april 2019 arkiv

Duke Ellington – 120

30. april 2019

Willie Nelson bliver 85 år i dag og er sprællevende. Det samme kan man af gode grunde ikke sige om Duke Ellington, der i dag ville være fyldt 120 år.
Duke Ellington og hans musik var noget, jeg en gang imelle hørte i mine forældres gamle rørmodtager hjemme i Esbjerg. Det var lyden af musikken fra mine forældres ungdom. Og jeg husker, at lyden af Ellington nogle gange fik lov til at bryde igennem samtaleanlægget på Sædding Skole, når administrationen havde glemt at slå radiosignalet fra – og det skete ret tit (heldigvis).
Mange år senere læste jeg regelmæssigt anmeldelser af udgivelser med Ellington i musiktidsskriftet MM, hvor jazz-entusiasterne kastede sig sultne over dem og kastede roser over musikken. Jo, Duke Ellington er en del af min musikbagage. Som Stevie Wonder sang:

For there’s Basie, Miller, Satchmo
And the king of all, Sir Duke
And with a voice like Ella’s ringing out
There’s no way the band can lose

Wayne Kramer – MC5 – 70

30. april 2019

Ja, medstifteren af Motor City 5 – MC5 – fylder 70 i dag. Kick out the Jams!

Woodstock 50 – aflyst

30. april 2019

Det ligner næsten en tanke, at jubilæumsfejringen af Woodstock-festivalen i 1969 er blevet aflyst. Efter langt tilløb fra årsskiftet og frem til denne måned har der ellers været sat alle sejl til for at forsøge at skabe noget, der kunne bare minde om den legendariske tresserfestival. Men sådan skulle det altså gå. NPR forsøger at rede trådene ud, og det viser sig, at de er mange årsager, bl.a – og selvfølgelig – økonomiske. Når man tænker på de odds, som den oprindelige festival var oppe imod – og klarede, så kan man godt undre sig lidt over aflysningen. Men tiderne er ikke de samme. Den idealisme, der drev den oprindelige festival frem og gjorde den til alle rockfestivalers moder, er svær at finde i dag, hvor kold beregning og kalkulering vejer tungere end den oplevelse en god festival kunne være.

 

Capac anbefaler: Kúlu – Quiescence

29. april 2019

Man behøver ikke nødvendigvis en hel LP med fyrre til halvfjerds minutters musik for at overbevise en lytter – mig – om , at man han noget særligt at byde på. Og kvartetten Kúlu overbeviser netop med sin debutEP Quiescence om, at det har noget særligt for med deres musik.

Forleden kunne man i nyhedsstømmen læse om den støj, der er en del af den moderne verden, og som også udgør en konstant baggrundsstøj for vores liv og indirekte er med til at true os på eksistensen – på lige fod med andre klimaforandrende elementer. Og man kan sige, at Kúlu lige netop tager afsæt i denne konstante baggrundstøj og i dens musikalske korellat, vi finder i den støjende post-rock og dens forudsætninger i de tidligere årtiers metropolrock.

Kúlu trækker så at sige baggrundsstøjen ind i deres univers, hvor den forvandles til musik, der består af støjende flader – af forvrængende guitarer, ekspressive, eruptive trommer og en sang, der svæver over det hele. Selv om Quiescence er støjrock, så er de fire numre både markant melodiske og fulde af emotionel dramatik.

Qiescence overbeviser, fordi de fire numre demonstrerer af Kúlu allerede har fundet melodien, eller rettere sagt: deres særlige stil inden for den musikalske strømning, der er båret af den metropole støj. Så hvis man er til støjrock, så kan man roligt give Kúlu en chance på grammofonen og på de scener, hvor de end måtte optræde. Hermed anbefalet.

Kúlu. Quiescence. Produceret af: Asger Techau. Celebrations Records. Udkom d. 26. april.

