juni 2019 arkiv

Folkestyret i krise?

12. juni 2019

Selv om partiet Stram Kurs med den kulørte Rasmus Paludan i spidsen ikke kom ind på tinge, så var partiet dog i nærheden af spærregrænsen og – selve partiets eksistens og balladen omkring partistifteren har sat et kraftigt aftryk på den offentlige, politiske debat og har jaget en skræk i livet på mange politikere. Og det er nok en væsentlig forklaring på, hvorfor en række såkaldte “politiske veteraner” nu har foreslået, at det skal være vanskeligere at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget. Antalllet af vælgererklæringer skal øges kraftigt, tænker veteranerne.

En af veteranerne, Bertel Haarder fra Venstre, siger:

Tidligere skulle man have skriftlige blanketter. Det gjorde, at nye partier var mere seriøse. Nu er det blevet meget lettere, og det kan føre til, at der bliver drevet gæk med folkestyret, og at man ødelægger den politiske debat

Det er en underlig omvendt argumentation. Da internettet for alvor brød igennem som det nye medie i verdenssamfundet, hed det sig, at det kunne gøre fx folkeafstemninger meget nemmere og effektive. Man forestillede sig, at vælgerne kunne sidde derhjemme ved hjemmepc’en, logge på med NemID og afgive sin stemme. Siden har skepsis taget over. Risikoen for misbrug og andet har overskygget det teknologiske fremskridts muligheder. Og det er lige netop denne anti-teknologiske skepsis, Bertel Haarder bruger i sit argument. Det er blevet for let at bruge sin demokratiske indflydelse.

Men, er det en demokratisk holdning, Haarder udtrykker? Nej. mener jeg. Haarders argument er i sin rod anti-demokratisk. Den udstråler en frygt for, at borgerne alt for nemt kan gøre deres indflydelse gældende – også i en retning, der opfattes som politisk upassende eller lignende. Tænk sig, hvis der kom endnu flere partier ind i folketinget!? Måske flere rabiate højrepartier og ultrarøde venstrefløjspartier! Uha. Det ville jo være alt for demokratisk…

Radiohead i l ange baner…

11. juni 2019


En af den forgangne uges spøjse historier fra rockland har været, at nogen havde lækket 18 timers demo- og udtagsoptagelser fra Radioheads arbejde med hovedværket OK Computer. Det viser sig, at nogen havde hugget Thom Yorkes arkiv af minidiscs og efterfølgende krævet 150.000 $ i løsesum. – Og hvad gør man så, når man er en gruppe, der har markeret sig som særligt systemkristisk m.v.? Ja, man trækker da på skuldrene og slipper alle 18 timers optagelser fri på nettet til glæde for alle gruppens fans og andre musikelskere. Sådan! Hatten af for Radiohead.

Dansk Folkepartis deroute

11. juni 2019

Det store taberparti ved det overståede folketingsvalg var uden diskussion Dansk Folkeparti, der mistede hele 21 mandater (gik fra 37 til 16). Og spørgsmålet var så, straks resultatet forelå, hvorfor paartiet gik tilbage. En ad de forklaringer, man fik, var at partiet skulle være gået i regering. Men det tror jeg er forkert. Af to grunde. Erfaringen viser, at partibærende partier meget ofte mister tilslutning ved et efterfølgende valg. Og for det andet, så havde partiet faktisk stor indflydelse på Venstreregeringens politik, medens den herskede. Nej, jeg tror forklaringen ligger et andet sted. Nemlig i det forhold, at andre partier – ikke mindst de to store midtsøgende partier, Venstre og Socialdemokratiet – har taget ejerskab over Dansk Folkepartis store mærkesag: udlændingepolitiken. Med Inger Støjberg i spidsen har Venstre kastreret Dansk Folkeparti som udlændingekritisk parti. Ganske vist har Martin Henriksen og andre DF’ere markeret sig mere og mere rabiat, men når det gælder den faktisk “hårde” udlændingepolitik, så har DF være reduceret til stemmekvæg i Venstres politik. Og Mette Frederiksen og Socialdemokraterne har gjort den strenge udlændingepolitik til deres. Sikkert, fordi de godt ved, at en stor del af Socialdemokraternes stemmer har ligget ovre hos Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti går tilbage, fordi deres udlændingepolitik er blevet mainstream eller midterpolitik. Dertil skal lægges, at partier som Nye Borgerlige og Stram Kurs har lagt beslag på de mest rabiate synspunkter og dermed gjort det nærmest umuligt for Dansk Folkeparti at overgå dem.

