maj 2019 arkiv

Capac anbefaler: Little Winter

6. maj 2019

Med deres debutplade tager århusianske LIttle Winter temperaturen på tiden melankolske tilstand med fem skarpe poprocksange. Om hjemve (“Mt Egmont”, “Moment of your time”), ensomhed (“Summer never ends”) og kedsomhed (“Something cool”). Men også en lille portion livsappetit som modvægt (fx i “My Garden”).

Teksterne er forfattet af Nikolai Ryan, der også synger for med en stemme og stemmeføring, der passer helt fint til den fundamentalt melankolske stemning, der præger sangene. Men ellers får stemningen et godt modspil af de kollektivt skrevne sange, der besidder et overbevisende pophitpotentiale. Jo, Århus har fået en sangskriverteam, som vi bør holde øje med fremover – på plade og på scene. Det er poprocksange, der er indspillet live i studiet, hvilket giver dem en særlig friskhed og autenticitet, der ikke skjules, men indrammes af de ekstra lag let støjende og stemningsskabende lyd, der er tilføjet bagefter.

Alt i alt er LIttle Winters EP en overbevisende debut, der vil have let ved at ramme ethvert pophjerte som Amors pil. Hvis Nikolaj Johansaen Sodemann, Alexander Mirz, Daniel Clifton, Martin Welling & Nikolai Ryan forfølger det spor, de har lagt, så skal det nok gå dem godt i musik-Danmark. Hermed anbefalet.

Little Winter. Little Winder. EP. Produceret af: Daniel Clinton. Celebration Records. Er lige udkommet.

50: Young Flowers – 2

6. maj 2019

Efter debuten med Blomsterpistolen kom No.2 i 1969, på denne dag. Et langt mere beskedent cover, men med saftig bluesinspireret, psykedelisk rock af bedste danske skuffe. Og som omtalt flere gange i bloggen, så turnerer de stadigvæk og trykker disse dejlige sange af rundt omkring.

At tro

5. maj 2019

Når du bliver gammel bliver du konservativ, lader dit hår klippe kort og du begynder gå i kirke. Sådan omtrent kan de fordomme, jeg har mødt i min ungdom, sammenfattes. Men det passer ikke. Jeg er ikke blevet konservativ, men har holdt fast i min socialistiske overbevisning, som jeg har haft siden jeg gik ud af folkeskolen og voksede ud af det arbejderkvarter, som jeg er opvokset i, jeg har ladet mit hår (og skæg) gro langt det sidste år og det religiøse har jeg helt lagt fra mig.

I dag belæres jeg og andre af biskop Elof Westergaard (i POV) om, at vi alle tror. Anledningen er, at biskoppen har læst Anders Stjernholms og Simon Ørregaards bog Du er jo ateist! De to forfattere skulle angiveligt (jeg har ikke læst bogen…) mene, at de fleste mennesker i virkeligheden er ateister, men den køber biskop Westergaard selvfølgelig ikke. Og han definerer ud fra Det Nye Testamente, hvad tro er: Tro er tillid til det, vi håber på; overbevisning om det, vi ikke kan se.

Og snævert set er det ikke så svært at skrive under på. Men – tro er ikke forbeholdt det religiøse. Som Hans Hauge (kristen lektor emeritus) engang bemærkede, så er videnskab også tro. Men selvfølgelig ikke en religiøs tro… Videnskaben indeholder også en tro på, at der kan findes et svar på det, vi ikke kan se, og en tillid til det, vi håber på, fx at vi kan finde løsninger på store problemer, at vi kan blive klogere på verdens indretning og opbygning og gøre verden til et endnu bedre sted at leve.

Og modsætningen til at tro er ikke simpelthen at være ateist. For som Karl Marx engang forklarede, så er ateismen teismens – gudetroens – sidste fase og den afløses af, ja netop, en videnskabelig tilgang til verden.

Biskoppens indlæg er endnu et eksempel på, hvordan vi i vores kristent dominerede kultur ofte udsættes for en omklamring, et forsøg på at indskrive os alle i en bestemt kristen religiøs kontekst. Vi skal i det mindste være “kulturkristne”, som man kalder dem, der er opvokset her i landet, men ikke er aktive i kirkelig forstand. Men nej, den køber jeg heller ikke. Selv om jeg er opvokset med kristendommen som en følgesvend i skolesystemet og offentligheden, så hverken kan eller vil jeg definere mig som værende -kristen, heller ikke kulturkristen. Begrebet kulturkristen er udtryk for det kulturelle hegemonis forsøg på at fastholde sin dominans og sin ret til at definere borgernes tilhørsforhold.

