15. juni 2019 arkiv

50: Captain Beefheart & His Magic Band

15. juni 2019

I morgen er det 50 år siden, Captain Beefheart & His Magic Band udsendte dobbeltalbummet Trout Mask Replica. Den kendte rockjournalist David Fricke skriver meget rammende i Rolling Stone, at pladen er ‘en af de ultimative tests på hvor langt du er villig til at gå for at overgive dig selv til musikken’. Det er, stadigvæk med Frickes ord, den mest beefheartske plade, som kaptajnen nåede at lave.

Man kan tilføje, at det er en plade, man enten vil elske eller hade – på grund af dens kompromisløse, grænsesøgende og -overskridende eksperimenteren med alskens stilarter – fra blues, halvtredser-R&B, jazz, garage rock, eksperimentalmusik, psychedelia og meget mere – og i et formsprog, der bestemt ikke var eller er egnet til poppens skabeloner (fx er kun en lille håndfuld af numrene i nærheden af poppens standardlængde på ca. 3 minutter).

Og Trout Mask Replica er vel en slags rockens svar på James Joyces Ulysses. Mange taler om den, men det er nok kun et fåtal af dem, der har lyttet til den fra ende til anden og mere end en gang. Det er, igen med Fricke, en plade, der er forud for sin tid, som man siger om kunst, der griber langt tilbage i traditionen og bearbejder den på en hidtil uhørt facon. Den fortjener, at man lytter opmærksomt til den i hvert fald en gang i sit liv. (Den ligger pt. i sin fulde længde på tuben).

Under radaren: Anaïs Mitchell

15. juni 2019

Uanset hvor hurtigt min radar kører, så har den ikke opfanget den 38-årige sang- og stykkeskriver Anaïs Mitchell før end for nogle dage siden. Hun er bare ikke rigtig kommet i nærheden af radaren, og sådan er det ofte. Men bedre sent end aldrig. Her er hun i en fin  optagelse fra NPRs skrivebordskoncerter, der udmærker sig ved at fange kunstnerne i den mest skrabede og ærlige udgave.

Kryddersild på Wembley

15. juni 2019

Det er 25 år siden, Spice Girls blev dannet. Og de er pt. på genforeningstur. I tre dage har de fyldt Wembley Arena til bristepunktet. Som The Independents anmelder – der selv var fan dengang for 25 år siden – skriver, så er “halvfemsernostalgien en stor forretning”.

Ja, for meget kan man beskylde kryddersildene for, men det var ikke på det musikalske område, deres aktiver lå. Derimod alt andet. En meget kommerciel udgave af feminisme, fem attraktivt udseende unge damer (undskyld #meetoo, men sådan var og er det…) og så en målrettet, velfinansieret markedsføring sørgede for, at de fem spice girls endte på væggene og musikafspillerne i rigtig mange pigeværelser.

Og nu er de så genforenet ( – fru Beckham). Og stadigvæk er det ikke musikken, der tæller mest. Det kan man forvisse sig om ved at læse Independentskribenten Holly  Williams’ loyale, men også morsomme “anmeldelse” af Spice Girls’ (minus fru Beckham) optræden på Wembley. Den efterlader et indtryk af, at de fire Spice Women nok skulle have gjort som fru Beckham – afstået fra gendannelsen. Men, hvad er der man siger, penge lugter jo ikke…