april 2019 arkiv

Cool for cats

26. april 2019

The Indians send signals from the rocks above the passThe cowboys take position in the bushes and the grassThe squaw is with the corporal, she is tied against the treeShe doesn’t mind the language, it’s the beating she don’t needShe lets loose all the horses when the corporal is asleepAnd he wakes to find the fire’s dead and arrows in his hatsAnd Davy Crockett rides around and says it’s cool for catsIt’s cool for cats

Ad uransagelige veje om omveje nåede jeg fra Bruce Springsteens solskin til gode gamle Squeeze og deres “Cool for cats” og må endnu engang beundre Tillbrooks og Diffords evner til at skrive stærkt vanedannende melodier og tekster, der ikke bare er sådan lige ud ad landevejen, men lidt krøllede og underfundige.

Her i den opdaterede version fra 2010:

 

Nye partier – Stram Kurs som eksempel

26. april 2019

Folketingsvalget nærmer sig, selv om statsministeren holder kortene helt ind til kroppen. Senest i juni går det løs, og i de store aviser har man kunnet læse om et vist politisk “opbrud”, der skulle være i gang i de europæiske lande, Danmark inklusive. Der skulle angiveligt blæse nye, populistiske vinde på både højre – og venstre fløj, der villle kunne ændre det samlede politiske billede i Europa (fx ved parlamentsvalget i denne måned) og i Folketinget. Nye politikere, nye partier – med er det også ensbetydende med nytænkende politik?

Et sigende eksempel er det af Rasmus Paludan etablerede parti Stram Kurs, der står til at blive opstillingberettiget om kort tid. Paludan har primært gjort sig bemærket ved anti-islam-demonstrationer eller – om man vil – anti-islam-provokationer, der har skabt stor medieomtale. Men ser man bort fra Paludans rabiate anti-islamisme og dens tilsvarende rabiate nationalisme, som han deler med allerede eksisterende politiske partier,  navnlig Dansk Folkeparti, selv om ordvalg og fremgangsmåde er forskellig, så viser det sig, at partiet Stram Kurs placerer sig inden for samme politiske og ideologiske horisont som partier som LIberal Alliance og Venstre.

På partiets hjemmeside kan man læse om partiets “politiske grundlag” , der – formuleret på en alt andet end folkelig og umiddelbart forståelig facon – bygger på to “søjler” (og det er en sært ironisk pendant til islams søjler…men lad det nu ligge*): 1. Den identitære søjle, der handler om danskhed og dansk nationalisme – og 2. og i snæver sammenhæng med pkt. 1 finder vi den libertære søjle, der handler om at hævde det danske individs frihed og rettigheder. Og dernæst om at begrænse staten, der opfattes som faktor, der truer og begrænser den individuelle frihed.

Og med dette politiske grundlag placerer Stram Kurs sig inden for samme “liberale” og “liberalistiske” politiske og ideologiske horisont som det store parti Venstre. Man fristes til at sige, at Stram Kurs blot fremstår som endnu et skud på den store stamme, der i forvejen har produceret Liberal Alliance.

Stram Kurs er altså på ingen måde udtryk for politisk eller ideologisk nytænkning, men er mere af det samme – blot en tak mere rabiat på det identitære område.

Og jeg mener, at man kan lave tilsvarende analyser af andre nye partier, fx Nye Borgerlige, og Klaus Riskjær Petersens parti. Det er gammel, bitter, borgerlig, højrefløjsvin på nye flasker.

Og sådan er det i det hele taget med det påståede politiske “opbrud” i Europa. Nye partier dukker op, nye politikere melder sig på banen, gamle fornyr sig (fx Labour i England) osv., men i kernen er der ikke tale om noget, vi ikke har set før.


*) Og så alligevel. Uden at udfolde analysen helt, kan man hævde, at der her faktisk er tale om form for identifikation mellem partiideologi og islam. Og ikke på et tilfældigt sted, men på et område, der er med til at definere islams og partiets fundamentalisme. Søjlerne er det urokkelige grundlag, de rejser sig på.

Denne form for identifikation med noget, man hader og helst ikke vil identificere sig med, er ikke et nyt fænomen. Jeg husker analyser af nazismens racistiske projekt, der kunne påvise tilsvarende identifikationer med ærkefjenden, jøden.

Hello Sunshine

26. april 2019

Der er nu noget særligt ved at starte dagen med en frisk, ny sang fra en af de gamle i gårde. Nemlig Bruce Springsteen og hans “Hello Sunshine”, der baner vejen for en ny plade. Ganske vist er der dem, der mener, at han er faldet lidt af på den de senere år, men dem om det. Jeg synes, han klarer sig helt fint med Broadwaysucces og alderens komme.

50: On the treshold of a dream – Moody Blues

25. april 2019

Også Moody Blues fik et succesalbum ud for 50 år siden. On the treshold of a Dream. Pladen videreførte bandets unikke sound, hvor melotronen blev en vandmærke, og gruppen fik deres første  førsteplads på den britiske LP-liste og brød igennem til et stort  publikum på den anden side af Atlanten.

50: With a little help from my friends – Joe Cocker

25. april 2019

Joe Cockers debutalbum fylder 50. Og min favoritanmelder Robert Christgau var rundhåndet med anmelderroserne, da han omtalte pladen med disse ord:

With a Little Help From My Friends is the major triumph of rock interpretation thus far. Cocker’s material leans to the conventional … but his conception and performance, as well as Denny Cordell’s production, are always audacious. His transformation of “Bye Bye Blackbird” and “A Little Help From My Friends” from light-hearted ditties into wails of human need succeeds perfectly, and his version of ‘Feelin’ Alright’ is not only better than Three Dog Night‘s but better than the original, by Dave Mason and Traffic. If that means Cocker is the best singer in England, well—overlook Mick Jagger and it’s possible, even likely. His voice is very strong, influenced by Ray Charles, and he has no inhibitions about using it. All of his inhibitions came before the fact, in the immense care that went into each track … Cocker’s affection for rock is uniquely personalized. He is gruff and vulgar, perhaps a touch too self-involved, but his steady strength rectifies his excesses. He is the best of the male rock interpreters, as good in his way as Janis Joplin is in hers.

 

Det har nok heller ikke dæmpet pladesalget, at Cocker optrådte på Woodstockfestivalen og fik et regulært, internationalt gennembrud der.