4. juni 2019 arkiv

Den sidste gang

4. juni 2019

Rolling Stones’ “The Last Time” var den første plade med bandet, jeg fik. Af min far, der ellers ikke havde vist den store interesse for min musikinteresse. Og jeg reagerede vist ikke særligt kærligt eller bare positivt på hans forsøg på at fange min ungdommelige verden. Men pladen, som jeg stadigvæk har, og sangen er forblevet en af mine Stones-favoritter.

Så tak kære farmand, jeg savner dig og er dig evigt taknemmelig for dine anstrengelser (og meget andet…). Og så faldt jeg over Nenas nyfortolknning. Hun har ladet sine 99 luftballoner stige til vejrs og er steget på “die neue deutsche Welle” og har givet sangen en skud tysk indierock. Og det klæder den virkelig godt.

Vi bygger en ny by

4. juni 2019

I Århus – og mange andre provinsbyer – bygger magthaverne sammen med alskens byggematadorer nye huse. Man river gode, gamle bygninger ned uden at skele småligt til historie og kulturel bevaringsværdi, for byggeri er en central faktor, når kapitalismen skal på fode igen. Ned med det gamle lort, så vi kan opføre nye, ubetalelige lejeboliger og tjene mange penge på investeringerne. –

Og så dukker det fine tyske indieband Palais Schaumburg (sikke et bandnavn!) op med deres sang om at bygge en ny by. Giver du mig sten, giver jeg dig sand….

(Note til mig selv: Jeg må lytte til mere tysk musik og genopdage meget af det, der kom for år siden)

På lydsporet igen… Prime Suspect 1973, finalen

4. juni 2019

Sidste afsnit af Prime Suspect 1973 løb over skærmen i går aftes – til tonerne af: Pink Floyd, “The great Gig in the Sky”, Mike Oldfield, “Tubular Bells, Pt. 1”, Joni Mitchell, “Woodstock” og Janice Joplin & Big Brother and the Holding Company, “Piece of my heart”. Hvad “Woodstock” så har med en begravelse at gøre fortaber sig i det uvisse, men igen er det ganske tilfredsstillende at lydsporet har så høj en kvalitet og nostalgisk dybde.

Capac anbefaler: Sidsel Storm – Awake

4. juni 2019

I 2015 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Sidsel Storms album Closer. Et album, der var med til at jazzificere bloggen her og mine musikanbefalinger, der jo på det seneste har omfavnet jazzen helt. Og tak for det.

Nu er Sidstel Storm så aktuel med sit femte album i eget navn, Awake. Og igen er der tale om en skønsom blanding af musik, som Sidsel Storm selv har skrevet – med assistance af dels sin mand Peter Storm Otto (titelsangen “Awake” og “Road”) og den svenske pianist Magnus Hjorth (“Back to you”). – og dels en god håndfuld standard-jazz-numre (af Ellington, Porter, Mercer m.fl.). Man kunne sige, at der er tale om en helgardering, men igen viser det sig, at den hjemmegjorte musik holder niveauet på pladen.

Denne gang trækker Sidsel Storm sit udtryk lidt længere i retning af renlivet jazz. Det easy listening-præg, jeg lyttede mig frem til på den foregående plade, er ikke så markant denne gang, selv om der stadigvæk er tale om en stor musikalsk åbenhed og imødekommenhed, der sikrer, at ikke kun jazz-afficionados kan lytte med og nyde musikken. Med hjælp fra tre strygere og sit faste band (Magnus Hjorth, piano -Snorre Kirk, trommer – Tobias Wiklund, kornet og Lasse Mørck, kontrabas) har Sidsel Storm fået skruet en overbevisende og meget tilfredsstillende plade sammen, hvor hendes smukke, lyse stemme får lov til at kæle for fraseringerne, og hvor der er god plads til, at bl.a. kornetist Wiklund kan levere stærkt solospil. Det er både swing og balladekunst på denne plade, der blot kan gøre en som mig til en endnu større fan af Sidsel Storm. Hermed anbefalet.

Sidsel Storm. Awake. Produceret af: Sidsel Storm og Peter W. Kehl. Calibrated Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: Mike Andersen – One Million Miles

4. juni 2019

Når det kommer til stykket, så skal der ikke så meget til for at få musikken til at fungere. To guitarer, bas og trommer er – i følge Lou Reed – nok til at få rocken til at spille. Og for andre skal der blot et instrument, fx en guitar, en stemme og en håndfuld sange til at gøre værket og få miraklet til at ske. Og det er lige, hvad der er tilfældet for Mike Andersen, der på sit nyt soloalbum, har ladet bandet bag sig holde fri og er gået i studiet med sin guitar og sine sange.

Det er der kommet et album med ni sange ud af. Ni sange, der som det enkle sort-hvid albumcover antyder er sange, der taler for sig selv – uden overflødig pynt eller studiemanipulation. Sange, der er barberet ned til det mest elementære og nøgne, indspillet “live i studiet”, som det hedder. Og sådan et asketisk, bo-bullshit-projekt står og falder med sangenes kvalitet og guitarens og stemmens udtryksfuldhed. Og projektet mere end består. Sangene handler om livets og kærlighedens oppe og nede og er alle funderet på gode melodier og fremført af Mike Andersen med en maskulint følsom og intens stemme, der passer godt til den næsten bluesagtige stemning, der præger sangene. Samlet set har Mike Andersen fået lavet en af de her plader, der gør krav på en særlig tidløshed og vil kalde på ens opmærksomhed oppe fra pladehylden i mange år frem. En plade af den slags, der hører til min egen særlige afdeling for musik, der ikke gør sig i xfactor og leflen for tidsåndens modeluner. Jeg kan godt forstå, at Mike Andersen skal varme op for Keb’ Mo’ i næste måned, for det er i den liga, han hører til.

Hermed varmt anbefalet.

Mike Andersen. One million miles. Produceret af: Mike Andersen. Custom Records. Udkom 31.maj