april 2019 arkiv

Duke Ellington – 120

30. april 2019

Willie Nelson bliver 85 år i dag og er sprællevende. Det samme kan man af gode grunde ikke sige om Duke Ellington, der i dag ville være fyldt 120 år.
Duke Ellington og hans musik var noget, jeg en gang imelle hørte i mine forældres gamle rørmodtager hjemme i Esbjerg. Det var lyden af musikken fra mine forældres ungdom. Og jeg husker, at lyden af Ellington nogle gange fik lov til at bryde igennem samtaleanlægget på Sædding Skole, når administrationen havde glemt at slå radiosignalet fra – og det skete ret tit (heldigvis).
Mange år senere læste jeg regelmæssigt anmeldelser af udgivelser med Ellington i musiktidsskriftet MM, hvor jazz-entusiasterne kastede sig sultne over dem og kastede roser over musikken. Jo, Duke Ellington er en del af min musikbagage. Som Stevie Wonder sang:

For there’s Basie, Miller, Satchmo
And the king of all, Sir Duke
And with a voice like Ella’s ringing out
There’s no way the band can lose

Wayne Kramer – MC5 – 70

30. april 2019

Ja, medstifteren af Motor City 5 – MC5 – fylder 70 i dag. Kick out the Jams!

Woodstock 50 – aflyst

30. april 2019

Det ligner næsten en tanke, at jubilæumsfejringen af Woodstock-festivalen i 1969 er blevet aflyst. Efter langt tilløb fra årsskiftet og frem til denne måned har der ellers været sat alle sejl til for at forsøge at skabe noget, der kunne bare minde om den legendariske tresserfestival. Men sådan skulle det altså gå. NPR forsøger at rede trådene ud, og det viser sig, at de er mange årsager, bl.a – og selvfølgelig – økonomiske. Når man tænker på de odds, som den oprindelige festival var oppe imod – og klarede, så kan man godt undre sig lidt over aflysningen. Men tiderne er ikke de samme. Den idealisme, der drev den oprindelige festival frem og gjorde den til alle rockfestivalers moder, er svær at finde i dag, hvor kold beregning og kalkulering vejer tungere end den oplevelse en god festival kunne være.

 

Capac anbefaler: Kúlu – Quiescence

29. april 2019

Man behøver ikke nødvendigvis en hel LP med fyrre til halvfjerds minutters musik for at overbevise en lytter – mig – om , at man han noget særligt at byde på. Og kvartetten Kúlu overbeviser netop med sin debutEP Quiescence om, at det har noget særligt for med deres musik.

Forleden kunne man i nyhedsstømmen læse om den støj, der er en del af den moderne verden, og som også udgør en konstant baggrundsstøj for vores liv og indirekte er med til at true os på eksistensen – på lige fod med andre klimaforandrende elementer. Og man kan sige, at Kúlu lige netop tager afsæt i denne konstante baggrundstøj og i dens musikalske korellat, vi finder i den støjende post-rock og dens forudsætninger i de tidligere årtiers metropolrock.

Kúlu trækker så at sige baggrundsstøjen ind i deres univers, hvor den forvandles til musik, der består af støjende flader – af forvrængende guitarer, ekspressive, eruptive trommer og en sang, der svæver over det hele. Selv om Quiescence er støjrock, så er de fire numre både markant melodiske og fulde af emotionel dramatik.

Qiescence overbeviser, fordi de fire numre demonstrerer af Kúlu allerede har fundet melodien, eller rettere sagt: deres særlige stil inden for den musikalske strømning, der er båret af den metropole støj. Så hvis man er til støjrock, så kan man roligt give Kúlu en chance på grammofonen og på de scener, hvor de end måtte optræde. Hermed anbefalet.

Kúlu. Quiescence. Produceret af: Asger Techau. Celebrations Records. Udkom d. 26. april.

Capac anbefaler: Claudia Campagnol – I’m strong

29. april 2019

Jeg er stærk kalder Claudia Campagnol sin debutplade. Og stærk er hun – som komponist, musiker og ikke mindst sanger. Og pladen er en stærk kop te, der dækker et stort spektrum fra saftig halvfjerdserinspireret funk til pop, men alt med et anker i jazzen, der farver hele spektret.

Der lægges ud med “All Through you”, der også er blevet til et singleudspil. Det er er funk, der leder tankerne hen på de fusionsplader, som den unge, ungarskfødte Claudia, lyttede til i sin faders pladesamling. Chick Corea, Mezzoforte m.fl., der leverede den funky, rockinfluerede, elektriske jazzrockfusion, der dominerede plademarkedet en periode. Og Claudia tager tråden op og giver den sit eget personlige anstrøg, blandt andet i kraft af sin smukke, stærke vokal, der både dominerer og spiller med som sit eget særprægede instrument. Det er et nummer, der burde kunne omvende de skeptikere, der mener, at jazz-rock-fusionens tid er ovre. Det er den bestemt ikke.

“I’m strong”, titelsangen og pladens andet nummer, er et helt nedtonet, stille, ligefremt stykke blød jazz, der i høj grav lever højt på Campagnols klare, smukke stemme, der fint fører sig frem på en bund af især keyboards (af Campagnol selv). Og den afløses af pladens mest poppede sag og sang “Do you love me”, hvis banalitet bæres igennem af Campagnols stemmepragt og den uviskelige jazzfeeling, der som en sky bærer melodien frem.

Og det er den bløde, poppede jazz, der dominerer pladen. Og heldigvis for det, for det lægger op til en følsomhed og fraseringslyst, som passer meget fint til Campagnols stærke stemme. Og bag sig har Campagnol et stærkt hold af musikere plus musikalske “special guests” (ingen nævnt, ingen glemt), der sørger for at numrene fremtræder på bedste måde – og for at Campagnols stemme får den plads og rolle, den fortjener.

Alt i alt er “I’m strong” en meget overbevisende debut, der også leverer et argument for jazzens og fusionsmusikkens fortsatte eksistens på musikscenen. Hermed varmt anbefalet.

Claudia Campagnol. I’m strong. Produceret af: Claudia Campagnol og Peter Sundberg (Executive Producer). Giant Sheep Music. Udkom d. 23. april 2019