september 2019 arkiv

Sorte albums

5. september 2019

Sorte albums eller albums, der var på tegnebrættet engang, men aldrig blev realiseret , har der eksisteret mange historier om. Hvem husker ikke rygterne og sladderen om The Beach Boys og deres Smile, der dog siden hen er kommet i hele to versioner.

Men også Beatles (Get Back), Neil Young (Homegrown), Bob Dylan (The Dylan/Cash Sessions), Jimi Hendrix (Black gold), David Bowie (The Gouster) og mange flere har deres “sorte album”. Og Rolling Stone fortæller historien om nogle af dem og deres skæbne.

Nogle af disse mytiske og mytificerede plader blev – som tilfældet var med Smile – faktisk til noget. Andre forblev i arkiverne. Det gælder fx Bruce Springsteens elektiske udgave af Nebraska, fordi sangene og teksterne ikke passede til elektrificeringen.

https://www.youtube.com/watch?v=F0lZZJapHm8

CAPAC anbefaler: Extra store grønlandske rejer – Vejen ud/ Vejen hjem

3. september 2019

Vi skal helt tilbage til 2013 for at finde Extra Store Grønlandske Rejers opus Superego her i bloggen. Et udspil, der dengang fremstod som et frisk, ungdommeligt argument for rockens aktualitet og vitalitet.

Og nu er det ålborgensiske foretagende med det spøjse navn ude med albummet Vejen ud / Vejen hjem. Og selv om pladen har været længe undervejs – 5-6 år faktisk – så bekræfter den det fundamentale indtryk, man fik af de fire ålborgensere på Superego i 2013. Tiden har ikke sat sig spor på pladen i form af kompliceret produktion og avancerede poprockstykker. Næh, heldigvis holder firkløveret fast i rockens elementarpartikler, så at sige. Extra Store Grønlandske Rejer ved, hvad der tæller, når rocken skal spille. Og det er at holde fast i de dybe, enkle rødder. Både hvad musikken gælder og den tekst, der obligatorisk skal følge.

Eksempelvis kan vi tage sangen om “Det satans liv”, der er netop eksemplarisk for teksterne på pladen:

VINTEREN I MIT SIND PAKKES IND
PAKKES LANGT LANGT VÆK
OG SOMMEREN BRYDER FREM SOM I EN SANG
HVOR DU ER MED
DANSENDE RUNDT I SPOTLIGHTS SÅ MØRKE SOM NAT
STRÆBER VI EFTER ALTING MEN HVORDAN FÅR VI FAT?
REJS DIG OP IGEN PRØV AT GLEM
FOR EN STUND HVEM DU ER OG HVAD DU GØR
MENS DU VENDER DIG RUNDT
LAD ENERGI OG GLÆDE KOMME TIL DIG KORT
GRIB OG GIV SLIP MEN JAG DET ALDRIG BORT
GRIB DET SATANS LIV
GRIB FOR SATAN NU
LYSETS FAVN PÅ DIT BRYST RAMLER IND
OG GØR DIG VARM
OG MORGENTANKERNES REST SUSER UD
BAG BYENS LARM
MINDERNES STOLTE TID BLEV ET SLID
UDEN HELD
EVIGHEDERNES DRØM DEN BRYDER FREM
ENDNU EN GANG
DANSENDE RUNDT I SPOTLIGHTS SÅ MØRKE SOM NAT
STRÆBER VI EFTER ALTING MEN HVORDAN FÅR VI FAT
REJS DIG OP IGEN..

Det er lige ud ad landevejen. Livsbekræftende og positivt i enkle, mundrette sætninger, der synges fyndigt og fængende ud i lytternes ører. Det er hverdagslyrik, der passer godt til den underliggende elementære rock, der som en varmt hjerte banker melodierne og rytmerne ud ad højtalerne. Der går en lige tråd fra rejerne tilbage til rockens grandonkel Chuck Berry, der også ekscellerede i ukomplicerede tekster om de nære  hverdagsliv. Uden sammenligning i øvrigt.

Det er ESGRs styrke, at de står ved deres udgangspunkt, holder fast i det uden at ville udvikle det og gøre det mere kompleks, men i stedet insisterer på at rendyrke formen, så den fremstår ren og klar. Og det gør den på Vejen ud / Vejen hjem. Den er et godt bud på en vaskeægte rockplade, der appellerer til alle, der elsker rock som modspil til tidens mainstream-overproduktion og velfriserethed. Hermed anbefalet.

Extra store grønlandske rejer. Vejen ud / Vejen hjem. Produktion: rejerne (Mads Peter J. Laursen, Nicklas Beermann, Jonaas Jensen og Casper Tonnisen). Eget plademærke. Udkom . 30/8-2019

 

Linda Ronstadt dokumenteret

2. september 2019

For nogle år siden læste jeg Linda Ronstadts erindringer. De er sympatiske, men hverken særligt velskrevne eller særligt informative, hvis man vil vide mere om hendes kunst. Så derfor er det måske godt, at der nu – i denne uge – kommer en dokumentarfilm, The Sound of my Voice, hvor Ronstadts betydning som kunstner belyses i billeder, film, interviews og samtaler med mange af dem, der har arbejdet tæt sammen med hende. Som Dolly Parton citeres for at have sagt, så kunne Ronstadt “bogstaveligt talt synge hvad som helst”. Ronstadt var – til hun fik Parkinsons – uden tvivl den bedste og mest genreomfattende kvindelige fortolker i  USA.

