Helt tilfældigt havde jeg fundet min gamle plade med Harry Nilssons Randy Newman-fortolkninger …sings Newman frem, da jeg læse, at Newman lige har rundet de 76. Stadigvæk aktiv, heldigvis.
Og så har Berry Gordy, den navnkundige skaber af Motown-plademærket (og meget andet…) nået de 90 år. Hans betydning for den “sorte” musik i forrige århundrede kan slet ikke undervurderes. I årtier var Motown det mest succesfulde plademærke i amerikanske populærmusik. Og tænk på den perlerække af kunstnere, der er udkommet der. Ingen nævnt, ingen glemt.
Og som Ian Macdonald er inde på i Revolution in the Head. The Beatles’ records & the sixties, så udgjorde den sorte musik fra Motown (og tiden før) en uvurderlig kilde til gruppens musik. Og uden den ville det være svært at forestille sig fænomenet The Beatles. Også her havde Gordy en finger med.
Jeg har undertiden undret mig lidt over, hvorfor danske sangskrivere ikke kastede sig over den store samling af digte, det danske sprog er rig på. Selvfølgelig er det også sket, men slet ikke i et omfang, man måske kunne have forventet. For sandt at sige, så er ikke alle tekster i pop og rock af høj sproglig kvalitet. Og det er netop, hvad man kan finde hos de danske digtere.
Derfor er det lidt overraskende og godt, at DR har taget ideen om i udsendelsesrækket Helt lyrisk, hvor man inviterer to sangskrivere ind, giver dem et udvalgt digt og beder dem om at lave en sang og fremføre dem for publikum. I går måtte således LIna Rafn og Hjalmer Larsen forsøge at sætte et voksent digt af Halfdan Rasmussen i musik.
Resultaterne af anstrengelserne kan man altid diskutere, men det interessante er, at digtene virkelig sætter sangskriverne på arbejde. For man skal have en solid forståelse eller fortolkning af digtet for at kunne omsætte den til en sang. Man kan jo ikke skrive en ballade ud fra et gravalvorligt digt – eller kan man?! Eksperimentet er i hvert fald interessant, og det kunne være sjovt, hvis alle forsøgene blev udsendt på en plade engang. Det fortjener ideen.
Jeg tror, at den første gang, jeg hørte noget om landet Syrien, der ligger klemt inde mellem Israel, Jordan, Irak og Tyrkiet, var i 1960’erne, hvor min far, der var sømand, sejlede med stykgodsskibe i Middelhavet. På en af sine ture, den mest omfattende, hvor skibet var inde i næsten alle lande ved Middelhavet, var min mor med som gæst. Og hun berettede levende om sine oplevelser i havnebyen Lattakia. (Det var i det hele taget en stor oplevelse for min mor, der kom fra landet med seks års skolegang og kun havde oplevet Danmark, at komme med på den tur Middelhavet rundt i seks måneder).
Senere hørte jeg om Syrien fra kolleger og andre, der havde besøgt landet – og ikke mindst hovedstaden Damaskus – i årene før krigen. Damaskus blev beskrevet som Mellemøstens Paris og som et sted, hvor man – for små penge – kunne få store kulturelle o.a. oplevelser.
Dengang forestillede jeg mig ikke, at jeg en dag ville stå over for syriske flygtninge og undervise dem i dansk sprog og kultur. Flygtninge, der omkring 2015 var flygtet over Middelhavet for at finde et tilflugtssted for krig og elendighed. Syrerer, kurdere, arabere, der alle havde det tilfælles, at de kunne fortælle forfærdelige historier om det, der skete i Syrien under krigen.
Og i dag hører vi ikke ret meget om Syrien i de store medier. Det er som om landet har mistet pressens interesse, efter at Islamisk Stat er blevet besejret. Efter at det selvudnævnte kalifat er blevet nedkæmpet. At krigen så fortsætter, synes pressen ikke at interessere sig synderligt for – bortset fra tyrkernes forsøg på at skabe en “sikkerhedszone” i grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet. Og USAs tilbagetrækning fra samme område. Men – krigen er ikke slut Islamisk Stat har stadigvæk mange tilhængere, der opererer som små celler i Syrien og gør livet for de tilbageblivende syrere til et helvede på jorden.
