15. marts 2019 arkiv

Townes Van Zandt – 75

15. marts 2019

Townes van Zandt døde i 1997 af et hjertetilfælde. Og der var ikke noget i hans liv indtil da der tydede på, at han ville blive rigtig gammel. Den høje, slanke sangskriver med de vemodige sange havde et problem med sprutten lige som den forgænger, han ofte er blevet sammenlignet med, Hank Williams. Dertil kom psykiske problemer og stoffer som heroin og kokain.
Men Zandt var som Kris Kristofferson sagde en “sangskrivernes sangskriver”. Altså en af dem andre sangskrivere ser op til, men som ikke nødvendigvis bliver alment populær af den grund. Men folk som John Prine, Lucinda Williams, Nancy Griffith, Merle Haggard, Willie Nelson og Emmylou Harris har indspillet hans sang og gjort deres til, at hans navn og musik ikke går i glemmebogen med det første.

Skoleelever for klimaet

15. marts 2019

I dag demonstrerer tusindvis af skoleelever rundt omkring i verdens byer for en klimapolitik. Inspireret af svenske Greta Thunberg. Alene i Tyskland demonstreres der i ca. 200 byer.

Herhjemme formastede statsministeren sig ud til de unge for at tale med dem, men blev mødt med buhen og krav om at gøre mere. Og situationen illustrere ganske udmærket, hvor langt der er mellem magthaverne og så den klimabevidste ungdom, der skal leve med klimaproblemerne det næste århundrede. Afstanden er ikke kun en generationsafstand. Det er også en kommunikationsafstand. Statsministeren og de unge – ikke mindst Greta Thunberg – taler forskelligt sprog. Statsministerens sprogbrug er præget af “nødvendighedens politik”, de borgerlige demokratis midtersøgende konsensussøgen og partipolitisk ideologi, hvor Thunberg og de unge taler om en anden klimatisk nødvendighed, kompromisløse krav og ungdommelig utopisme.

Thunberg er blevet forslået som modtager af Nobels fredspris. Og man kan frygte, at det er det etablerede samfunds forsøg på at lukke munden på hende med en pose penge og medieomtaler. For Nobelpriser har ofte været noget, man gav til personer med fremtiden bag sig. Heldigvis har Thunberg fremtiden for sig og er så kompromisløs, at det er svært at forestille sig, at hun skulle blive pacificeret af ussel mammon.

Og i år er det 40 år siden andre unge protesterede mod atomkraftens udbredelse under sloganet No Nukes. Dengang var klimaet endnu ikke blevet et stort problem i offentligheden. Det var kun nogle forskere, der forstod, hvad der var på vej. Men ellers var de unge ude i samme ærinde som ungdommen i dag. En verden med alternativ energi, nul materiel vækst og forbrugerisme osv.