juni 2019 arkiv

Folkestyret i krise?

12. juni 2019

Selv om partiet Stram Kurs med den kulørte Rasmus Paludan i spidsen ikke kom ind på tinge, så var partiet dog i nærheden af spærregrænsen og – selve partiets eksistens og balladen omkring partistifteren har sat et kraftigt aftryk på den offentlige, politiske debat og har jaget en skræk i livet på mange politikere. Og det er nok en væsentlig forklaring på, hvorfor en række såkaldte “politiske veteraner” nu har foreslået, at det skal være vanskeligere at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget. Antalllet af vælgererklæringer skal øges kraftigt, tænker veteranerne.

En af veteranerne, Bertel Haarder fra Venstre, siger:

Tidligere skulle man have skriftlige blanketter. Det gjorde, at nye partier var mere seriøse. Nu er det blevet meget lettere, og det kan føre til, at der bliver drevet gæk med folkestyret, og at man ødelægger den politiske debat

Det er en underlig omvendt argumentation. Da internettet for alvor brød igennem som det nye medie i verdenssamfundet, hed det sig, at det kunne gøre fx folkeafstemninger meget nemmere og effektive. Man forestillede sig, at vælgerne kunne sidde derhjemme ved hjemmepc’en, logge på med NemID og afgive sin stemme. Siden har skepsis taget over. Risikoen for misbrug og andet har overskygget det teknologiske fremskridts muligheder. Og det er lige netop denne anti-teknologiske skepsis, Bertel Haarder bruger i sit argument. Det er blevet for let at bruge sin demokratiske indflydelse.

Men, er det en demokratisk holdning, Haarder udtrykker? Nej. mener jeg. Haarders argument er i sin rod anti-demokratisk. Den udstråler en frygt for, at borgerne alt for nemt kan gøre deres indflydelse gældende – også i en retning, der opfattes som politisk upassende eller lignende. Tænk sig, hvis der kom endnu flere partier ind i folketinget!? Måske flere rabiate højrepartier og ultrarøde venstrefløjspartier! Uha. Det ville jo være alt for demokratisk…

Radiohead i l ange baner…

11. juni 2019


En af den forgangne uges spøjse historier fra rockland har været, at nogen havde lækket 18 timers demo- og udtagsoptagelser fra Radioheads arbejde med hovedværket OK Computer. Det viser sig, at nogen havde hugget Thom Yorkes arkiv af minidiscs og efterfølgende krævet 150.000 $ i løsesum. – Og hvad gør man så, når man er en gruppe, der har markeret sig som særligt systemkristisk m.v.? Ja, man trækker da på skuldrene og slipper alle 18 timers optagelser fri på nettet til glæde for alle gruppens fans og andre musikelskere. Sådan! Hatten af for Radiohead.

Dansk Folkepartis deroute

11. juni 2019

Det store taberparti ved det overståede folketingsvalg var uden diskussion Dansk Folkeparti, der mistede hele 21 mandater (gik fra 37 til 16). Og spørgsmålet var så, straks resultatet forelå, hvorfor paartiet gik tilbage. En ad de forklaringer, man fik, var at partiet skulle være gået i regering. Men det tror jeg er forkert. Af to grunde. Erfaringen viser, at partibærende partier meget ofte mister tilslutning ved et efterfølgende valg. Og for det andet, så havde partiet faktisk stor indflydelse på Venstreregeringens politik, medens den herskede. Nej, jeg tror forklaringen ligger et andet sted. Nemlig i det forhold, at andre partier – ikke mindst de to store midtsøgende partier, Venstre og Socialdemokratiet – har taget ejerskab over Dansk Folkepartis store mærkesag: udlændingepolitiken. Med Inger Støjberg i spidsen har Venstre kastreret Dansk Folkeparti som udlændingekritisk parti. Ganske vist har Martin Henriksen og andre DF’ere markeret sig mere og mere rabiat, men når det gælder den faktisk “hårde” udlændingepolitik, så har DF være reduceret til stemmekvæg i Venstres politik. Og Mette Frederiksen og Socialdemokraterne har gjort den strenge udlændingepolitik til deres. Sikkert, fordi de godt ved, at en stor del af Socialdemokraternes stemmer har ligget ovre hos Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti går tilbage, fordi deres udlændingepolitik er blevet mainstream eller midterpolitik. Dertil skal lægges, at partier som Nye Borgerlige og Stram Kurs har lagt beslag på de mest rabiate synspunkter og dermed gjort det nærmest umuligt for Dansk Folkeparti at overgå dem.

Mit gæt er, at vi har set Dansk Folkepartis storhedstid og at partiet de kommende år ikke vil komme i nærheden af fortidens mandattal. Positivt formuleret har partiet sejret sig ihjel, fordi det har overladt til midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet at formulere den “hårde” udlændingepolitik. Og reelt set har Dansk Folkeparti ikke haft andre mærkesager, de kan markedsføre sig på. Også, fordi partiet på andre områder har svigtet i de forgangne år.

Tom Waits’ top 20

10. juni 2019

1 – In the Wee Small Hours by Frank Sinatra
2 – Solo Monk by Thelonious Monk
3 – Trout Mask Replica by Captain Beefheart
4 – Exile On Main Street by the Rolling Stones
5 – The Sinking of the Titanic by Gavin Bryers
6 – The Basement Tapes by Bob Dylan
7 – Lounge Lizards by Lounge Lizards
8 – Rum Sodomy and the Lash by the Pogues
9 – I’m Your Man by Leonard Cohen
10 – The Specialty Sessions by Little Richard
11 – Startime by James Brown
12 – Bohemian-Moravian Bands by Texas-Czech
13 – The Yellow Shark by Frank Zappa
14 – Passion for Opera Aria
15 – Rant in E Minor by Bill Hicks
16 – Prison Songs: Murderous Home Alan Lomax Collection
17 – Cubanos Postizos by Marc Ribot
18 – Houndog by Houndog
19 – Purple Onion by Les Claypool
20 – The Delivery Man by Elvis Costello

Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil kunne lave en liste over mine 20 højestplacerede favoritalbums. Alene det at skulle udpege en af Bob Dylans eller Beatles’ album, der er den bedste, ville få mig i store vanskeligheder. Men det er omvendt en fornøjelse at studere andres lister, fx denne fra Tom Waits. Blandt andet, fordi der er musik, jeg ikke eller kun overfladisk har et forhold til. Det gælder Gavin Bryers The Sinking of the Titanic Texas-Chech (?), Bil Hicks og Les Claypool. Men så lærer man ny musik at kende, og det er det gode ved det.

50: Earth Opera: Great American Eagle Tragedy

10. juni 2019

Selv om der er tvivl om udgivelsesdatoen, så var det i 1969 Earth Opera udsendte deres andet og sidste album The Great American Eagle Tragedy. Der var opbrudsstemning i den såkaldt psykedeliske rockgruppe, der måtte sige farvel til cembalospilleren Bill Stevenson inden indspilningen, der til gengæld gjorde brug af flere gæstemusikere, bl.a John Cale og Bill Keith (pedal steel guitar).

Pladen fik relativt stor og positiv omtale i datidens danske beatprogrammer på Danmarks Radio, og den klarede sig relativt godt i hjemlandet. Og er – hørt på afstand – et fornemt eksempel på den americana, der i dag præger så meget af amerikansk rockmusik.