Captain Beefheart er ikke mere til at sætte fut i rockens fejemøg, men Captain Beefheart Records fortsætter med at udgive musik i Bøfhjertes ånd. Seneste udspil er ovenstående plade med Frankie Teardrop Dead. God weekend.
Det var Led Zeppelins gennembrud, der kom med album nr. 2. De toppede hitlisterne her og hisset og solgte rigtig godt. Og det var dette album, der for alvor fik mine ører op for dette prægtige bluesfornyende band. Og så sangen “Whole Lotta Love”.
https://youtu.be/Mln0RciE2o0
Året er 1975. Og det er BBC, der har produceret. Men det er guitarist Wilko Johnson, der sørger for at sætte ild til ungdommen på dansegulvet.
Og hvis du får lyst til at gøre ham kunsten efter, så skal du “bare” gøre sådan her:
For øjeblikket er der lidt problemer med at vise det oprindelige tema. Derfor ser siden anderledes ud end den plejer. Jeg arbejder på sagen og håber at vende tilbage til det gamle udseende snarest muligt.
Opdatering: Det gik hurtigt. Nogle problemer med browserens cache forstyrrede billedet. Så nu kører vi videre som vi plejer, indtil næste hurdle dukker op.
Ja, det er 50 år siden, Little Feat udsprang af Mothers of Invention. Og bandet spiller stadigvæk lystigt rundt omkring i verden, som man kan høre af denne koncertoptagelse fra 1918. Resten af koncerten (og andre lignende) finder du på archive.org (søg efter Little Feat).
Danmarks Radio har fået den (u)vane at sende gode, ikke-amerikanske film sent om aftenen. Typist lige før midnat. Og derfor ender mange af dem på min harddiskoptager-tv-boks, så jeg kan se dem på et mere passende tidspunkt. Og sådan var det i går, hvor udvandede livsstilsprogrammer og anden lavpandet underholdning bredte sig over sendefladen. Og så var det oplagt omsider at få set Raoul Pecks film om ‘den unge Marx’.
Når man som jeg primært kender Karl Marx fra hans skrifter, så var det med en vis spænding at imødese en filmatisering af et livsforløb, der især har udspundet sig ved skrivebordet. Ville der være dramatisk stof nok til at gøre en sådan biografisk orienteret film interessant for nutidens filmseere? Svaret er: Ja.
Filmen følger den unge Karl Marx i årene frem til udgivelsen af hovedværket Det kommunistiske manifest i 1948. Fra tiden som skribent for Reinische Zeitung, hvor han skriver om den elendighed, som den gryende kapitalisme førte med sig og frem. Han lever fra hånden til munden og har mere end svært ved at forsørge sin overklassehustru Jenny, der dog er ham loyal, fordi også hun har indset, hvor samfundsudviklingen er på vej hen. Og hans politiske skriverier og meninger resulterer i, at han og familien først må søge tilflugt i Paris og senere i Belgien, efter at være blevet landsforvist af franskmændene på grund af sine holdninger. Undervejs møder han en række politisk-teoretiske koryfæer, bl.a. anarkisten Bakunin, Proudhon og lederen af Forbundet for Retfærdighed Weitling. Men mest afgørende bliver mødet med fabrikantsønnen Friedrich Engels, der viser sig at være være en åndsbeslægtet og selvskreven samarbejspartner – og økonomisk støtte.
Filmen er fortalt lige ud ad landevejen med stor sans for de dramatiske muligheder, der ligger i stoffet. Og de relativt ukendte skuespillere er godt typecastet til rollerne og udfylder dem godt. Og undervejs får man et loyalt billede af de tanker og ideer, der driver den unge Marx og hans venner fremad. Og det er helt rart for en gangs skyld at se hovedroller, der ikke er besat af ansigter, man kender alt for godt i forvejen.
