marts 2019 arkiv

Buddy Guy spiller for en forandring

31. marts 2019

Aftenens filmoplevelse: Ray

31. marts 2019

TV-hovedkanalerne DR1 og TV2 drukner i såkaldte livsstilsprogrammer, hvor folk enten laver mad i konkurrence, leger ejendomsmæglere her og hisset eller noget tredje, der kan sørge for at seerne bliver indoktrineret med den rette konkurrence- og præstationsånd, forbrugeristisk adfærd og arbejdslivsorienteret adfærd i det hele taget. Og derfor fik jeg “zappet” mig ind på i filmen Ray, Taylor Hackfords 2004-biografi om ingen ringere end Ray Charles. Med Jamie Fox i hovedrollen, der har resulteret i adskillige, velfortjente priser.

For det skal der ikke herske nogen tvivl om: Jamie Fox fremstiller overbevisende den voksne Ray Charles med hans blindhed og handicapprægede bevægelsesmønstre og hans musikalske udfoldelser. Det er nok især denne præstation, der gør filmen værd at se. Og så selvfølgelig musikken.

For ellers er der tale om en meget amerikansk, hollywoodsk, traditionel, biografisk film, der – med enkelte flash backs – kronologisk fortæller om Ray, der i 1948 tager bussen til storbyen for at prøve sit talent af blandt professionelle musikere og bliver en kæmpe succes. Og kendetegnende for den hollywoodske fremstilling, så lægges der lige så meget vægt på at fremstille Rays materielle succes – hvor mange penge han får, hvilke huse han køber osv. – som på det, der egentlig er interessant: Hvilket menneske, han var, og hans musik. Retfærdigvis skal det sige, at den side er der også, men kunne måske være blevet mere nuanceret og udfoldet, hvis ikke vi skulle beundre det materielle. Men vi får dog et bilelde af en person, der forsømmer sin familie i karrierens hellige navn, forfalder til utroskab og synker ned i et heroinmisbrug, der truer med at ødelægge hans liv.

Filmen kan minde en hel del om den tidligere omtale “biopicGet on up om James Brown, der også levede højt på hovedrollepræstationen og forfaldt til biografismens tidsåndsbestemte fokusering på successens materialisme. Og som denne film er Ray en ganske seværdig film, der trods alle forbeholdene giver en lyst til at lytte til alle mandens plader.

Og en film, der fremhæver Ray Charles som endnu en af mange sorte kunstnere, der gennem deres musik og adfærd var med til at bryde skellet mellem den sorte – og den hvide kultur ned. Det understreges bl.a. i en fin scene, hvor Ray Charles insisterer på at indspille sine meget populære countryplader (der i øvrigt lige er blevet genudsendt) med det argument, at det var den musik han voksede op med, fordi moderens radio var indstillet på udsendelser fra Grand Ol’ Opry. Og på den måde bliver Ray en politisk film i vor tid, hvor racespørgsmålet har fået ny aktualitet i USA – og ikke på den gode måde. Se den, når den bliver genudsendt og inden de lukker for DRs kulturkanaler.

Slowhand – 73

30. marts 2019

Og Eric “Slowhand” Clapton runder 73 år. Og tilfældigvis springer nyheden op, da jeg lytter til hans stadigvæk imponerede guitarspil hos John Mayall. På covernoterne fortæller Mayall, hvordan han og Clapton sad derhjemme hos Mayall og øvede sig og Clapton blev ved med at spille noget af den Otis Rush-sang. Og så endte den som skæring et på side et på den bedste britiske bluesplade nogensinde.

Handle with care

30. marts 2019

Hendes stemme er klar som kildevand og hun skriver lette popsange om svære kærlighedsproblemer. Jeg holder lige så meget af Jenny Lewis som fx af k. d. lang. Her er hun med en coverversion af Travellin Wilburys gamle hit.

Lyden er bedre på denne udgave.

Queer and country

30. marts 2019

Kombinationen af traditionel konservativ countrymusik og kunstnere, der på den ene eller anden vis er queer, altså har en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle, er blevet ganske almindelig. Orville Peck og Brandi Carlisle er repræsentanter for den tendens.