Link til artikel

Jazzens urfader: Buddy Bolden

4. maj 2019

En af de mange myter, der præger den moderne musiks historie, er den, der hævder, at Buddy Bolden var den musiker, der bragte jazzen til New Orleans.

4. maj 1945: Befrielsesbudskabet

4. maj 2019

74 år er gået, siden Johannes G. Sørensen kunne fortælle danskerne om de tyske besættelsestroppers kapitulation i BBCs studie. De generationer, der kan huske besættelsen, er ved at tynde ud, og det er op til os, der kun har hørt om den tid i historieundervisningen og gennem familiemedlemmers fortællinger, at huske på den tid, så vi kan undgå en lignende situation i fremtiden.

Link Wray – 90

3. maj 2019

Link Wray & his Wray-men var med til at definere rockguitarens lyd med deres hit “Rumble”, Og Wray fortsatter med at håndtere rockguitaren frem til sin død i 2005. I dag ville han være blevet 90.
Som tidligere fortalt gik jeg glip af en friluftskoncert med Link Wray og Robert Gordon i halvfjerdserne. Jeg ville hellere spise aftensmad med en studiekammerat. Ærgerligt, men jeg fortryder dog ikke mit valg.

Den danske sang

3. maj 2019

Rockskribenten Klaus Lynggaard, der er blevet eksileret fra Information til Weekendavisen, har lavet en podcast-serie med titlen “Den danske sang”. Nej, ikke i gængs forstand af “den danske sang er en ung blond pige” og højskolesangbogen og så videre. Men i mere moderne forstand, hvor Lynggaard laver nedslag i den danske sang, som den har udfoldet sig, efter at rock and roll blev hverdagens lyd.
I de seks podcast drejer det sig om: 1) Gasolin og deres “Langebro”, 2) Trille og “Hej Søster”, 3) Anne Linnet og “Glor på vinduer”, 4) Rocazino og “Ridder Lykke”, 5) Love Shop og “En nat bliver det sommer” og 6) C. V. Jørgensens “salmer”.
Punktnedslag i den moderne sangskat, hvor den enkelte sang analyseres og kommenteres, så man får lyst til at lytte til dem igen.

Man kan selvfølgelig altid diskutere valgene, men ikke, at de selvfølgelig er bestemt af personlige præferencer. Jeg er ikke sikker på, at Rocazinos popperle ville være kommet med, hvis jeg skulle lave en podcast. Men sådan er der så meget – og måske kommer der flere podcasts hen ad vejen. Hvem ved? I hvert fald er de små podcast værd at bruge lidt tid på, hvis man er glad for musikken fra den periode.

De kan høre på weekendavisen.dk/podcast, i “247appen” (android og Iphone) og andre podcastleverandører.

 

Grateful Dead på Woodstock

2. maj 2019

Men heller ikke Woodstock 69 var lutter lagkage, blomster, kærlighed og fed musik. Et eksempel var Grateful Deads koncert, der var plaget af forsinkelse (p.g.a. regnvejr), stofpåvirkethed (lyt til de ti minutters brok) og mere til. Nej, det var ikke let at være et flipperband dengang heller.

Woodstock 50 bliver alligevel til noget

2. maj 2019

Næppe har rygtet løbet om, at Woodstock-festivalen 50-års jubilæumsfestival var aflyst, før det bliver kraftigt benægtet af arrangørerne bag. At der har været masser af problemer undervejs er kendt, men festivalen vil åbenbart ikke sådan lige dø. I hvert fald kan The Independent meddele, at der langt fra er enighed om festivalens aflysning. Der snakkes både om retsager osv. Læs selv. Hvis man skærer ind til benet i problemet, så handler det nok – som så ofte før – om penge. Det tog man noget mere let på dengang i 1969. Der handlede det om at lave tre dage med fred, kærlighed og musik.

https://youtu.be/MT5Zt4TppYg

50: Joni Mitchell – Clouds

2. maj 2019

Joni Mitchells andet album med klassikere som “Chelsea Morning” og “Both Sides Now”. Indspillet i 1967 og produceret af Mitchell selv, der også stod for det maleriske selvportræt, der pryder coveret. En klassisk plade, der indeholder Mitchells sans for melodier og underfundige tekster.

Hvor længe skal vi leve?

