1. marts 2019 arkiv

Radiolytter

1. marts 2019

Jeg har endnu ikke fået konverteret min radio til DAB+. Og måske kommer det slet ikke til at ske. For hvad skal man med radio, hvis ikke radioprogrammerne formår at orientere lytterne om, hvad der sker i musikkens verden (ja, kulturens i bredeste forstand). For sagen er jo, at flere af DRs DAB-programmer skal spares væk. Fx jazz-kanalen P8.

Ærgrelsen fik mig til at tænde for radioen (på computeren) og lytte til P5, der især spiller kendt pop (‘hits der holder”, som det hedder i radiolingoen). Og det blev til lidt med Bamses Venner, Laban og Lars Lillholt, men også The Animals, Elton John og TV-2. Men nyt var der ikke meget af…

 

Skilsmisseplader

1. marts 2019

Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Sådan sagde mine forældre engang imellem, når verdens modstand og -gang meldte sig. Og jeg kom straks til at tænke på den livsvisdom, da jeg læste en liste over de 30 bedste skilsmisseplader (break up-records).

Og det er en oversigt over en række fremragende plader. Lige fra Fleetwood Mac og deres Rumours over Joni Mitchells Blue og Bob Dylans Blood on the tracks til – ja, den – Beach Boys’ Pet Sounds. Og straks måtte jeg tænke på plader, der ikke kom med på listen. Fx Ulf Lundells dobbeltalbum fra 1985 Den vassa eggen. Og flere til. Jeg må opspore nogle flere opbrudsplader, for emnet genererer tydeligvis god musik i lange baner.