august 2019 arkiv

Et slag for Mais litteraturkanon

26. august 2019

NYLONVINDEN
text og musik: Troels Trier

Butiksvinduerne og gaderne natten før januarudsalget begynder. Velfærdsvinden blæser.

Nylonvinden blæser
nattens skygger står på spring
Feber – feber
Fuglen flyver blindt i lysets ring

Stål i himlen – månen
tråden i den hede vind
Natten svøbt i nylon
kroppen gynger i det hvide spind

Huden banker
hænder slår på trommens skind
Natten er så sort og du
du lukker månen ind

Du gynger i ilden
nylonilden er så rød
Feber – feber
ilden og det hvide kød

Medens Danmarks Radio svigter litteraturen og højst kan svinge sig op til et bogpromoverende program som Vild med bøger, så har den lille kanal DRḰ4 allieret sig med litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet om at promovere dansk litteratur. Det er dels sket i en række programmer, hvor Mai har taget udgangspunkt i nogle litterære ‘steder’. Og så sker det i serien “Mais litteraturkanon”, hvor Mai frimodigt har sat sig for at lave en kanon over de 100 bedste litterære frembringelser gennem de seneste 50 år. Og sådan et projekt vil selvfølgelig give anledning til modsigelse og debat, og det er som det skal være. Jeg er heller ikke enig med Mai i alle hendes valg, men lad det nu ligge.

En stor force ved Mais bud på en litteraturkanon er, at hun også får poppens og rockens tekster med som det, de er, naturlige dele af dansk litteratur. Hos Mai møder man fx C. V. Jørgensen (Bellevue), Steffen Brandt (“På kanten af småt brændbart”), Lise Cabble og Mette Mathiesen (“Fra Mols til Skagen”), Kim Larsen (“De smukke unge mennesker”) og – ja – Troels Trier (“Nylonvinden”).

Og det er opløftende og helt rigtigt at høre Mai argumentere for, at Troels Trier som tekstforfatter til Røde Mor udgør et vigtigt og væsentligt bindeled i dansk poesi, og fx understrege at en digter som Michael Strunge er dybt inspireret af Trier, selv om han officielt tog afstand fra halvfjerdsernes politiske digtning. Men Mai fremhæver smukt og enkelt, at Trier var både en politisk og meget poetisk sangskriver, bl.a. i ovenstående meget poetiske sang om “Nylonvinden”.

Det gode ved Mais kanon er ikke selve kanoniseringen af en række tekster, men at hun med sit smittende engagement og ligefremme, enkle formidling giver seeren lyst til at finde de kanoniserede tekster frem og give dem en chance. Hun giver en lyst til at (gen)læse. Og det er det, litteraturformidling i bund og grund drejer sig om.

Max Webster “Astonish me”

25. august 2019

Ron Sexsmith fortsætter med at grave gode sange frem fra den store sangskat. Og er kommet til “Astonish me”, der er skrevet af Terry Watkinson og oprindeligt blev indspillet af de kanadiske band Max Webster (1973-1982). Det band har jeg ikke lyttet meget til, men det må jeg nok råde bod på.

Smukfest som ønskekoncert

25. august 2019

Smukfest – også kendt som Skanderborgfestivalen – markerede i år sit 40. af slagsen. Og det inkluderede bl.a. en jubilæumskoncert, hvor mange kunstnere kom og optrådte med et af de mindeværdige numre, de gennem årene har spillet for publikum. Og jubilæumskoncerter er blevet genstand for en udsendelse i to dele på DR1. Den første blev sendt i går aftes.

Peter A. G. Nielsen med “Slingre ned ad Vestergade”, TV-2 med “Rigtige  mænd”, Michael Falck med “Superlove”, Lars Lilholt med “Kald det kærlighed” osv. osv. Det mindede mest af alt om en gammeldags ønskekoncert i Danmarks Radio. Ud fra devisen om, at  man giver publikum det, de vil have. Og ingen tvivl om det: Publikum var helt med og sang med, så selv Dodo and the Dodos var imponerede.

