13. marts 2019 arkiv

Capac fylder 13 år

13. marts 2019

Tretten år er gået, siden Capac lagde fra land. Mere end 13.000 indlæg – store såvel som små – er det blevet til. Besøgstallene er jeg forlængst holdt op med at holde øje med, da det bare er vokset og vokset, siden 2006. Og bare der er interesserede læsere til noget af det – og det er der – så kan jeg være tilfreds og sysle videre.

Pete Doherty – 40

13. marts 2019

Og en virkelig enfant terrible i moderne rock, Pete Doherty, rundede 40 år i går. Stoffer og konflikter med lovgivningen er en del af den unge mands CV, men lasterne og hans skørlevned har ikke kunnet skjule talentet, der kom til udtryk i Libertines, Baby Shambles og andet. Hvis han kan holde lidt styr på sine tilbøjeligheder, kan vi nok se frem til lytteværdig musik fremover.

Neil Sedaka – 80

13. marts 2019

En af mine absolutte popsangskriverfavoritter, Neil Sedaka, fylder 80 i dag. Mere end 500 sange har han skrevet – til sig selv og andre – hvoraf mange er blevet rigtige hits. Han blev uddannet på den prestigefyldte Juliard School of Music men fik tidligt smag for popmusikken og blev sammen med den jævnaldrende tekstforfatter og digter Howard Greenfield en del af Bruil Bulding-komponistkollektivet, der var storleverandører til den amerikanske mainstream.

Neil Sedakas storhedstid var uden tvivl halvtredserne og tresserne, men han har været aktiv helt frem til 2016, hvor han gav en total udsolgt koncert i The Villages, Florida.