juli 2019 arkiv

Joni Mitchell, Bob Dylan og Roger McGuin: Coyote

31. juli 2019

Hvor heldig kan man være. At finde en optagelse, hvor Bob Dylan og Roger McGuin spiller backing til Joni Mitchell – og i et af mine favorit-Mitchell-sange.

Killer Diller Blues

30. juli 2019

Når man læser musiklitteratur af historisk karakter, så er det næsten uundgåeligt at blive mindet om alle de blueskunstnere, der gødede jorden for den senere populærmusik. Ikke kun de store kendte navne, men en perlerække af mandlige og kvindelige kunstnere, der hver på deres måde satte præg på bluesmusikken. Og selv om der var flest mandlige, så var – og er – der kvindelige kunstnere, der rager højt op. Som for eksempel Memphis Minnie (Lizzie Douglas, 1897-1973), der både skrev sange, sang og spillede guitar. Når man lytter til “Killer Diller Blues”, så kan man godt høre, at der ikke er ret langt til den rock and roll, der blev skabt i Sunstudierne i de tidlige halvtredsere.

Anne og Anders i Mellemøsten

30. juli 2019

[Foto lånt fra DRs hjemmeside. Viser journalist Anders Agger i samtale med en omandreng]

Jeg har været inde på det før: Det journalistiske niveau på DR tv styrtdykker i disse år. Mikrofonholderi, følelsesjournalistik, research- og videnløs journalistik huserer i programmerne – og ofte i den hellige underholdnings tegn. Men retfærdigvis skal det siges, at der er lyspunkter. Ikke mange, men de er der. Som fx, når journalist Anders Agger sammen med ‘kogekonen’ Anne Hjernøe drager ud i verden for at rapportere tilbage om, hvad de oplever.

I sommerens udgave har de to kastet sig over Mellemøsten, idet de besøger Oman, Jordan, Israel og Libanon.  Og de har allerede været i Oman og Jordan. Medens Hjernøes udforsker de kulinariske i landet med hjælp fra lokale og danskere med tilknytning til området, så benytter Agger lejligheden til at snakke med folk om stort og småt, bl.a. om de politiske emner, der knytter sig til det pågældende land. I Oman drejede det sig fx om religionens – islam – betydning, hvor man dels fik noget at vide om den intolerance, der hersker mellem de forskellige afskygninger af denne tro. I Oman er man hverken shia- eller sunnimuslimer (de to største grupperinger inden for islam), men tilhængere af ibadisme, der er en tolerant og fredelig retning. Af samme årsag har grænsen mellem Oman og Saudi-Arabien i mange år været nærmest lukket. Gennem almindelig snak med bl.a. en stor dreng fik man et indblik i en religiøs kontekst, som man ellers aldrig hører om i de dominerende nyhedsudsendelser. I udsendelsen om Jordan besøgte Agger og Co. en flygtningelejr med ca. 80.000 syriske flygtninge. Og man fik et billede af en lejr, der ganske vist bestod af primitive metalskure, men hvor der var styr på sikkerhed, vandforsyning, hygiejne osv. Og  man kunne bliver helt beskæmmet over at leve i et land, hvor man ikke engang kan overkomme at modtage 500 af de allermest udsatte kvoteflygtninge om året. Men i Jordan kan man opsuge tusindvis og oven i købet være åben over for flere (som en interviewet taxachauffør fortalte). Måske, fordi man i Jordan alt for godt kender til de omstændigheder, der kan sende folk på flugt. Med ganske simple, ofte lidt naive spørgsmål, formår Agger at give seerne vigtig forståelse af nogle forhold, som så at sige aldrig er fremme i de overordnede internationale politiske offentlighed. Med enkle journalistiske virkemidler formår Agger at gøre seerne lidt klogere på, hvad der foregår ude i den store verden. Og den slags journalistisk burde der være meget mere af på sendefladen.

Og lydsporet er også interessant. Ud over kendingsmelodien med Alberte Winding, så afspejler lydsporet Agger og Co.’s forkærlighed for halvfjerdserrocken. Denne gang med bl.a. Fleetwood Mac og The Eagles. Og det skal de ikke høre et ondt ord for.,

En Delta Lady fylder 77: Bobbie Gentry

29. juli 2019

Hun trak sig tilbage i 1978, men efterlod sig mange lytteværdige sange, ikke mindst sange til Billie Joe – her i en fin BBC-udgave.

Tårer i regnen: Rutger Hauer er død, 75 år

29. juli 2019

I’ve seen things you people wouldn’t believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate. All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die.

I’ve known adventures, seen places you people will never see, I’ve been Offworld and back… frontiers! I’ve stood on the back deck of a blinker bound for the Plutition Camps with sweat in my eyes watching stars fight on the shoulder of Orion… I’ve felt wind in my hair, riding test boats off the black galaxies and seen an attack fleet burn like a match and disappear. I’ve seen it, felt it…!

Forleden døde den hollandske skuespiller Rutger Hauer 75 år gammel af ikke oplyste helbredsmæssige årsager. Og enhver, der har set og nydt Ridley Scotts Blade Runner vil huske hans præstation som den viise androide Roy Batty, der i filmens sidste scene belærer politibetjent og “blade runner” Rick Deckard i Harrison Fords udgave om selve livet i monologen, der siden er blevet kendt som “tårer i regnen”. Da jeg så filmen første gang, tænkte jeg, at her møder Harrison Ford sin overmand i skuespilkunsten. Det er en scene, hvor science fiction-film bliver til kunst.

[Scenen fra “final cut”-udgaven af Blade Runner]

Blade Runner gjorde Hauer international kendt og med rette, men man bør unde sig selv at se andre af hans præstationer. Fx hans rolle i den store, hollandske film om Mac Havelaar (1976), som jeg var heldigt at se, da den løb i Øst for Paradis i halvfjerdserne eller The Hitcher (1986), hvor Hauer spiller en morderisk – og morderisk fascinerende – hitch hiker, der terroriserer og myrder de mennesker han mødre på sin vej. Bare for at næve et par oplagte film i Hauers filmografi. Men har du Blade Runner til gode, så start der. Et af de mindeværdige øjeblikke i filmhistorien.