Hank Williams – 17.09.1923 – 01.01.1953
17. september 2019https://youtu.be/xd1Fd-WzF7k
september 2019 arkiv
Det 21. århundredes bedste albums…
17. september 2019
Det er The Guardian, der vover pelsen og opstiller en liste over de 100 bedste album fra dette århundrede. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig, men alligevel.
Og som nr. 1 finder vi Amy Winehouse med Back to black. Og det vil jeg ikke beklage mig over, selv om jeg aldrig selv ville formaste mig til at lave en sådan liste. Men Winehouse fortjener at blive husket for sin stemme, der var så meget bedre en majoritetens af hendes generations kvindestemmer.
Og jeg har heller ikke noget mod, at The Strokes med deres stilskabende første album Is this it? sniger sig ind på en andenplads. Selv om det ville være fint med bare en plads blandt de 100 udvalgte.
Der findes mange andre gode sager – fx Radiohead og David Bowie – på listen, men sandelig også mange, som jeg for længst har glemt… Men sådan er det jo med den slags lister.
Greta Thunberg får Amnesty International-pris
17. september 2019
Greta Thunberg fortsætter med imponerende stålsathed og urokkelig overbevisning sin kamp for klimaet. Og det har ført til, at hun har modtaget Amnesty Internationals fineste menneskerettighedspris, som hun straks delte med Friday for Future-bevægelsen, den bevægelse, som hun selv har initieret med sine skolestrejker hver fredag rundt om i verden.
Det interessante ved prisen er ikke kun, at den tildeles en ung diagnoseramt pige med et klart mål, men også, at det understreger, at kampen for klimaet ikke kun handler om CO2-reduktion, men er tæt forbundet med andre alvorlige problematikker, som fx menneskerettighederne. Og økonomien, politiken osv. Det er netop denne forvikling af mange alvorlige og dybe problemer, der gør kampen for klimaet til vor tids ungdomsoprør.
Ray Davies: Property
16. september 2019My bags are packed, I guess it’s time for me to go.
I can’t say where I’m headed, ’cause I just don’t know.
When I think of what I’ll be losing,
It’s hard to move along,
But it’s harder just to stay here,
Knowing that I don’t belong.
.
I’ll be in touch, don’t worry, I’ll be calling you.
I’ve got no plans, I’m not sure where I’m going to.
It’s hard to keep from crying,
After all that we’ve been through.
I’ve taken everything I need,
Now all that’s left belongs to you.
.
You take the photographs, the ones of you and me,
When we both posed and laughed to please the family.
Nobody noticed then we wanted to be free,
And now there’s no more love,
It’s just the property.
.
It’s hard to keep from crying,
After all that we’ve been through.
.
Now that it’s all over, now that you and I are free,
Now there’s nothing left except the bit of property.
Started off with nothing, started off just you and me,
Now that it’s all over you can keep the property.
.
And all the little gifts we thought we’d throw away,
The useless souvenirs bought on a holiday.
We put them on a shelf, now they’re collecting dust.
We never needed them, but they outlasted us.
En af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved Ron Sexsmiths fortsatte serie med cover-sange, er – ud over hans udsøgte sans for at finde ‘den gode sang’ – at han høster sange, der ikke står allerlængst fremme i sangskrivernes popularitetsbillede. Som når han griber tilbage til det lidt oversete Kinks-album State of Confusion (1983) og sangen “Property”. En lille perle af en sang med en rigtig god Ray DAvies-tekst. Hvad kan man forlange mere?
Sange fra folkedybet
16. september 2019
Dødsfald: Ric Ocasek – forsanger i the Cars – 75 år
16. september 2019The Cars fik succes med at sammensmelte punkens og new wavens nyenkelhed, syntheziser-lydflader, guitar-teksturer og elementer af gammel rock and roll i årene 1976-1988 og passede med deres poprock perfekt til datidens dominerende medie FM-radioen.
Nu er forsanger Ric Ocasek død i en alder af 75 år.
