august 2019 arkiv

Apropos Penny Lane

18. august 2019

Ved tonerne af Beatles’ “Penny Lane” kom jeg til at tænke på min fransk- og latinlærerinde i folkeskolens sidste klasser. Hun gjorde os opmærksom på, at Beatles netop i denne sang afslørede deres inspiration fra den store tyske komponist Johan Sebastian Bach.

Det var selvfølgelig piccolo-trompeten, hun tænkte på – og henviste til. Og det er da også noget af det, der gør denne nostalgiske sang om barndommens gade til noget helt særligt. I følge anekdoterne var det Paul McCartney, der fik ideen efter at have hørt trompetisten David Mason spille i Bachs Brandenburgkoncert på BBC, og han overtalte Mason til at medvirke og indspillede den let karikerede udgave af en barok trompetsolo. Plus lidt ekstra senere i nummeret. Noget, der gjorde sangen helt unik i både Beatles-sammenhæng og i rocksammenhæng i det hele taget.

Med til historien hører, at David Mason fik £27 og 10 shilling for bestillingsarbejdet. Til gengæld gjorde indsatsen ham verdensberømt. Og måske kan man tage det som eksempel på, at berømmelse ikke altid kan måles i penge.

Og så kan vi jo passende lytte til B-siden på Penny Lane-singlen, “Strawberry Fields forever”…

Da The Beatles blev the Beatles

18. august 2019

I følge beatlemanikere – bl.a. på grundlag af eksperten Mark Lewisohns studier – så er dagen i dag den dag, hvor The Beatles valgte at kalde sig netop det – efter at have heddet meget andet, lige fra The Quarrymen (John Lennons skifflegruppe) til The Silver Beetles. Beatlemanikerne ville sikkert gerne kunne slå fast, hvilket klokkeslet og hvorhenne navngivningen skete, men det er vel fint nok, at det var engang i august 1959. Der skulle dog gå nogen tid, inden alle de fire mopheads var på plads.

Endeavour – tv-krimi, rock og pop

18. august 2019

Jeg tror, at jeg har set flertallet af gode, britiske tv-krimi-serier på DR. Den seneste serie, jeg følger nøje, er den, der på dansk hedder Unge Morse, og er en slags forløber for den gamle, velkendte og populære serie om inspektor Morse. Endavour hedder den på engelsk (det er Morse’s fornavn), og den er, efter min beskedne mening, meget bedre end den “rigtige” Morse. Plottene, der er skrevet med inspiration fra forfatteren Colin Dexter, er bedre end de gamle, mere udviklede, mere moderne og mere fascinerende. Og skuespillet og filmingen overgår den gamle serie med mange alen. Det er lige før man ønsker, at briterne ville genindspille den gamle Morse-serie ud fra de erfaringer, de har gjort med den unge Morse.

Nå, men det var slet ikke det, det skulle drejer sig om, men derimod briternes yndede brug af pop og rock fra de gyldne årtier i sidste halvdel af forrige århundrede. Det er sket rigtig mange gange og med god mening i historien. I gårsdagens afsnit fik selveste The Kinks en afgørende betydning for løsningen af mordgåden, idet bandets udelukkelse fra turnévirksomhed i USA i sidste halvdel af tresserne ødelægger en managers alibi. Mordsagen foregår til dels i miljøet om et fiktivt band The Wildwood, der er smukt kalkeret over datidens psykedelisk inspirerede beatgrupper. Helt ned i detaljen – pladecovers, fotos, musikindslag osv. – er tiden ramt med størst mulige præcision, helt som man kan forvente af britisk filmkunst, når den er bedst.

Også i andre krimiserier – sågar Barnaby – dukker ungdomsoprøret og beatmusikken op som integrale dele af historierne.

