juni 2019 arkiv

Dødsfald: Dave Bartholomew – 100

24. juni 2019

For få dage siden døde Dr. John. Og nu er en anden af New Orleans’ store navne gået bort. Dave Bartholomew, arrangør, producer, komponist, trompetist og bandleder har forladt os i en alder af 100 år.

Han var mest kendt for sit indflydelsesrige virke i baggrunden. Fx sit samarbejde med Fats Domino, der førte til hits som “Ain’t that a shame”. Og han stod Domino bi i de store år fra 1955-1964, hvor Fats fik hele 65 singler på hitlisterne derovre. Men Bartholomew arbejdede også sammen med mange andre, store navne – lige fra Lloyd Price (“Lawdy Miss Clawdy”) over Chuck Berry (“My ding-a-ling”) til Elton John, Paul McCartney og Rolling Stones. Og med sit “big beat” var han med til at gøre rock and roll til halvtredsernes nye lyd (ja, faktisk fyrrernes med, hvis man medregner hans produktion af Fats Dominos “The Fat Man” fra 1949).

Bartholomew og Domino – live in Austin

Bartholomew var en af den slags bagmænd, man mest læser om på pladenoter og den slags steder, der vidner om, hvem der opererer i baggrunden med autoritet og stor inspirationskraft. Nu er han ikke mere. Endnu et stort træ i New Orleans’ musikskov er faldet.

40: Rust never sleeps

23. juni 2019

Og på dette tidspunkt i 1979 bragede Neil Young og Crazy Horse gennem lydmuren med Rust never sleeps, et såkaldt live-album (såkaldt, fordi live-optagelsen fra San Francisos Bording House efterfølgende var en tur i studiet, hvor der blev lavet ekstra på indspilningerne og hvor publikumsstøj blev reduceret til det mindst mulige.

Krtikken tog albummet til sig. Selv gnavpot Robert Christgau bøjede sig i støvet over for pladens forsøg på at genopfinde lyden af Young og den gale hest. Også publikum tog den energiske plade til sig.

Cindy Lauper – 66

23. juni 2019

Og vi skal da ikke glemme spindesiden, når alderen melder sig. Og Cynthia Ann Stephanie Lauper, bedre kendt som Cindy Lauper har nu passeret de 66, uden af den grund at være gået på pension. Og damen, der slog sit navn fast med sange som “Girls just wanna have fun”, “She bop” og “Time after time”, har formået at holde den kunstneriske formkurve i årene efter firsernes gennembrud. Senest med ganske overbevisende plader med blues (Memphis Blues) og country (Detour).

70%

23. juni 2019

Som man kunne forvente, så er der stor uenighed i  de løbende regeringsforhandlinger om økonomien. Fx når det gælder velfærden. Der er en vis enighed om, at der er behov for at ansætte flere sygeplejersker, hjemmehjælpere og pædagoger i det offentlige, men ikke om, hvordan det skal kunne indfries og hvordan det skal kunne finansieres.

Og uenigheden kommer ikke mindst til udtryk, når der diskuteres skattepolitik og pensionspolitik. Flere partier med Socialdemokratiet i spidsen mener, at der skal arbejdes mere (enten ved at få de ledige i arbejde og/eller importere mere udenlandsk arbejdskraft – eller, som Enhedlisten er inde på, ved at få folk med deltidsjob til at gå på fuld tid). Og under dette ønske om merarbejde ligger en forestilling om, at mere arbejde kaster flere skattekroner af sig. Og kombineret med andre skattepolitiske tiltag, fx beskatning af finanssektoren og de velhavende, forestiller man sig så, at velfærden kan bevares eller ligefrem øges.

Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan forestille sig en indfrielse af løftet om en 70% reduktion af CO2-udledningen uden at en sådan reel reduktion vil gribe radikalt ind i en økonomi, der bygger på forestillingen om øget vækst i form af merarbejde, merproduktion, merværdi (profit)?! Det tror jeg ganske enkelt ikke på. Hvis vi tager ønsket om at reducere udledningen med 70% alvorligt, skal vi indstille os på, at det – i hvert fald på globalt plan – vil betyde, at det økonomiske system (kapitalismen i dens nuværende former) skal transformeres til noget andet. Og hvis det lykkes at komme frem til en reel, bindende klimalov, der lever op til kravet om en markant reduktion, så skal den transformation begynde her i landet, og det vil have betydning for vores levevis. Ingen tvivl om det.

Hvad er det de spiller?

22. juni 2019

Rolling Stones har lige gennemført en koncert i Chicago med bravour. Den hjerteopererede Mick Jagger var som genfødt. Og det er da godt at høre, når nu dinosaurerne fortsætter deres turneren.

Og meget apropos har Ron Wood fået udgivet en bog med gruppens såkaldte setlists, altså den række af numre, de spiller ved en koncert. Wood har for vane at skrive dem ned med farveblyanter og det har fået nogen (sikkert inkarnerede fans…) til at ønske sig kopier – og derfor har Wood fået en bog udgivet med sådanne lister. Tja, det er utroligt, hvad kan udgives nu omstunder..