50: John Lennon og Plastic Ono Band spiller i Toronto
15. september 2019https://www.youtube.com/watch?v=uEqnT6Pr3iY
Den 13. var det halvtreds år siden, John Lennon optrådte ved Toronto Rock and Roll Revival med en flok venner, men ingen Beatler.
Klimakamp post mortem: R.E.M.
15. september 2019Og R.E.M.’s bagland har været i arkiverne for at finde en sang, der kunne tjene som støttesang for ofrene for den heftige orkan Dorian, der barberede Bahama-øerne ned til næsten igenting.
Dødsfald: Eddie Money – 70
15. september 2019Rockradioens arketype kalder man ham, Eddie Money, der netop er død, kun 70 år gammel. Money var storyger og havde en kræftsygdom.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har lyttet til denne arketype, men kun når han alligevel var i radioen. Lige som tilfældet var med bands som Journey og Foreigner. Huller i musikbagvæggen vil der altid være.
Men Money fik man mindre hits (top 40-hits) og fremstod som en af dem, der havde en rigtig blue collar-baggrund. Amerikansk arbejderklasse. Måske tiden er inde til at lytte lidt til ham for alvor?!
Samfundets barn
14. september 2019Nej, det var ikke nemmere i gamle dage at få en plade udsendt eller at få pressens opmærksomhed. Janis Ians første plade “Society’s Child”, som hun skrev da hun var 13-14 år gammel, blev afvist af 22 pladeselskaber, alle placeret i New York. Og ingen radiostationer ville spille den, bortset fra hærens radio, Armed Forces Radio, der spillede den konstant i Vietnam. (Og jeg kan huske, at Jørgen de Mylius spillede den ofte i sine programmer og altid fortalte om, hvor ung Ian var, da sangen blev til).
Forståeligt nok har Ian i dag et horn i siden på pladeindustrien, som hun anklager for at være sammenspist og monopoliserende. I dag er der 3 store pladeselskaber i New York.
Dagens citat – Bob Dylan
14. september 2019If I’m here at eighty, I’ll be doing the same thing I’m doing now. This is all I want to do, it’s all I can do. I think I’ve always aimed my songs at people who I imagined, maybe falsely so, had the same experiences that I’ve had, who have kind of been through what I’d been through. But I guess a lot of people just haven’t….[Bob Dylan]
Ringo er tilbage – What’s my Name?
13. september 2019Han har gået stille med dørene, den gode Ringo Starr. Men nu er nyheden ude. Et nyt album med titlen What’s my Name? er snart på gaden. Hvis ellers jeg har talt rigtigt er det ex-Beatlens tyvende solo-studie-album. Imponerende.
Capac anbefaler: Sarah Elgeti Quartet – Dawn comes quietly
13. september 2019
Dawn comes quietly hedder Sarah Elgeti Quartets nye album. Og i PR-materialet citeres Sarah Elgeti for at ville “skabe et behageligt rum, hvor man kan fordybe sig og slappe af”. Som en slags modvægt eller modspil til en verden, hvor vi dagligt bombarderes med indtryk, lyde og informationer.
Og billedet af et sådant behageligt rum er en godt nøgle at have med sig, når man lytter til pladen. For det man oplever som lytter er netop at blive lukket ind i et rum eller univers, hvor musikken fra første færd inviterer en til at læne sig tilbage og fordybe sig musikkens detaljer.
Og det er værd at tage imod invitationen. Quartetten med Elgeti i spidsen som komponist og instrumentalist (tværfløjte og saksofon) byder på moderne jazz, der spænder fra det følsomme og lyriske til det sprælske og sejt funky swingende. Og der musiceres så det er den rene fryd. Elgeti synger ikke, men får hjælp af den her fra bloggen kendte Sidsel Storm på tre af albummets numre, men ellers er det instrumentalt. Og instrumentalisterne får herligt lov til at udfolde sig undervejs, så Elgetis kompositioner rigtig kommer til deres ret.