Skydog tv? Skydoginternational? – spiller pub rock

17. august 2019

Jeg har googlet og ledt for at finde en afklaring på spørgsmålet: Hvad er/var Skydog tv/Skydoginternational? Uden at blive ret meget klogere end til at – forsigtigt – konstatere, at der må være tale om en fransksproget sådan (i hvert fald er webadressen med .fr i enden). Og så har den en lille Youtube kanal med en lille bitte samling videoer af høj musikalsk kvalitet. Med Iggy Pop, the Damned, Flaming Groovies og så disse efterhånden kultiske optagelser med Eddie and the Hot Rods. Og en kommentator skriver: “These guys along with Dr Feelgood and others were really ‘Pub Rock’ – a southern thing(England). Not so much an underground, more homegrown/garage/playin’ down the pub ‘with me mates’, sort of thing – in that sense yes Punk – but pre- Punk. Check out Wilko Johnson’s manic guitar style on ‘She does it right’ by the band Dr. Feelgood. The essence was already there, the MM., just lit the fuse”. Præ-punk, ja, men først og fremmest hjemmedyrket pub rock lige nede fra den lokale.

Peter “Easy Rider” Fonda er død, 79 år

17. august 2019

Skuespilleren Peter Fonda, søn af den legendariske Henry Fonda og broder til Jane Fonda, er sovet stille ind i en alder af 79. Han medvirkede i mange, også mange gode film, men vil nok især blive husket for sin lille rolle i Dennis Hoppers Easy Rider fra 1969, hvor han sammen med Dennis Hopper selv og en ung Jack Nicholson forsøgte at udleve en amerikansk drøm om frihed på to Harley Davidson-hjul. En film, der besang tressernes vilde drømme at leve frit og udleve sig selv helt og beskrev, hvor tragisk det går når ungdommelig naivitet møder den rå amerikanske virkelighed. En film, der på linje med Arthur Penns Alice’s Restaurant også er en gravskrift over hippietiden. Der er noget sært ironisk over, at Peter Fonda netop skulle forlade denne verden i halvtredsåret for filmen og alt, hvad den står for.

Og så var der dem der ikke kom…. Woodstock

16. august 2019

https://www.youtube.com/watch?v=KCa93Cdkjok

Fx Bob Dylan, der havde tilmeldt sig Isle of Wight-festivalen i 1969. Og Rolling Stones, der ikke kunne, fordi Mick Jagger filmede i Australien, og Simon & Garfunkel, der var i studiet, og The Doors, og….

Omvendt, så var der også kunstnere, der faktisk optrådte, men ikke efterlod sig markante eftermæler. Fx britiske Keif Hartley og hans band. Og der er vist kun lydoptagelser fra deres optræden lørdag d. 16. august. Keif Hartley, der døde i 2011, var trommeslager og kendt for bl.a. at afløse Ringo Starr i Rory Storms band, da Ringo gik til The Beatles, og for en tid i the Artwoods. Keif Harley Band led samme skæbne som bandet Quill, der heller ikke figurerede på det oprindelige lydspor og den oprindelige plade fra festivalen. Det er der vist rådet bod på med 50-års-boksudgivelsen.

https://www.youtube.com/watch?v=V2vdsr0Msls&t=180s

Elvis Presleys dødsdag

16. august 2019

Ja, så er der gået 42 år siden, Elvis Presley efter sigende blev fundet død, siddende på sit toilet i badeværelset. 42 år siden, jeg hørte nyheden i radioavisen en sen aften siddende i en sofa hos en ven. Og Elvis var det første af mine barndomsidoler, der døde. Siden er det gået alt for hurtigt.

50: Woodstock 1969

15. august 2019

Så ramte vi halvtredsårsdagen for Woodstockfestivalen, der blev afhold på Max Yasgers farm i Bethel, New York, fra den 15. til og med den 18. august. Og mon ikke snart, at alt er sagt og skrevet om den begivenhed?! Man kan i hvert fald forledes til at tro det. Og den er en stadig kilde til kommerciel udnyttelse. Ud over en definitiv bokssæt, så er der op til i dag udkommet meget andet, fx særlige plader med nogle af kunstnernes optræden (Joan Baez m.fl.). Søg og du skal finde.

Og eftersom det ikke er lykkedes at lave en genopførelse af Woodstock, så er der al mulig god grund til fortsat at mindes den på mange planer vellykkede festival, hvor en stor del af datidens førende navne optrådte med succes.

I bakspejlet kan meget se mere lyserødt ud, end det var. Således også Woodstock. Selv om festivalens renommé er overvejende positivt, så var den bestemt ikke uproblematisk, som denne lille film fra musikbladet Mojo fortæller..