Men for et kvart århundrede siden, var den kombination alt andet end almindelig. Og det var k. d. lang, der for alvor gjorde det ualmindelige almindeligt med sit store hit “Constant craving”, der angiveligt tematisere ugengældt saphisk kærlighed (selv om en nærlæsning af teksten ikke peger på noget queerspecifikt, men snarere mod noget almenmennskeligt).

k d langs kunststykke bestod i at være kompromisløs. Hun insisterede på at dyrke countrymusik og på at være den hun nu engang er, en lesbisk kvinde der ikke ville eller kunne lade musikbranchen iscenesætte hende som noget andet end den hun er. Med sin  ærlighed og kompromisløshed sparkede hun en dør ind som allerede stod på klem, fordi mange havde sparket på den i fortiden. Og takket være en fantastisk stemme og en overbevisende musikalitet lykkedes det hende at gøre kompromisløsheden til en succes og en sejr. “Elvis lever…og hun er smuk”, som Madonna drilsk sagde – den Madonna, der også har leget med den seksuelle identitets grænser og flyttet lidt på dem.

Selv opdagede jeg k d lang længe før hun bragede igennem med albummet Ingenue og sangen “Constant Craving”, dengang hun spillede sammen med The Reclines. Dengang der for alvor stod country skrevet hen over hendes kunst. Det var sangen “Big big love” – igen en hyldest til kærligheden i almen forstand – der overbeviste mig om, at Patsy Cline og de andre store countrydamer havde fået moderne kamp til stregen og mere end det.

Sangen “Big big love” var med på Absolute Torch and Twang. Og det var det fjerde album med kd og The Reclines, så der var noget at opsøge og indtage.

Her er fru Elvis med countryrockeren “Big big love”, oh yeah.

Sange fra første sal og lidt fra erindringen

29. marts 2019

Trods smålunkne anmeldelser forlyder det, at Kim Larsen-fans har været tidligt ude – ja faktisk allerede i nat, da pladen blev officielt udsendt – for at få et eksemplar af Sange fra første sal, som titlen er på de post-hume sange. Og jeg blev straks mindet om dengang, hvor vi gik rundt hjemme i baggården eller på værelset i det lille parcelhus og ventede på den nye Beatlesplade, der skulle udkomme og være til at købe i datidens radio-og-tv-forhandlerbutikker. Også dengang var fans bedøvende ligeglade med, hvad blaserte anmeldere måtte mene om musikken. For sådan er det med solide kunstnere. Vi, der holder af deres musik, ved godt, at selv om kunstneren måske ikke holder momentum fra storhedstider, så er der altid noget godt af finde i tekster og melodier.

Jeg husker især dengang Sgt. Pepper blev udsendt, fordi den plade havde fået meget omtale i månederne op til frigivelsen, at det halve kunne være nok. Den var sågår – ganske usædvanligt selv dengang – blevet spillet helt eller delvis på diverse radiokanaler, fx Radio Luxemburg, hvor den bid for bid var blevet udsendt til forbavsede lyttere. Og dagen, hvor den var at finde i den lokale butik, var det det første, jeg gjorde efter skole. Med bussen, ind til byen og op med lommepengene.

Claire Holley

28. marts 2019

“Claire Holley er en amerikansk singer-songwriter, jeg bliver ved at vende tilbage til. Hun er så almindelig, at hun næsten er ualmindelig og så hverdagsnær, at det bliver poetisk.

Ovre i USA, hvor hun kommer fra, har de dårligt lejrbål nok at give sådan en som hende og hendes akustiske guitar spillerum, men hun kan synge søndagen frem i enhver.”

Sådan skrev Torben Bille engang om Claire Holley, der aldrig har været helt fremme i rampelyset. Men som mange andre amerikanske sangere og sangskrivere trives bedst uden for rampelyset, hvor det er andre ting end penge og berømmelse der tæller mest. Her er hun i en repræsentativ optagelse i serien Live at Lokett’s, en dagligstuekoncert.

Bob Dylan og Bette Midler

28. marts 2019

Grateful Dead – i Beat Club

27. marts 2019

https://youtu.be/JisJWN_UTog

For kort tid siden udvekslede jeg erindringer om Grateful Deads besøg i Århus tilbage i halvfjerdserne med en god bekendt, der var til stede dengang. Og så falder jeg efterfølgende over denne optræden med bandet i mit tyske favorit beatmagasin Beat Club. Cirka fra samme tid.

