11. maj 2019 arkiv

“Walking Blues featuring Keb’ Mo’ “

11. maj 2019

Apropos Folketingsvalget – kommentar 2

11. maj 2019

Næppe har vi set den konservative Pape Poulsen glide i sit eget valgflæsk, før andre smider valgflæsk i grams til vælgerne. Lars Løkke Rasmussen lover milliarder til udbedring af den velfærd, han og hans politiske allierede i næsten 18 år har udhungret og beskåret. Med en engangsbevilling på knap 70 miiliarder vil Løkke lappe lidt på velfærden og ikke mindst sin ramponerede troværdighed.

Og i kølvandet på Pape Poulsens valgflæskshow byder nu begge statsministerkandidater, Løkke Rasmussen og Frederiksen, ind med løfter om forbedringer hos politiet. Flere  politibetjente osv. Man kan sige, at de begge to har spændt en snubletråd ud for sig selv, så længe de ikke forholder sig til, hvor de ekstra penge skal komme fra. Skal de tages fra andre velfærdsområder? De gamle? Børnene? Sygehusene? Skolevæsnet? Universiteterne? Eller skal de hentes ind i form af ekstra skat – og hvem skal så betale?

Selv om det ofte ikke kommer op til overfladen i mediedækningen, så handler velfærdsdebatten om den økonomiske politik, og det vil sige skattepolitikken. Hvis vi skal have en forbedring af velfærden, så skal der flere penge til – og det betyder, at skattegrundlaget skal øges (hvis man ikke vil beskære andre steder i det offentlige forbrug).

Jeg tror, at den såkaldte “venstrefløj” – fra Det Radikale Venstre og ud til og med Enhedslisten – kunne vinde både troværdighed og flere stemmer, hvis de en gang for alle gjorde op med den økonomiske politik, der er blevet bedrevet de seneste 18 år (ja flere endnu, men lad det nu ligge).