Mit gæt er, at vi har set Dansk Folkepartis storhedstid og at partiet de kommende år ikke vil komme i nærheden af fortidens mandattal. Positivt formuleret har partiet sejret sig ihjel, fordi det har overladt til midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet at formulere den “hårde” udlændingepolitik. Og reelt set har Dansk Folkeparti ikke haft andre mærkesager, de kan markedsføre sig på. Også, fordi partiet på andre områder har svigtet i de forgangne år.

Tom Waits’ top 20

10. juni 2019

1 – In the Wee Small Hours by Frank Sinatra
2 – Solo Monk by Thelonious Monk
3 – Trout Mask Replica by Captain Beefheart
4 – Exile On Main Street by the Rolling Stones
5 – The Sinking of the Titanic by Gavin Bryers
6 – The Basement Tapes by Bob Dylan
7 – Lounge Lizards by Lounge Lizards
8 – Rum Sodomy and the Lash by the Pogues
9 – I’m Your Man by Leonard Cohen
10 – The Specialty Sessions by Little Richard
11 – Startime by James Brown
12 – Bohemian-Moravian Bands by Texas-Czech
13 – The Yellow Shark by Frank Zappa
14 – Passion for Opera Aria
15 – Rant in E Minor by Bill Hicks
16 – Prison Songs: Murderous Home Alan Lomax Collection
17 – Cubanos Postizos by Marc Ribot
18 – Houndog by Houndog
19 – Purple Onion by Les Claypool
20 – The Delivery Man by Elvis Costello

Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil kunne lave en liste over mine 20 højestplacerede favoritalbums. Alene det at skulle udpege en af Bob Dylans eller Beatles’ album, der er den bedste, ville få mig i store vanskeligheder. Men det er omvendt en fornøjelse at studere andres lister, fx denne fra Tom Waits. Blandt andet, fordi der er musik, jeg ikke eller kun overfladisk har et forhold til. Det gælder Gavin Bryers The Sinking of the Titanic Texas-Chech (?), Bil Hicks og Les Claypool. Men så lærer man ny musik at kende, og det er det gode ved det.

50: Earth Opera: Great American Eagle Tragedy

10. juni 2019

Selv om der er tvivl om udgivelsesdatoen, så var det i 1969 Earth Opera udsendte deres andet og sidste album The Great American Eagle Tragedy. Der var opbrudsstemning i den såkaldt psykedeliske rockgruppe, der måtte sige farvel til cembalospilleren Bill Stevenson inden indspilningen, der til gengæld gjorde brug af flere gæstemusikere, bl.a John Cale og Bill Keith (pedal steel guitar).

Pladen fik relativt stor og positiv omtale i datidens danske beatprogrammer på Danmarks Radio, og den klarede sig relativt godt i hjemlandet. Og er – hørt på afstand – et fornemt eksempel på den americana, der i dag præger så meget af amerikansk rockmusik.

Historien om et cover: Nevermind

10. juni 2019

Et spædt, nøgent drengebarn, der under vandoverfladen jagter en dollarseddel i en fiskekrog. Et coverfoto af de sjældne. Et af de fotos, man bare ikke kan glemme, fordi det skiller sig så markant ud – som idé og realisret foto. Et foto, der på sin egen måde fortæller en historie om rockmusikken som en underlig blanding af uskyldighed (drengebarnet) og kommerciel grådighed (pengesedlen). Et skisma, der har været en del af rocken, siden dens første tid.

I avisen The Guardian fortælles historien om coverets tilblivelse.

40: Labour of Lowe/Lust

9. juni 2019

Rolling Stone har lavet en liste over det, de mener, var de bedste sange fra 1999. Og jeg må erkende, at rigtig mange af de sange, der var store det år, helt er forbigået min opmærksomhed. Måske skyldes det, at jeg mest har lyttet til albums og i mindre grad til singler. Og det år kom bl.a. Nick Lowes Labour of Lust, der stadigvæk har en central plads i mit musikunivers.

