24. februar 2019 arkiv

Capac anbefaler: Yellowbellies – All the in between

24. februar 2019

Sidst vi hørte noget til Yellowbellies her i bloggen var med de foregående album Asnywhere but here i 2016. Dengang var der tale om en slags concept-album, idet bandet kredsede om temat “flygtningekatastrofen”. Men på det nye album All the in between er der ikke et bærende concept, men derimod en samling sange, der peger i forskellge retninger. Titelsangen handler således om København, “Not Around” om en besteforælders afsked med livet, “Cruise ship captain” om at komme overes med sig selv og sine rødder. Og så videre.

Det der binder sangene sammen er Yellowbellies udgave af moderne indierock. En rock, der båret af iørefaldende melodier og arrangementer, der har en særlig lethed, der til tider – fx i den titelbærende sange – nærmer sig et akustisk udtryk, men ellers består af luftige arrangementer, hvor producer (og trommeslager) Asger Møller har forstået at skabe et musikalsk univers, hvor der både er sammenhængende tæthed og hvor de enkelte instrumenter og vokaler får lov til at træde frem.

Samlet set er All the in between tydeligvis et album, der tager sigte mod det store mainstreamsegment. Og lur mig om ikke flere af sangene på dette album vil snige sig ind på de førende radiostationers playlister, hvor de passer ind som Hans i Grete. Hermed anbefalet fra capac.

Yellowbellies. All the in between. Producer: Asger Møller. Soundchest Records. Udkom fredag d. 22/2-19.

Elsk den du er sammen med

24. februar 2019

På papiret lovede det godt. En film af Riddley Scott (The Duallists, Alien, Blade Runner m.fl.) og bl.a. Noomi Rapace, Michael Fassbender og Charlize Teron i hovedrollerne. Men Prometheus, der sælges som en ‘forløber’ til Alien (og det giver god mening, når man når til slutningen), skuffede mig ærligt talt lidt. Ikke, fordi den ikke er skruet godt og professionelt sammen, for det er den, og det er forventeligt med Scott som instruktør. Helller ikke, fordi skuespillerne skuffer i deres præstationer. Men måske, fordi historien et eller andet sted er for forudsigelig i sit plot. Med mennesker, der søger menneskehedens oprindelse langt ude i det ydre rum (ansporet af nogle jordiske huletegninger). Det er som om man har set og hørt om den idé før (fx i Rumrejsen 2001). Man fristes til at tale om en science-fiction-kliché. Og Scott formår ikke rigtig at tilføre klichéen noget nyt eller overraskende. – Men fejende flot er filmen da. En rigtigt amerikansk glansprodukt fra Hollywood.

For mig var det mest positive, at styrmanden på det store rumskib (spillet af Idris Elba) spiller Stephen Stills “Love the one you’re with” på sin lille accordeon og nynner sangen. Og måske er der endda en lille ledetråd i brugen af den sang!?