2. maj 2019

Vi lever (som altid vel sagtens) i en mærkelig tid. Hvor sundhedspolitik er blevet mere end almindelig folkeoplysning og har antaget karakter af en regulær disciplinering af befolkningen – eller rettere: arbejdskraften. Via et sindrigt system, der involverer lovgivning og medieverdenen, forsøges vi alle at blive reguleret i vores levede liv. Vi må ikke ryge – og forbuddet mod offentlig rygning breder sig langsomt men sikkert til hver eneste offentligt sted.

Og efter år med jagt på rygerne er turen kommet til alle os, der vejer for meget (i forhold til de medicinske statistikker). Livsstilsprogrammerne handler alle om, hvordan kommer ned i vægt og får en stærk og sund krop. Familier får en læge indlogeret til formålet eller ægtepar bliver sendt på fitnessmission rundt om i landet til underholdning for alle de andre tyksakker, der sidder ved fjernsynet med kaffe og kage. Og hvis det ikke er fedt og sukker og for mange kalorier (kilojoule hedder det vist i dag), så er det alkoholen, det gælder. Ikke i så markant grad endnu, men bare vent. Det kommer.

Samtidig underbygges indoktrineringen af en tyrkertro på, at teknologisk og medicinsk udvikling kan forlænge vores liv. I går så jeg lidt af en udsendelse om alder. Her kunne man se en forsker, der i ramme alvor mente, at vi ikke længere betragtede alderdom som en naturlig del af livet, men derimod som en “sygdom”, man kunne behandle og måske kurere. Troen på et evigt eller i hvert fald århundrede langt liv lever i bedste velgående – anno 2019.

Men er det, det vi vil? En meget langt liv for enhver pris? Skal vi alle ende som 200-årige veganere, der kun drikker postevand og har erstattet rollatoren med et løbebånd i den lokale fitnessbix? Skal vi alle være afholdsmænd – både i forhold til alkohol, tobak, men også andre “usunde” indtag?

I udsendelsen var der et interview med en såkaldt aldringsforsker. Han fortalte om sin egen, 100-årige nabo, der var på besøg. Og forskeren spørger ham: Hvordan er det gået til at du er blevet så gammel? Hvortil naboen først svarer: Jeg er ikke nogen cirkussensation. Men presset for et svar sagde han så: Jeg har tre hemmeligheder. 1. Drik aldrig vand (han drak altid øl og snaps til sin frokost), 2. spis aldrig tomater og 3. Undgå så vidt muligt at spise grønsager.

Det minder mig om en religionslærer, jeg havde engang. Han forsvarede det synspunkt, at livet er til for at leves. Forstået sådan, at vi har fået livet som en gave, og vores opgave er at leve det fuldt ud. Sige ja til det og tage imod de gaver, livet giver en. Hvis gaverne er lidt til halsen, lidt smøgtobak – og man ellers kan lide det – så skal man sige ja tak og nyde det. Og så skulle man ikke forsøge at beskytte sig selv mod de problemer og udfordringer, livet også bød på. Han illustrerede det med et eksempel: En amerikansk mangemillionær frygtede en atomkrig og byggede derfor en stort sikker, nedgravet bolig ude i en ørken. Selvforsynende med vand, el, madlager osv. Og den dag, bygningen skulle indvies, faldt millionæren ned ad trappen og brækkede halsen. Jeg er ikke religiøs, men sympatiserer med denne holdning til livet. Livet skal leves – fuldt ud. For vi slipper ikke levende ud alligevel.  Så sig ja til det forbandede liv.

Dagens bogerhvervelse: Sekvens af Manjana…

1. maj 2019

Nej, jeg er ikke bogsamler (selv om min bogsamling er pæn stor, hvilket primært skyldes, at jeg har beholdt stort set alle de bøger, jeg har erhvervet mig, siden jeg fik interesse for at læse bøger, og jeg skiller mig helst ikke af med nogen af dem). Men der er nogle bøger, jeg altid har ønsket mig og været på jagt efter. Bøger, der på den ene eller anden måde har været vigtige for mig. Og det er både fagbøger (fx fagbøger fra min studietid, gymnasie- og skoletid) og litterære bøger.

Således har jeg i mange år været på jagt efter et eksemplar af Dan Turèlls Sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller fra 1973 (det år jeg begyndte at studere i Århus). En af Turèlls tidlige værker, og en af hans bedste. Turèll blev først populær og “folkelig” mange år efter – faktisk efter hans selvbiografiske Vangede billeder, der så at sige blev hans gennembrud. Men altså, det var Manjana, jeg var på jagt efter. Og jeg har været i nærheden af den flere gange de seneste år, men den har været temmelig dyr. Og forklaringen er enkel. Interessen for Turèll er vokset efter hans alt for tidlige død, og det har stimuleret interessen for hans antikvariske bøger. Og Manjana er relativt sjælden. Den udkom i et oplag på 1500 stk. i marts 1973. Og den er vist nok blevet genudgivet på et tidspunkt.