Og der er da heller ikke noget galt i sådan en jubilæums-ønskekoncert, for den understregede en ting, som man nogengange glemmer lidt, når man diskuterer festivaler. Nemlig, at det primært handler om publikum. Det er publikum, der skaber en koncert og en festival. Det blev understreget med største tydelighed i går aftes, hvor der var fokus på pop fra firserne. Næste lørdag gælder det så pop fra halvfemserne.

Tom Waits feminiseret… eller noget

24. august 2019

Måske er det i virkeligheden en oplagt, ja en brillant idé – at lade en flok kvindelige kunstnere indspille Tom Waits-sange i en hyldest til manden selv. For er der nogen, der virker mere maskulin i sit udgangspunkt end netop Tom Waits? Med den whisky-og-tobak-farvede stemme og et univers, hvor kvinderne kender deres plads!? Og så alligevel kan kvindelige kunstnere måske sagtens finde noget i mandens mange sange at relatere sig til – fordi det er gode sange med vedkommende tekster.

Og når man blandt bidragyderne finder navne som Aimee Mann, Patti Griffin, Rosanne Cash, Iris Dement og Courtney Marie Andrews, så er det svært at forestille sig, at den hyldest kan gå galt. Hvis jeg var Waits ville jeg være pavestolt og rørt.

Gårsdagens filmoplevelse: Arthur Newman

23. august 2019

Plottet minder om noget, man har set før. En mand (spillet af Colin Firth), der er kørt træt i sit liv, iscensætter sin egen død og påtager sig en andens identitet. Wallace er en succesfuld golfspiller, der ikke mere kan præstere på det grønne græs og lægges for had af sin egen familie. Han køber sig til en ny identitet som Arthur Newman og agter at starte et nyt lig som golftræner et andet sted i landet.

Men næppe har han sat sig ind i sin bil for at realisere sit identitetsskifte, før han løber ind i en anden identitetsforvirret person, pigen Mike (spillet af den uforlignelige Emily Blunt), der også er på flugt fra sin identitet som medlem i en familie, der er ramt af svær sindsyge. Man mærker hurtigt, hvor det bærer hen: Filmen kommer til at dreje sig om det umulige i at skifte identitet i bund og grund. At man kun i det ydre – med nye identitetspapirer så at sige – kan fremtræde som en anden, end den man er. Men processen hen til den erkendelse giver anledning til en række skøre situationer, der er med til at gøre filmen seværdig og – ja -underholdende. Men først og fremmest er filmen seværdig, fordi de to hovedrolleindehavere spiller deres roller rigtig godt. Især Emily Blunt er et fund som den gale Mike, der er med til at få Wallace på bedre tanker.

Og på lydsporet finder man fx Vashti Bunyans neo-folk-fortolkning af Jagger og Richard-sangen “Some things just stick in your mind”.

Skolstrejk for klimatet

23. august 2019

Even out here in the middle of the Atlantic Ocean I hear about the record amount of devastating fires in the Amazon. My thoughts are with those affected. Our war against nature must end. [Greta Thunberg, Facebook d.d.]

Et år er gået, siden Grete Thunberg for første gang trådte frem med sit budskab om at skolestrejke for klimaet. Og selv om der var og er stavefejl på skiltet, som Greta slæber rundt på, og selv om hun har en håndfuld diagnoser at slæbe rundt på, så lykkedes det hende at bryde igennem mediernes film af overfladiskhed og ligegyldighed og for alvor sætte kampen for klimaet på den politiske dagsorden. Ikke mindst hos mange børn og unge, der med største selvfølgelighed har identificeret sig med Greta og taget hendes skolestrejke til sig.

