oktober 2019 arkiv

Greta Thunberg takker nej til Nordisk Råds miljøpris

31. oktober 2019
 

I have received the Nordic Council’s environmental award 2019. I have decided to decline this prize. Here’s why: “I am currently traveling through California and therefore not able to be present with you today. I want to thank the Nordic Council for this award. It is a huge honour.
But the climate movement does not need any more awards. What we need is for our politicians and the people in power start to listen to the current, best available science.
The Nordic countries have a great reputation around the world when it comes to climate and environmental issues. There is no lack of bragging about this. There is no lack of beautiful words. But when it comes to our actual emissions and our ecological footprints per capita – if we include our consumption, our imports as well as aviation and shipping – then it’s a whole other story.

In Sweden we live as if we had about 4 planets according to WWF and Global Footprint Network. And roughly the same goes for the entire Nordic region.
In Norway for instance, the government recently gave a record number of permits to look for new oil and gas. The newly opened oil and natural gas-field, ”Johan Sverdrup” is expected to produce oil and natural gas for 50 years; oil and gas that would generate global CO2 emissions of 1,3 tonnes.
The gap between what the science says is needed to limit the increase of global temperature rise to below 1,5 or even 2 degrees – and politics that run the Nordic countries is gigantic. And there are still no signs whatsoever of the changes required.
The Paris Agreement, which all of the Nordic countries have signed, is based on the aspect of equity, which means that richer countries must lead the way.
We belong to the countries that have the possibility to do the most. And yet our countries still basically do nothing. So until you start to act in accordance with what the science says is needed to limit the global temperature rise below 1,5 degrees or even 2 degrees celsius, I – and Fridays For Future in Sweden – choose not to accept the Nordic Councils environmental award nor the prize money of 500 000 Swedish kronor.
Best wishes
Greta Thunberg”

Hatten af for Greta. Jeg tager hatten (sixpencen) af og bøjer mig i støvet for Greta Thunberg. Hendes stålsatte idealisme er forbilledlig. Det bestående priser og udmærkelser ændrer ikke en skid ved den klimatiske situation vi er. De slukker ikke brandene i Californien, de stopper ikke oversvømmelserne rundt om på kloden, de stopper ikke de voldsomme storme, der opstår og hærger Amerika, Kina og andre lande. De sætter ikke en bremse på CO2-udledningen. Nej, priser og penge er det bestående systems tale, og det er der ikke brug for. Derimod, som Grete har gentaget igen og igen, når hun har revset magthaverne, HANDLING. Kom nu!

Jonas Eikas tale

31. oktober 2019

Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden. En kultur der ikke hviler på patriarkalske magtforhold, et fællesskab der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.

Jeg tror, at der i litteraturen findes en drøm om et sprog der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.

Nordisk Råds arbejde med at oversætte og udbrede bøger fra både større og mindre sprogområder bidrager muligvis til dét. Men lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden.
Læs også
Jonas Eikas noveller kredser stilsikkert og realistisk om den ulmende apokalypse

Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.

Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal).

Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.

Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet.

Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ”I Danmark er vi alle lige,” men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.

Men jeg taler også til de andre nordiske ministre.
Læs også
Vinder af Nordisk Råds litteraturpris: Mette F. fører tidligere regerings racistiske politik

Også i jeres lande placeres flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre. Og de bliver nedbrudt og syge, nogle forsøger at tage deres eget liv. Fra alle jeres lande er der folk der bliver deporteret til steder, hvor de ikke er i sikkerhed, eller hvor de ikke har nogen fremtid. Og mange af jeres lande er med til at finansiere udvidelsen og militariseringen af EU’s grænser, en proces der koster tusindvis af flygtninge og migranter livet, mens den på samme tid kommer sikkerheds- og våbenindustrierne til gode, herunder flere nordiske firmaer.

Men først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet.

Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.

Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.

