26. august 2019 arkiv

Elvis Costello – 65

26. august 2019

I halvfjerdserne var han en rebelsk ung fyr, der lænede sig op ad punken og snerrede ad alle journalister, der ville udfritte ham om noget som helst. Nu er Elvis Costello blevet en venlig ældre herre på 65 år. Og sådan går det jo for mange af os.

Reklame: Musikfilm i Århus

26. august 2019

Selv om bloggen her er non-kommerciel, så vil jeg godt reklamere lidt alligevel. For det er da en mindre begivenhed, at biografen Øst for Paradis sammen med Voxhall/Atlas præsenterer hele syv kvalitetsmusikfilm. Så hvis man er til musikfilm også, så er det bare med at komme ud af starthullerne nu…


I slutningen af september står den på Musikfilm Festival i Øst For Paradis. Syv film udgør festivalens program, der tager sig således ud:

22/09: Woodstock!
23/09: Marianne & Leonard: Words of Love (billedet)
24/09: Miles Davis: Birth of the Cool
25/09: Suede: The Insatiable Ones
26/09: Matangi/Maya/M.I.A.
27/09: Grace Jones: Bloodlight and Bami
28/09: PJ Harvey: A Dog Called Money

Woodstock
Woodstock 50 år! Michael Wadleighs Oscar-belønnede maratonportræt af Woodstock-festivalen betragtes af mange som festivalfilmen over alle festivalfilm. Gennem tre mytiske dage i august 1969 stillede instruktøren og hans crew (der bl.a. talte en ung Martin Scorsese) skarpt på alle tiders største og mest overrumplende event med kærlighed, fred, musik og mere end 400.000 ekstatiske mennesker som kalejdoskopisk omdrejningspunkt. Læs mere om filmen hér.

Marianne & Leonard: Words of Love
Den canadiske sangskriver Leonard Cohen mødte sin muse, norske Marianne Ihlen, på den græske klippeø Hydra i midten af 1960’erne. Leonard var da en ung aspirerende forfatter, og Marianne havde søgt tilflugt på øen med sin lille søn efter et kuldsejlet ægteskab. Mødet kastede stof af sig til ikke bare en berømt hymne (’So Long, Marianne’) men resulterede i et glødende og kaotisk forhold, der skulle vare hele livet – også når de to ikke var sammen. Læs mere om filmen hér.

Miles Davis: Birth of the Cool
Trompetisten og bandlederen Miles Davis er en af den moderne jazz’ ubestridte innovatorer og ledestjerner. En intellektuel og kontroversiel musiker, hvis henholdte, elegante stil skiftede udtryk mange gange gennem karrieren, men som hele vejen var selve legemliggørelsen af begrebet ’cool’. Centralt i Davis’ liv var en nærende rastløshed og et konstant ønske om at bryde grænser – musikalsk som privat. Det gjorde ham til en stjerne og inspirerende samarbejdspartner, men også utrolig vanskelig at have med at gøre for de mennesker, der elskede ham mest. Læs mere om filmen hér.

Suede: The Insatiable Ones
Med sin androgyne fremtoning, eminente popsensibilitet og pikante new glam-attitude var Suede den første og en af de allerstørste eksponenter for den bølge af britisk musik, som i 1990’erne gik sin sejrgang over hele planeten under banneret britpop. Ja, gruppen var alle engelske popmagasiners darling allerede før den overhovedet havde udgivet sin første single! I dokumentaren “The Insatiable Ones” får du hele historien om det talentfulde fir- (senere fem-)kløvers opkomst, fald og genrejsning. Læs mere om filmen hér.

Matangi/Maya/M.I.A.
Den Sundance-vindende dokumentar om popfænomenet M.I.A. fortæller ikke bare om tilblivelsen af den feterede stjernes appellerende mix af grime, dancehall og old school rap, men opruller hele hendes nære historie som flygtning i et ikke altid åbent Vesten, så både fødder, hjerte og tårekanaler banker i dobbelt tempo. Som datter af en tamilsk oprørsleder i det borgerkrigsramte Sri Lanka, og med en opvækst som immigrant i stiff upper lip-England, har M.I.A. livet igennem kæmpet fra hus til hus for at finde fodfæste i verden. Læs mere om filmen hér.

Grace Jones: Bloodlight and Bami
Titlen på Sophie Fiennes’ intime film om natklubdivaen, modellen og sangeren Grace Jones hentyder til den røde lampe, der tændes, når man er på i studiet samt noget så beskedent som jamaicansk fladbrød. Og udspændtheden mellem de to poler er præcis filmens motor. Vi følger superikonet til chikke, lækkert fotograferede shows, under glamourøse tv-optrædener, på champagneboblende hotelværelser – og så helt nede på jorden, ude på landet, nede af støvede jamaicanske landeveje, hos familien, langt væk fra celebrity-maskinens overhalingsspor. Læs mere om filmen hér.

PJ Harvey: A Dog Called Money
“A Dog Called Money” er alt andet end en traditionel rockdokumentar – om en kunstner, der er alt andet end en traditionel rockmusiker. Følg i hælene på PJ Harvey og hendes væbner, krigsfotograf og dokumentarist Seamus Murphy, på en øjenåbnende inspirationsrejse til brændpunkterne Afghanistan, Kosovo og Washington DC, hvor Harvey samler ord og ideer til sit seneste album “The Hope Six Demolition Project”. Og se hvordan albummet tager form i fuld offentlighed bag en glasvæg i kunstgalleriet Somerset House i hjertet af London. Læs mere om filmen hér.

Musikfilm Festivalen er arrangeret i et samarbejde mellem Atlas & VoxHall, Cinemateket og Øst For Paradis.

Dato: 22.-28. september 2019
Pris: 85-100,-
Sted: Øst For Paradis
Billetsalg: Fondenvoxhall.dk

Et slag for Mais litteraturkanon

26. august 2019

NYLONVINDEN
text og musik: Troels Trier

Butiksvinduerne og gaderne natten før januarudsalget begynder. Velfærdsvinden blæser.

Nylonvinden blæser
nattens skygger står på spring
Feber – feber
Fuglen flyver blindt i lysets ring

Stål i himlen – månen
tråden i den hede vind
Natten svøbt i nylon
kroppen gynger i det hvide spind

Huden banker
hænder slår på trommens skind
Natten er så sort og du
du lukker månen ind

Du gynger i ilden
nylonilden er så rød
Feber – feber
ilden og det hvide kød

Medens Danmarks Radio svigter litteraturen og højst kan svinge sig op til et bogpromoverende program som Vild med bøger, så har den lille kanal DRḰ4 allieret sig med litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet om at promovere dansk litteratur. Det er dels sket i en række programmer, hvor Mai har taget udgangspunkt i nogle litterære ‘steder’. Og så sker det i serien “Mais litteraturkanon”, hvor Mai frimodigt har sat sig for at lave en kanon over de 100 bedste litterære frembringelser gennem de seneste 50 år. Og sådan et projekt vil selvfølgelig give anledning til modsigelse og debat, og det er som det skal være. Jeg er heller ikke enig med Mai i alle hendes valg, men lad det nu ligge.

En stor force ved Mais bud på en litteraturkanon er, at hun også får poppens og rockens tekster med som det, de er, naturlige dele af dansk litteratur. Hos Mai møder man fx C. V. Jørgensen (Bellevue), Steffen Brandt (“På kanten af småt brændbart”), Lise Cabble og Mette Mathiesen (“Fra Mols til Skagen”), Kim Larsen (“De smukke unge mennesker”) og – ja – Troels Trier (“Nylonvinden”).

Og det er opløftende og helt rigtigt at høre Mai argumentere for, at Troels Trier som tekstforfatter til Røde Mor udgør et vigtigt og væsentligt bindeled i dansk poesi, og fx understrege at en digter som Michael Strunge er dybt inspireret af Trier, selv om han officielt tog afstand fra halvfjerdsernes politiske digtning. Men Mai fremhæver smukt og enkelt, at Trier var både en politisk og meget poetisk sangskriver, bl.a. i ovenstående meget poetiske sang om “Nylonvinden”.

Det gode ved Mais kanon er ikke selve kanoniseringen af en række tekster, men at hun med sit smittende engagement og ligefremme, enkle formidling giver seeren lyst til at finde de kanoniserede tekster frem og give dem en chance. Hun giver en lyst til at (gen)læse. Og det er det, litteraturformidling i bund og grund drejer sig om.