Lige nu er Grete på vej til USA i en sejlbåd (for man skal jo ikke udlede CO2…) for at fortsætte sin kamp, som hun indtil videre har vundet, selv om højreorienterede medier og politikere forsøger at sætte hendes projekt i et dårligt lys. Men Greta fortsætter med offentligt at hænge forældregenerationen ud, fordi den ikke handler nu og dermed har et stort ansvar for den elendige fremtid, børnene skal leve i. Og Greta taler lige ud af posen, uden omsvøb og uden tilløb til modifikation. Hun læner sig op af den fremmeste forskning på klimaområdet og taler uden at ryste på hånde direkte ind i en politisk offentlighed, der helst vil knibe uden om med alskens parlamentarisk-“demokratiske” undskyldninger. Men lige lidt hjælper det. Greta fortsætter ufortrødent, fordi hun ved, at der kun er en vej, når klimaet skal forbedres.

1969: Jazz Bilzen

22. august 2019

Men også i Europa var der festivaler, der kunne konkurrere med Woodstock. Bob Dylan tog til Isle of Wight, og i Belgien afviklede man Bilzen Jazz, der havde været en stor musikalsk begivenhed siden 1965. Oprindeligt var det en ren jazzfestival, men hurtigt transformeredes den til at omfatte alt muligt andet, fra skiffle til punkt og reggae.

I 1969 optrådte Deep Purple, Shocking Blue, The Moody Blues, Soft Machine, Bonzo Dog Doo Dah Band, The Move og Blossom Toes. Bilzen festivalen bliver af mange betragtet som en slags urfestival for alle europæiske festivaler. Den ophørte i starten af firserne, fordi arrangørerne var trætte af ballade på festivalen og problemer med sikkerhed osv. Og også problemer med at finde de rigtige sponsorer. I stedet fik man så Rock Werchter, en stor festival, der kører endnu i byen Werchter i Belgien.

https://youtu.be/R2yimVoAsK8

1969: Harlem Cultural Festival

22. august 2019

I den forgangne weekend markeredes 50-året for Woodstock Festivalen. Men meget få husker, at vi i disse dage kan markere 50-året for Harlem Cultural Festival, der forløb i perioden 29. juni – 24. august i det år. Men Rolling Stone genopfrisker, hvad der skete, da “Det sorte Woodstock” blev afviklet.

Festivalen havde til formål at fejre sort musik, kultur og politik, der fremmede den sorte bevidsthed og stolthed. Og måske finder vi lidt af forklaringen på, hvorfor mange medier er så stille om denne store festival – i tresserne var den sorte befolkning politisk vakt og i opposition til det etablerede samfund. Og ved festivalen optrådte de sorte pantere som sikkerhedsfolk ved koncerter, fordi det lokale politik ikke ville. Og amerikanerne har svært ved at tilgive datiden politisering, selv i dag.

Blandt de mange optrædende fandt man Nina Simone, B.B. King, Sly & the Family Stone, Chuck Jackson, Abbey Lincoln & Max Roach, The 5th Dimension, Gladys Knight and the Pips, Stevie Wonder, Mahalia Jackson og Moms Mabley. Og koncerterne blev filmet – akkurat som tilfældet var med Woodstock – men blev aldrig genstand for kommerciel distribution. Og det forklarer nok også noget om, hvorfor festivalen så hurtigt gik i glemmebogen.

https://www.youtube.com/watch?v=3F8Cqp7smwM

 

 

Erindringsglimt: Fra en legeplads i barndommen

22. august 2019

Noget af det, de såkaldt sociale medier (er medier ikke altid sociale?), kan, er at dele dokumenter fra fortiden. Således faldt jeg i dag over ovenstående foto af en rutsjebane på en af min barndoms foretrukne legepladser. Nemlig den, der lå – og stadigvæk ligger – i “byparken” i Havnegade i Esbjerg. Der har jeg leget ofte, da jeg var en bette knægt. En offentlig legeplads med personale til at holde styr på løjerne. En legeplads, der udmærkede sig ved at bestå af gedigne legeredskaber i holdbart metal og træ. Så holdbart, at noget af det stadigvæk er som dengang. Rutsjebane, klatrestativ, karussel med små cykler, sandkasse  m.m. Da jeg sidst besøgte den – sidst i 1990’erne, var det som at blive “beamet” tilbage til en barndom med korte bukser, sol i håret og timers leg på den lille legeplads. Og jeg ønskede og ønsker mig, at legepladsen vil blive bevaret – selv om rygter vil vide, at emsige byggespekulanter har forelsket sig i netop det stykke jord. Tja.

