april 2019 arkiv

Kedsomhed

28. april 2019

To gange inden for ganske kort tid er jeg blevet mindet om det måske lidt undervurderede og miskendte punkband Buzzcocks. Et sted fik jeg en forklaring på, hvad en buzzcock kunne tænkes at være, nemlig et synonym for en vibrator, en vibrerende dildo. Og dels en beskrivelse af, hvad Buzzcocks kunne, sammenlignet med andre punkbands, nemlig skrive sange om noget, ingen andre ville skrive sange om eller ville røre med en ildrager. Og bagefter er det bare svært ikke at holde af Buzzcocks.

50: Chicago Transit Authority

28. april 2019

Man er gammel, når mange af ens  yndlingsplader er 50 år gamle eller derover. Sådan er det. Og en af disse plader, der i dag runder de 50, er debutpladen fra Chicago Transit Authority, der siden kaldte sig Chicago og blev et stort mainstreamnavn.

Men inden det kom så vidt, forsøgte Chicago Transit Authority at blive en slags nyt svar på Blood, Sweat and Tears med en saftig blanding af jazz, rock, soul, funk og pop. Alt sammen sovset godt ind i masser af messingblæsere. Og kreativiteten var så stor, at den første plade endte med at blive en dobbelt-LP, der betød at de måtte give afkald på nogle af deres royalties, fordi selskabet bag – Columbia Records – mente, at bandet ikke havde vist sig salgbare. Men selv om pladen ikke kastede singler af sig, så gjorde den sig rigtig godt både på hitlisterne og i pladebutikkerne. Både publikum og kritikerne tog dobbeltdækkeren til sig.

På promotionturnéen for pladen måtte bandet skifte navn, fordi transportfirmaet Chicago Transit Authority krævede det. Og de hed nu og mange år frem (faktisk endnu) Chicago, og de holdt jazz-rock-fusionsdampen oppe en årrække, inden de blev mere poppede og mainstreamorienterede. Og mindre interessante, hvis I spørger mig.

So it goes

27. april 2019

Og titlen på den amerikanske komedie blev hængende i bevidstheden, som om den ventede på den rette sang. Og hvad var det for en sang, der lurede der lige om hjørnet. Jo, selvfølgelig, Nick Lowe og hans “So it goes”. Ingen anden forbindelse end et sammenfald af titler.

Aftenens filmoplevelse: De er aldrig for sent

27. april 2019

Jeg skulle egentlig tage mig sammen og tage ind og se den roste tyske film Værk uden forfatter (Werk ohne Autor). Men det er ikke lykkede mig endnu. Og i går ville jeg så se en anden film på skærmen, nemlig 45 Years med Charlotte Ramplin og Tom Connelly. Men min optagelse hakkede og slæbte sig af sted, så jeg gav op og faldt så tilfældigvis ind i den amerikanske film And so it goes, der har fået den lidt misvisende titel Det er aldrig for sent.

Med Michael Douglas i hovedrollen som et røvhul af en ejendomsmægler, der er i gang med at planlægge sit sidste salg og gå på pension. Douglas spiller den næste arketypiske rolle som en mand, der har viet sit liv til sin karriere. Konen er død af kræft nogle år tidligere og er begravet på en høj uden for byen. Og sønnen har Oren ikke set i årevis, fordi sønnen har været ude i et stofmisbrug. Men Oren (Douglas) er en følelsesafstumpet karrieremand, der lever højt på sin karrieres bedrifter, og bliver støttet af en ældre, kvindelig kollega, der er hans eneste ven (med hendes ord).

Og det ligger næsten i kortene på denne Hollywood-bagatel og i titlen, at Oren her på falderebet til pensionistlivet, skal lære noget om tilværelsens “sande værdier”. Og derfor bor han i et mindre træhus med Leah (Diane Keaton), en lidt mislykket sangerinde, som nabo – og viser det sig hurtigt: potentiel hjerterdame. Og den potentielle romance og Orens omvendelse til et bedre menneske sættes i gang, da hans søn en dag dukker op og afleverer Orens ukendte barnebarn, en pige på 9 år, til ham, fordi faderen skal ni måneder i fængsel (uberettiget viser det sig siden hen).

Oren tager vrangvilligt pigen til sig, og hun, Sarah, bliver en katalysator for såvel romancen med Leah og for forsoningen med sønnen og den emotionelle opblødning af machomanden Oren, der både skal lære at tale pænt til andre, være ydmyg og vise medfølelse for andre end sin afdøde kone.

Selv om skuespillerne spiller med forventelig professionalisme, kan det ikke dække over, at den garvede Rob Reiners film er en kliché af den mest forudsigelige slags. En feel-good-film, der skal få os til at glemme, at sådan er virkeligheden ikke. I virkeligheden er der ikke altid en happy end og røvhullerne bliver langt fra altid bedre mennesker, men fortsætter deres egoistiske liv, indtil de ender i en kiste.

Det eneste formildende ved filmen er dens soundtrack, der ud over nogle forglemmelige sange med Diane Keaton , byder på genhør med Judy Collins, Allman Brothers Band, Canned Heat og The Band. Jovist, tresserne og halvfjerdsernes musik skal nok få urimelighederne til at glide lidt lettere ned.

Så brug tiden på noget andet, hvis du støder på den film i tvs uendelige række af genudsendelser…

Nyt fra Pete Seeger…

26. april 2019

Ja, i forbindelse med et ny opsamling med Pete Seeger, der fylder 100 år til maj, er der dukket en ikke tidligere offentliggjort sang op, “My dirty stream (The Hudson River Song)”, hvori Seeger besynger den flod, der løber forbi hans hjem og som er forurenet. Pete Seeger: The Smithsonian Folkways Collection udkommer i denne uge.