Nancy Sinatra – 79

8. juni 2019

[Foto lånt fra wikipedia.org]

Også på spindesiden bliver de selvfølgelig ældre. Og Nancy Sinatra bliver 79 i dag. Hendes sangkarriere udfoldede sig især i tresserne med flere hits. Samarbejde med far Frank og ikke mindst Lee Hazlewood. Efterfulgt af en periode med forsøg som skuespillerinde, bl.a. sammen med Elvis. Et par ægteskaber er det også blevet til, og en enkelt meget omtalt optræden som 57-årig i mandemagasinet Playboy. De seneste mange år har hun hvilet på laurbærbladene, og der har været efterspørgsel på hendes bagkatalog og der er kommet et par digitale opsamlinger.

Ulla Meinecke

7. juni 2019

https://youtu.be/43PwzdQcFqA

Vi skal ikke slippe det tyske spor sådan lige med det samme. En af mine forsømmelser gælder også Ulla Meinecke, der ellers har været med siden halvfjerdserne. Og den nu 65-årige sangerinde udmærker sig ved at være en af dem, der har insisteret på at synge på tysk og selv skrive sine tekster. Også dengang, hvor det ikke var så velanset og almindeligt.

50: Blind Faith i parken

7. juni 2019

https://www.youtube.com/watch?v=z0yn7l9fEDA

Halvtreds år er gået, siden Stevie Winwood, Eric Clapton, Rick Grech og Ginger Baker gav en gratis debutkoncert for ca. 100000 mennesker i Hyde Park. Bandet var blevet dannet i foråret 69 og levede ikke helt op til deres egne (sikkert meget høje) musikalske ambitioner. Men koncerten, der findes på DVD, er alligevel et smukt vidnesbyrd om et band, der burde have bestået i længere tid.

Dr. John er død, 77 år

7. juni 2019

Mac Rebennack, alias Dr. John, er ikke mere. Hans hjerte sagde stop i går, efter at have slået sine musikalske takter i 77 år. Og dermed skal vi sige farvel til en af de ypperste repræsentanter for den musikalske smeltedigel, der hedder New Orleans. Fra sin tidlige ungdom blandede han alskens elementer fra hjemegnen – fra jazz, blues og rock over creolermusik og vodoo – til en altid fascinerende og skøn gumbo. Han har besøgt Danmark flere gang, og jeg har oplevet ham flere gange her i byen, og hver gang var det en udsøgt fornøjelse at opleve ham fremføre sin særprægede og dybt personlige udgave af New Orleans-musikken. Heldigvis efterlader han sig en række fornemme album – lige fra debuten med Gris gris til hyldestpladen for Louis Armstrong Ske-Dat-Dee-Dat: The Spirit of Satch fra 2014.

Klimatosse

6. juni 2019

Jeg læser, at Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, der desværre var en af dem, der blev genvalgt, har udtalt at “en af de bedste udtalelser, der er kommet fra Dansk Folkeparti i valgkampen” var Pia Kjærsgaards brug af betegnelsen “klimatosser” om dem, der er overbevist om, at klimaforandringerne udgør en reel trussel mod vores civilisation.

Og jo, jeg er klimatosse. Inkarneret klimatosse. Som ikke-religiøs materialist læner jeg mig op ad den forskning, der er på klimaområdet. Og jeg kan kun se et apokalyptisk perspektiv i de mange forskningsresultater og -rapporter, der dukker op. Senest den rapport, der påviste, at indholdet af CO2 i atmosfæren ikke har været højere end dengang, menneskene ikke var på jorden. Hvis man orker – og jeg tror, mange ikke gør det – at læse om alle de forskningsresultater, der kommer frem vedr. klimaforandringerne, så er det svært, meget svært, ikke at forstå, at vores civilisation bevæger sig mod en katastrofe. Tegn er der nok af. Skovbrande, storme, oversvømmelser, radikale ændringer i de biologiske kredsløb, insektdød, klimaflygtninge og så videre, osv. Tegnene er mangfoldige.

Men selvfølgelig er det ubehageligt at skulle erkende, at vi bliver nødt til at ændre vores livsstil, levevis, radikalt, hvis vi skal skabe acceptable eksistensvilkår for vores børn, børnebørn og oldebørn. Vi bliver let ramt af den følelse, som den tyske intellektuelle Hans Magnus Enzenberger identificerede i forbindelse med den kolde krig: At hvis atomkrigen kommer, så gælder det os alle sammen. Som den amrikanske satiriker Tom Lehrer formulerede det i en sang: “We will all go together, when we go”.