Men ikke alle journalister har glemt Syrien. Således har den danske journalist Puk Damsgaard gjort, hvad hun kunne, for at fortælle om situationen dernede. Senest – i går på tv og på DR-radio – kan man følge Damsgaard, der sammen med forfatterinden Suzanne Brøgger besøger en kurdisk kvindemilits, der bekæmper IS-tilhængere, en stor flygtningelejr med 70.000 kvinder og børn og en syrisk familie. Med det formål at fortælle os herhjemme noget om, hvordan det bl.a. er at være kvinde i den kontekst. Og det er ikke alene oplysende, men også overraskende at se, hvordan kvinder under disse ekstreme forhold kan udleve en kamp for kvinders rettigheder. Det er feminisme under svære kår. Feminisme, som burde få enhver hjemlig, privilegeret feminist til at forstå at kampen for kvinders rettigheder måske for alvor begynder i den del af verden, hvor feminismen har de sværeste kår. Damsgaards og Brøggers reportage giver et indblik i det konkrete liv, som kurdiske militskvinder, islamistiske flygtningekvinder og “almindelige” syriske kvinder lever og de ting, de har at slås med for at opnå ligestilling og ligeværd i samfundet. En sådan reportage, der vel varer et par timer alt iberegnet, gør det ud for mange timers nyhedsjournalistik, der aldrig kommer så meget som et spadestik under overfladiskheden.
Musikken taler til hjernen og – måske især – til følelserne. Som moderne hjerneforskning fortæller os, så hænger de to ting sammen. Vi kan ikke forstår noget, uden at følelserne er med. Og for mig personligt er det følelserne, der åbner musikken for mig. Og måske lader mig forstå noget af, hvad der sker.
Og den unge Ginne Markers debutalbum For Seasons to Come har talt til mine følelser. Ja, for at sige det lige ud: Jeg er blevet forført af Ginne Markers musik. En musik, der – skåret ind til benet – er sanger-sangskriver-kunst, når den er bedst. En forførende, indtagende, personlig stemme, en guitar og en snes gode, slidstærke sange. Mere skal der ikke til for at overbevise. En lytter som mig.
Og Ginne Marker, der kommer fra det nordjyske, er 24 år gammel, har det hele, og overbeviser med sin debutplade om, at her er en sangskriver, som vi roligt kan forvente os meget af de kommende år.
De i alt ti sange på pladen breder sig stilistisk over et stort sanger-sangskriver-spektrum. Fra nedtonede, inderlige folk-pop-sange over fransk chancon-tradition-livtag (singleudspillet “La vie en glace”) til sange, der befinder sig et udefinerligt sted mellem pop og jazz. Jovist, Ginne Marker er ikke fremmed for de forskellige genrer og man mærker, at det er, fordi det personlige udtryk, der vejer tungest og presser sig på. Ikke genremæssige og stilistiske hensyn, så at sige.
Det er den garvede musiker (guitarist m.m.) Aske Jacoby, der har taget Ginne Marker under sine vinger og har udgivet hende på sit eget plademærke. Og det forstår jeg godt, når jeg her ved tastaturet lader Ginne Marker besætte min musikopmærksomhed. Ginne Marker har et stort potentiale i enhver henseende. Hun kan skrive sange, der rører og bevæger lytteren, hun kan håndtere guitaren på overbevisende måde og så er der hendes sang, der som sagt er forførende og indtagende. Hvad kan man næsten forlange mere?! Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne give Ginne min varmeste anbefaling, og jeg håber at høre meget mere fra hende de kommende år. Så kære læser og medlytter: Giv Ginne en chance – på vinyl eller hvilket medie, i kan finde pladen på.
Ginne Marker. For Seasons to Come. Produceret af Aske Jacoby. Giant Birch. Er udkommet.
Jo, julen står for døren. Markedet for kommers har været i gang længe, tilbudskatalogerne fra de små filialer af markedet bugner af julerelaterede produkter og de store medier er også i gang. Så vi kan lige så godt bøje os og lade julen komme os alle i møde. her med en relativt ny video med selveste Aretha Franklin, der give sin fine udgave af den tyske julesang “Oh Tannenbaum”. Optagelsen er fra 2015, hvor Franklin deltog i Jazz at Lincoln Center og overraskede med denne julede sag.
Anna Mae Bullock, bedre kendt under kunstnernavnet Tina Turner, har rundet de firs år. I går. Hun er ikke aktiv mere, og dog: Det forlyder, at hun så sent som sidste år har arbejdet på en musical om sig selv.
