24. maj 2019 arkiv

Den første sorte på den britiske hitlistes top

24. maj 2019

I 1954 (jeg var ikke fyldt et år endnu…) topper pianistinden Winifred Atwell (fra Trinidad) den britiske salgsliste med “Let’s have another party” (kilde: Billy Bragg). Dermed blev hun den første farvede (sorte, neger…), der præsterede det. Hep for Winifred.

Bob-dag – Dylan fylder 78

24. maj 2019

Ja, his Bobness fylder 78 år i dag. Og han ruller lystigt videre på sin uendelige turné, der er blevet meningen med livet for ham. Og her i huset er Dylan-pensumet den fortrinlige opsamling Biograph (1985), der byder på både mange kendte sange og en del mindre kendt stof. 53 numre i alt (og du kan lytte med, for den ligger som afspilningsliste på Youtube, søg og du skal finde…).

Bad Boy

24. maj 2019

Beatles startede som bekendt som et kopiband. Og en af de sange, de kopierede, var Larry Williams’ “Bad boy”. De indspillede den på komponistens fødselsdag, den 10. maj 1965, sammen med “Dizzy Miss Lizzy” (også Larry Williams’). “Bad boy” kom samme år med på den amerikanske LP Beatles VI, medens “Dizzy Miss Lizzy” kom med – også samme år – på Help. Men i Danmark dukkede “Bad boy” vist først op på LP, da opsamlingen A Collectioin of Beatles Oldies udkom i 1966. Så i Danmark var man henvist til at købe EP’en Beatles Forever i 1965, hvis man ville lytte til deres udgave af denne Larry Williams-klassiker. Flere år senere dukkede den op på opsamlingen Rarities og på Past Masters Vol. I.

Se det er, hvad der kommer ud af en Facebookdebat med en gammel bekendt om dengang, vi kun havde råd til single- og EP-plader, gik i korte bukser og boede i Esbjerg.

Nogenlunde samtidig med Beatles lavede australske Twilights’ en ganske ferm udgave:

Folketingsvalget – 15

24. maj 2019

Hvordan ændrer man forbrugernes adfærd, når det gælder klimaforandringerne? Hvordan får man forbrugerne (vælgerne, borgerne…) til at spise mindre kød, flyve mindre, forbruge mindre osv.? Uden at det går ud over den enkeltes “friheder”? Spørgsmål som disse dukkede op, da Liberal Alliances leder Anders Samuelsen var i krydsforhør i går på tv. Og det var tydeligt, at den erklæret liberale politiker havde det skidt med politiske tiltag, der begrænsede den enkelte mulighed for selv at træffe sine valg. Hvad enten det galt afgifter på flyrejser, kød, røgtobak osv.

Dertil er kun at sige, at den eneste måde, man kan ændre på adfærden uden at det skal forstås som indgreb i “frihederne” er ved at ændre de fælles rammebetingelser, så alle får det samme grundlag at handle ud fra. Fx kan man ved at omlægge dansk landbrug til økologiske brug og ændre fødevaremomsen, så den fjernes fra grønsager, frugt, korn o. lign., og øges på kød, tilskynde danskerne til at spise sundere og mere grønne fødevarer. Svenskerne har indført afgifter på flyrejser og det har nedbragt flyvningen i Sverige. At nogle svenskere så tager til Kastrup og flyver derfra, ændrer ikke noget ved, at svenskerne har adfærdsreguleret med held i deres eget land. Det understreger bare nødvendigheden af, at vi også arbejder for internationale reguleringer af menneskenes adfærd. Fx skal vi have en begræsning på, hvor mange børn, der fødes. Befolkningstilvæksten – for ikke at tale om befolkningseksplosionen – betyder alt andet lige en voldsom øgning af CO2-udledningen. Men det kan reguleres ved internationale aftaler – fx gennem FN – om børnebegrænsning. Kineserne har tidligere haft en 1-barns-politik, så det kan lade sig gøre.

De liberale partier bliver let fanget i deres egen liberal(istisk)e idégrundlag, når fx klimapolitiken skal føres ud i livet. Hellere lade folk ryge sig ihjel end påføre dem flere afgifter, synes logikken at være. Men vi kommer ikke uden om kollektiv adfærdsregulering, hvis vi for alvor skal ændre noget.