Men sådan er det. Klimaforandringernes apokalyptiske trussel er der, og vi kan og skal ikke benægte dem. Vi skal rejse mindre (især flyrejser), droppe privatbilismen, spise mere bæredygtigt (mindre kød, mere grønt og lokalt), forbruge mindre i det hele taget (tøj, bolig, mad, nydelse…), genbruge mere og tænke i andre baner end materiel og økonomisk vækst.

Og den netop overstående valgkamp handlede netop om det, klimaet. Og politikernes legitimitet står og falder med, om de vil leve op til befolkningens ønske om at gøre noget ved klimaproblemerne, leve op til Paris-aftalen, som minimuḿ.

https://www.youtube.com/watch?v=-x_peZFRJOE

Fra forsømmelserne bog: Udo Lindenberg

6. juni 2019

Som nævnt har jeg pålagt mig selv at skele lidt mere til tysk musik. Og en af de undladelsessynder eller forsømmelser, jeg har gjort mig skyldig i, er at negligere den ny 73-årige Udo Lindenberg for meget. Han startede for 50 år siden som trommeslager i sit band Free Orbit og som gæstemusiker for andre. Og siden har han fået en status i tysk rock som en af de helt store, en tysk rocks grand old man. Alligevel har jeg ikke fået lyttet til ham i et omfang, han fortjener. Men det kan der selvfølgelig gøres noget ved.

Her er en af hans tidlige sange I fortidens mørke dybe gange (fra albummet Daumen in den Wind, 1972), en sang om deja vue-oplevelser og filosoferen over livet i almindelighed.

Seltsame Szenen – Nebelschwadenbilder
noch nie dagewesene Situationen
ganz fremd und doch irgendwie vertraut
als hätte man das schon mal erlebt
In den dunklen tiefen Gängen der Vergangenheit
ein Hauch Erinnerung
zieht durch das Labyrinth der Zeit
vor Millionen Jahren
Blume im Lavasee
unter meinen Wurzeln
ein brennender Planet…
Vielleicht existiert jedes Leben immer weiter
nur die Formen verändern sich
ich, die Libelle in glühenden Wolken
gleißendes Sonnenlicht fiel auf mich…
ich lebte mit den Wüstenwölfen
ich war ein Fisch im Ozean
ich ritt auf einem Dinosaurier
durchs Reich der Vierten Dimension
In den dunklen tiefen Gängen der Vergangenheit
ein Hauch Erinnerung
zieht durch das Labyrinth der Zeit
vor Millionen Jahren
Vogel im Farbenrausch
unter meinen Flügeln
ein tosender Vulkan…

Musikalsk valgkommentar

6. juni 2019

Heißt “Gnäd’ger Herr” das Bürschlein dort –
Man sieht’s am Stolz und alledem
Und lenkt auch Hunderte sein Wort
Es bleibt ein Tropf trotz alledem
Trotz alledem und alledem
Trotz Band und Stern und alledem –
Ein Mann von unabhän’gem Sinn
Schaut zu und lacht, trotz alledem

Und wenn der Reichstag sich blamiert
Professorhaft, trotz alledem!
Und wenn der Teufel regiert
Mit Huf und Horn und alledem –
Trotz alledem und alledem
Es kommt dazu, trotz alledem
Dass rings der Mensch die Bruderhand
Dem Menschen reicht, trotz alledem!

Trotz alledem und alledem
Es kommt dazu, trotz alledem
Dass rings der Mensch die Bruderhand
Dem Menschen reicht, trotz alledem!

Og valget i går

6. juni 2019

Jeg ved ikke rigtig om man skal le eller græde over valgresultatet i går. Ganske vist mistede den siddende regering magten, selv om partiet Venstre gik lidt frem. Men vi ved også af erfaring, at problemerne først begynder, når en ny regering skal på plads. Socialdemokratiet skal samarbejde med et samlet set styrket venstrefløj, hvor de Radikale og SF blev styrket, medens Enhedslisten og Alternativet måtte se tilbagegang. Mit håb er, at disse partier, der har snakket meget om klimaet i valgkampen, kan sætte sig sammen og formulere en klimalov, der som minimum lever op til Paris-aftalens fordringer til en klimapolitik. Det ville virkelig være noget, der kunne ændre dansk politik i bund og grund.