31. august 2019 arkiv

Niels Hausgaard – 75

31. august 2019

I dag fylder NIels Hausgaard 75. Sanger, musiker, sangskriver og humorist. Måske ikke mindst det sidste. For siden starten tilbage i halvfjerdserne har den underdrejede, men altid skarpe satiriske sans spillet en fremtrædende rolle. I en sådan grad, at man fristes til at kalde ham en forløber for vor tids såkaldte stand-up-artister. Hausgaard selv vil nok betakke sig for at blive slået i hartkorn med disse nymodens op-stående humorister, men noget er der nu om det.

Og så er Hausgaard også noget så sjældent som en venstreorienteret kunstner. En slags forsinket repræsentant for halvfjerdsernes venstreorienterede samfundskritik. Man har aldrig været i tvivl om, hvor Niels Hausgaard har stået politisk set, at hjertet sad og bankede i venstre side – uden at det skal forstås i nogen dogmatisk forstand.

Cirkus Venstre

31. august 2019

Netop nu fortæller nyhedsstrømmen, at Lars Løkke Rasmussen har forladt partiet Venstres hovedbestyrelsesmøde i Brejning ved Vejle. Før tid, vel at mærke.

Som jeg skrev for et par uger siden, så har Venstre ligget i en voldsom intern magtkamp, siden partiet vandt folketingsvalget og formanden Lars Løkke Rasmussen – i et kejtet forsøg på at holde fast ved magten – lagde op til et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet. Og siden har den indre magtkamp ikke stilnet af. Tværtimod har den bredt sig dybt ind i det, de politiske journalister kalder “baglandet”, dvs. til alle de meninge medlemmer af partiet, der udgør partiets egentlige rygrad.

Det eneste, der endnu har forhindret Lars Løkke Rasmussens fald fra magtens top, er, at der ikke har været nogle oplagte kandidater til at følge ham. For hvem kan – hånden på hjertet – forestille sig partiet Venstre med en Kristian Jensen i spidsen? En Claus Hjorth-Frederiksen? En Elleman-Jensen? Godt nok er der tale om solide partisoldater, men de mangler nogle af de personlige egenskaber, der trods alt gjorde Lars Løkke Rasmussen spiselig for flertallet af Venstrevælgere og – ja –  andre vælgere. Trods sager om dårlig forvaltning af partipenge, tøjoverforbrug og fadøl, så besad Lars Løkke Rasmussen , da han havde mest vind i ryggen, et gran af jovial folkelighed, der forsvandt som fadølsskum fra overlæben, da han trådte i karakter som magtmenneske i valgkampen. Åbningen mod Mette Frederiksens Socialdemokrati gjorde ham uspiselig for mange venstrevælgere – og det er nok i sidste instans det, der bliver hans politiske fallit.

Opdatering: Og netop som jeg havde offentliggjort ovenstående indlæg, kommer meldingen om, at Lars Løkke Rasmussen nu har trukket sig som Venstres formand, og at næstformanden Kristian Jensen også går som sådan.

50: Jack Bruce – Songs for a Taylor

31. august 2019

Jack Bruce blev verdensberømt med trioen Cream. Og året efter trioens opløsning (november 1968) udkom Bruces første soloalbum Songs for a Taylor, der viste, at han havde en meget større musikalsk spændvidde end i Cream.

Pladen solgte ikke så godt som Creams plader, og kritikerne havde det generelt lidt svært med musikken, men med tiden har pladen vundet stor anerkendelse.

50: Isle of Wight

31. august 2019

Og det er halvtreds år siden, Isle of Wights 1969-udgave blev afviklet i Wooton Bridge med følgende kunstnere på scenen: The Band, Blodwyn Pig, Edgar Broughton Band, Joe Cocker, Bonzo Dog Doo Dah Band, Bob Dylan, Family, The Who, Free, Mighty Baby, The Moody Blues, The Nice, The Pretty Things og Third Ear Band. Ikke mindst Bob Dylans optræden blev legendarisk. Dels, fordi den markerede hans fravær ved Woodstock Festivalen, og dels – selvfølgelig – på grund af musikken.

Isle of Wight startede i 1968 som en modkulturel festival, og i 1970 samlede den så mange mennesker, at de britiske parlamentarikere følte sig nødsaget til at lave en særlig lov, der forbød forsamlinger større end 5000 personer på øen – med mindre man havde søgt særlig tilladelse til det.

Isle of Wight genopstod i 2002 og har eksisteret lige siden.

https://www.youtube.com/watch?v=KCa93Cdkjok

https://www.youtube.com/watch?v=eV20cSK7ecw

Torben Bille – 70

31. august 2019

Det skulle ikke være sådan. Torben Bille – her i Peder Bundgaards kongeniale streg –  skulle ikke opleve at blive 70 år. Hjertet sagde stop d. 12. april 2013. Men så må vi andre jo løfte kasketten og sende Torben og alle hans musikskriverier en venlig, taknemmelig tanke. Torbens blog eksisterer endnu, og har masser af relevant stof for de musikinteresserede. Det samme gør hans bøger, i hvert fald antikvarisk. Og vi lever stadigvæk Midt i en beattid, som en af Torbens bøger er betitlet, så der er al mulig grund til at dykke ned i Torben personlige musikoplevelser.