Endnu et dødsfald: Ranking Roger – The Beat – er død, 56 år

27. marts 2019

Ja, manden med leen har travlt i disse dage. Man skulle tro, at leen er skiftet ud med en motorsav. Nu er Ranking Roger – Roger Charley – der var forgrundsfigur i two-tone-bandet The (English) Beat død. Roger havde været  syg siden 2018, hvor han fik et hjertetilfælde. En trist dag for alle os, der elsker reggae og det, der ligner.

Født i USA 2

26. marts 2019

Jeg har været inde på det før. Bruce Springsteens sang “Born in the USA” er ikke den ode til hjemlandet, den er blevet gjort til. Den er ikke en nationalistisk skønsang om de forenede stater. NPR forsøger i en artikel at rekonstruere sangens tilblivelse og man forstår at den triumferende, rockende version på albummet af samme navn i virkeligheden er en forklædning af sangen, der handler om medaljens bagside. “Born in the USA” er snarere en sang om det andet Amerika. Det, der gemmer sig bag det bombastiske omkvæd “Born in the USA”. Pete Seegers, Woody Guthries, Joe Hills America.

Master Fatman – Morten Lindberg – er død, 53 år

26. marts 2019

For fanden, når man lige at tænke, ved nyheden om, at Master Fatman er død alt for tidligt i en alder af kun 53 år. Morten Lindberg, som hans borgerlige navn var, var udsøgt repræsentant for vor tids mediepersonager. Han gjorde en dyd ud af sit udseende som overvægtig mand og brandede sig selv om sådan med navnet Master Fatman. Når man ikke passer ind i mediebilledets krav om fremtræden, så må man nødvendigvis vende sine bagdele til fordele. Og det lykkedes for Lindberg at slå igennem mediemuren som musiker, dj, tv-vært, partistifter og meget andet og gøre en karriere ud af det. Senest har Lindberg gjort sig bemærket som tv-vært i et program om ølbrygning og som dj på DRs P8 Jazz (Jazzmosfæren). Nu er han død, og medierne er endnu mere forudsigelige og kedelig end før.

En af tykmesterens tykke fans har skrevet en fed, kærlig nekrolog.

Jytte Abildstrøm – 85

25. marts 2019

Hvis man er så gammel som overtegnede, kan man sikkert huske børne- og ungdomstv fra tresserne og halvfjerdserne og det galleri af mere eller mindre skæve personligheder, der huserede på skærmen. Fx skuespillerinden og teaterlederen Jytte Abildstrøm (på fotoet som mor til Sonja fra Saxogade).

Abildstrøm har hele tiden gået sine egne veje og aldrig været til fals for modeluner i teaterverdenen. Og også i privatlivet, hvor hun har været fortaler for økologi og multelokummer, har hun holdt sin fane højt. Desværre befolkes dansk tv ikke længere af originaler som Jytte Abildstrøm. Og det er en skam.

Solen vil ikke skinne mere: Scott Walker er død – 76 år

25. marts 2019

Inden Scott Walker blev solist og skabte en håndfuld album – Scott I til IV – der flyttede grænserne for, hvordan moderne pop kunne lyde, var hans navn slået fast med syvtommmersøm som en af The Walker Brothers. Sammen med John Maus (der kaldte sig Walker) og Gary Leeds indtog Scott Engel, som han egentlig hed, Storbritannien i 1965 og brændte sig fast med hitsene “Make it easy on your self” og ikke mindst “The Sun ain’t gonna shine any more”. Især Scott, der var gruppens midtpunkt, sørgede for at gruppen fik en stor fanskare, ikke mindst blandt de kvindelige musikforbrugere, og han blev hurtigt gruppens midtpunkt. Gruppen opløstes i 1967, hvorefter alle tre gik solovejen, indtil de gendannedes i 1975 med en vis succes. Gendannelsen resulterede i tre album, der var meget præget af Scotts musikalske udvikling og interesser. Derefter gled de igen fra hinanden.

Walker Brothers var et fast indslag hos Jørgen Mylius i hans programmer i tresserne. Ofte ønsket af lytterne.

 

Nick Lowe – 70

24. marts 2019

Der er nogle koncerter, der brænder sig bedre fast end andre. En af de fastbrændte var koncerten med Nick Lowe (og Geraint Watkins som sideman) på Train tilbage i april 2005. Her fremstod den gamle new wave-rocker som den modne sangskriver, han har været siden ungdommens vilde dage. Lowe, der i dag fylder 70, er en af dem, der kom gennem new wave-bølgen og ud på den anden side med hele talentet i behold og lidt til. Lige lige som Elvis Costello.