Og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at instruktøren Raoul Pecks sympati ligger hos den unge Marx og hans allierede. Det understreges bl.a. af filmens slutning, hvor Bob Dylans “Like a rolling stone” er underlægning og en slags perspektivering af den unge Marx’ kritiske og politiske kamp.
Jeg har omtalt koncerten før. Oprindeligt troede jeg, at J. J. Cale var forsinket i trafikken, men det viste sig så, at det var Johnnie Walker, der havde udsat koncerten. Han må have trængt til en tår, ham Cale. Jeg var der, og det samme var Poul Krebs.
På papiret ligner det nærmeste et umuligt projekt: At englænderne skulle kunne lave en seværdig tv-versionering af den ærke-franske forfatter Georges Simenons detektivserie om Jules Maigret. Men det er lige præcis, hvad de har formået med med ITVs nye udgave med Rowan Atkinson i hovedrollen.
På DR-tv kan speakeren ikke undlade at introducere seriens afsnit uden at nævne Atkinsons måske mest kendte figur Mr. Bean, men det er så upassende og forfejlet som det kan være. For som Jules Maigret viser Rowan Atkinson for alvor sine skuespilevner, som vi kun sporadisk har kunne se i nogle birollepræstationer.
Atkinson tager stille og roligt Maigret-figuren i besiddelse og gør denne til sin egen. Maigret er noget af en tørvetriller. En stille, tænksom, nærmest sky franskmand, der lever og ånder for sit job som detektiv hos politiet. Han har en sød, lille kone (spillet af Lucy Cohu), der er hans hengivne støtte i hans kald som detektiv. Og med sin pibe inden for rækkevidde og et hold loyale medarbejdere arbejder Maigret sig så stille og roligt (og for ledelsen som oftest for langsomt…) ind til sagens kerne i de ofte komplicerede sager.
Og ud over de fortræffelige skuespilpræstationer, så udmærker serien sig ved et lydefrit, særdeles detaljeret tidsbillede af et Frankrig i halvtredserne. Jeg kan ikke andet end imponeres over dette tidsbilledes iscenesættelse. Selv den mindste detalje er på plads, fx i det seneste afsnit, hvor en dansker er under mistanke for at have begået et mord på en jødisk juvelhandler. Danskeren er troende kristen og bruger sin bibel i sin livsførelse. Og i nærbillede ser man, at der faktisk er tale om en halvtredser-dansk udgave af Biblen. Og sådan er det hele vejen igennem. Det må have krævet både tid og en stor pengepung at få det på plads.
Jeg har set og ser mange af de bedste tv-krimiserier – svenske, britiske, walisiske osv. – og er efterhånden kommet frem til den fordom, at krimier er noget man ser på tv. For de fleste af de krimier, jeg har forsøgt at læse de seneste år, er dårligt skrevet – vurderet ud fra et litterært synspunkt. Fx skuffede en af Anne Cleves’ bøger om kriminaldetektiv Vera fælt. Det er mit indtryk at mange kriminalforfattere stiller sig tilfreds med at konstruere et mere eller mindre kompliceret plot og ikke skænker sprogbehandlingen de store overvejelser eller anstrengelser. – Om Georges Simenon holder skal jeg ikke sige, for det er mange, mange år siden, jeg læste noget af ham. Måske han skal have en chance igen?
Opdatering: I øvrigt er det ikke første gang, englænderne kaster sig over Maigret på tv. I starten af tresserne lavede man en serie med Rupert Davis i hovedrollen. I 1988 fik Richard Harris lov til at gestalte en aparte version af Maigret, og i 1992-93 var det Michael Gambon, der fik rollen i Granada Televisions udgave. Måske er det et udtryk for englændernes ambivalente forhold til fransk kultur, der markerer sig i denne kærlighed til Maigret-figuren?
