marts 2019 arkiv

Buddy Guy spiller for en forandring

31. marts 2019

Aftenens filmoplevelse: Ray

31. marts 2019

TV-hovedkanalerne DR1 og TV2 drukner i såkaldte livsstilsprogrammer, hvor folk enten laver mad i konkurrence, leger ejendomsmæglere her og hisset eller noget tredje, der kan sørge for at seerne bliver indoktrineret med den rette konkurrence- og præstationsånd, forbrugeristisk adfærd og arbejdslivsorienteret adfærd i det hele taget. Og derfor fik jeg “zappet” mig ind på i filmen Ray, Taylor Hackfords 2004-biografi om ingen ringere end Ray Charles. Med Jamie Fox i hovedrollen, der har resulteret i adskillige, velfortjente priser.

For det skal der ikke herske nogen tvivl om: Jamie Fox fremstiller overbevisende den voksne Ray Charles med hans blindhed og handicapprægede bevægelsesmønstre og hans musikalske udfoldelser. Det er nok især denne præstation, der gør filmen værd at se. Og så selvfølgelig musikken.

For ellers er der tale om en meget amerikansk, hollywoodsk, traditionel, biografisk film, der – med enkelte flash backs – kronologisk fortæller om Ray, der i 1948 tager bussen til storbyen for at prøve sit talent af blandt professionelle musikere og bliver en kæmpe succes. Og kendetegnende for den hollywoodske fremstilling, så lægges der lige så meget vægt på at fremstille Rays materielle succes – hvor mange penge han får, hvilke huse han køber osv. – som på det, der egentlig er interessant: Hvilket menneske, han var, og hans musik. Retfærdigvis skal det sige, at den side er der også, men kunne måske være blevet mere nuanceret og udfoldet, hvis ikke vi skulle beundre det materielle. Men vi får dog et bilelde af en person, der forsømmer sin familie i karrierens hellige navn, forfalder til utroskab og synker ned i et heroinmisbrug, der truer med at ødelægge hans liv.

Filmen kan minde en hel del om den tidligere omtale “biopicGet on up om James Brown, der også levede højt på hovedrollepræstationen og forfaldt til biografismens tidsåndsbestemte fokusering på successens materialisme. Og som denne film er Ray en ganske seværdig film, der trods alle forbeholdene giver en lyst til at lytte til alle mandens plader.

Og en film, der fremhæver Ray Charles som endnu en af mange sorte kunstnere, der gennem deres musik og adfærd var med til at bryde skellet mellem den sorte – og den hvide kultur ned. Det understreges bl.a. i en fin scene, hvor Ray Charles insisterer på at indspille sine meget populære countryplader (der i øvrigt lige er blevet genudsendt) med det argument, at det var den musik han voksede op med, fordi moderens radio var indstillet på udsendelser fra Grand Ol’ Opry. Og på den måde bliver Ray en politisk film i vor tid, hvor racespørgsmålet har fået ny aktualitet i USA – og ikke på den gode måde. Se den, når den bliver genudsendt og inden de lukker for DRs kulturkanaler.

Slowhand – 73

30. marts 2019

Og Eric “Slowhand” Clapton runder 73 år. Og tilfældigvis springer nyheden op, da jeg lytter til hans stadigvæk imponerede guitarspil hos John Mayall. På covernoterne fortæller Mayall, hvordan han og Clapton sad derhjemme hos Mayall og øvede sig og Clapton blev ved med at spille noget af den Otis Rush-sang. Og så endte den som skæring et på side et på den bedste britiske bluesplade nogensinde.

Handle with care

30. marts 2019

Hendes stemme er klar som kildevand og hun skriver lette popsange om svære kærlighedsproblemer. Jeg holder lige så meget af Jenny Lewis som fx af k. d. lang. Her er hun med en coverversion af Travellin Wilburys gamle hit.

Lyden er bedre på denne udgave.

Queer and country

30. marts 2019

Kombinationen af traditionel konservativ countrymusik og kunstnere, der på den ene eller anden vis er queer, altså har en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle, er blevet ganske almindelig. Orville Peck og Brandi Carlisle er repræsentanter for den tendens.

Men for et kvart århundrede siden, var den kombination alt andet end almindelig. Og det var k. d. lang, der for alvor gjorde det ualmindelige almindeligt med sit store hit “Constant craving”, der angiveligt tematisere ugengældt saphisk kærlighed (selv om en nærlæsning af teksten ikke peger på noget queerspecifikt, men snarere mod noget almenmennskeligt).

k d langs kunststykke bestod i at være kompromisløs. Hun insisterede på at dyrke countrymusik og på at være den hun nu engang er, en lesbisk kvinde der ikke ville eller kunne lade musikbranchen iscenesætte hende som noget andet end den hun er. Med sin  ærlighed og kompromisløshed sparkede hun en dør ind som allerede stod på klem, fordi mange havde sparket på den i fortiden. Og takket være en fantastisk stemme og en overbevisende musikalitet lykkedes det hende at gøre kompromisløsheden til en succes og en sejr. “Elvis lever…og hun er smuk”, som Madonna drilsk sagde – den Madonna, der også har leget med den seksuelle identitets grænser og flyttet lidt på dem.

Selv opdagede jeg k d lang længe før hun bragede igennem med albummet Ingenue og sangen “Constant Craving”, dengang hun spillede sammen med The Reclines. Dengang der for alvor stod country skrevet hen over hendes kunst. Det var sangen “Big big love” – igen en hyldest til kærligheden i almen forstand – der overbeviste mig om, at Patsy Cline og de andre store countrydamer havde fået moderne kamp til stregen og mere end det.

Sangen “Big big love” var med på Absolute Torch and Twang. Og det var det fjerde album med kd og The Reclines, så der var noget at opsøge og indtage.

Her er fru Elvis med countryrockeren “Big big love”, oh yeah.