym. Hans held og lykke er, at filmselskaberne mangler talentfulde screenwriters og Trumbo er bare en af de bedste. Og til sidst vinder han kampen, godt hjulpet af skuespilleren Kirk Russel og filminstruktøren Otto Preminger, der begge insisterer på at sætte Trumbos navn på deres filmplakater.

Bryan Cranston spiller rollen som Trumbo overbevisende og får fint mod- og samspil af fx Diane Lane i rollen som Trumbos kone og Helen Mirren som den magtfulde, skarpsindige, anti-kommunistiske klummeskriver Hedda Hopper. Og selv om enkelte kritikere har postuleret (men ikke underbygget), at filmen tegner et glasnbillede af Trumbo og hans kamp og er ideologisk og historisk vildledende, så giver den faktisk et fint billede af, hvad der skete, da anti-kommunismen rullede hen over Amerika og tilsidesatte alle demokratiske hensyn med forfølgelse og sortlistning af anderledestænkende. Trumbo er endnu et bidrag til opgøret mod halvtredsernes heksejagt og en påmindelse om, at den slags sagtens kan ske igen. Og ikke kun i USA.

Get on up – aftenens film

3. februar 2019

Nej, man behøver ikke gå i biografen – selv om film helst skal ses der – for at få en filmoplevelse. Og det viste sig, at omtalte James Brown-“biopic”, Get on up, var mere end almindelig seværdig.

Ganske vist er der tale om en nærmest klassisk biografisk film, der følger James Browns liv  – fra barndommen i fattige vilkår i syden med en mor, der ikke vil være mor, og en far, der tæver både mor og barn og heller ikke forstår sit ansvar for alvor – til en karriere som den amerikanske godfather of soul og hvad man ellers har kaldt Brown gennem tiderne. Ganske vist er der flash backs, men grundlæggende er det en kronologisk fortælling.

Men historien i sig selv har både kød, blod, saft og kraft, idet det er Browns kærlighed til musikken, der fra barndommen af driver den unge mand frem. Der er nærmest tale om en slags guddommeligt kald, der fører Brown frem, uden store hensyn til andet og andre end manden selv. Og det er en af filmens styrker, at der er så stort et fokus på netop musikken. Og en forklaring på denne skarpe vinkel finder man måske i det forhold, at filmen er produceret af Jagged Films, der er selveste Mick Jaggers filmproduktionsselskab. Det er Mick Jagger, der står bag filmen, og Jaggers begejstring for James Brown – som Jagger selv har lært en del af undervejs med Rolling Stones – der skinner tydeligt igennem filmen, der ikke helt kan undgå at glorificere mennesket James Brown.

En anden ting, der gør filmen mere end seværdig for musikelskere, er, at hovedrolleindehaver Chadwick Aron Boseman ikke alene ligner James Brown meget, men også spiller rollen nærmest til perfektion. Især i de mange scener, hvor Brown optræder, overbeviser Boseman ved sin næsten detaljerede gengivelse af Browns bevægelser og sang. Og Boseman bakkes godt op af en række solide birollepræstationer, bl.a. Dan Aykroyd som Browns store jødiske manager, der forstår Browns talent og hjælper ham frem i verden.

Selv med det forbehold, at filmen helgengør Brown, er den værd at se for musikelskere, og de giver en en stor lyst til at finde James Brown-pladerne frem igen og lytte til mesteren. Hvis du har smarttv eller lignende kan du nå at se den endnu.