En stor stemme i populærmusikken, som især kom til sin ret, da hun optrådte med Ike Turner, der ikke alene var en voldelig ægtemand, men også en stor musiker. Og sammen med ham oplevede hun nogle af sine største triumfer på hitlister og scener.
Jeg er lige ved at være færdig med at læse museumsinspektør (v. Nationalmuseet) Jeanette Varbergs lille og meget læseværdige bog Mennesket har altid vandret, der fortæller om forskellige epoker i menneskehedens historie. Om hvordan menneskene altid har været i bevægelse og har vandret. Drevet af blandt andet klimatiske forandringer. Klimaforandringer har altid påvirket menneskenes liv. Det var været baggrund for civilisationers opståen og hendøen. Og klimaet har altid haft en effekt på menneskenes livsbetingelser og herunder de økonomiske forhold.
I dag kan vi læse om den seneste FN-rapport om CO2-udledningen. Og det er alvorlig læsning, fordi den påpeger, at vi fortsat udleder alt for meget og slet ikke er begyndt den reduktion, som bl.a. blev aftalt i Paris-aftalen i 2015. Samtidig kan vi læse, at Det Økonomiske Råds formandskab, de såkaldte økonomiske vismænd, er ude og advare om, at en målsætning om at reducere udledning af CO2 med 70% inden 2030 vil blive meget dyr. Så igen har vi en konflikt mellem økonomiske hensyn og hensynet til miljøet.
Pointen er, at selvfølgelig vil en ambitiøs klimalov, der vil reducerer udledningen markant, have en stor effekt på økonomien. Men det er også det økonomiske system, der ligger til grund for den udledning af CO2, vi har. Den måde, vi producerer på, distribuerer, konsumerer osv. Og derfor vil og skal en klimalov have en sådan effekt. Man kan ikke seriøst tale om en ambitiøs klimalov uden at tale om en gennemgribende forandring af samfundets økonomiske grundlag. Det burde være logik for perlehøns, men er det tydeligvis ikke.
Det er også 50 år siden, John Lennon returnerede sin MBE-medalje. Ovenfor ser man hans følgeskrivelse, der på vanlig Lennonsk humoristisk vis bruger “Cold Turkey”-sangens manglende hitlistesucces som et af argumenterne for returneringen.
I øvrigt forblev Lennon MBE, for den status kan man ikke slippe for.
Og så har vi en god grund til et genhør med netop “Cold Turkey”.
Med 40 kunstnerår og nu 23 album på bagen fortsætter Ole Berthelsen med at udsende sange fra sin lokation i det nordjyske. Og jeg har været så heldig og priviligeret at være med siden den sidste plade, Hvalvær, som jeg anbefalede i september 2018.
På den nye plade, Snakker med giraffer, er udsynet det samme som på Hvalvær. Begge ben er solidt plantet i den nordjyske jord, hvorfra Ole Berthelsens verden går. Og den går også ud over den nordjyske lokalitet. Sidst var polarcirklen det yderpunkt, hvorfra verden blev betragtet og oplevet. På Snakker med giraffer er det, som titlen antyder, Afrika, der får det globale perspektiv ind på pladen.
Men ankeret, tyngdepunktet, forbliver det hjemlige. Det understreges allerede i den første sang “Sommervind”, hvor den påtrængende ydre verden, i form af “breaking news” (der viser sig at være vor moderne verdens svar på sladder) og dyrkelsen af kændisser og “notabiliteter” bliver for meget. Så meget at “hjernen går i spind”. Men så kommer en sommervind og blæser det hele ud af hovedet og kroppen, som kun en sommervind ved vestkysten kan gøre det:
Så er du lige her
Hvor du ka li at vær
båret frem
Af en sommervind
Det hjemlige, det nære, det lokale, det kendte er det, der forankrer sangskriveren i virkeligheden. Hvad enten det er oplevelsen af – igen – som farfar at være med til at bringe en ny verdensborger ind i den virkelighed som i sangen “Baby kommer til verden” eller mødet med den emblematiske landevejsridder, der kommer forbi med sin barnevogn og markerer årstidernes gang og et fast indslag i livet i det lokale.
