Netop nu fortæller nyhedsstrømmen, at Lars Løkke Rasmussen har forladt partiet Venstres hovedbestyrelsesmøde i Brejning ved Vejle. Før tid, vel at mærke.
Som jeg skrev for et par uger siden, så har Venstre ligget i en voldsom intern magtkamp, siden partiet vandt folketingsvalget og formanden Lars Løkke Rasmussen – i et kejtet forsøg på at holde fast ved magten – lagde op til et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet. Og siden har den indre magtkamp ikke stilnet af. Tværtimod har den bredt sig dybt ind i det, de politiske journalister kalder “baglandet”, dvs. til alle de meninge medlemmer af partiet, der udgør partiets egentlige rygrad.
Det eneste, der endnu har forhindret Lars Løkke Rasmussens fald fra magtens top, er, at der ikke har været nogle oplagte kandidater til at følge ham. For hvem kan – hånden på hjertet – forestille sig partiet Venstre med en Kristian Jensen i spidsen? En Claus Hjorth-Frederiksen? En Elleman-Jensen? Godt nok er der tale om solide partisoldater, men de mangler nogle af de personlige egenskaber, der trods alt gjorde Lars Løkke Rasmussen spiselig for flertallet af Venstrevælgere og – ja – andre vælgere. Trods sager om dårlig forvaltning af partipenge, tøjoverforbrug og fadøl, så besad Lars Løkke Rasmussen , da han havde mest vind i ryggen, et gran af jovial folkelighed, der forsvandt som fadølsskum fra overlæben, da han trådte i karakter som magtmenneske i valgkampen. Åbningen mod Mette Frederiksens Socialdemokrati gjorde ham uspiselig for mange venstrevælgere – og det er nok i sidste instans det, der bliver hans politiske fallit.
Opdatering: Og netop som jeg havde offentliggjort ovenstående indlæg, kommer meldingen om, at Lars Løkke Rasmussen nu har trukket sig som Venstres formand, og at næstformanden Kristian Jensen også går som sådan.
