Mere nyt fra Courtney Barnett: Everybody here hates you
17. april 2019Indierockeren Courtney Barnett er ude med en officiel video til en af sine nye sange, “Everybody here hates you”.
april 2019 arkiv
Sealed with a kiss
17. april 2019I går hørte jeg sangen “Sealed with at kiss” sunget af et børnekor. Det var blot en understregning af, at der er tale om en slidstærk popsang. Af en eller anden grund blev The Four Voices’ første udgave af sangen ikke et hit. Det var først, da Brian Hyland et par år senere plankede den og skruede lidt op for tempoet, at der sket noget.
https://youtu.be/jcS8CJwHfqI
Dødsfald: Leif Vest Pedersen – “rockarkivar” – 69 år
16. april 2019
Den 12. april døde Leif Vest Pedersen i en alder af kun 69 år. Leif blev kendt for sin lidenskabelige interesse for pigtrådsmusikken i Danmark og fik etableret et arkiv, DanBeatArkiv, hvor han samlede klenodier fra specielt årene 1962-1969, der var fokusårene, selv om interessen bredte sig fra midten af halvtredserne til midten af halvfjerdserne. Han nåede også at lave ovenstående, meget benyttede, diskografi over Dansk Pigtråd.
Se og hør Leif Vest Pedersen fortælle om sit virke for dansk rock og pigtråd.
Notre Dame
16. april 2019Jeg har besøgt domkirken i Køln flere gange. Gået omkring den og inde i den. Og selv om jeg ikke tilhører et trossamfund eller er religiøs, så har det hver gang været en imponerende oplevelse. En overvældende kulturel oplevelse. Bare det forhold at kirken blev bygget over en periode på 1200 år og alene består af sten. Ingen bærende træ- eller stålkonstruktioner. Og så det forhold, at domkirken blev stående, selv om de allieredes bombemaskiner smed bomber få meter fra den. Den rokkede sig ikke ud af stedet. Sammenlignet med Kölner Doom er andre store katedraler og kirker, fx den i Madrid og Notre Dame i Paris ganske skrøbelige.
Det blev vi så mindet om i går, da Notre Dame blev ødelagt af en voldsom brand, der sendte chokbølger gennem medierne. Selv om meget af kirken består af sten, så er der også meget brandbart materiale i dens konstruktion. Og det futtede så af i går.
Jeg har aldrig besøgt Notre Dame. Alligevel kunne jeg ikke andet end blive berørt af tragedien. For Notre Dame er meget mere end en kirke og dermed et symbol for en bestemt tro. Den er for længst bleve udnævnt til at være et historisk monument. Men endnu vigtigere tror jeg det er, at Notre Dame er flettet tæt sammen med popkulturen. Dels som nærmest obligatorisk turistmål for de mange besøgende, der hvert år kommer til Paris. Men også i kraft af Victor Hugos berømte roman om Klokkeren fra Notre Dame og dens kanonisering som film – og ikke at forglemme den senere Disneyficering. Hvis man en gang har set Charles Laughton som den pukkelryggede klokker Quasimodo og Maureen O’hara som den underskønne Esmeralda, så glemmer man aldrig Notre Dame, der er blevet et sindbillede på alt det, der løber sammen i vores kultur – religion, litteratur, kunst, arkitektur, filmkunst og romantisk kærlighed.
Det er ikke første gang en stor kirke har været ramt af brand, og jeg er sikker på, at den nok skal blevet genopført og restaureret efter alskens kunstens regler. For man kan slet ikke forestille sig et Paris uden den. Lige som man ikke kan undvære Triumfbuen eller Eifeltårnet. Og måske er der i virkeligheden noget opmuntrende i den kendsgerning – i en tid, hvor de europæiske befolkninger ellers ikke kan blive enige om ret meget.
Dave Edmunds – 75
15. april 2019Dave Edmunds – Love Sculpture (Sabre Dance), Rockpile og solokarriere – bliver i dag indlemmet i rockdinosaurernes kreds af gamle drenge på 75 og derover. Hep.
Det begynder med bogafbrænding…
15. april 2019
Den seneste uges tid har den såkaldte “islamkritiker” og “partistifter” Rasmus Paludan skabt overskrifter, fordi han rundt omkring i landet har demonstreret for sine synspunkter og i den forbindelse har afbrændt eksemplarer af Koranen.
Meget betegnende for den nyliberalistiske konjunktur vi lever i, så har omtalen i de store medier især drejet sig om, at mandens demonstrationer har kostet samfundet mange penge i form af polititilstedeværelse m.m. i forbindelse med begivenhederne, senest de voldsomme uroligheder, der opstod i hovedstaden på grund af demonstrationerne.
