Og Eric “Slowhand” Clapton runder 73 år. Og tilfældigvis springer nyheden op, da jeg lytter til hans stadigvæk imponerede guitarspil hos John Mayall. På covernoterne fortæller Mayall, hvordan han og Clapton sad derhjemme hos Mayall og øvede sig og Clapton blev ved med at spille noget af den Otis Rush-sang. Og så endte den som skæring et på side et på den bedste britiske bluesplade nogensinde.
Hendes stemme er klar som kildevand og hun skriver lette popsange om svære kærlighedsproblemer. Jeg holder lige så meget af Jenny Lewis som fx af k. d. lang. Her er hun med en coverversion af Travellin Wilburys gamle hit.
Lyden er bedre på denne udgave.
Kombinationen af traditionel konservativ countrymusik og kunstnere, der på den ene eller anden vis er queer, altså har en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle, er blevet ganske almindelig. Orville Peck og Brandi Carlisle er repræsentanter for den tendens.
Men for et kvart århundrede siden, var den kombination alt andet end almindelig. Og det var k. d. lang, der for alvor gjorde det ualmindelige almindeligt med sit store hit “Constant craving”, der angiveligt tematisere ugengældt saphisk kærlighed (selv om en nærlæsning af teksten ikke peger på noget queerspecifikt, men snarere mod noget almenmennskeligt).
k d langs kunststykke bestod i at være kompromisløs. Hun insisterede på at dyrke countrymusik og på at være den hun nu engang er, en lesbisk kvinde der ikke ville eller kunne lade musikbranchen iscenesætte hende som noget andet end den hun er. Med sin ærlighed og kompromisløshed sparkede hun en dør ind som allerede stod på klem, fordi mange havde sparket på den i fortiden. Og takket være en fantastisk stemme og en overbevisende musikalitet lykkedes det hende at gøre kompromisløsheden til en succes og en sejr. “Elvis lever…og hun er smuk”, som Madonna drilsk sagde – den Madonna, der også har leget med den seksuelle identitets grænser og flyttet lidt på dem.
Selv opdagede jeg k d lang længe før hun bragede igennem med albummet Ingenue og sangen “Constant Craving”, dengang hun spillede sammen med The Reclines. Dengang der for alvor stod country skrevet hen over hendes kunst. Det var sangen “Big big love” – igen en hyldest til kærligheden i almen forstand – der overbeviste mig om, at Patsy Cline og de andre store countrydamer havde fået moderne kamp til stregen og mere end det.
Sangen “Big big love” var med på Absolute Torch and Twang. Og det var det fjerde album med kd og The Reclines, så der var noget at opsøge og indtage.
Her er fru Elvis med countryrockeren “Big big love”, oh yeah.
