Som man kunne forvente, så er der stor uenighed i de løbende regeringsforhandlinger om økonomien. Fx når det gælder velfærden. Der er en vis enighed om, at der er behov for at ansætte flere sygeplejersker, hjemmehjælpere og pædagoger i det offentlige, men ikke om, hvordan det skal kunne indfries og hvordan det skal kunne finansieres.
Og uenigheden kommer ikke mindst til udtryk, når der diskuteres skattepolitik og pensionspolitik. Flere partier med Socialdemokratiet i spidsen mener, at der skal arbejdes mere (enten ved at få de ledige i arbejde og/eller importere mere udenlandsk arbejdskraft – eller, som Enhedlisten er inde på, ved at få folk med deltidsjob til at gå på fuld tid). Og under dette ønske om merarbejde ligger en forestilling om, at mere arbejde kaster flere skattekroner af sig. Og kombineret med andre skattepolitiske tiltag, fx beskatning af finanssektoren og de velhavende, forestiller man sig så, at velfærden kan bevares eller ligefrem øges.
Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan forestille sig en indfrielse af løftet om en 70% reduktion af CO2-udledningen uden at en sådan reel reduktion vil gribe radikalt ind i en økonomi, der bygger på forestillingen om øget vækst i form af merarbejde, merproduktion, merværdi (profit)?! Det tror jeg ganske enkelt ikke på. Hvis vi tager ønsket om at reducere udledningen med 70% alvorligt, skal vi indstille os på, at det – i hvert fald på globalt plan – vil betyde, at det økonomiske system (kapitalismen i dens nuværende former) skal transformeres til noget andet. Og hvis det lykkes at komme frem til en reel, bindende klimalov, der lever op til kravet om en markant reduktion, så skal den transformation begynde her i landet, og det vil have betydning for vores levevis. Ingen tvivl om det.