Jeg kunne ikke drømme om at angribe mandens ret til at ytre sig. Ja, jeg vil endda gå så langt som til at hævde at også bogafbrænding er en ytring. Om det så er en klog måde at ytre sig på, det er en hel anden snak. Hvis man kan kalde sig “islamkritiker”, så må man vel kunne ytre sin kritik på en anden måde i tale og skrift.
Hvor jeg vil hen er et andet sted. For medierne er gået ganske letfodet hen over den forhold, at manden brænder Koraner. Han gentager med andre ord en praksis, der i hvert fald siden middelalderen har været været praktiseret i forholdet mellem religioner. Dengang i middelaldren gik det ud over de jødiske skrifter, bl.a. Talmud, og afbrænderen var den katolske kirke.
Mest omtalt har dog været de bogafbrændinger, som den nazistiske studenterbevægelse gennemførte i maj 1933 rundt omkring i Tyskland. Den gang gik det ud over alle former for skrifter, der ikke forekom nazisterne at være i overensstemmelse med “den tyske ånd”. Bøger af “degenererede, entartede, jødiske litterater”.
En af dem, nazisterne bogafbrændinger gik ud over, var jøden, psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, der kommenterede begivenhederne med at konstatere, at hvis det havde været i middelalderen, så var det ikke bøgerne men manden selv, der var blevet brændt. Med henvisning til hekseprocesserne.
Og som udviklingen fra 1933 og årene frem viste, så er der ikke så langt fra at brænde bøger til at brænde mennesker. Ikke så langt fra bogbrand til holocaust…
Det var en anden jøde, Karl Marx, der engang skrev, at historien gentager sig, først som tragedie og siden som farce. Tragedien har vi set i form af holocaust. Nu er vi så ovre i de farceagtige, hvor en lille mand render rundt og ikke kan udtrykke sig på en mere civiliseret vis end ved at brænde Koraner af, vel vidende, at hans handlinger vil bringe troende muslimer i affekt og få andre til at ytre sig fysisk (En af dagens medieoverskrifter lyder meget passende: ” Frustration i politiforbund efter Paludan-demoer: Det er ved at udvikle sig til en farce “). Og spørgsmålet er, om ikke den Paludanske bogafbrændingsstrategi potentielt rummer kimen til en større autodafé, hvor menneskekød afløser papir!? Jeg tror det.
50: It’s a beautiful day
14. april 2019
Præcist hvornår den udkom kan jeg ikke sige, men sikkert er det, at It’s a beautiful day debuterede med det eponyme album i 1969. Og sikkert er det også, at San Francisco-psychedelia-bandet fik et pænt hit med sangen “White bird” fra pladen, der også gjorde sig pænt på LP-listen. Bandet tilhørte de første San Francisco-bands, og det kan være lidt svært at forstå, hvorfor bandet med dets markante lyd (der ikke mindste skyldtes ægteparret Linda og David Laflamme på hhv. keyboards og violin) ikke nåede samme popularitets højder som fx Jefferson Airplane og Grateful Dead. Men debutpladen og efterfølgeren Marrying Maiden fra 1970 er blevet kultplader, der med jævne mellemrum genoptrykkes. Så lidt retfærdighed er der da til.
https://www.youtube.com/watch?v=XUNgQ03D2qA
Julian Assanges pågribelse
14. april 2019Assange characterised himself as the spy of and for the people: he is not spying on the people for those in power, he is spying on those in power for the people. This is why his only assistance will have to come from us, the people. Only our pressure and mobilisation can alleviate his predicament. One often reads how the Soviet secret service not only punished its traitors (even if it took decades to do it), but also fought doggedly to free them when they were caught by the enemy. Assange has no state behind him, just us – so let us do Soviet secret service was doing, let’s fight for him no matter how long it will take!
Wikileaks is just the beginning, and our motto should be a Maoist one: Let a hundred Wikileaks blossom. The panic and fury with which those in power – those who control our digital commons – reacted to Assange, is proof that such activity hits a nerve.
There will be many blows below the belt in this fight – our side will be accused of playing into the enemy’s hands (like the campaign against Assange for being in the service of Putin), but we should get used to it and learn to strike back with interest, ruthlessly playing one side against each other in order to bring them all down. [Slavoj Zizek i The Guardian]
I den forgangne uge blev australieren Julian Assange, der er kendt som grundlæggeren af Wikileaks, pågrebet og arresteret af de britiske myndigheder. Og arrestationen fik beskeden omtale i danske medier. Men burde nok have lagt beslag på flere mediestunder. For Assanges betydning i en tid med voksende overvågning af befolkningerne i store dele af verden, så er det vigtigt, at nogen kæmper for større åbenhed og større indsigt i det, der foregår bag magtens facade.