Ud over sine egne kompositioner, har Elgeti valgt at nyfortolke to stykker af Carl Nielsen (“En sommeraften” og “Tit er jeg glad”), der får lov til at afslutte pladen med maner.
Jo, at lytte til kvartettens plade er som at sidde i sit eget lille musikalske rum og opleve, hvordan dagen gryr. En jazzmusikalsk dæmning, der efterlader en med ro i sind og krop. Hermed anbefalet.
Sarah Elgeti Quartet with friends. Dawn comes quietly. Produceret af: Sahra Elgeti. Gateway Music. Er udkommet.
Capac anbefaler: Mette Juul – Change
13. september 2019
Change, Forandring hedder Mette Juuls nye album. Og man kan hævde, at det er en titel, der forpligter. Tekstligt og musikalsk. Og pladen lever da også op til titlen dobbelttydighed.
På tekstplanet drejer det sig om de forandringer, der udgør – ja er – livet eller i hvert fald livets vilkår. Fx at vi mødes og skilles på vores veje gennem livet. Sådan som Mette Juul selv tematiserer det i sin selvskrevne sang “It might be time to say goodbye”:
What if it’s time to say goodbye
and suddenly I realise
this might be the dumbest thing I’ll ever do
might never find someone
sweet as you
Men Forandring er ikke et rigidt bindende tema, mere et synonym for selve livet. Og sangene, der både er skrevet af Juul selv og hentet fra den store sangskat, der omfatter navne som Cole Porter (“Get out of town”) og Antonio Carlos Jobim (“Double Rainbow”), tangerer tematikken mere eller mindre direkte.
Hvis der er tale om musikalsk forandring, så er det måske i den forstand, at Mette Juul på denne plade stilistisk drejer sig markant i retning af den brasilianske bozza nova og samba og oven i købet i den amerikaniserede udgave, der opstod i tresserne, da de brasilianske toner ramte den amerikanske jazz og pop. Fra første laserspor farves sangene af den lette bossa nova-følelse og -stemning, der skabes smukt af det yderst kompetente ensemble, Mette Juul har allieret sig med: Ulf Wakenius (guitar), Lars Danielsson (bas, cello m.m.), Heine Hansen (piano, harmonika m.m.), Gilad Hekselman (guiatr) og Per Møllehøj (guitar).
Og Mette Juul tager den stilistiske forandring eller drejning til sig som det naturligste i verden. Den passer bare så godt til hendes smukke stemme, der med sin feminine klarhed og ro forvalter den stilistiske inspirations tradition med stor overbevisning, samtidig med at den tilfører noget personligt.
Hvis man er til bozza nova, easy listening jazz, amerikansk vokaltradition, så er der ingen grund til at betænke sig med at kaste sig over Mette Juuls plade. Hermed anbefalet.
Mette Juul. Change. Produceret af. Mette Juul, Lars Danielsson og Lasse Nilsson. Universal. Er udkommet.
Pub rock
12. september 2019Den 12. Februar 1976 var en særlig dag i punkens historie. Det var den dag, hvor The Sex Pistols for første gang optrådte i London. Nærmere bestemt på den berømte Marquee Club, hvor sexpistolerne var opvarmning for Eddie and the Hot Rods. At denne begivenhed også var noget særligt for den genre, man kalder pub rock, det nævnes ikke så tit. Men pub rocken, der opstod i halvfjerdsernes begyndelse og midte som en reaktion mod sofistikationen i rocken (progressive rock og glam rock), som et oprør mod store plademærker med dyre produktioner og markedsføring og som et ønske om at gribe tilbage til rockens rødder, den gamle rock and roll med få akkorder, markante guitarer og vokaler – og så spille det på små steder, fx pubber – ja, den fik også en slags gennembrud ved samme koncert. Og Eddie og Co. fik noget af koncerten ud på plade, nemlig EP’en Live at the Marquee, og fik smadret noget af deres “gear”, som Sex Pistols lånte ved samme lejlighed. Punken stod ikke alene om at sparke ny luft i rocken.