Den unge forfatter Jonas Eika modtog forleden Nordisk Råds Litteraturpris 2019. Og efterfølgende gav han ovenstående “takketale”, der har givet anledning til en ret så voldsom debat. Eika brød takketalens uskrevne lov om at prise prisgiverne og magthaverne, men  insisterede i stedet for på at kritisere den siddende statsminister, Mette Frederiksen, og hendes parti, Socialdemokratiet, men også de øvrige nordiske ministre, der står bag Nordisk Råd. Og Eika lægger ikke fingre imellem. Der er tale om en klar, umisforståelig kritik af det bestående politiske parnas’ økonomiske og politiske fallit, hvor racisme, nationalisme og destruktiv neoliberalisme ødelægger livet for det store flertal af mennesker.

Og helt forventeligt afviser magthaverne kritikken og gør som Kejseren i Kejserens nye klæder. Afklædt til skindet fortsætter de deres procession. Skælder lidt ud, men fortsætter ufortrødent den vej, de er gået ind på. For de har magten og behøver ikke at lytte til kritik fra en lille ung forfatter, der sætter ord på det, som mange danskere – tror jeg – tænker i deres stille sind. Måske med andre ord, men i kernen det samme. Men selv om Mette Frederiksen, Pia Kjærsgaard og andre fra magtens elite fortsætter deres procession, så klinger ekkoet af denne tale  i lang tid efter og minder os alle om, at tingenes tilstand ikke består til evig tid.

Baker Street

31. oktober 2019

Og har man sagt Stealers Wheel, så har man også sagt Gerry Rafferty. Drukmåsen, der udgjorde halvdelen af sangskriverduoen i bandet (den anden var Joe Egan, som bestemt ikke skal glemmes). Og hvis smerte og melankoli – bilder jeg mig ind – drev ham i favnen på flasken, men også lagde en dybblå tone i hans smukke sange. Fx klassikeren “Baker Street”, der emmer af melankoli, så det halve kunne være nok. Rafferty vil altid være en af mine favoritsangskrivere.

Stuck in the middle with you

31. oktober 2019

Duoen Larkin Poe har kastet sig over en af mine personlige favoritsange, nemlig Stealers Wheels “Stuck in the middle with you”. Og jeg må desværre sige, at jeg foretrækker originalen 100%. Larkin Poe skal nok holde sig til det, de er bedst til, svedige garagerocksange. De barberer helt Stealer Wheels engelske lyd og charme af nummeret.

Men det betyder bestemt ikke, at Larkin Poe – som jeg opdagede på en af Playing for a change-sangene – er dårlige. Nej, blot at de ikke har haft stort held med lige denne dejlige sang.

50: Musikalske julegaveideer

31. oktober 2019

I mange år har oktober og november været måneder, hvor der udkom relativt mange plader, ikke mindst LP-plader. Musikindustrien vidste, at julen stod for døren og en ny grammofonplade ville være en oplagt gaveidé til verdens musikelskere. Således også i 1969, hvor slutningen af oktober måned bød på flere interessante udgivelser. Fx udsendtes den avancerede engelske folkgruppe Pentangles andet album Basket of Light, Johnny Winters tredje album Second Winter, progrockerne Spirits tredje opus Clear, det dynamiske blues-rock-band Frees andet album Free, det britiske progrockband Renaissances eponyme debutalbum – og The Turtles sidste album Turtle  Soup. For nu at nævne nogle af de mere kendte navne der sidst i oktober 1969.

Desværre er nogle af navnene nok gået lidt i g(l)emmebogen, men det fortjener de ikke. Fin musik over hele linjen.

https://youtu.be/q__tjD9_P8E

Grete Thunberg forklarer sig…

31. oktober 2019

Recently I’ve seen many rumors circulating about me and enormous amounts of hate. This is no surprise to me. I know that since most people are not aware of the full meaning of the climate crisis (which is understandable since it has never been treated as a crisis) a school strike for the climate would seem very strange to people in general.
So let me make some things clear about my school strike.

In may 2018 I was one of the winners in a writing competition about the environment held by Svenska Dagbladet, a Swedish newspaper. I got my article published and some people contacted me, among others was Bo Thorén from Fossil Free Dalsland. He had some kind of group with people, especially youth, who wanted to do something about the climate crisis.
I had a few phone meetings with other activists. The purpose was to come up with ideas of new projects that would bring attention to the climate crisis. Bo had a few ideas of things we could do. Everything from marches to a loose idea of some kind of a school strike (that school children would do something on the schoolyards or in the classrooms). That idea was inspired by the Parkland Students, who had refused to go to school after the school shootings.
I liked the idea of a school strike. So I developed that idea and tried to get the other young people to join me, but no one was really interested. They thought that a Swedish version of the Zero Hour march was going to have a bigger impact. So I went on planning the school strike all by myself and after that I didn’t participate in any more meetings.

