27. maj 2019 arkiv

Aftenens filmoplevelse: 45 år

27. maj 2019

Medens dansk tv brugte det meste af aftenen på at diskutere og analyse en foreløbig stemmeoptælling – en såkaldt exit poll – kastede jeg mig over en af mine forglemmelser, Andrew Haighs 45 Years. Endnu en af de film, jeg egentlig ville have set i biografen, men af en eller anden grund ikke fik gjort.

Det er en nærmest Mike Leighsk film. Et hverdagskammerspil. Et barnløst ægtepar – Kate (Charlotte Rampling) og Geoff (Tom Courtenay) – er i gang med at planlægge en forsinket fejring af deres 40 års samliv. Geoff har fået en bypass-operation og derfor er der gået endnu fem år. Og medens parret sysler med planlægningen og hverdagens trivialiteter melder fortiden sig pludselig i form af et brev, der oplyser Geoff om, at liget af hans gamle tyske kæreste Katya er blevet fundet i en smeltende gletcher. På en vandringstur var hun faldet ned i en gletschersprække, hvor hun var blevet frosset ned, indtil gletscheren en dag bragte liget frem til overfladen. Og fundet får Geoff til – med hjælp fra en gammel tysk ordbog – at grave ned og tilbage i tiden – og afsløre ting og deltajler, som Kate ikke har kendt til. Fortiden vækkes til live i Geoffs hovede, og dermed lukkes der også op for følelser. Og det samme gælder for Kate, der med alle de års forsinkelse rammes af en jalousi, hun ikke kan ignorere.

Filmen forløber over en lille uges tid – frem til fejringen af deres jubilæum – og man ser, hvordan brevet sender en diskret jordrystelse gennem parret. Og filmen får en slutning, der er åben for fortolkning – på samme måde som tilfældet er i nogle af Mike Leighs film er det. Charlotte Rampling og Tom Courtenay spiller fremragende. På en gang nedtonet og med små virkemidler bevægende. Man kan godt forstå, at de to roller har kastet nogle priser af sig.

Et ekstra bonus ved filmen er dens lydspor, der byder på genhør med Lee Hazlewood, Dusty Springfield, Lloyd Price, Lulu, Gary Pucket and the Union Gap, The Turtles, The Moody Blues og – ikke mindst – The Platters. Det er lydsporet til parrets liv – og en stemningsmæssigt opløftende dimension ved filmen, som er mere end seværdig.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Knap10 – Skille det hele

27. maj 2019

Bag projekt- eller bandnavnet Knap10 gemmer sig Hans Holten Hansen, der er kendt fra How do I, Rhonda Harris, Olesen-Olsen m.fl., guitaristen Thorlaksen og trommeslager Tobias Griebe.

For et par år siden mistede Hans Holten Hansen noget af højre pegefinger ved en arbejdsulykke. Og det var uheldigt for sangskriveren og bassisten, der blev tvunget til at revidere sit (musikalske) liv. Og intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Og i dette tilfælde fik ulykken Hans til at gøre noget ved nogle sange, han længe havde gået og brændt inde med.

Og det har resulteret i elleve, dansksprogede sange, der kan beskrives som en slags eksistentiel pop, hvor livets absurditet, men også velsignelse, beskrives fra en singulær, individuel synsvinkel. Som fx i den sang, der har bidraget til albummet titel, “Lad det være”

Lad det være

Vågner og finder at jeg faldt

i søvn fra de levende

lys og med lampen tændt og med hovedet

langt inde i musikken

der spiller endnu

Så jeg puster lysene ud og retter

på en pude og sukker og slukker

lampen og først da

lugter stearinen

stearinen der lugter

endnu

Og så nu, hvor jeg ikke sover længere

løber pladen ud i natten og mørket

Og hvad skal jeg lys-

vågen

stille

op med det stille

med nat og med mørke?

Skal jeg virkelig skille det hele ad

eller bare lade det

være?

Prøver at glemme hvad du sagde

og måden du så ud på

da du indså

at det her, det var alt hvad du kunne nå

før dit hjerte går i stå

Den enes diagnose, den andens tunge arv

lod i en pose, knoglepibemarv

Det var det du kunne nå at sige

før din krop holdt op med at du

Og så nu, hvor du ikke er her længere …

Måske er det endnu en sang om at blive forladt, men den kommer til at handle om, hvordan man tackler livet helt nede på det mest elementære plan. “Skal jeg virkelig skille det hele ad/eller bare lade det være”. Og sådan er det med sangene på denne plade. Som lytter lukkes man ind i et intimt univers, hvor det singulært-individuelles sansning og oplevelse af virkeligheden dominerer – selv om det også handler om CO2 (“Gennemsigtig”)  eller en “Bog om demokrati”. Således læst, kan man sige, at teksterne på pladen passer umådeligt fint ind i tidsånden, hvor det netop er det individuelle perspektiv, der dominerer synet på verden.

Musikalsk er der tale om en god snes venlige, let støjende poprocksange, der bæres frem af arrangementer, hvor forsangeren (Hans Holten Hansen) står centralt i lydbilledet og væves smukt ind i de let støjende lydflader af kor, electronica, guitarer m.m. Samlet set er det en poprockplade, der venligt tager sigte mod de popvenlige radioplaylister, hvor den også fortjener at få en fin placering. Hermed anbefaler.

Knap10. S.k.i.l.l.e. det hele. Produceret af: Hans Holten Hansen. LDME. Er udkommet.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Folketingsvalget – 18

27. maj 2019

Alle bør læse denne artikel fra Berlingske fredag om Greta Thunberg. En pige med en alvorlig diagnose, som vi lørdag skal følge dagen igennem. Medier og politikere vil kæmpe for komme i hendes nærhed. Måske skulle vi bare lade hende være barn? [Pia Kjærsgaard-tweet i anledning af Greta Thunbergs besøg i Danmark]

Jeg tror, det er steget Pia Kjærsgaard til hovedet, at hun er blevet forkvinde for Folketingets præsidium. Og derfor mener hun sig berettiget til at desavouere Greta Thunbergs forsøg på at råbe alle op om den truende klimakatastrofe. Det er rigtigt, at Thunberg er diagnosticeret – med Aspergers, OCD og selektiv mutisme – men det er der så mange andre, der er, at det nærmest hører med til vor tids normalitet. Og i øvrigt er det ikke diagnoser, der på nogen måder diskvalificerer nogen fra at deltage aktivt i den offentlige politiske debat. Kjærsgaards forsøg på at afskrive Thunberg, fordi hun er et barn, siger mere om Kjærsgaard betændte forhold til det folkestyre, som hun ellers gerne roser og fremhæver. Thunberg er ikke et barn, men en ung kvinde på 16 år, der har mere styr på de faktuelle forhold om klimaet end Pia Kjærsgaard nogensinde har haft eller får.

Og i går på valgaftenen forklarede Kjærsgaard Dansk Folkepartis forsmædelige tilbagegang med, at det nok skyldtes “klimatosserne”, underforstået: alle de partier, der forsøger at tage klimaproblemerne dybt alvorligt. Men vi ved godt, hvem tossen er i det her spil.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »