23. august 2019 arkiv

Gårsdagens filmoplevelse: Arthur Newman

23. august 2019

Plottet minder om noget, man har set før. En mand (spillet af Colin Firth), der er kørt træt i sit liv, iscensætter sin egen død og påtager sig en andens identitet. Wallace er en succesfuld golfspiller, der ikke mere kan præstere på det grønne græs og lægges for had af sin egen familie. Han køber sig til en ny identitet som Arthur Newman og agter at starte et nyt lig som golftræner et andet sted i landet.

Men næppe har han sat sig ind i sin bil for at realisere sit identitetsskifte, før han løber ind i en anden identitetsforvirret person, pigen Mike (spillet af den uforlignelige Emily Blunt), der også er på flugt fra sin identitet som medlem i en familie, der er ramt af svær sindsyge. Man mærker hurtigt, hvor det bærer hen: Filmen kommer til at dreje sig om det umulige i at skifte identitet i bund og grund. At man kun i det ydre – med nye identitetspapirer så at sige – kan fremtræde som en anden, end den man er. Men processen hen til den erkendelse giver anledning til en række skøre situationer, der er med til at gøre filmen seværdig og – ja -underholdende. Men først og fremmest er filmen seværdig, fordi de to hovedrolleindehavere spiller deres roller rigtig godt. Især Emily Blunt er et fund som den gale Mike, der er med til at få Wallace på bedre tanker.

Og på lydsporet finder man fx Vashti Bunyans neo-folk-fortolkning af Jagger og Richard-sangen “Some things just stick in your mind”.

Skolstrejk for klimatet

23. august 2019

Even out here in the middle of the Atlantic Ocean I hear about the record amount of devastating fires in the Amazon. My thoughts are with those affected. Our war against nature must end. [Greta Thunberg, Facebook d.d.]

Et år er gået, siden Grete Thunberg for første gang trådte frem med sit budskab om at skolestrejke for klimaet. Og selv om der var og er stavefejl på skiltet, som Greta slæber rundt på, og selv om hun har en håndfuld diagnoser at slæbe rundt på, så lykkedes det hende at bryde igennem mediernes film af overfladiskhed og ligegyldighed og for alvor sætte kampen for klimaet på den politiske dagsorden. Ikke mindst hos mange børn og unge, der med største selvfølgelighed har identificeret sig med Greta og taget hendes skolestrejke til sig.

Lige nu er Grete på vej til USA i en sejlbåd (for man skal jo ikke udlede CO2…) for at fortsætte sin kamp, som hun indtil videre har vundet, selv om højreorienterede medier og politikere forsøger at sætte hendes projekt i et dårligt lys. Men Greta fortsætter med offentligt at hænge forældregenerationen ud, fordi den ikke handler nu og dermed har et stort ansvar for den elendige fremtid, børnene skal leve i. Og Greta taler lige ud af posen, uden omsvøb og uden tilløb til modifikation. Hun læner sig op af den fremmeste forskning på klimaområdet og taler uden at ryste på hånde direkte ind i en politisk offentlighed, der helst vil knibe uden om med alskens parlamentarisk-“demokratiske” undskyldninger. Men lige lidt hjælper det. Greta fortsætter ufortrødent, fordi hun ved, at der kun er en vej, når klimaet skal forbedres.