Joni Mitchell, Bob Dylan og Roger McGuin: Coyote
31. juli 2019Hvor heldig kan man være. At finde en optagelse, hvor Bob Dylan og Roger McGuin spiller backing til Joni Mitchell – og i et af mine favorit-Mitchell-sange.
juli 2019 arkiv
Killer Diller Blues
30. juli 2019Når man læser musiklitteratur af historisk karakter, så er det næsten uundgåeligt at blive mindet om alle de blueskunstnere, der gødede jorden for den senere populærmusik. Ikke kun de store kendte navne, men en perlerække af mandlige og kvindelige kunstnere, der hver på deres måde satte præg på bluesmusikken. Og selv om der var flest mandlige, så var – og er – der kvindelige kunstnere, der rager højt op. Som for eksempel Memphis Minnie (Lizzie Douglas, 1897-1973), der både skrev sange, sang og spillede guitar. Når man lytter til “Killer Diller Blues”, så kan man godt høre, at der ikke er ret langt til den rock and roll, der blev skabt i Sunstudierne i de tidlige halvtredsere.
Anne og Anders i Mellemøsten
30. juli 2019
[Foto lånt fra DRs hjemmeside. Viser journalist Anders Agger i samtale med en omandreng]
Jeg har været inde på det før: Det journalistiske niveau på DR tv styrtdykker i disse år. Mikrofonholderi, følelsesjournalistik, research- og videnløs journalistik huserer i programmerne – og ofte i den hellige underholdnings tegn. Men retfærdigvis skal det siges, at der er lyspunkter. Ikke mange, men de er der. Som fx, når journalist Anders Agger sammen med ‘kogekonen’ Anne Hjernøe drager ud i verden for at rapportere tilbage om, hvad de oplever.
I sommerens udgave har de to kastet sig over Mellemøsten, idet de besøger Oman, Jordan, Israel og Libanon. Og de har allerede været i Oman og Jordan. Medens Hjernøes udforsker de kulinariske i landet med hjælp fra lokale og danskere med tilknytning til området, så benytter Agger lejligheden til at snakke med folk om stort og småt, bl.a. om de politiske emner, der knytter sig til det pågældende land. I Oman drejede det sig fx om religionens – islam – betydning, hvor man dels fik noget at vide om den intolerance, der hersker mellem de forskellige afskygninger af denne tro. I Oman er man hverken shia- eller sunnimuslimer (de to største grupperinger inden for islam), men tilhængere af ibadisme, der er en tolerant og fredelig retning. Af samme årsag har grænsen mellem Oman og Saudi-Arabien i mange år været nærmest lukket. Gennem almindelig snak med bl.a. en stor dreng fik man et indblik i en religiøs kontekst, som man ellers aldrig hører om i de dominerende nyhedsudsendelser. I udsendelsen om Jordan besøgte Agger og Co. en flygtningelejr med ca. 80.000 syriske flygtninge. Og man fik et billede af en lejr, der ganske vist bestod af primitive metalskure, men hvor der var styr på sikkerhed, vandforsyning, hygiejne osv. Og man kunne bliver helt beskæmmet over at leve i et land, hvor man ikke engang kan overkomme at modtage 500 af de allermest udsatte kvoteflygtninge om året. Men i Jordan kan man opsuge tusindvis og oven i købet være åben over for flere (som en interviewet taxachauffør fortalte). Måske, fordi man i Jordan alt for godt kender til de omstændigheder, der kan sende folk på flugt. Med ganske simple, ofte lidt naive spørgsmål, formår Agger at give seerne vigtig forståelse af nogle forhold, som så at sige aldrig er fremme i de overordnede internationale politiske offentlighed. Med enkle journalistiske virkemidler formår Agger at gøre seerne lidt klogere på, hvad der foregår ude i den store verden. Og den slags journalistisk burde der være meget mere af på sendefladen.
Og lydsporet er også interessant. Ud over kendingsmelodien med Alberte Winding, så afspejler lydsporet Agger og Co.’s forkærlighed for halvfjerdserrocken. Denne gang med bl.a. Fleetwood Mac og The Eagles. Og det skal de ikke høre et ondt ord for.,
En Delta Lady fylder 77: Bobbie Gentry
29. juli 2019Hun trak sig tilbage i 1978, men efterlod sig mange lytteværdige sange, ikke mindst sange til Billie Joe – her i en fin BBC-udgave.
Tårer i regnen: Rutger Hauer er død, 75 år
29. juli 2019I’ve seen things you people wouldn’t believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate. All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die.
