14. august 2019 arkiv

Med Nena på Smukfest

14. august 2019

Hold da op, når jeg lige at tænke, da jeg læser Gaffa-anmelder Ole Svidts anmeldelse Mere balle end Welle af tyske Nenas optræden på Smukfest. En koncert, der åbenbart snubler i lydproblemer, sprogproblemer (Nena formaster sig til at tale tysk mellem numrene til det danske publikum og må veksle til engelsk) og fordomme. Es ist in Ordnung, men så heller ikke mere, konkluderer Svidt.

Jeg oplevede desværre ikke Nena, men kan godt ærgre mig lidt over, at hendes visit i Danmark ikke ramte mere rent, for det fortjener den snart tresårige tyske stjerne, der er meget mere end den ballonsang, der gjorde hende populær tilbage i 1980’erne. En skam, når der endelig kommer et stort tysk navn til landet. Måske man skulle forsøge sig med en rigtig koncert….

Hun har lavet en serie solide albums, der alle har gjort sig godt i hjemlandet og burde kunne gøre sig hos danske musikelskere, der kan få styr på de sproglige fordomme og de musikalske ditto.

Hendes seneste udgivelse er fra 2018, Nichts versaumt Live og vestår af en DVD og to CD’er.

Op og ned med Bob Dylan

14. august 2019

Jeg hsuker det, som var det i går. Jeg var på vej hjem fra universitetet og kom forbin pladebutikken Mimosa i Sct. Clemens stræde. Og der i vinduet hang den nye Dylanplade, som jeg kun havde hørt rygter om: Empire Burleque. Året var 1985, og Dylan var endnu engang gledet lidt i baggrunden i medierne, fordi han endnu engang ikke helt havde levet op til de tårnhøje forventninger, der har hvilet på hans skuldre siden de glorværdige tressere. Og jeg købte vinylen. Måske var det coveret, måske havde jeg hørt et fragment af pladen i radioen. Jeg husker det ikke helt præcist, men i hvert fald blev den indlemmet i pladesamlingen. Og jeg tror nok min skepsis fordampede, da pickuppen fik fat i rillen.

Venstre , Socialdemokratiet og drengene fra Godhavn

14. august 2019

Partiet Venstre vandt folketingsvalget. Gik ganske ufortjent frem stemme- og mandatsmæssigt, men tabte regeringsmagten. Og siden valgkampen, hvor formand Lars Løkke Rasmussen gjorde alt, hvad han kunne for at holde fast i magten, bl.a. ved at foreslå en alliance med Socialdemokratiet, har ledelsen i partiet ligget i åbenlys magtkamp. Rundsavene på albuerne og knivene oppe i ærmerne har blinket i offentlighedens lys, fordi partiets chefideologi Claus Hjort Frederiksen og næstformand Kristian Jensen har afsløret, at der kæmpes om partiets politiske linje – og dermed om, hvem der i den nærmeste fremtid skal være formand for partiet. Der kan ikke herske meget tvivl om, at den nærmest mundlamme Lars Løkke Rasmussens position er i spil.

Og medens blodet flyder internt i Venstre, så lider partiet endnu et nederlag i offentligheden. Nemlig da statsminister Mette Frederiksen i går offentligt gav “drengene” fra Godhavn en undskyldning for, at myndighederne havde vanrøgtet dem med tærsk og seksuelt misbrug, da de var anbragt på Godhavn. En offentlig undskyldning, som den daværende Venstre-regering med Karen Elleman Jensen i spidsen nægtede at give dem. Nu gør Mette Frederiksen det så, og får stor sympati i befolkningen for at gøre det. En undskyldning, der viser, at den nuværende regering alt andet lige står ved det ansvar, den har, som folkevalgt regering. En smertefuld, men også nødvendig undskyldning, der viser, at man påtager sig det ansvar, man har arvet fra fortiden, og en undskyldning, der er med til at sikre, at den slags misrøgt ikke kan ske i fremtiden – i hvert fald ikke med myndighedernes legitimering, sådan som det skete i fortiden. Og en undskyldning, der har vælgernes sympati, som så vil smitte af på den nuværende regerings troværdighed – i hvert fald i nogen tid – og vil være en belastning for partiet Venstre i dets selvødelæggende magtkamp.

Og bedre bliver det ikke af, at Venstres tidligere parlamentariske grundlag, partierne Dansk Folkeparti og De Konservative, fra sidelinjen gentager afvisningen af en officiel undskyldning med den begrundelse, at nutidens politikere ikke har haft del i misrøgten af drengene fra Godhavn. Det hjælper ikke Lars Løkke Rasmussen og Venstre og afslører blot, hvor historieløse DF og K er, når det drejer sig om de nuværende politikeres forhold til fortiden i magtens centrum.