Willie Nelson bliver 85 år i dag og er sprællevende. Det samme kan man af gode grunde ikke sige om Duke Ellington, der i dag ville være fyldt 120 år.
Duke Ellington og hans musik var noget, jeg en gang imelle hørte i mine forældres gamle rørmodtager hjemme i Esbjerg. Det var lyden af musikken fra mine forældres ungdom. Og jeg husker, at lyden af Ellington nogle gange fik lov til at bryde igennem samtaleanlægget på Sædding Skole, når administrationen havde glemt at slå radiosignalet fra – og det skete ret tit (heldigvis).
Mange år senere læste jeg regelmæssigt anmeldelser af udgivelser med Ellington i musiktidsskriftet MM, hvor jazz-entusiasterne kastede sig sultne over dem og kastede roser over musikken. Jo, Duke Ellington er en del af min musikbagage. Som Stevie Wonder sang:
For there’s Basie, Miller, Satchmo
And the king of all, Sir Duke
And with a voice like Ella’s ringing out
There’s no way the band can lose
Det ligner næsten en tanke, at jubilæumsfejringen af Woodstock-festivalen i 1969 er blevet aflyst. Efter langt tilløb fra årsskiftet og frem til denne måned har der ellers været sat alle sejl til for at forsøge at skabe noget, der kunne bare minde om den legendariske tresserfestival. Men sådan skulle det altså gå. NPR forsøger at rede trådene ud, og det viser sig, at de er mange årsager, bl.a – og selvfølgelig – økonomiske. Når man tænker på de odds, som den oprindelige festival var oppe imod – og klarede, så kan man godt undre sig lidt over aflysningen. Men tiderne er ikke de samme. Den idealisme, der drev den oprindelige festival frem og gjorde den til alle rockfestivalers moder, er svær at finde i dag, hvor kold beregning og kalkulering vejer tungere end den oplevelse en god festival kunne være.
Man behøver ikke nødvendigvis en hel LP med fyrre til halvfjerds minutters musik for at overbevise en lytter – mig – om , at man han noget særligt at byde på. Og kvartetten Kúlu overbeviser netop med sin debutEP Quiescence om, at det har noget særligt for med deres musik.
Forleden kunne man i nyhedsstømmen læse om den støj, der er en del af den moderne verden, og som også udgør en konstant baggrundsstøj for vores liv og indirekte er med til at true os på eksistensen – på lige fod med andre klimaforandrende elementer. Og man kan sige, at Kúlu lige netop tager afsæt i denne konstante baggrundstøj og i dens musikalske korellat, vi finder i den støjende post-rock og dens forudsætninger i de tidligere årtiers metropolrock.
Kúlu trækker så at sige baggrundsstøjen ind i deres univers, hvor den forvandles til musik, der består af støjende flader – af forvrængende guitarer, ekspressive, eruptive trommer og en sang, der svæver over det hele. Selv om Quiescence er støjrock, så er de fire numre både markant melodiske og fulde af emotionel dramatik.
Qiescence overbeviser, fordi de fire numre demonstrerer af Kúlu allerede har fundet melodien, eller rettere sagt: deres særlige stil inden for den musikalske strømning, der er båret af den metropole støj. Så hvis man er til støjrock, så kan man roligt give Kúlu en chance på grammofonen og på de scener, hvor de end måtte optræde. Hermed anbefalet.
Kúlu. Quiescence. Produceret af: Asger Techau. Celebrations Records. Udkom d. 26. april.
Jeg er stærk kalder Claudia Campagnol sin debutplade. Og stærk er hun – som komponist, musiker og ikke mindst sanger. Og pladen er en stærk kop te, der dækker et stort spektrum fra saftig halvfjerdserinspireret funk til pop, men alt med et anker i jazzen, der farver hele spektret.
Der lægges ud med “All Through you”, der også er blevet til et singleudspil. Det er er funk, der leder tankerne hen på de fusionsplader, som den unge, ungarskfødte Claudia, lyttede til i sin faders pladesamling. Chick Corea, Mezzoforte m.fl., der leverede den funky, rockinfluerede, elektriske jazzrockfusion, der dominerede plademarkedet en periode. Og Claudia tager tråden op og giver den sit eget personlige anstrøg, blandt andet i kraft af sin smukke, stærke vokal, der både dominerer og spiller med som sit eget særprægede instrument. Det er et nummer, der burde kunne omvende de skeptikere, der mener, at jazz-rock-fusionens tid er ovre. Det er den bestemt ikke.
“I’m strong”, titelsangen og pladens andet nummer, er et helt nedtonet, stille, ligefremt stykke blød jazz, der i høj grav lever højt på Campagnols klare, smukke stemme, der fint fører sig frem på en bund af især keyboards (af Campagnol selv). Og den afløses af pladens mest poppede sag og sang “Do you love me”, hvis banalitet bæres igennem af Campagnols stemmepragt og den uviskelige jazzfeeling, der som en sky bærer melodien frem.
Og det er den bløde, poppede jazz, der dominerer pladen. Og heldigvis for det, for det lægger op til en følsomhed og fraseringslyst, som passer meget fint til Campagnols stærke stemme. Og bag sig har Campagnol et stærkt hold af musikere plus musikalske “special guests” (ingen nævnt, ingen glemt), der sørger for at numrene fremtræder på bedste måde – og for at Campagnols stemme får den plads og rolle, den fortjener.
Alt i alt er “I’m strong” en meget overbevisende debut, der også leverer et argument for jazzens og fusionsmusikkens fortsatte eksistens på musikscenen. Hermed varmt anbefalet.
Claudia Campagnol. I’m strong. Produceret af: Claudia Campagnol og Peter Sundberg (Executive Producer). Giant Sheep Music. Udkom d. 23. april 2019
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog. Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på, at skrive på dansk, bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering dansk udsættes for hele tiden og den generelle mangel på omsorg for det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 13 år.
Velkommen.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Fordanskning: Vi er hver især frietil at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af. at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at ebøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
Om brug af billeder
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
