7. maj 2019 arkiv

Jeg boede engang i en “ghetto”

7. maj 2019

Engang for mange år siden – i midten af 1970’erne – boede jeg et års tid i Gellerupparken. Det boligområde, der nu politisk set er blevet kategoriseret som en “ghetto” og derfor blevet genstand for en politisk plan, der angiveligt skal sikre en anderledes beboersammensætning og derved ophæve “ghetto”-tilstanden.

Jeg boede i en etværelseslejlighed på Dortesvej (i blok A7 på grafikken), fordi jeg var flygtet fra Skjoldhøjkollegiet i Brabrand, hvor der var konflikt mellem kollegianerne og ejerne om huslejestigninger og medfølgende “huslejeboycot”. Og på Dortesvej kunne jeg få et etværelses med eget bad og tekøkken til mindre end kollegielejen. Og det var en udmærket, moderne lejlighed. Eneste ulempe var, at der kunne blive ganske varmt, når solen skinnede uden for de store vinduer. Men så kunne man trække for…

Dengang var Gellerupplanen ikke nogen “ghetto”, ja begrebet var ikke en del af den politiske agenda. Beboerne var en broget blanding af folk fra mange lande. Der boede mange studerende i de store femværelseslejligheder, der egnede sig til udlejning som bofælleskabslejemål. Det levede boligforeningen og kommunen højt på.

Nu kan jeg så læse, at bygningen, jeg beboede, er en af dem, der skal nedrives for at realisere de politiske planer. Og jeg kan ikke forstå eller sympatisere med, at man nedriver gode boliger i en tid, hvor der er mangel på betalbare almennyttige boliger. Jeg tror ikke på, at den destruktive og dyrebare plan ændrer noget som helst ved det påståede “ghetto”-problem. Man flytter blot problemet et andet eller flere andre steder hen. For det er ganske naturligt at folke med samme kulturelle baggrund finder sammen. Sådan har det altid været og sådan vil det blive ved med at være. Og det er idiotisk at ødelægge gode boliger af politiske hensyn.

Musikken kommer fra “hjertet” – God only knows som eksempel

7. maj 2019

Beatles-producer George Marin møder Beach Boy-Brian Wilson og analyserer sangen “God only knows” fra masterbåndet. Brian forklarer, hvordan musikken kommer fra “hjertet”, ubevidst. Paul McCartney har været inde på noget af det samme, fx da han skrev “Yesterday”. Selvfølgelig er “hjertet” en metafor. Vi taler ikke om musklen, men om – som Brian Wilson også siger – den ekstra dimension, der findes i hjernen.

Man kan godt forstå, at nogle mennesker kan blive helt religiøse af at spekulere over musikkens og kunstens mysterium. Tanken om, at der er noget guddommeligt, der sender musikken eller kunsten til kunstneren. Men jeg er tilbøjelig til at tro, at det mere handler om den menneskelige hjernes og krops umådelige – og langt fra forståede – skaberevne.

Så fik vi sat valgkampen i gang for alvor…

7. maj 2019
Hey, hey, hey
Give the people what they want
Well, it’s been said before, the world is a stage
A different performance with every age.
Open the history book to any old page
Bring on the lions and open the cage.
Give the people what they want
You gotta give the people what they want
The more they get, the more they need
And every time they get harder and harder to please
The Roman promoters really did things right.
They needed a show that would clearly excite.
The attendance was sparse so they put on a fight
Threw the Christians to the lions, sold out every night
Give the people what they want
You gotta give the people what they want
The more they get, the more they need
And every time they get harder and harder to please
Give ’em lots of sex, perversion and rape
Give ’em lots of violence, and plenty to hate
Give the people what they want
Give the people what they want
When Oswald shot Kennedy, he was insane
But still we watch the re-runs again and again
We all sit glued while the killer takes aim

En sang fra en lidt undervurderet periode i The Kinks’ karriere, firserne. Fra albummet af samme navn (1981).

Capac anbefaler: She Trio – As simple as that

7. maj 2019

Vokaljazztrio med referencer til cabaret og salon. Sådan markedsføres trioen She Trio – bestående af Sanne Graulund (sang, klaver), Eva Malling (bas, kor) og Benita Haastrup (trommer, slagtøj, kor). Forklaringen er til dels, at de tre kunstnere fik en slags gennembrud med forestillingen “Cabaret”, og det har farvet tiden efter lidt.

Men den slags PR skal tages med et gran salt. For ganske vist har pladen kabaret- og salonmusikkens intimitet og ambitiøsitet, men ikke den kulturelle og politiske dimension, som de gamle musikformer havde i bagagen. I hvert fald ikke i gammeldags forstand. Nej, stregen skal sættes under vokaljazztrio, for det, de tre kunstnere og deres fornemme liste af gæstemusikere (fra Mathias Heise – kendt her fra bloggen – til Gustav Ljunggren), brillerer i er vokalarbejde og jazzmusiceren af højeste kvalitet og bedste skuffe.

Ialt tolv numre præsenteres lytteren for. Otte af dem er skrevet af Sanne Graulund, der også er forsanger, tre er lavet af Eva Malling og endelig står Benita for et enkelt nummer. Men materialet er samlet set præget af den allerstørste homogenitet, der nok afspejler trioens indforståede samspil og arrangementernes ensartethed. De tolv sange er domineret af gode melodier, en tilbagelænet, lidt indadvendt stemningsfuldhed og lyrisk spændvidde. Sanne Graulund synger smukt for med sin klare, feminine stemme – og bakkes indfølt og -forstået op af Malling og Hastrup på både vokal- og instrumentalsiden. Det er trioen, der skaber fundamentet og kontinuiteten på pladen, medens de inviterede gæstemusikere hver på deres måde og i samklang krydrer sangene med solistiske og stilistiske farvninger.

Samlet set har She Trio lavet en plade, der smager af meget mere. Og man kan som jazzelsker kun se frem til, hvad trioen kan udvikle sig til de kommende år, og håbe, der kommer mange flere plader fra deres side. Så hvis du er til vokaljazz, så betænkt dig ikke, men lyt med til She Trio. Hermed varmt anbefalet.

She Trio. As simple as that. SayYesMusic. Er udkommet.

Pladen har vist ikke resulteret i nogen video, men jeg fandt denne med de tre dejlige damer.