Hvorfor højreorienterede mænd hader Greta Thunberg og Alexandria Ocasio-Cortez

2. september 2019

Climate skeptic Bjørn Lomborg has built his global brand on keeping his cool. “Cool it,” his best-selling book told those worried about the warming planet. For some reason, however, he seems to have difficulty sticking to the blasé tone when it comes to a 16-year-old climate activist from Sweden.

Lomborg has repeatedly mocked and criticized Greta Thunberg, the prominent young activist who has been sailing across the Atlantic to attend the UN’s Youth Climate Summit and other meetings in the U.S. In June, he tweeted out a cartoon that implied Greta was only useful to climate activists because being young made her unassailable—in four years, it joked, she’d be replaced with someone younger still. Earlier in the year, he’d asked why the World Economic Forum was listening to her at all, and approvingly shared a Quillette article which called Thunberg a fanatic and “absolutist” and which argued adults had a duty to correct her childlike naiveté…

LÆS VIDERE

Chrissie “Pretenders” Hynde jazzer…

1. september 2019

Også Chrissie Hynde er pladeklar med et jazzet album, der er blevet til i samarbejde med  The Valve Bone Woe Ensemble. Og på det album fortolker hun sin ex-mand Ray Davies’ sang “No Return”.

Originalen til sammenligning:

 

Neil Young rider den skøre hest

1. september 2019

Som tidligere omtalt, så er Neil Young genforenet med bandet Crazy Horse – og en første sang er ude, “Milky Way”. En stilfærdig lille sag, men mon ikke der er mere rock på den kommende langspiller Colorado? Det kan man kun håbe, selv om det da er en fin lille, stille sag.

50: Santana

1. september 2019

Og så er der gået et halvt århundrede siden Santana bragede igennem med deres såkaldte latin rock på det eponyme album med det uforglemmelige coverfoto. Godt hjulpet på vej af bandets succesfulde optræden på Woodstock Festivalen slog Sanatanas lyd sig fast i rocken – selv om mangen en kritiker mente, at det var lyden af tomme tønder. Udvendighed og støj og ikke ret meget indhold.

Men Santana slog deres navn eftertrykkeligt fast med debutpladen og efterfølgeren Abraxas (1970).

Farvel til albummet? Værket?

1. september 2019

Siden grammofonpladen blev opfundet i starten af forrige århundrede, har teknologien omkring publicering af musik gennemgået en voldsom udvikling. Og i dag har den såkaldte streaming overtaget. Og ethvert teknologisk fremskridt (som man kalder det) involvere ikke kun et skrift fremad, men også mindst et skridt tilbage. Således har digital streaming af musik bl.a. haft den effekt, at der fokuseres mere end nogensinde før på det enkelte musiknummer. På en  måde er vi tilbage ved det udgangspunkt, vi havde i fyrrerne og halvtredserne, hvor singlepladen var det foretrukne medie og albummet først så småt begyndte at vise sig bæredygtigt. Og ingen tvivl om det streaming udgør en trussel mod albummet, den store 12-tommer grammofonplade, der med en bærende idé om et værk, var med til at skabe poppens og rockens storhedstid i årtierne fra 1960 og frem. For hvad gør kunstnerne, når publikum bare efterspørger “hits”!? Kan vi forestille os en Bob Dylan, der kun lavede hitnumre?

Af samme årsag har sangerinden og sangskriversken Sheryl Crowe besluttet, at hendes nye album Threads skal være det sidste. På spørgsmålet hvorfor, svarer hun til NPR:

Well, I have loved the tradition of making records. I grew up holding the actual physical record and poring over the album notes and just dreaming about doing what I’m doing now. And with technology, it’s a little bit like putting the toothpaste back into the tube. We can’t go back and expect — particularly young people — to listen to albums from top to bottom. It’s almost a dying art form in that people cherry-pick songs and put them on playlists. So, I don’t know that the listening audience really ever gets the sense of the full artistic statement.

Nej, vi kan nok ikke “putte tandpastaen tilbage i tuben” og forhindre den nye forbrugervane med at plukke sange og selv sammenstille en spilleliste på mobiltelefonen. Og at publikum dermed også går glip af det, Crowe kalder “the full artistic statement”.

Måske kan man kun håbe på, at nogen stadigvæk vil satse på værket, udgive plader (fx på vinyl), selv om der ikke rigtig er penge i det og fordi det giver kunstnerisk mening!? Måske bliver tanken om et “full artistic statement” en niche i underholdningsindustrien, hvor et mindre publikum kan dyrke deres interesse?