Ad internetomveje kom jeg på sporet af en brunfarvet vol. 4 af bokssættet Dansk Rock Historie. Du kan se den her. Den er ikke udsendt på vinyl eller CD, kun som streaming (hvilket forklarer, hvorfor jeg ikke har været opmærksom på den indtil nu). Men opdagelsen gav anledning til at tænke lidt over, hvad dansk rock bidrog med i det mytologiske år 1969. Og efter lidt graveri, bl.a. i den gule og den lilla boks i ovennævnte bokssætserie afslørede, at vi bl.a. blev beriget med følgende plader:
Povl Dissing, Benny Holst og Beefeaters – Povl Dissing/”Nøgne øjne”
Burnin Red Ivanhoe – M144
Young Flowers – No. 2
Alrune Rod – s.t.
Beefeaters – Meet you there
Delta Blues Band – s.t.
Savage Rose – Travelin’
Og det er kun et udsnit af, hvad der kom på de store plademærker. For der kom fx også plader fra Spectator Records – se her. Men alligevel er der tale om holdbare, solide danske rockplader, der stadigvæk tåler at blive sat under pickuppen.
Bo Schiøler har været så elskværdig at sende mig sit og Skavankernes seneste album, der bærer titlen Rekviem for Kraka. Kraka var den smukke og yderst kloge kvinde, som sagnkongen Regnar Lodbrog giftede sig med, og som viste sig at være ret meget klogere end Regnar selv. For Regnar kunne ikke nøjes med Kraka og giftede sig også med en anden og det resulterede i, at Kraka afslørede sin sande identitet, at hun var Aslaug og var datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild.
Men det er slet ikke det mytologiske, pladen cirkler om, men derimod – som undertitlen antyder – sange fra et levet liv. Sange, der portrætterer døde og levende mennesker, der hver især repræsenterer nogle “idealer” og “dyder”, som er lidt trængte i vores tid. Menneskelighed, sammenhold, solidaritet, menneskeret, ordentlighed, retfærdighed, fred, pacifisme, tolerance, accept, sameksistens, ligeværd, venskab, overbærenhed og mere i den dur. For nu at citere Bo selv. Og rekviem skal nok forstås i den almene betydning: en klagesang. Uden at det skal tages for bedrøveligt eller nedslående.
Nej Bo Schiøler ønsker – som på de andre her omtalte plader – at give lytterne en opsang og forholde sig kritisk til den uheldige udvikling, samfundet har taget. Det slås fast i den allerførste sang “Imens vi sov”, hvor kærligt svinger krabasken over udviklingstendenser – men også over os selv ‘de sovende’:
Imens vi sov
gik verden helt af lave
imens vi sov
blev fanden gjort til pave
godhed stod for fald
og skove stod i brand
de onde folk bestemte
over by og land
imens vi sov
[osv.]
Sangen kridter så at sige banen op med ord, der kærligt-kritisk fortæller os om en verden, der er ved at gå i svang og falde fra hinanden, medens vi sover på det døve øre. Og herfra følger den ene sang efter den anden, som varierer temaet. Der lægges ud med “En sur gammel mand” om den gamle mand, der er blevet bitter og skuffet over livet, er frastødende og støder verden fra sig, søger svar på meningen med livet og døden i det guddommelige og forsøger at holde det hele ud med stimulanser og sprut. En efterkommer af Jens Vejmand og en figur, vi alle kender fra vores nærmeste omgangskreds – eller måske endda fra os selv. En sur gammel mand, der med sin surhed og utilnærmelighed netop repræsenterer en uartikuleret kritik af det bestående i al dets elendighed.
Og herfra går det til “Jeg bor her ikke mer'”. En sang om en hjemløs eller boligudsat person, måske endda i overført betydning. Der er dårligt nok et spor efter personen, der boede der. Og igen er det den uheldige samfundsudvikling, der står for skud: “Du slap min hånd og sagde/ at tiden var til forandring/ så blev de del af en floik/ en flok lemminger på vandring/ i gåsegang gik I mod mørket/ – jeg ved at det er sandt/ for jeg mødte dig efter tæppe-fald/ og så dig ved jordens kant”.