Noget andet er, at Manjana ret beset ikke er en bog. Der er med Turells egen betegnelse tale om “250 ark”. Og det fortæller noget om det litteratursyn, forfatteren stod for dengang i starten af halvfjerdserne.

Men nu er den så på min bogreol. Oven i købet første oplag og til en ganske overkommelig pris. Forlaget Arena, Arkiv for ny litteratur, har nemlig de sidste dage haft en bogudsalg og der var den på listen, og jeg var heldig at få fat i den. Det er lige som at finde en brik til sit puslespil…

Apropos 1. Maj – “Du Kalle”

1. maj 2019

https://youtu.be/LZDpxqfCuhY

Neil Sedakas store tresserhit “Oh Carol” tages under “kærlig behandling” af den svenske halvfjerdser venstrefløjs-prog-gruppe Röda Bönar.

Oh Carol
Jag är bara en idiot.
Älskling, jag älskar dig,

trots att du är grym mot mig.
Du sårar mig,
och du får mig att gråta.
Men om du lämnar mig,
kommer jag säkert att dö.
Älskling, det kommer aldrig att finnas någon annan,
för jag älskar dig så.
Lämna mig aldrig.
Säg att du aldrig går din väg.
Jag vill alltid ha dig som mitt söthjärta,
vad du än gör.
Oh Carol
Jag älskar dig så.
Du Kalle
Du är bara en idiot.
Du älskar mig,
trots att jag är grym mot dig.
Jag sårar dig,
och jag får dig att gråta.
Men om jag lämnar dig,
då skulle du säkert dö.
Älskling, det kommer att finnas andra,
trots att jag älskar dig.
Lämna mig gärna.
Gå din väg.
Jag vill inte ha dig som mitt söthjärta,
vad du än gör.
Du Kalle,
jag älskar inte dig.

Elton John – et britisk ikon

1. maj 2019

I går aftes kunne man på en DR-kanal se et udsendelse om og med Elton John i anledning af, at han er blevet udnævnt til at være et britisk “ikon”. I dag handler det om at være et “ikon” eller at gøre sig på “ikonisk” vis. Der er ikke noget over eller ved siden af “ikonisk”.
Nå, men udsendelsen var en kombination af en koncert med et tydeligvis iscenesat publikum, der viste overdreven begejstring og klappede alle de steder, det passede ind i programmet. Og så blev John undervejs interviewet af programmets guide, der stillede spørgsmål til Johns karriere og succes.
Bortset fra, at Elton John svarede ærligt på spørgsmålene, så var udsendelsen lidt af et flop. Koncerten bød især på nogle af kunstnerens mest succesfulde, bedst sælgende, sange i udgaver, der var solide, men mest af alt gav udtryk af at være “endnu en dag på kontoret”. Ret uinspirerede pligtafleveringer. Og repertoiret gjorde ikke Elton John stor retfærdighed, idet hans store produktion gemmer på mange gode sange, der burde have været repræsenteret på sådan en aften. Men det ligger nok i tidsånden, at det mestendels skal handle om det vi alle kender til hudløshed og om at kanonisere endnu en kunstner til “ikonisk” status. Suk.

God 1. maj

1. maj 2019

Jeg står op om morgenen
og går hen på mit job
og jeg laver noget
og jeg får min løn
men det jeg laver
er mere værd
end det jeg får
Hvordan sku’ nogen
mennesker ellers
blive rige
uden at lave noget?

Nogen er mere værd
end det de får
andre bruger mere
end de er værd
Penge alene skaber
ingen værdier
penge skaber penge
papir papir.

Jeg står op om morgenen
og går hen på mit job
og jeg laver noget
og jeg får min løn
men det jeg laver
er mere værd
end det jeg får
Hvordan sku’ nogen
mennesker ellers
blive rige
uden at lave noget?

Jesper Jensens sang om “merværdi” er så aktual som nogensinde. Udbytningen og uligheden har aldrig været større, og der er al mulig grund til at demonstrere, gå på barrikaderne og gøre op med systemet. At oprøret og demonstrationerne så nok ikke kommer fra demonstrerende arbejdere og studenter, men fra skoleungdom og andre klimaprotestanter er mindre vigtigt, for det er stadigvæk det samme udbyttende, ulighedsskabende, forbrugeristiske system, der er genstanden for oprøret. God kampdag.