When I told my parents about my plans they weren’t very fond of it. They did not support the idea of school striking and they said that if I were to do this I would have to do it completely by myself and with no support from them.
On the 20 of august I sat down outside the Swedish Parliament. I handed out fliers with a long list of facts about the climate crisis and explanations on why I was striking. The first thing I did was to post on Twitter and Instagram what I was doing and it soon went viral. Then journalists and newspapers started to come. A Swedish entrepreneur and business man active in the climate movement, Ingmar Rentzhog, was among the first to arrive. He spoke with me and took pictures that he posted on Facebook. That was the first time I had ever met or spoken with him. I had not communicated or encountered with him ever before.

Many people love to spread rumors saying that I have people ”behind me” or that I’m being ”paid” or ”used” to do what I’m doing. But there is no one ”behind” me except for myself. My parents were as far from climate activists as possible before I made them aware of the situation.
I am not part of any organization. I sometimes support and cooperate with several NGOs that work with the climate and environment. But I am absolutely independent and I only represent myself. And I do what I do completely for free, I have not received any money or any promise of future payments in any form at all. And nor has anyone linked to me or my family done so.
And of course it will stay this way. I have not met one single climate activist who is fighting for the climate for money. That idea is completely absurd.
Furthermore I only travel with permission from my school and my parents pay for tickets and accommodations.

My family has written a book together about our family and how me and my sister Beata have influenced my parents way of thinking and seeing the world, especially when it comes to the climate. And about our diagnoses.
That book was due to be released in May. But since there was a major disagreement with the book company, we ended up changing to a new publisher and so the book was released in august instead.
Before the book was released my parents made it clear that their possible profits from the book ”Scener ur hjärtat” will be going to 8 different charities working with environment, children with diagnoses and animal rights.

And yes, I write my own speeches. But since I know that what I say is going to reach many, many people I often ask for input. I also have a few scientists that I frequently ask for help on how to express certain complicated matters. I want everything to be absolutely correct so that I don’t spread incorrect facts, or things that can be misunderstood.

Some people mock me for my diagnosis. But Asperger is not a disease, it’s a gift. People also say that since I have Asperger I couldn’t possibly have put myself in this position. But that’s exactly why I did this. Because if I would have been ”normal” and social I would have organized myself in an organisation, or started an organisation by myself. But since I am not that good at socializing I did this instead. I was so frustrated that nothing was being done about the climate crisis and I felt like I had to do something, anything. And sometimes NOT doing things – like just sitting down outside the parliament – speaks much louder than doing things. Just like a whisper sometimes is louder than shouting.

Also there is one complaint that I ”sound and write like an adult”. And to that I can only say; don’t you think that a 16-year old can speak for herself? There’s also some people who say that I oversimplify things. For example when I say that “the climate crisis is a black and white issue”, ”we need to stop the emissions of greenhouse gases” and ”I want you to panic”. But that I only say because it’s true. Yes, the climate crisis is the most complex issue that we have ever faced and it’s going to take everything from our part to ”stop it”. But the solution is black and white; we need to stop the emissions of greenhouse gases.
Because either we limit the warming to 1,5 degrees C over pre industrial levels, or we don’t. Either we reach a tipping point where we start a chain reaction with events way beyond human control, or we don’t. Either we go on as a civilization, or we don’t. There are no gray areas when it comes to survival.
And when I say that I want you to panic I mean that we need to treat the crisis as a crisis. When your house is on fire you don’t sit down and talk about how nice you can rebuild it once you put out the fire. If your house is on fire you run outside and make sure that everyone is out while you call the fire department. That requires some level of panic.