I’ve known adventures, seen places you people will never see, I’ve been Offworld and back… frontiers! I’ve stood on the back deck of a blinker bound for the Plutition Camps with sweat in my eyes watching stars fight on the shoulder of Orion… I’ve felt wind in my hair, riding test boats off the black galaxies and seen an attack fleet burn like a match and disappear. I’ve seen it, felt it…!
Forleden døde den hollandske skuespiller Rutger Hauer 75 år gammel af ikke oplyste helbredsmæssige årsager. Og enhver, der har set og nydt Ridley Scotts Blade Runner vil huske hans præstation som den viise androide Roy Batty, der i filmens sidste scene belærer politibetjent og “blade runner” Rick Deckard i Harrison Fords udgave om selve livet i monologen, der siden er blevet kendt som “tårer i regnen”. Da jeg så filmen første gang, tænkte jeg, at her møder Harrison Ford sin overmand i skuespilkunsten. Det er en scene, hvor science fiction-film bliver til kunst.
[Scenen fra “final cut”-udgaven af Blade Runner]
Blade Runner gjorde Hauer international kendt og med rette, men man bør unde sig selv at se andre af hans præstationer. Fx hans rolle i den store, hollandske film om Mac Havelaar (1976), som jeg var heldigt at se, da den løb i Øst for Paradis i halvfjerdserne eller The Hitcher (1986), hvor Hauer spiller en morderisk – og morderisk fascinerende – hitch hiker, der terroriserer og myrder de mennesker han mødre på sin vej. Bare for at næve et par oplagte film i Hauers filmografi. Men har du Blade Runner til gode, så start der. Et af de mindeværdige øjeblikke i filmhistorien.
Fontaines D. C.
28. juli 2019Nej, den musikalske “åbenbaring” de sidste par dage har været Dublin-bandet Fontaines D. C., der debuterede i april måned med albummet Dogrel. Fontaines fornyr ingenting, tilfører ikke musikken nye revolutionerende ideer eller stilistiske nyskabelser. Nej, det tager bare tråden op fra punken og post-punken og gør det, som om der ikke var sket noget, siden dengang punken brød igennem og straks blev fulgt op af noget post-. Og derfor er de forfriskende som et spark i skridtet eller opkast på ens nypolerede sko. Fontaines D. C. er en velkommen knytnæve lige midt i det veltilfredse smagsdommeri, der stadigvæk dominerer rock-and-roll-industrien. Jeg kan kun håbe, at de fem gutter forstår at holde ild i deres udgave af post–punk….
Ed Sheeran kom, sang, spillede og sejrede – eller noget
28. juli 2019Det store musikalske navn de seneste dage har været en lille, rødhåret, bebrillet ung mand fra Halifax, England. Med andre ord: Ed Sheeran. Og jeg må straks indrømme – uden skam (for jeg lytter bestemt ikke til alt i denne verden) – at jeg indtil i dag ikke har lyttet til Ed Sheeran. Men for god ordens skyld og for ikke at falde for generationssnaren, så har jeg brugt min reklamefinansierede streamingtjeneste til at lytte mig lidt ind på hr. Sheeran. Startende med hans debutalbum + (udtalt: plus) og videre til et udvalg af sange fra de senere albums og hits og – lige nu – en “playlist”, leveret af en venlig streamingtjenestebruger.
Og jo, jeg kan bestemt godt lide Ed Sheeran. Han er både umiddelbart appellerende med sin ungdommelige, charmerende stemme, har skrevet nogle ganske popfæhige sange (med tekster, der ikke føjer noget til eller trækker noget fra den hob af poptekster, verden er befolket af) og er “offer” for nogle produktioner, der undgår de værste af samtidens teknologiske manipulationstendenser og afslører en umiskendelig gæld til de foregående mange årtier.
Det betyder dog ikke, at jeg nu er fan eller overvejer at købe hans plader eller – hvis det skulle blive aktuelt – gå til hans koncerter. Blot, at han er endnu et af de mange ubestridelige talenter, der er i moderne pop, og som demonstrerer, at nogle ting ikke ændrer sig, selv om den teknologiske udvikling prøver at narre os til at tro det. Det handler stadigvæk om gode sange, gode stemmer og sympatetiske kunstnere.
Et forspil til Altamont?
27. juli 2019Man skal passe på med sine analyser og fortolkninger. Nogle gange kan de køre af sporet. Som fx når NPRs skribent Kat Aron mener, at den just genudgivne koncertfilm med Rolling Stones Rock and roll circus foregriber de rædselsfulde hændelser ved koncerten i Altamont knap et år senere.
