april 2019 arkiv

50: Nashville Skyline

10. april 2019

Bob Dylan som smilende countrymusiker. 50 er gået, siden han igen overraskede sine fans og gik ned ad den sti, han havde valgt.

Love is but a song we sing. Fear’s the way we die

10. april 2019

Jeg har spillet den flere gange før. Dino Valentes (Chester Powers) sang “Get together”, der nærmest blev en hippiernes nationalsang. Og nu læser jeg på nettet, at sangen har overlevet hippietiden, hvor den blev populariseret af bl.a. The Youngbloods og John Hall (på No Nukes-pladen), og er blevet et pophymne, der taler til de fleste i en tid, hvor håbløshed og krisestemning hersker. – I hvert fald en sang, jeg til enhver tid kan lytte til. Her med gospelsangerinden Lizz Wright.

Hjælp

9. april 2019

Når klimaet omsider har fået hævnet sig på den uduelige menneskehed, der har undergravet sit eget eksistensgrundlag – naturen og klimaet – så vil internettet være borte og med det al den digitaliserede, energikrævende musik. Tilbage vil der være nogle overlevende, der rundt omkring på forhøjninger, hvor havet ikke har skyllet alt væk, og spille på en overlevet guitar eller noget der ligner. For musikken vil først forsvinde med det sidste menneske. [Dystopisk fantasi].

Taj Farrant – 9 år og guitarist

9. april 2019

Niårige australske Taj Farrant er allerede et navn. I hvert fald på Youtube, hvor han har sin egen side, der giver flere eksempler på hans dygtige håndtering af Gibson- og andre guitarer. Han skal nok blive til noget i musikken, hvis der ikke går piger og sprut i den, når han rammer puberteten.

Capac anbefaler: The Grandfætters

8. april 2019

Man skal lade musikken tale for sig selv. Det er sådan et princip, jeg har haft i mange, mange år. Lad alle udenomsværkerne ligge og lad musikken tale til dig. Og sådan har jeg det også, når jeg her i min lille blog anbefaler plader. Først bagefter, efterlods, læser jeg, hvad fx PR-folket og anmelderne vil fortælle mig om musikken og kunsterne – og så er skaden sket, pladen anbefalet.

Og i tilfældet The Grandfætters og deres andet album skal jeg et stykke ind i det indledende nummer “Bobby”, før jeg bliver opmærksom på, at vi ikke befinder os fx i Irland, England eller for den sags skyld en afkrog af Amerika, men derimod et afsides udkantsted i lille Danmark. Og det er en påmindelse om, at godt nok befinder vi os i en tid, hvor globalisering og internationalisering med al dens udjævning og homogenisering præger musikken dybt, men at vi måske netop derfor kan og skal gøre en dyd ud af, at vi har en lokal forankring. Et sted, hvorfra vores verden går og udspringer, og som skal skinne igennem, hvis vi ønsker at skille os bare lidt ud fra den ensartethed og forudsigelighed, der er en konstant risiko på det globale musikmarked. Det kan forekomme en smule paradoksalt, men jeg tror, at denne forankring i verden vil blive mere og mere udtalt som globalisering med al dens teknologiske og kulturelle udjævning slår igennem i alle verdens afkroge. Og heldigvis for det.

Og så mange indledende ord for at sige, at The Grandfætters har deres udspring på den jyske vestkyst, hvor vinden altid blæser og havet konstant minder en om natur og forgængelighed – og hvor der også lugter af de fisk, der i årevis har sørget for, at der var en mening med arbejdslivet. Mere præcist kommer Allan, Christian, Christian og Anders, der udgør grandfætrene, fra Thyborøn i Lemvig kommune, hvor Limfjorden møder Vesterhavet.

Og sangen om “Bobby” er sådan en sang, man kan forvente sig at kunstnere, der kommer fra den kant, ja, fra hvilken som helst jysk ud-kant. Et portræt af en af de lokale, Bobby. En mand, der lider af en uhelbredelig form for ludomani, hvor det slet ikke handler om at vinde i bob-spillet på bob-baren, men snarere tværtimod. Bobby har svært ved at lade de andre tabe og foretrækker at forgælde sig selv for at finansiere sin spillemani. Et absurd portræt af en tabertype, men beskrevet af tekstforfatter Christian Toft Bro med så megen indlevelse, sympati og loyalitet, at man ikke kan andet end at holde af spillemanden Bobby, der sidder på den brune bar og lader dig vinde alle pengene.