Jack Casady – bassist – 74
13. april 2019
Også Jack Casady – bassist i Jefferson Airplane og Hot Tuna med mere – runder de 74 i dag. Han er stadigvæk aktiv, senest i bandet Moonalice, der også omfatter Pete Sears (Jefferson Starship og Hot Tuna).
Lowell George – Little Feat – 74
13. april 2019
Kun 34 år fik den trinde spillemand, Lowell George, inden han forlod denne jammerdal. I dag ville han være blevet 74, hvis ellers hans havde holdt lidt igen med æderiet, sprutten og de “speedballs” (cocktail af heroin og kokain), han indtog. En overdosis kokain gav ham et hjertestop den 29. 1979 på det hotel, hvor han opholdt sig. Og dermed blev bandet Little Feat berøvet noget af den distinkte lyd, der definerede bandets første albums.
Forleden blev jeg mindet om Lowell George, da en bekendt havde været i den amerikanske flække Tucumcari. Og straks lød følgende linjer i mit indre: “I’ve been from Tucson to Tucumcari/Tehachapi to Tonapah/ Driven every kind of rig that’s ever been made/ Driven the back roads/ So I wouldn’t get weighed/ And if you give me weed, whites, and wine/ And you show me a sign/ I’ll be willin’… to be movin’. En strofe fra Lowell Georges måske bedst kendte sang “Willin'”. der var med på Little Feats debutalbum (og flere senere) og på Lowell Georges eneste soloalbum Thanks I’ll eat it here.
Billen erindret
13. april 2019
Tiden flyver – i hvert fald her i casa – og jeg fik ikke postet min notits om Torben Billes dødsdag i går. 12. april 2013 holdt hans hjerte op med at slå. Og dansk rock- og popjournalistik blev væsentligt fattigere. Og hvem har kunnet tage roret over efter ham? Se jer om i landskabet!
Torben har altid været med i bloggen her som en nestor udi pop og rock, men kom først efter nogen tid og af egen kraft ind som kommentator og direkte inspirator og medblogger. Og hans med- og modspil kan jeg godt savne, når musikken spiller her og hisset.
Foto lånt fra Torbens endnu levende blog.
50: Leonard Cohen – Songs from a room
12. april 2019
Nogle gange er det lidt uvirkeligt at der er gået 50 år. Sådan har jeg det lidt med Leonard Cohens Songs from a room og forgængeren Songs of Leonard Cohen. For de virker stadigvæk friske. Som var de indspillet for få dage siden.
Leonard Cohen kom ind i mit liv i halvfjerdserne. Jeg tror, det var en periode med for megen melankoli, der fik mig til at investere i Songs of… Og så var jeg ellers solgt og har fulgt ham til dørs. Poeten, elegantieren, sangeren, sangskriveren Leonard Cohen med den jødiske baggrund og det lidt distancerede forhold til berømmelsen og alt det, der fulgte med.
Lytter til Larsen
12. april 2019Forleden blev jeg forvekslet med Kim Larsen. Jeg var til møde i en lokal forening og havde min Stetson-kasket på. Og så er jeg blevet ganske langhåret på det sidste. Det var åbenbart nok til, at en ung dame kunne forveksle mig med Kim Larsen. Det tager jeg som et kompliment. Jeg elsker min kasket (noget jeg har arvet fra min far) og jeg elsker Kim Larsens sange.
Og i dag har jeg lyttet til Larsens sange fra første sal. Og jeg kan bare konstatere, at Larsen selv på falderebet forstår at skrive om svære ting – fx det at blive voksen eller – uha! – kvinder, så man umiddelbart kan forstå og identificere sig med, hvad han tænker – eller rettere: tænkte.
Farvel lille mand til barndommens land
Du kommer aldrig mere tilbage
Uskyldig og fri med det er det forbi
Det er din store dag i dag
40: Pære Punk
11. april 2019
Ja, i dag er det 40 år siden, opsamlingsalbummet Pære Punk udkom på plademærket Kong Pære (en underafdeling af Medley Records). Og de medvirkende udgjorde stort set den danske punkscene på godt og på ondt. Et paradigmeskifte kalder Jan Poulsen udgivelsen på sin Facebookside. Men det er en misforståelse af denne oprindeligt videnskabsteoretiske term og et uheldigt knæfald for Dansk Folkepartis misbrug af samme ord. Men opsamlingen var og er en milepæl i dansk punk. Den tog sit udspring i en berømt todags punkfestival i Århus, og derfor præger Århus også pladen med navne som Kliché, Lost Kids og Dream Police, medens København er med i form af ikke mindst Sods.
40: Cool for cats – Squeeze
10. april 2019
Og fire årtier er gået, siden Squeeze kastede Cool for cats på gaden. En plade, der står lige så frisk i dag som dengang den udkom.