Og herfra går det til den selvbiografiske sang om “B-film blues”, hvor sangskriveren drømmer sig tilbage til dengang, (B)film var noget, man så i biografen. Ved dobbeltprogrammet kl. 4 om eftermiddagen, hvor heltene på lærredet – fra Charles Chaplin og Anders And til de amerikanske cowboys – sætter drømmene i gang i hovedet på den mandlige biografgænger som forbilleder og idealer. Og hvor pigen ved siden sørger for, at drømmeriet ender i en B-film-blues, fordi hun hverken vil danse eller kysse. Et stykke nostalgi og søgen tilbage, hvor der – selv på lærredet – var mening med galskaben. Man vidste, hvordan handlingen ville forløbe og enden se ud. Modsat den virkelighed, vi lever i..
Og sådan fortsætter pladen gennem hele tretten sange. Bo Schiøler skriver sine sange lige ud ad landevejen. På et hverdagsnært, klart dansk, der undgår ethvert tilløb til det kunstnerisk søgte, men finder sit poetiske leje i det umiddelbare og konkrete. Og som på de foregående to anbefalelsesværdige albums er sangene indlejret i musikalske arrangementer, der trækker på gammeldags rock, pop, blues, jazz og andre folkelige musikformer. Og de skavankfrie Skavanker – der alle er rundet af Vesterbro Ungdomsgård, som Bo i mange år var leder af – leverer som sidst en loyal, lydhør, empatisk opbakning, ja, mere end det: Skavankerne er kongeniale fortolkere af Bos sangskat.
Rekviem for Kraka er et album, der selvfølgelig taler til og tiltaler den generation, som Bo Schiøler tilhører (Bo er årgang 1945). Men med sit dobbelte greb om nutiden og historien, sin usvigeligt humant-kritiske tilgang til sangenes emner og sine solide, vellydende og medrivende sange bør dette album nå langt ud over generationsgrænserne til alle, der holder af langtidsholdbar, velspillet sanger-sangskriverkunst. Hermed varmt anbefalet.
Bo Schiøler & Skavankerne. Rekviem for Kraka – sange fra et levet liv. Producer: Lars Schiøler. Sundance Music. Udkom d. 11. oktober 2019
Man skal nok være lidt mere end almindelig Beatles- og John Lennon-fan for at have Wedding Album i sin samling. Hjertelyde, navnehvisken og interviews om Lennons og Onos Bed-In- og fredsprojekt. Tredje eksperimentelle album – efter Unfinished Music 1: Two Virgins og Unfinished Music 2: Life with the Lions. Pladerne var ikke tænkt som hitlistepotentialer, og det blev de selvfølgelig heller ikke. Derimod samlerobjekter for inkarnerede, nørdede Beatles-fans.
https://youtu.be/9QHmH-V99SM
Som tidligere udmeldt har jeg en forventning om, at den socialdemokratiske regering får lavet en klimalov, der foreskriver en reduktion af CO2-udslippet med 70%. Men det betyder selvfølgelig ikke, at der er andre områder, hvor man kunne håbe på en anden politik, end den vi har fået proppet ned i halsen de sidste par årtier under Venstre-regimet. Og regeringen har på en måde været fredet siden valget, fordi det gamle regeringsparti har ligget i splid, hvilket har trukket mediernes fokus væk fra Socialdemokratiet.
Men freden holder kun, det vidste vi godt, indtil finansloven kom på tale og på bordet. Det er finansloven, der fortæller vælgerne noget om, hvilken politik den siddende regering har tænkt sig at føre. Og inden for det seneste døgn har vi fået en ubehagelig forsmag på, hvad Mette Frederiksen og konsorter har tænkt sig. Nemlig at fjerne det såkaldte taxameterløft fra visse uddannelser.