Det kunne være sådan et portræt, man fandt hos andre kunstnere fra de danske ud-kanter. Det er nærliggende at tænke på og nævne de store forbilleder udi den lokalforankrede sangskrivning, Niels Hausgaard og Allan Olsen, fordi de har været med til at definere den slags sangskrivning. Og et eller andet sted står Grandfætters i gæld til den tradition, som Hausgaard og Olsen m. fl. har videreført og stået som garanter for. Men de forvalter også deres udgave af det traditionsbundne med en god portion egenart og personlighed. Sangen om “Bobby” er således en blanding af Olsens historiefortælling og digterisk indlevelse og -følelse. Lige dele fortællende forløb og digterisk psykologi i en tekst, der trækker mere i retning af prosa end poesi, selv om den er der i form af rim, bogstavrim og leg med lokalsproglig kolorit ( om Bobbys lidelse hedder det fx at ‘den er så noller at det’ til grin’ og ‘inderst inde i Bobby gør det naller’ når han skal betale for sin lidelse – og sådan lyder det ikke i hovedstadens poetik).

Og musikken, der bærer sangen frem, er en slags moderne folkrock med streg under rock. Akustisk med potent banjo og guitar fremme i lydbilledet – og med en særdeles fængende melodi, der lugter langt væk af gammeldags hitkvalitet.

Hitkvalitet er der bestemt også i sangen “Barcelona”, der godt nok foregår i den katalanske hovedstad med grimme fisk og chablis på bordet, men i sin beskrivelse af livet og stedet lige så godt kunne have være foregået i hjembyen. Den lokale erfaringsverdens perspektiv fornægter sig ikke, men skinner smukt igennem turistens fortælling og indlevelsesevne. Og sådan er det med Bros tekster. Det lokale – med dets historie og kultur – er dybt forankret og giver teksterne en dobbeltkarakter, hvor det fortalte og oplevede gennemfarves af det lokale.

Christian Toft Bro, der står for både tekst og musik, vil – som beskrevet – både fortælle og beskrive og derfor får hans tekster karakter af en hybrid mellem hverdagsprosatekst og lyrik. Især i sangenes indledning er der markante lyriske tilløb, der er som lyrisk opvarmning til de historie, der kommer. Lyt fx til sangen om “Enkernes paradis” som illustration. Og så kan Bro det der med at lave sange, der er melodisk medrivende og forførende. Og arrangementerne, der lægger hovedvægten på et markant akustisk folkrockudtryk, som har rødder i både den nationale og den internationale folkrocktradition, passer umådeligt godt til Bros iørefaldende sange. Man kan kun håbe, at lytterne vil tage sangene til sig, for de er både umiddelbart fængende og langtidsholdbare.

I en enkelt sang “På vej” får Grandfætters hjælp af bysbarnet Johnny Madsen på kor. Som for at understrege både gælden til traditionen og den lokale forankrings uomgængelighed. Det er en fin gestus, et diskret nik mod et forbillede. En gestus, der blot understreger, at Grandfætters har noget på hjerte med deres musik. Noget der går videre end playlistemainstream og forglemmelig x-factor-appeal. Giv Grandfætters nye plade en varm velkomst. Det fortjener den – hermed anbefalet.

 

The Grandfætters. The Grandfætters. Produceret af: bandet og Morten Maltesen. Eget forlag. Udkom 29/3-2019.

The Kinks udgiver ny musik?!

7. april 2019

Rygterne og sladderen om genforeningen af brødrene Davies – Ray og Dave – har kørt som en konstant brummen i baggrunden i årevis. Og selv om det har været stærkt tvivlsomt om de to brødre kunne komme overens over ret meget andet end at være på nakken af hinanden, så skulle det være sikkert og vist denne gang, at de nu – sammen med Kink-Mick Avery – har været i arkiverne og spillet gammel musik og ny musik sammen. Og at det ender med en ny plade sidst på året. Det er i hvert fald, hvad Dave Davies nærmest lover i en samtale med ABC. Men omvendt, så ved man aldrig, hvad Ray kan finde på. Så indtil andet er bevist, vil jeg være opmuntret men skeptisk.