There is one other argument that I can’t do anything about. And that is the fact that I’m ”just a child and we shouldn’t be listening to children.” But that is easily fixed – just start to listen to the rock solid science instead. Because if everyone listened to the scientists and the facts that I constantly refer to – then no one would have to listen to me or any of the other hundreds of thousands of school children on strike for the climate across the world. Then we could all go back to school.
I am just a messenger, and yet I get all this hate. I am not saying anything new, I am just saying what scientists have repeatedly said for decades. And I agree with you, I’m too young to do this. We children shouldn’t have to do this. But since almost no one is doing anything, and our very future is at risk, we feel like we have to continue.

And if you have any other concern or doubt about me, then you can listen to my TED talk ( https://www.ted.com/…/greta_thunberg_the_disarming_…/up-next ), in which I talk about how my interest for the climate and environment began.

And thank you everyone for you kind support! It brings me hope.
/Greta
Ps I was briefly a youth advisor for the board of the non profit foundation “We don’t have time”. It turns out they used my name as part of another branch of their organisation that is a start up business. They have admitted clearly that they did so without the knowledge of me or my family. I no longer have any connection to “We don’t have time”. Nor has anyone in my family. They have deeply apologised and I have accepted their apology.

Ovenstående er klippet fra Greta Thunbergs Facebookside.

Friday i’m in love

30. oktober 2019

Det er ikke kun Ron Sexsmith, der kører sin egen lille coverfabrik på Youtube, hvor han søger, finder og indspiller klassiske sange i nøgne udgaver (enten med guitar eller klaver). Fra skrive- eller køkkenbordet. Også den purunge musiker Phoebe Bridgers har noget tilsvarende, nemlig en coverserie på en af de dominerende streamingtjenester. Her har hun bl.a. fortolket The Cures klassiker  “Friday i’m in love”. Hun skræller helt ind til benet af sangen, så den står helt nøgen, næstenkun iklædt lidt piano og så Pheobes stemme. Og det klæder sangen, der i al sin nøgenhed afslører sin melodiske kraft. Og Pheobe fremfører den med en stemme, der er både sart og skrøbelig – og hudløs som sangens tekst.

Fra før-rock-and-roll-tiden

30. oktober 2019

Paul McCartney gav i et interview (som jeg ikke lige kan finde nu) udtryk for, at han nok var endnu mere inspireret af populærmusikken fra før-rock-and-roll end af rock-and-roll. Altså den musik, som bl.a. hans egen far, James “Jim” spillede og lyttede til. Jeg tror, det var i forbindelse med McCartneys egen hyldestplade til netop den generations sangskrivere Kisses on the Bottom (2012). Og når man lytter til McCartneys egne sange helt tilbage til de tidlige Beatlesindspilninger, så kan man følge et spor, der peger lige netop i retning af den store amerikanske sangskat fra tiden før Elvis Presley. Vi behøver kun nævne “When i’m 64”, “Yesterday” og “Blackbird” for at finde noget af sporet. Og når man lytter til sangene fra den store sangbog, så forstår man jo godt, at melodisnedkeren McCartney lyttede til dem og lænede sig op ad deres talentmasse.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg hørte Patti Griffin synge Henry Mancinis klassiker “Moon River”. Ganske vist er det en relativt ny repræsentant for tiden før Elvis. Den er fra 1961 og filmen Breakfas at Tiffany’s, hvor Audrey Hepburn synger en ret så uforglemmelig version. Men jeg er lige ved at holde mere af Patti Griffins intense udgave. Døm selv.

Bag om sangen: The Weight – Playing for a change-udgaven

30. oktober 2019

Fisket op af strømmen: Pinback

29. oktober 2019

Jeg indrømmer det gerne. Også over for mig selv. Jeg kan slet ikke følge med i al den musik, der kommer nu om stunder. Og sådan har det altid været. Jeg opdager stadigvæk musik fra 1960’erne og halvfjerdserne, som er forbigået min opmærksomhed og ikke burde være det. Men fordelen er måske, at man så har en masse gode oplevelser til gode.

Således kom jeg for et par dage siden på sporet af San Diego-indierock-bandet Pinback. Eller måske skulle jeg skrive indierock-duo, for Pinback består af multiinstrumentalisterne og sangskriverne Armistead Burwell Smith IV og Rob Crow. Og de spiller en meget iørefaldende minimalistisk form for rock, som tiltaler mig meget. Det var via en obskur opsamlingsplade, jeg fik Pinback til at sidde fast i hjernen. Med denne sang fra deres første eponyme album fra 1999, der også går under titlen This is a Pinback CD.