Capac anbefaler: Claudia Campagnol – I’m strong

29. april 2019

Jeg er stærk kalder Claudia Campagnol sin debutplade. Og stærk er hun – som komponist, musiker og ikke mindst sanger. Og pladen er en stærk kop te, der dækker et stort spektrum fra saftig halvfjerdserinspireret funk til pop, men alt med et anker i jazzen, der farver hele spektret.

Der lægges ud med “All Through you”, der også er blevet til et singleudspil. Det er er funk, der leder tankerne hen på de fusionsplader, som den unge, ungarskfødte Claudia, lyttede til i sin faders pladesamling. Chick Corea, Mezzoforte m.fl., der leverede den funky, rockinfluerede, elektriske jazzrockfusion, der dominerede plademarkedet en periode. Og Claudia tager tråden op og giver den sit eget personlige anstrøg, blandt andet i kraft af sin smukke, stærke vokal, der både dominerer og spiller med som sit eget særprægede instrument. Det er et nummer, der burde kunne omvende de skeptikere, der mener, at jazz-rock-fusionens tid er ovre. Det er den bestemt ikke.

“I’m strong”, titelsangen og pladens andet nummer, er et helt nedtonet, stille, ligefremt stykke blød jazz, der i høj grav lever højt på Campagnols klare, smukke stemme, der fint fører sig frem på en bund af især keyboards (af Campagnol selv). Og den afløses af pladens mest poppede sag og sang “Do you love me”, hvis banalitet bæres igennem af Campagnols stemmepragt og den uviskelige jazzfeeling, der som en sky bærer melodien frem.

Og det er den bløde, poppede jazz, der dominerer pladen. Og heldigvis for det, for det lægger op til en følsomhed og fraseringslyst, som passer meget fint til Campagnols stærke stemme. Og bag sig har Campagnol et stærkt hold af musikere plus musikalske “special guests” (ingen nævnt, ingen glemt), der sørger for at numrene fremtræder på bedste måde – og for at Campagnols stemme får den plads og rolle, den fortjener.

Alt i alt er “I’m strong” en meget overbevisende debut, der også leverer et argument for jazzens og fusionsmusikkens fortsatte eksistens på musikscenen. Hermed varmt anbefalet.

Claudia Campagnol. I’m strong. Produceret af: Claudia Campagnol og Peter Sundberg (Executive Producer). Giant Sheep Music. Udkom d. 23. april 2019

Kedsomhed

28. april 2019

To gange inden for ganske kort tid er jeg blevet mindet om det måske lidt undervurderede og miskendte punkband Buzzcocks. Et sted fik jeg en forklaring på, hvad en buzzcock kunne tænkes at være, nemlig et synonym for en vibrator, en vibrerende dildo. Og dels en beskrivelse af, hvad Buzzcocks kunne, sammenlignet med andre punkbands, nemlig skrive sange om noget, ingen andre ville skrive sange om eller ville røre med en ildrager. Og bagefter er det bare svært ikke at holde af Buzzcocks.

50: Chicago Transit Authority

28. april 2019

Man er gammel, når mange af ens  yndlingsplader er 50 år gamle eller derover. Sådan er det. Og en af disse plader, der i dag runder de 50, er debutpladen fra Chicago Transit Authority, der siden kaldte sig Chicago og blev et stort mainstreamnavn.

Men inden det kom så vidt, forsøgte Chicago Transit Authority at blive en slags nyt svar på Blood, Sweat and Tears med en saftig blanding af jazz, rock, soul, funk og pop. Alt sammen sovset godt ind i masser af messingblæsere. Og kreativiteten var så stor, at den første plade endte med at blive en dobbelt-LP, der betød at de måtte give afkald på nogle af deres royalties, fordi selskabet bag – Columbia Records – mente, at bandet ikke havde vist sig salgbare. Men selv om pladen ikke kastede singler af sig, så gjorde den sig rigtig godt både på hitlisterne og i pladebutikkerne. Både publikum og kritikerne tog dobbeltdækkeren til sig.

