22. oktober 2019 arkiv

Tv-krimi: Maigret

22. oktober 2019

På papiret ligner det nærmeste et umuligt projekt: At englænderne skulle kunne lave en seværdig tv-versionering af den ærke-franske forfatter Georges Simenons detektivserie om Jules Maigret. Men det er lige præcis, hvad de har formået med med ITVs nye udgave med Rowan Atkinson i hovedrollen.

På DR-tv kan speakeren ikke undlade at introducere seriens afsnit uden at nævne Atkinsons måske mest kendte figur Mr. Bean, men det er så upassende og forfejlet som det kan være. For som Jules Maigret viser Rowan Atkinson for alvor sine skuespilevner, som vi kun sporadisk har kunne birollepræstationer. Atkinson tager stille og roligt Maigret-figuren i besiddelse og gør denne til sin egen. Maigret er noget af en tørvetriller. En stille, tænksom, nærmest sky franskmand, der lever og ånder for sit job som detektivet hos politiet. Han har en sød, lille kone (spillet af Lucy Cohu), der er hans hengivne støtte i hans kald som detektiv. Og med sin pibe inden for rækkevidde og et hold loyale medarbejdere arbejder Maigret sig så stille og roligt (og for ledelsen som oftest for langsomt…) ind til sagens kerne i de ofte komplicerede sager.

Og ud over de fortræffelige skuespilpræstationer, så udmærker serien sig ved et lydefrit, særdeles detaljeret tidsbillede af er Frankrig i halvtredserne. Jeg kan ikke andet end imponeres over dette tidsbilledes iscenesættelse. Selv den mindste detalje er på plads, fx i det seneste afsnit, hvor en dansker er under mistanke for at have begået et mord på en jødisk juvelhandler. Danskeren er troende kristen og bruger sin bibel i sin livsførelse. Og i nærbillede ser man, at der faktisk er tale om en halvtredser-dansk udgave af Biblen. Og sådan er det hele vejen igennem. Det må have krævet både tid og en stor pengepung at få det på plads.

Jeg har set og ser mange af de bedste tv-krimiserier – svenske, britiske, walisiske osv. – og er efterhånden kommet frem til den fordom, at krimier er noget man ser på tv. For de fleste af de krimier, jeg har forsøgt at læse de seneste år, er dårligt skrevet – vurderet ud fra et litterært synspunkt. Fx skuffede en af Anne Cleves’ bøger om kriminaldetektiv Vera fælt. Det er mit indtryk at mange kriminalforfattere stiller sig tilfreds med at konstruere et mere eller mindre kompliceret plot og ikke skænker sprogbehandlingen de store overvejelser eller anstrengelser. – Om Georges Simenon holder skal jeg ikke sige, for det er mange, mange år siden, jeg læste noget af ham. Måske han skal have en chance igen?

Opdatering: I øvrigt er det ikke første gang, englænderne kaster sig over Maigret på tv. I starten af tresserne lavede man en serie med Rupert Davis i hovedrollen. I 1988 fik Richard Harris lov til at gestalte en aparte version af Maigret, og i 1992-93 var det Michael Gambon, der fik rollen i Granada Televisions udgave. Måske er det et udtryk for englændernes ambivalente forhold til fransk kultur, der markerer sig i denne kærlighed til Maigret-figuren?

Dansk rock for halvtreds år siden…

22. oktober 2019

Ad internetomveje kom jeg på sporet af en brunfarvet vol. 4 af bokssættet Dansk Rock Historie. Du kan se den her. Den er ikke udsendt på vinyl eller CD, kun som streaming (hvilket forklarer, hvorfor jeg ikke har været opmærksom på den indtil nu). Men opdagelsen gav anledning til at tænke lidt over, hvad dansk rock bidrog med i det mytologiske år 1969. Og efter lidt graveri, bl.a. i den gule og den lilla boks i ovennævnte bokssætserie afslørede, at vi bl.a. blev beriget med følgende plader:

Povl Dissing, Benny Holst og Beefeaters – Povl Dissing/”Nøgne øjne”

Burnin Red Ivanhoe – M144

Young Flowers – No. 2

Alrune Rod – s.t.

Beefeaters – Meet you there

Delta Blues Band – s.t.

Savage Rose – Travelin’

Og det er kun et udsnit af, hvad der kom på de store plademærker. For der kom fx også plader fra Spectator Records – se her. Men alligevel er der tale om holdbare, solide danske rockplader, der stadigvæk tåler at blive sat under pickuppen.