maj 2019 arkiv

Musikmagasinernes endeligt

18. maj 2019

Engang, før internettets og mobiltelefonerne tog over, var musikinteresserede henvist til radio, tv og så musikblade, hvis de ville have informationer om, hvad der foregik her og hisset. Siden digitaliseringens ankomst, så er det gået skralt tilbage for alle disse tre medier. I radioen er man – generelt – mest interesseret i at afspille præ-programmerede afspilningslister, på tv har kommercialiseringen og underholdningsimperativet taget over i en grad, at det er undtagelsen, hvis det handler om musikken og dens baggrund – og musikbladene falder som andre store trykte medier på stribe. Nogle få overlever en tid i digital udgave, men mange bukker under, fordi der ikke er læsere nok, som vil betale høje priser for et kvalitetsprodukt. Internettet har jo svar på det hele …eller hur?

Selv om det sårer min pengepung at hoste op med mere end 100 kr for et løssalgseksemplar af et musikblad som fx Mojo, Uncut eller Rolling Stone (af samme grund afstår jeg fra at abonnere), så gør jeg det alligevel en gang i mellem, fordi velskrevet, velresearchet, vidende musikjournalistik ikke er noget man bare finder på nettet. Og det kan løfte ens musikoplevelse fx at læse en grundig artikel om Bob Dylans Rolling Thunder Revue – med interviews med flere af de medvirkende – og indse, at den turné genstartede Dylans karriere på et tidspunkt, hvor den var inde i et dødvande, og forvandlede selve koncertformen for mange kunstnere årene frem. Selv om der selvfølgelig – for det er det altid – er tale om en journalists fortolkning, så er det alligevel sådan en artikel, der rokker ved ens forforståelse af en kunstner, og motivere til, at man selv forsøger at finde svar på mange af de spørgsmål, som fx en Bob Dylans karriere rejser.

Man kan ikke lade være med at tænke over, hvad der vil ske, når alle de store aviser, ugeblade, magasiner engang forsvinder. Hvem og hvad vil så tage over og sørge for gennemresearchede, dybdeborende, analyserende og kritiserende journalistik? Internettet? I hvert fald kan man glæde sig over, at man tilhører en generation, der fik lov til og mulighed for at læse med et stykke hen ad vejen..

Aftenens filmoplevelse: Mrs. Henderson presents…

17. maj 2019

Igen svigtede programudvalget på tv. En kombination af valgtemaudsendelser, Melodi Grand Prix og livsstil gjorde det let at kaste sig over en film. Og et eller andet sted i den tv-boks, jeg og fruen abbonnerer på, ligger et lille udvalg af film til fri benyttelse – heriblandt Steven Frears 2005-værk Mrs. Henderson presents… med de fortrinlige skuespillere Judy Dench og Bob Hoskins i de to største hovedroller. En film, jeg egentlig ville have set i biografen, da den løb, men ikke nåede.

Filmen er en ærkebritisk komedie om fru Henderson, der dels har mistet sin 21-årige søn  til giftgassen på Første Verdenskrigs europæiske slagmarker og dels sin mand, som hun har levet sammen med i Indien i en lang årrække. Så nu står hun tilbage som hovedrig enke og skal få noget ud af tilværelsen.

Fru Henderson er overklassedame, men langt fra en af den stereotype slags. Da hendes veninde (Lady) Margot (Conway), fremragende spillet af Thelma Barlow, foreslår hende at bruge nogle penge, så køber fru Henderson et nedlagt teater, The Windmill Theater, til omgangskredsens forbavselse. Og hun hyrer Vivian Van Damm – i skikkelse af Bob Hoskins – til at være teaterdirektør.

Det viser sig straks, at de er som hund og kat, og det er gennem en fortsat konflikt – men også en gensidig tiltrækning – mellem de to, at teateret kommer op at køre og bliver en stor succes i London. Især da Henderson får den idé at bruge nøgne damer i forestillingerne, inspireret af især det parisiske Moulin Rouge, sættes der skub i successen.

Trods modstand fra myndighederne og den herskende moral, lykkes det for teateret at få opsat forestillinger med bare piger i tableauer (et kompromis, fordi myndighederne ikke vil acceptere nøgenhed i bevægelse). Og med den kønne Maureen (Kelly Reilly) som hovedattraktion i tableauerne sikres forestilingernes succes – ikke mindst hos det mandlige publikum.

Judy Dench, Bob Hoskins, Kelly Reilly, men også mange andre fortrinlige britiske skuespillere sørger for at filmen fungerer optimalt som komedie med både dramatiske og tragiske indslag. Igen må man bare tage hatten af over for britisk teaterkunst og skuespilleri. Og filmen, der er virkelig fermt drejet af den garvede Steven Frears, er også en stor, hjertevarm hyldest til britisk kabaret- og vaudeville-tradition, som den udformede sig før 2. Verdenskrig. Og endelig skildres tiden smagfuldt og med stor sans for tidsånden og detaljerne. Akkurat som man kan forvente sig fra britisk films side.

Mrs. Henderson presents… besidder alle de kvaliteter, man kan forvente sig af en britisk filmkomedie. Så den kan kun få mine varmeste anbefalinger.

Apropos folketingsvalget – kommentar nr. 8

17. maj 2019

Jeg så gerne, at der kom et opgør med journalistfaget dominans i de store medier – tv, radio og aviser. Hvem siger, at journalister er bedst til at fortælle om de nyheder, der opstår i den store verden, endsige forholde sig til dem – kritisk, historisk, kulturelt osv. Jeg er sikker på, at en uddannet historiker kunne få meget mere ud af at interviewe Lars Løkke Rasmussen om SV-regeringsideen end flertallet af journalister.

Det bliver tydeligere og tydeligere, at journalistfaget er fanget i en særlig selvbekræftende dogmatik – herunder: nyhedsbegrebet – der er bedst egnet til at bekræfte og konsolidere den herskende verdensorden.

50: Neil Young & Crazy Horse – Everybody knows this is nowhere

16. maj 2019

Som fortalt er Neil Young og Crazy Horse blevet genforenet og indspiller musik. Og 50 er gået, siden de debuterede som konstellation med det slidstærke album Everybody knows this i nowhere med klassiske sange som “Cinnamon girl”, “Down by the river” og “Cowgirl in the sand”. De får svært ved at overgården plade. Så er det sagt.

Apropos folketingsvalget – kommentar nr. 7

16. maj 2019

Meningsmålingerne kommer næsten dagligt og antyder et regeringsskifte. Ofte har meningsmålingerne været til genstand for kritik, fordi nogen mente, at de forstyrrede valgkampens forløb. Men det samme kunne man passende sige om mediernes ustoppelige kommenteren. Så lad endelig opinionsmålingerne blomstre.