Bandet er i musikalsk omstilling mod noget mere dystert osv., forklarer Aron og støtter sig på andre af den slags tendenser. Men glemmer helt, at det diabolske og morderiske ikke kom fra gruppens musik, men fra nogle bøller, der var til stede og bl.a. fungere som en slags “sikkerthedsvagter”. Aron gør ingen nogen tjeneste ved at fremmane den slags forudsigelser (i bagklogskabens lidet klare lys) og bidrager bestemt ikke til at forstå rocken som kulturelt fænomen.
Blues uden sommer? Nej da.
27. juli 2019Der blev ikke så meget summertime blues ud af udforskningen af musikarkivet. Men det skyldtes nok mest, at man var så heldig at ramme hedebølgen i den uge, man var ved vandet. For blues ligger selvfølgelig i arkivet, bl.a. i form af Jeffrey Lee Pierce og Gun Club.
Nu er landliggeriet forbi i denne omgang, og sandt at sige, så er hedebølge ikke lige mig. For meget varme gør ikke godt i mit gamle legeme/hovede. Så det passer mig fint, at jeg efter et par timer på de danske motorveje og et studie i dansk trafikkultur (eller mangel på samme) på samme asfalt, nu igen er hjemme i skyggen med en fast forbindelse til bloggen. Sommeren er ikke forbi, men den får en anden og mere udholdelig form for mit vedkommende.
Summertime blues: #14
26. juli 2019Den sidste summertime blues i denne omgang. Landliggeriet nærmer sig sin afslutning med en hedebølgedag af de helt store. Det bliver meget varmt og sikkert for varmt til at tage på stranden før i aften. Stranden er plastret til med besøgende og deres biler og det er nærmest umuligt at finde en lille plads.
Nå, men tilbage til spilledåsen. Varmen gør også, at jeg langt fra når gennem mit musikbibliotek i denne uge. Så jeg må fortsætte derhjemme i skyggen.
Men der er jo også anden musik end den i biblioteket. Fx på mobilos, hvor Beatles og deres Sgt. Pepper har en fast plads – og hvor “Getting Better” i lang tid har været ringetone. I går tog jeg mig så sammen til at høre hele nummeret for en gangs skyld – og det er stadigvæk en af mine favoritter med Beatles – på på pladen og i det hele taget.
Og så har DR i de seneste dage reklameret massivt for en eller anden fiktionsserie, der kommer til efteråret. Og bag reklamen kører en melodi, der har sat sig lidt fast. Og jeg burde nok have genkendt den, for der er tale om et platinsælgende hit med det islandske band Kaleo fra Mosfellsbær, “Way Down We Go”. Og jökull Júlíusson har en god stemme, der minder om Waits m.fl.
Summertime Blues: #13
24. juli 2019
Det har været en sjov disciplin at surfe i mit gamle ripsarkiv på den bærbare. Man bliver mindet om, hvad man har stående på reolen. Og kan bruge lidt tid på at forsøge at rekonstruere, hvad det var, der fik en til at anskaffe netop den plade med de(n) kunstner(e). Og nogle gange
glipper det lidt. The Mekons for eksempel. Det må have været et bestemt nummer eller måske en anbefaling på nettet af en eller anden behjertet blogger. Og så er der alle de gode gamle, der ikke behøver argumentation for at være med på reolen eller på harddisken. Fra ABBA til Zevon.
Summertime blues: #12 – Lyt til videnskaben
24. juli 2019Klimatosserier:
Summertime blues: #11 Here comes summer
23. juli 2019
Hedebølgen eller det, der lignede ramte feriestedet i går fra den tidlige morgen. Og meget passende nåede jeg til The Undertones i det mobile musikdiskotek. Her kommer sommeren…
Summertime blues: #10
22. juli 2019
Vejret har været til den grå og lidt våde side, men temperaturen omkring de 20. Forude venter “hedebølge”, hvis man skal tro vejrudsigten. Vi får se…
Og så kom solen fra den tidlige morgen. Og hvad er mere naturligt end – efter at have lyttet til Tom Waits, Lou Reed og Bob Dylan – at finde noget med Stranddrengene – “Surf’s up”.
Summertime blues: #9
22. juli 2019Og som man skimmer sig gennem kataloget, dukker der næsten glemte perler frem. Som Marianne Faithfull og hendes fine udgave af The Decemberists “The Crane Wife”.