Taxameterløftet på ca. 5000 kr. pr. studerende blev indført for nogle år siden, fordi uddannelser med laveste taxametertakst – typisk de såkaldt humanistiske uddannelser (sprog, filosofi m.v.) og samfundsfag – var “underfinansierede” og derfor havde brug for kompensation. Besparelsen løber op i ca. 290 millioner kroner. Og besparelsen skal ses i lyset af, at regeringen tidligt har meldt ud, at den ville fjerne det 2% omstruktureringsbidrag (en besparelse), som uddannelsessektoren var underlagt. Man giver altså med den ene hånd og tager med den anden. Og i øvrigt lovede Socialdemokratiet før valget, at taxameterløftet ville fortsætte efter valget. Så partiet lyver også og løber fra sit valgløfte.
Opdatering: Jeg har bemærket mig, at undervisningsministeren har forsøgt at forsvare løftebruddet med, at regeringen ikke kan nå at indfri sine valgløfter med det samme. Det kunne – hvis man tager de positive briller på – forstås som en udskydning af løftets indfrielse til en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor regeringen så vil leve op til løftet. Men det holder ikke. Hvis man virkelig mener, at man vil bibeholde taxameterløftet, så kan og skal man også finde pengene nu, dvs. åbent fremlægge sine økonomiske og skattepolitiske planer. I øvrigt har jeg også bemærket, at det ikke er første gang regeringen bruger dette kneb med at udskyde sine løfter. Men det gør bare ondt værre. En ting er løftebrud og løgne, noget andet er at lægge en ekstra løgn oven i i form at en retorisk finte.
Man kunne analysere meget mere på spørgsmålet om taxameterløft og hele taxameterfinansieringsordningen, der har en indbygget tendens til at underminere de uddannelser, der er underlagt den. Men vigtigere er det måske at tænke på, at besparelsen rejser et andet kildent spørgsmål, nemlig: hvordan vil Socialdemokratiet finansiere sin politik (og dermed finansloven)? Er regeringen fx villig til at ændre radikalt på skattepolitikken, således at landets mest ressourcestærke skatteydere (heriblandt erhvervslivet) kommer til at betale mere? Og det er netop på det økonomiske felt regeringen skal vise, hvad den står for sådan rent politisk. Partiets demokratiske grundlag – Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre – har allerede fisket efter udmeldinger på dette område. Og det ville jo klæde regeringen, hvis den – inden finanslovsforhandlingerne for alvor går i gang – meldte ud, hvilken økonomisk politik, den ville føre. Så ville regeringens demokratiske støtter have noget at arbejde ud fra. Er regeringen mere “Anker Jørgensen” end “Helle Thorning Schmidt” kunne man også spørge?
Vi følger udviklingen fra sidelinjen og forventer stadigvæk at få den ambitiøse klimalov.
Og i dag har jeg været i den anden ende af landet for at fejre det yngste barnebarns første fødselsdag (igen – for det skete også i går her i byen). Det kan næppe blive meget større. Og der er kun en sang, der fortjener at blive spillet på denne dag og dette sene tidspunkt (hvor hun nok sover sødeligt i sin lille seng). Sov godt min lille ven.
Man kan næsten ikke forestille sig noget mere britisk end Bonzo Dog (Doo-Dah) Band, der med deres særlige blanding af alskens musikformer og gakket britisk humor var en slags forløber for Monty Pynton (der i øvrigt blev vist for første gang på tv d. 5 oktober samme år).
Og i 1969 var det meningen, at bandet skulle eksportere den succes, det havde fået i hjemlandet, til Amerika, der var de fleste europæiske navnes våde drøm. Og der blev da også arrangeret et support-job for the Who og noget lignende for The Kinks. Men det hele gik op i hat og briller, fordi bagmændene svigtede med hensyn til organisering og promotion. Det lykkedes dog for bandet at optræde forskellige steder for få mennesker, og i går var det 50 år siden, de optrådte på Bill Grahams Fillmore East.
