26. juli 2019 arkiv

Summertime blues: #14

26. juli 2019

Den sidste summertime blues i denne omgang. Landliggeriet nærmer sig sin afslutning med en hedebølgedag af de helt store. Det bliver meget varmt og sikkert for varmt til at tage på stranden før i aften. Stranden er plastret til med besøgende og deres biler og det er nærmest umuligt at finde en lille plads.

Nå, men tilbage til spilledåsen. Varmen gør også, at jeg langt fra når gennem mit musikbibliotek i denne uge. Så jeg må fortsætte derhjemme i skyggen.

Men der er jo også anden musik end den i biblioteket. Fx på mobilos, hvor Beatles og deres Sgt. Pepper har en fast plads – og hvor “Getting Better” i lang tid har været ringetone. I går tog jeg mig så sammen til at høre hele nummeret for en gangs skyld – og det er stadigvæk en af mine favoritter med Beatles – på på pladen og i det hele taget.

Og så har DR i de seneste dage reklameret massivt for en eller anden fiktionsserie, der kommer til efteråret. Og bag reklamen kører en melodi, der har sat sig lidt fast. Og jeg burde nok have genkendt den, for der er tale om et platinsælgende hit med det islandske band Kaleo fra Mosfellsbær, “Way Down We Go”. Og jökull Júlíusson har en god stemme, der minder om Waits m.fl.