 

Lou Reeds dødsdag

29. oktober 2019

Nogle gange føles tiden som en elastik, der svirper tilbage over fingrene på en. Seks år er gået, siden Lou Reed forlod de levendes rige. Og man kan godt mangle hans særlige kølige New Yorker-attitude  i nutidens musik.

De riges by – om boligpolitik i disse år

29. oktober 2019

Under titlen De riges by – på desperat boligjagt forsøgte DR i går at analysere boligsituationen for hundredvis at københavnere. Inden for de sidste par årtier er det blevet dyrere og dyrere for såkaldt almindelige mennesker at finde en lejebolig i byen, som de kunne betale. Som eksempel blev det nævnt at prisen på en almindelig to-værelses lejlighed siden 2014 – altså på blot tre år – var stedet med hele 31%, så den nu kostede i nærheden af 12.000 kr. pr. måned.

Det kom også frem, at en af de faktorer, der var skyld i de generelt voldsomme prisstigninger på især private udlejningslejligheder er, at store udenlandske – primært amerikanske – “investorer” havde forelsket sig i Danmark og specielt København og derfor – med boligreguleringsloven i hånd – gik ind og opkøbte lejligheder for at istandsætte dem og udleje dem igen til priser, der indebar en fordobling – og i nogle tilfælde en firedobling – af huslejen. Der var eksempler på almindelige tre- og fireværelseslejligheder, der kostede 24.000 kr. og opefter – pr. måned. Der var dog nogle  eksempler på, at lejere havde fået huslejenævnet til at sætte huslejerne ned, men rigtig mange affandt sig med de nye tilstande eller flygtede væk.

Det mest forstemmende ved udsendelsen (der er første afsnit af en serie) var, at det hele blev beskrevet som “business as usual“. Det er sådan, virkeligheden er i et Danmark, hvor nyliberalismen har huseret i mere end et årti. Stort set alle, bortset fra de stakkels københavnere, der var ramt at de grimme huslejestigninger,  fremstillede situationen som en, vi nærmest skulle affinde os med, da det skete inden for lovgivningens rammer. Selv den nyslåede boligminister Kaare Dybvad Bek var meget tilbageholdende og ulden i munden, da han skulle give et bud på, hvad han ville gøre, for at sætte en stopper for “investorernes” hærgen i byen.

Men mellem linjerne og i små utilsigtede bemærkninger fra den medvirkende “eksperter” fik vi alligevel løftet en flig for, hvad der er på færde. Fx sagde en af dem, at der er så mange penge (kapital) på den globale scene, som skal finde investeringsmuligheder. Og det er så nu blevet boligsektoren i Danmark (og andre lande). Sagt på en anden måde, så er situationen i København (Berlin, London osv.) den, at den globale kapitalisme nu for alvor har kastet sig over den brede, almene boligsektor med det formål, at skabe profit. Karl Marx var inde på det: Kapitalismen har en indbygget tendens til at underlægge sig (subsumere) alle sider af den menneskelige virkelighed. Den breder sig, som vi har set efter anden verdenskrig, til alle lande (med få undtagelser: Cuba og Nordkorea, der en stakket frist eksisterer som sanktionerede stater) og til alle områder af virkeligheden. Og intet tyder på, at den vil stoppe med at underlægge sig virkelighedens niveauer, så længe der er er profit at hente.

Den store skurk i det københavnske drama er det amerikanske Blackstone, der angiveligt er det største firma af sin art. Og de har nu kastet sig over Danmark og København med den erklærede hensigt at blive her – og tjene mange penge til sine aktionærer (for nu at formulere det diplomatisk). Men det er ikke de eneste, der er kommet til landet med den hensigt…