På promotionturnéen for pladen måtte bandet skifte navn, fordi transportfirmaet Chicago Transit Authority krævede det. Og de hed nu og mange år frem (faktisk endnu) Chicago, og de holdt jazz-rock-fusionsdampen oppe en årrække, inden de blev mere poppede og mainstreamorienterede. Og mindre interessante, hvis I spørger mig.

So it goes

27. april 2019

Og titlen på den amerikanske komedie blev hængende i bevidstheden, som om den ventede på den rette sang. Og hvad var det for en sang, der lurede der lige om hjørnet. Jo, selvfølgelig, Nick Lowe og hans “So it goes”. Ingen anden forbindelse end et sammenfald af titler.

Aftenens filmoplevelse: De er aldrig for sent

27. april 2019

Jeg skulle egentlig tage mig sammen og tage ind og se den roste tyske film Værk uden forfatter (Werk ohne Autor). Men det er ikke lykkede mig endnu. Og i går ville jeg så se en anden film på skærmen, nemlig 45 Years med Charlotte Ramplin og Tom Connelly. Men min optagelse hakkede og slæbte sig af sted, så jeg gav op og faldt så tilfældigvis ind i den amerikanske film And so it goes, der har fået den lidt misvisende titel Det er aldrig for sent.

Med Michael Douglas i hovedrollen som et røvhul af en ejendomsmægler, der er i gang med at planlægge sit sidste salg og gå på pension. Douglas spiller den næste arketypiske rolle som en mand, der har viet sit liv til sin karriere. Konen er død af kræft nogle år tidligere og er begravet på en høj uden for byen. Og sønnen har Oren ikke set i årevis, fordi sønnen har været ude i et stofmisbrug. Men Oren (Douglas) er en følelsesafstumpet karrieremand, der lever højt på sin karrieres bedrifter, og bliver støttet af en ældre, kvindelig kollega, der er hans eneste ven (med hendes ord).

Og det ligger næsten i kortene på denne Hollywood-bagatel og i titlen, at Oren her på falderebet til pensionistlivet, skal lære noget om tilværelsens “sande værdier”. Og derfor bor han i et mindre træhus med Leah (Diane Keaton), en lidt mislykket sangerinde, som nabo – og viser det sig hurtigt: potentiel hjerterdame. Og den potentielle romance og Orens omvendelse til et bedre menneske sættes i gang, da hans søn en dag dukker op og afleverer Orens ukendte barnebarn, en pige på 9 år, til ham, fordi faderen skal ni måneder i fængsel (uberettiget viser det sig siden hen).

Oren tager vrangvilligt pigen til sig, og hun, Sarah, bliver en katalysator for såvel romancen med Leah og for forsoningen med sønnen og den emotionelle opblødning af machomanden Oren, der både skal lære at tale pænt til andre, være ydmyg og vise medfølelse for andre end sin afdøde kone.

Selv om skuespillerne spiller med forventelig professionalisme, kan det ikke dække over, at den garvede Rob Reiners film er en kliché af den mest forudsigelige slags. En feel-good-film, der skal få os til at glemme, at sådan er virkeligheden ikke. I virkeligheden er der ikke altid en happy end og røvhullerne bliver langt fra altid bedre mennesker, men fortsætter deres egoistiske liv, indtil de ender i en kiste.

Det eneste formildende ved filmen er dens soundtrack, der ud over nogle forglemmelige sange med Diane Keaton , byder på genhør med Judy Collins, Allman Brothers Band, Canned Heat og The Band. Jovist, tresserne og halvfjerdsernes musik skal nok få urimelighederne til at glide lidt lettere ned.

Så brug tiden på noget andet, hvis du støder på den film i tvs uendelige række af genudsendelser…

Nyt fra Pete Seeger…

26. april 2019

Ja, i forbindelse med et ny opsamling med Pete Seeger, der fylder 100 år til maj, er der dukket en ikke tidligere offentliggjort sang op, “My dirty stream (The Hudson River Song)”, hvori Seeger besynger den flod, der løber forbi hans hjem og som er forurenet. Pete Seeger: The Smithsonian Folkways Collection udkommer i denne uge.