9. august 2019 arkiv

The Vogues

9. august 2019

Musikken er som et mycelium. Hvis man søger et sted, ledes man af alskens tråde til andre punkter og svampe. Således førte Ron Sexsmith og Mann/Weil mig til den amerikanske vokalgruppe The Vogues, der blev dannet i 1958 i Turtle Creek, Pensylvania, af en flok high school-drenge, der ville tage kampen op mod datidens store vokalgrupper, The Drifters, The Platters, The Dells osv.

Helt så store som de største vokalgrupper blev de ikke, men fik dog en lille håndfuld hits, hvoraf det største blev Petula Clark-coveret “You’re the one”, der nåede op på Billboards fjerdeplads.

Men når man lytter til deres fortolkning af Mann & Weils “Magic Town” (der nåede en 21. plads), så er det lige før, det er svært at forstå, at de ikke blev meget større, end tilfældet har været. Det er flot vokalarbejde, der sagtens kan hamle op med det bedste af slagsen.

Mere kopi: It’s getting better

9. august 2019

Ron Sexsmith jagter fortsat de gode sange for at opføre dem i absolut skrabede versioner i sit hjem. Fx Barry Mann & Cynthia Weills “It’s getting better”, der først var et mindre hit for Mama Cash i 1969. Og en sang, der udmærker sig ved – ud over den umiddelbare popappeal – at handle om et kærlighedsforhold, der ikke er bundet op af idealiserede, romantiske forestillinger, men derimod er helt nede på jorden hverdagsagtig.

Sangen er indspillet af mange, især mindre etablerede navne, men fx også af Paul Jones, hvis udgave var konkurrent til Mama Cass’ i Australien. Og det kan man da godt forstå…

Kopi: The Japanese House – Landslide (Fleetwood Mac)

9. august 2019

Et fint, meget stilfærdigt og loyalt cover af Fleetwood Macs “Landslide” – lavet af The Japanese House, der er kunstnernavnet for Amber Bain, der siden 2012 har udsendt et album og en god håndfuld EP’er. “Landslide” er dog kun at finde på diverse streamingtjenester, herunder Youtube.