I forbindelse med “finanskrisen” i 2007-2008 så vi, hvordan lokale forretningsmænd spekulerede i ejendomme og tvang prisstigninger igennem, der var med til at tvinge markedet og bankerne i knæ – og med samme formål som de nye investorer på det almene lejemarked: profit. Sammenholdt med andre tendenser i tiden, fx amerikanernes ønsker og at lave “handelsaftaler” med sine allierede, herunder de europæiske lande – “handelsaftaler”,der foregår bag lukkede døre og som, hvis de bliver realiserede, vil indebære, at de parlamentariske demokratier i Europa vil få meget svært ved at sætte hindringer i vejen for de store kapitalistiske foretagenders profitjagt. Ja, faktisk vil disse handelsaftaler, hvis indhold kun er kommet ud til pressen takket være Wikileaks og lignende sporhunde, demontere de demokratier, vi kender i dag – sammenholdt med disse tendenser, så er det store spørgsmål, hvad den siddende socialdemokratiske regering vil og kan gøre for at hjælpe den store del af befolkningen, der nu presses ud af København, fordi det bliver økonomisk umuligt at bo i storbyen (de øvrige provinsbyer skal nok følge med)? Kan og vil Socialdemokratiet sætte en stopper for den uheldige udvikling? For mig at se, er det en lakmusprøve på partiets sociale bevidsthed og ansvarlighed (lad os formulere os sådan). Er Socialdemokratiet i det nye udgave med Mette Frederiksen ved roret i virkeligheden “rød”, som oppositionen kalder partiet, eller er det Thorning Schmidtsk-Corydonsk “blå”? Tiden vil gøre os alle sammen klogere.

 

Discovering John Lennon

27. oktober 2019

For øjeblikket er det muligt – på DRK – at se en dokumentarfilm om John Lennon. Den misvisende og alt for journalistisk-populistiske danske titel er Ikonet John Lennon. Den originale titel siger meget mere om hvilket ærinde dokumentaren er ud i: Discovering Lennon. Altså et forsøg på at af-sløre eller af-dække noget om personen John Lennon. Og der er fandens til forskel på at fremstille Lennon som et ikon – et mediegenkendeligt billede af en person – og så at forsøget at sige noget om personen ud fra interviews, tv-klip og andet dokumentarisk stof. Fandens til forskel. Så den britiske dokumentar foregøgler os ikke, at den vil eller kan fortælle den fulde og endelige sandhed om John Lennon, for det er selvfølgelig ikke muligt. Men den giver et billede, en fortolkning af, hvilken personlighed Lennon (også) var. Og så langt så godt.

[De to fotos ovenfor er såkaldte screen snapshots fra dokumentarfilmen]

Dødsfald: Paul Barrere – Little Feat

27. oktober 2019

Næppe har jeg tændt for computeren, før den triste meddelelse om, at Paul Barrere er død på UCLA hospitalet. Barrere havde spillet med et hav af musikere, da han i 1972 blev indlemmet i Little Feat og blev et toneangivende medlem som sanger, bassist og guitarist. Han skrev flere at gruppens bedste sange, fx “Skin it back”, “Feats don’t fail me now” og “All that you dream”. Stilistisk bredte Barrere sig vidt, fra rock til cajun, og han var med til at give Little Feat det americana-flavour.

Ud over sit virke i Feat, havde han en solokarriere, der kastede tre album af sig, og han spillet sammen med Fred Tacket (også Little Feat) i en duo (to livealbums) og med Bluesbusters, der indspillede tre album. Han nåede at turnere med Bob Dylan og resterne af Grateful Dead i Phil Lesh and Friends.

For tre år siden fik Barrere konstateret leverkræft, og man må formode, at det er den sygdom, der nu har taget livet af ham. Han blev 71 år.

 

50: Ummagumma – Pink Floyd

26. oktober 2019

Pink Floyds fjerde album. Et dobbeltalbum bestående af dels koncertoptagelser med kendte numre og en plade med numre, skrevet af gruppens enkelte medlemmer. Pladen har fået en lidt underlig status i gruppens diskografi, bl.a. fordi flere af medlemmerne har udtrykt sig mindre pænt om den. Muligvis, fordi pladen var et eksperiment og mere udtryk for de enkelte sangskriveres musikalske retning og ønsker end et udpræget bandalbum. Og måske rammer Dave Mason sagens kerne, da han mente, at ‘det samlede udtryk er bedre end dets enkelte dele’. I hvert fald har bandets trofaste publikum taget den til sig lige som alle de andre albums.