Her er the Courettes

15. august 2019

Den dansk-brasilianske garagerockduo The Courettes er helt forbigået min slidte opmærksomhed indtil for nogle dage siden, da de dukkede op i en lille reklamefilm. De har oven i købet to album bag sig, “Here are the Courettes”, der udkom på et tysk mærke i 2015, og “We are the Courettes”, der kom for ikke så længe siden (2018). Og de har vundet gehør hos mange kritikere – bl.a. og ikke mindst i Storbritannien – med deres mono-rendyrkning af den klassiske garagerock.

Og så var der alligevel noget, der nagede. Havde jeg ikke bemærket dem før?! Jo da. I 2016 nævnte jeg duoen i forbindelse med en SPOT-festival – her.

Pride – og diskrimination med modsat fortegn

15. august 2019

Det er svært at være politisk korrekt. Når man taler fra den politiske sandheds position risikerer man at komme til at slå sig selv for munden. Det fik vi et eksempel på i gårsdagens nyhedsstrøm.

I forbindelse med den forestående Pride i København (på lørdag) har kunstneren Rikke Østergaard – alias O/RIOH kritiseret Copenhagen Pride, fordi de ikke har booket kunstnere fra LBTÆQ+-miljøet som hovednavne ved arrangementet, men i stedet foretrukket Tina Dichow og Birthe Kjær. Med det resultat, at O/RIOH nu selv er blevet “pillet af plakaten”, som det udtrykkes.

Hvis man læser Copenhagen Prides “Mission & Vision“, så fremgår det klart, at man vil “skabe synlighed, forståelse og konkrete resultater.” for og med LGBTQIA+ miljøet, og at “inklusion” er en “kerneværdi”. Derfor kan man med rette hævde, at det for det første strider mod missionen og visionen at pille Rikke Østergaard af plakaten, fordi hun offentligt kritiserer Copenhagen Pride. Men man kan også hævde, at Rikke med sin insisteren på, at hovednavnene ved Priden skal tilhøre benævnte miljø diskriminerer med modsat fortegn (vi antager, at de to hovednavne er heteroseksuelle og derfor ikke tilhører benævnte bogstavkombination). Hvis man forstår sig selv som inkluderende i forhold til seksuel orientering, så må det vel også omfatte heteroseksuelle, selv om det almindeligvis er den gruppe, man definerer og profilerer sig i forhold til? Ved at udelukke kunstnere som Dichow og Kjær ville man let komme til at udøve diskrimination med modsat fortegn – og måske oven i købet skuffe nogle deltagere, der sætter pris på netop de to kunstnere.

Et rimeligt kompromis ville være, at Copenhagen Pride tog Østergaards kritik til sig, satte hende på plakaten igen og sørgede for at få nogle kunstnere fra LGBTQIA+miljøet øverst på plakaten sammen med Dichow og Kjær. Så ville man vende en tendentiel, måske ubevidst diskrimination til en reel inklusion.

Med Nena på Smukfest

14. august 2019

Hold da op, når jeg lige at tænke, da jeg læser Gaffa-anmelder Ole Svidts anmeldelse Mere balle end Welle af tyske Nenas optræden på Smukfest. En koncert, der åbenbart snubler i lydproblemer, sprogproblemer (Nena formaster sig til at tale tysk mellem numrene til det danske publikum og må veksle til engelsk) og fordomme. Es ist in Ordnung, men så heller ikke mere, konkluderer Svidt.

Jeg oplevede desværre ikke Nena, men kan godt ærgre mig lidt over, at hendes visit i Danmark ikke ramte mere rent, for det fortjener den snart tresårige tyske stjerne, der er meget mere end den ballonsang, der gjorde hende populær tilbage i 1980’erne. En skam, når der endelig kommer et stort tysk navn til landet. Måske man skulle forsøge sig med en rigtig koncert….

Hun har lavet en serie solide albums, der alle har gjort sig godt i hjemlandet og burde kunne gøre sig hos danske musikelskere, der kan få styr på de sproglige fordomme og de musikalske ditto.

Hendes seneste udgivelse er fra 2018, Nichts versaumt Live og vestår af en DVD og to CD’er.

Op og ned med Bob Dylan

14. august 2019

Jeg husker det, som var det i går. Jeg var på vej hjem fra universitetet og kom forbi pladebutikken Mimosa i Sct. Clemens Stræde. Og der i vinduet hang den nye Dylanplade, som jeg kun havde hørt rygter om: Empire Burleque.