The Searchers – farvel

7. april 2019

60 år efter dannelsen af The Searchers – et af de mest populære Liverpoolbands i kølvandet på The Beatles – er medstifter John McNally og resten af bandet klar til at tage deres endelige afsked med en koncert på søndag i Milton Keynes, 50 km. nordvest for London. Og meget passende er alle deres tidlige hits på plademærket Pye Records blevet samlet sammen med alt, hvad de har indspillet der, i et lille bokssæt, så gamle fans kan få genoplevet hits som “Sweets for my sweet”, “Sugar and spice”, “When you walk in the room” m.fl.

https://www.youtube.com/watch?v=5rLqPtZUWJI

https://youtu.be/4XWQCLqab4o

Ib Glindemann er død, 84 år

6. april 2019

Den konservatorieuddannede jazzmusiker, orkesterleder m.m. Ib Glindemann er død. Han blev 84 år.
Glindemann skal huskes, fordi han var en af de første, der var med til at introducere rock and roll i Danmark. Det skete, da han sammen med sit orkester optrådte ved den første danske rockkoncert i KB Hallen d. 4. oktober 1956. Senere blev han og orkesteret knyttet til den kommercielle Radio Mercur, der var med til at promovere moderne popmusik i landet. Men Glindemann gjorde sig også bemærket ved at forholde sig kritisk til det, man dengang kaldte poppens “underlødighed”. Det gik bl.a. ud over The Beatles (og det måtte Glindemann høre meget for).

Der gror ikke mos på en rullesten

6. april 2019

…men også rullesten bliver ældre og få alderdommen at mærke. Forleden kunne Mick Jagger tweete en beklagelse over, at han og de andre Rolling Stones måtte aflyse nogle planlagte koncerter, fordi han skulle gennemgå et medicinsk indgreb. Nu rygtes det, at Jagger har været udsat for et mindre indgreb i hjertet og have det rigtig godt efterfølgende. Og kender man ham ret, så går der ikke længe, før han igen vil springe rundt på scenerne og vrikke med de gamle hofter. It’s only rock and roll…

Alan Lomax – on-line

5. april 2019

17000 optagelser. Så mange kan man finde på folkloristen Alan Lomax’ nye webside. Det er helt i hans ånd, at disse optagelser nu er digitaliserede og gjort alment tilgængelige for interesserede.

Fyldepenne, pen og blæk – erindringsglimt

5. april 2019

[Foto lånt fra Legetøjsmuseet med skriveredskaber, der stort set ser ud som dem, jeg bøvlede med i skolen]

Et indlæg på min barndoms skoles Facebookside sendte mig tilbage til dengang i tresserne, hvor jeg sad med blækindsmurte fingre, trækpapir, blækflaske og pen med stålspids og træskaft. Det var her ved skolepulten på Vestre Skole i Esbjerg jeg fik grundlagt min livslange kærlighed til de gammeldags skriveredskaber, lige fra den gule Vikingblyant (med forskellige blødhedsgrader), farveblyanterne og blækredskaberne. Og selv om senere har fået elektriske skrivemaskiner og computere med avancerede skriveprogrammer, så er min kærlighed til de gamle skriveredskaber aldrig forsvundet, og jeg har en anseligt lager af såvel blyanter, kuglepenne (og det, der ligner) og fyldepenne. Og højest på min rangliste står min elskede Mont Blanc Meisterstück-fyldepen, som det altid er en udelt fornøjelse at skrive med.

Under radaren: Courtney Marie Andrews

4. april 2019

Nyt bekendtskab. Sympatiske Courtney Marie Andrews, der på sin seneste plade hylder menneskets sympatiske sider, fx venligheden, der ikke blegner med tiden som udseendet.

Music is your only friend until the end – eller Ron siger det

4. april 2019

Jim Morrison sang det, og Ron Sexsmith gentager det: Musikken er din ven. Hvad du så vil bruge det til, er helt op til dig selv.

På lydsporet af Jordmoderen

3. april 2019

Ingen tv-serie uden lydspor. Heller ikke serien Call the Midwife, der har fået den lidt intetsigende danske titel Jordmoderen. Men selv om jeg troede, at serien var uden lydspor, så har det vist sig, at selvfølgelig har den det, oven i købet er der kommet en plade med musik fra serien.

Serien følger nogle jordmødre, nonner og tilknyttede personer i den fiktive Londonbydel Poplar, og den giver gennem det specielle perspektiv, det er at beskæftige sig med familier og deres fødsler, et helt særligt indblik i den socialhistoriske udvikling i England på bunden af samfundet. Og alene derfor er den værd at bruge tid på (og tid skal man bruge, for den er lang).

Især da jordmoderen Beatrix, kaldet Trixie (blondinen på coveret ovenfor), får en rejsegrammofon, kommer der for alvor gang i popmusikken på lydsporet.

 

Om at have et job

3. april 2019

Ja, tænk over det. Hvordan kan vi være rigtige demokrater, når demokratiet stopper ved indgangen til vores lønarbejdspladser, hvor vi bruger det meste af vores voksne liv? Og hvor vi dagligt indoktrineres i at tænke i udemokratiske baner? Tænk over det.

https://www.youtube.com/watch?v=FA3Royf9_zM