Dødsfald: Larry Taylor, bassist i Canned Heat, 77

21. august 2019

Larry Taylor var en af grundlæggerne af Canned Heat, da han fandt sammen med  Bob Hite, Alan Wilson, Henry Vestine og Adolpho la Parry i 1965. Muldvarpen, som han blev kaldt, var med i Heat frem til 1970 og deltog bl.a. i Woodstockfestivalen. Inden han kom med i Canned Heat spillede han med Jerry Lee Lewis og var en af musikerne bag The Monkees. Han spillede også med en hel del bluesmusikere. Efter Canned Heat, som han siden blev gendannet med, arbejdede han som en respekteret og efterspurgt studiemusiker, bl.a. for Tom Waits og John Mayall.

De gamles dag

21. august 2019

I USA markerer de i dag senior citizens day, en af de mange mærkedage, de har derovre. Og jeg faldt over ovenstående kommentar, der har en vis sandhed i sig. Med alderen bliver det lettere at være ærlig – ikke mindst over for sig selv.

Exit the Beatles

21. august 2019

I går var det – i følge Ian McDonald (Revolution in the head) – sidste gang de fire Beatlesmedlemmer var sammen i studiet, hvor de færddiggjorde albummet Abbey Road. Altså for 50 år siden.

Det efterfølgende album Let it be var i princippet indspillet, før Abbey Road blev produceret – og tilblivelsen af det album er mest af alt historien om gruppen endelige, pinefulde opløsning.

Ikonisk

21. august 2019

“Nu får ikonisk filmserie en opfølger”, skriver DR Nyheder. Det drejer sig om filmtrilogien The Matrix, der skal have en fjerde ombæring. Men det  her indlæg handler slet ikke om filmen, men om den udbredte journalistiske brug af tillægsordet “ikonisk”. Hvis man ser blot en brøkdel af, hvad dansk tv sender, eller lytter en brøkdel til, hvad radiokanalerne sender, så vil man flere gange dagligt høre de journalistiske medarbejdere tale om noget og nogen, der er “ikonisk”.

“Ikonisk” kommer af ordet ikon, der is. bruges traditionelt i forbindelse med kirkelige og religiøse billeder (se Ordbog over det danske sprog). Men i moderne dansk journalistisk sprog er “ikonisk” blevet det foretrukne – og vel at mærke eneste – tillægsord, der bruges, når noget skal fremhæves af positive årsager. “Ikonisk” er blevet en slags almen ækvivalent for alle de positiverende tillægsord, det danske sprog rummer, men som åbenbart er faldet helt ud af mange journalisters ordforråd. Den udbredte brug af “ikonisk” er udtryk for – og blot et symptom på blandt mange – at beherskelsen af det danske sprog blandt journalister er i forfald. Det er en generalisering, men  jeg mener, at den er rigtig. Og enhver, der har ører og øjne i hovedet, kan dagligt konstatere, at erosionen af sprogbeherskelsen er i fuld gang og foregår konstant.

 

70: Phil Lynott

20. august 2019

Overforbrug af alkohol og heroin kostede den irske sangskriver og musiker Phil Lynott livet i 1986, kun 36 år gammel. Hvis han havde passet bedre på sig selv, ville han være fyldt 70 i dag. Men sådan skulle det ikke være.

80: Ginger Baker

20. august 2019

Blues Incorporated, Graham Bond Organisation, Cream, Blind Faith, Ginger Bakers Airforce og meget mere har trommeslageren Ginger Baker på sit cv.

Mikrobiografi: I halvfjerdserne opholdt han sig i Afrika, hvor han havde et pladestudie, hvor bl.a. McCartney og Wings indspillede (Band on the Run). I firserne drev han en olivenplantage i Italien og arbejdede sig ud af et heroinmisbrug.

I 2009 udsendte han selvbiografien Hellraiser, og i 2016 gennemgik han en større hjerteoperation, som har nu har vel overstået, så han kan fejre sin 80 års dag.