Året var 1985, og Dylan var endnu engang gledet lidt i baggrunden i medierne, fordi han endnu engang ikke helt havde levet op til de tårnhøje forventninger, der har hvilet på hans skuldre siden de glorværdige tressere. Og jeg købte vinylen. Måske var det coveret, måske havde jeg hørt et fragment af pladen i radioen. Jeg husker det ikke helt præcist, men i hvert fald blev den indlemmet i pladesamlingen. Og jeg tror nok min skepsis fordampede, da pickuppen fik fat i rillen.

Venstre , Socialdemokratiet og drengene fra Godhavn

14. august 2019

Partiet Venstre vandt folketingsvalget. Gik ganske ufortjent frem stemme- og mandatsmæssigt, men tabte regeringsmagten. Og siden valgkampen, hvor formand Lars Løkke Rasmussen gjorde alt, hvad han kunne for at holde fast i magten, bl.a. ved at foreslå en alliance med Socialdemokratiet, har ledelsen i partiet ligget i åbenlys magtkamp. Rundsavene på albuerne og knivene oppe i ærmerne har blinket i offentlighedens lys, fordi partiets chefideologi Claus Hjort Frederiksen og næstformand Kristian Jensen har afsløret, at der kæmpes om partiets politiske linje – og dermed om, hvem der i den nærmeste fremtid skal være formand for partiet. Der kan ikke herske meget tvivl om, at den nærmest mundlamme Lars Løkke Rasmussens position er i spil.

Og medens blodet flyder internt i Venstre, så lider partiet endnu et nederlag i offentligheden. Nemlig da statsminister Mette Frederiksen i går offentligt gav “drengene” fra Godhavn en undskyldning for, at myndighederne havde vanrøgtet dem med tærsk og seksuelt misbrug, da de var anbragt på Godhavn. En offentlig undskyldning, som den daværende Venstre-regering med Karen Elleman Jensen i spidsen nægtede at give dem. Nu gør Mette Frederiksen det så, og får stor sympati i befolkningen for at gøre det. En undskyldning, der viser, at den nuværende regering alt andet lige står ved det ansvar, den har, som folkevalgt regering. En smertefuld, men også nødvendig undskyldning, der viser, at man påtager sig det ansvar, man har arvet fra fortiden, og en undskyldning, der er med til at sikre, at den slags misrøgt ikke kan ske i fremtiden – i hvert fald ikke med myndighedernes legitimering, sådan som det skete i fortiden. Og en undskyldning, der har vælgernes sympati, som så vil smitte af på den nuværende regerings troværdighed – i hvert fald i nogen tid – og vil være en belastning for partiet Venstre i dets selvødelæggende magtkamp.

Og bedre bliver det ikke af, at Venstres tidligere parlamentariske grundlag, partierne Dansk Folkeparti og De Konservative, fra sidelinjen gentager afvisningen af en officiel undskyldning med den begrundelse, at nutidens politikere ikke har haft del i misrøgten af drengene fra Godhavn. Det hjælper ikke Lars Løkke Rasmussen og Venstre og afslører blot, hvor historieløse DF og K er, når det drejer sig om de nuværende politikeres forhold til fortiden i magtens centrum.

 

Beatlessingler

12. august 2019

Ikke nok med, at Beatles’ Abbey Road er på trapperne i en jubilæumsudgave (ja faktisk flere). Rygters bureau vil også vide, at der kommer en boks med Beatlessingler til november. Efter sigende 22 singler i lydforbedrede udgaver og med faksimilecovers. Og prisen skulle bliver omkring et par tusinde kroner.

Udkoksning i tre satser – Cinderella

12. august 2019

I den fine film om det hedengangne pladeselskab Spectator Records Up in smoke (der kan lånes på biblioteket!), ser man indledningsvis Lorenzo Woodrose (Spids Nøgenhat, Baby Woodrose m.m.) rode rundt i nogle singleplader op tale varmt og for de singler, som Spectator Records udgav, og som er yderst sjælne i dag. Og Lorenzo sætter single The Sandbox Series (1970) med Cinderella på grammofonen. Og det er noget af det ypperste, udsyrede, flippede, hippiemusik, man kan opdrive. Alene sangtitlerne siger det hele: “Kong Galars Sang” og “Udkoksning i tre satser”.