Det globale, ja afrikanske perspektiv på verden kommer frem i tre sange. Både som et eksotisk indslag om oplevelsen af en ganske anderledes natur og fauna i sangen “Limpopo måne”, men også som – i bredeste og generelle forstand – politiske kommentarer til en afrikansk virkelighed, der ligger langt fra den dansk-europæiske – både geografisk og mentalt – som i sangen “Går Limpopo over sine bredder”, hvor et systemskifte rejser spørgsmål om demokrati og fattigdom eller i titelsangen, hvor de kritiske blik gælder storvildtjagten og dens modsætning:
Ja der er dem der snakker med giraffer
fløjter med fuglen i et træ
andre der går og plaffer
for at sikre sig et trofæ
Men udsynet på pladen går ikke kun fra det nære til det fjerne og tilbage igen, men også fra nutid til fortid. Som i sangen “En krones peng'”, hvor sangskriveren tænker tilbage på dengang, hvor en krone var den kærkomne adgangsbillet til det lille paradis, der udgjordes af slikmutters butik. Et stykke nostalgi med pinocchiokugler, Piratos, tyggegummi-“tatoveringer” og meget mere, som fyldte posen “da farfar var dreng”. Nostalgien får en lille samtidskritisk dimension i sangen “De troede jeg var en 68’er”, hvor krabasken rammer dem, der alt for hurtigt og som en rygmarvsrefleks dømmer alle 68’ere ude, bare fordi de bar den tids modeluner:
Men jo jeg var der da i 68
men ikke i det ungdomsoprør
jeg gik og passed’ min læreplads
hos en gammel blikkensla’r
Men om lørdagen skifted’ jeg outfit
pandebånd og hæklet vest
med tidens tone jeg gjorde mig et
som Wanna Be luftguitarist
Jo, Ole var og er 68’er og fornægter ikke, hvad den tid havde med sig af godt, hvad enten det var Mohammed Alis protest mod Vietnamkrigen eller John Lennons tro på, at vi skulle give freden en chance.
Og sådan er det på denne plade. Ole Berthelsen kigger indad og udad, frem og tilbage i de ialt tolv sange, der er med. Og måske er han den “Mr. Vakkelvorn”, der godt ved, at det muliges kunst er at “stå fast” og ikke give efter for den vakkelvornhed, som alderen og tidsånden påfører os.
Sammen med sit lille orkester – bestående af Ole Albrechtsen (guitarer og kor), Jesper Bylling (el-bas), Steen Lindgaard (tangenter og harmonika) og Klaus Thräne (trommer og slagtøj) – afleverer Ole (sang, kor og mundharpe) de tolv sanges tekster ligefremt og ubesværet med sin gode, erfarne stemme. Og musikken er igen en afart af det, vi kalder rock, der – som tiden det vil – har taget farve fra mange musikalske udtryk. Og som helhed er der igen tale om en plade, der uden problemer vil kunne glide ind i pladesamlingen hos enhver, der holder af rock og sanger-sangskrivning. Hermed varmt anbefalet.
Ole Berthelsen. Snakker med giraffer. Produceret af Ole Albrechtsen. Gurre Records. Er udkommet.
Brødrene Nicolaus og Georg Nöhrer udgør duoen Yukno, der med tænksomme tekster og dansante grooves er med til at gøre opmærksom på Østrig som en væsentlig del af den globale musikscene. Et enkelt album er det blevet til Ich kenne kein Weekend og hitlisteplacering i hjemlandet.
„Die Jagd ist vorbei. / Es gibt nunmehr uns zwei. / Auf ewig gefangen, / für immer frei./ Ich lieg‘ Dir zu Füßen, / hier werd‘ ich bleiben / Wer kann schon leben, / ohne zu leiden? / Für Dich würd‘ ich Blut verlieren.“
Bob Dylan møder The Rolling Stones. Det var producerens idé med Mott the Hooples debutalbum, der udkom for 50 år siden. Og indtrykket af albummet, der især består af covernumre (The Kinks, Dough Sam m.fl.), er også, at vi har at gøre med a hard rock combo, som Robert Christgau påpegede. Han tilføjdede dog et ordinary. Et ordinært rockband. Men han er jo også en notorisk brokmås.
En ganske solid rockplade med Ian Hunter i forgrunden. Mott the Hoople slog for alvor igennem, da de mødte David Bowie og indspillede “All the young dudes”, men de tidlige album fortjener at blive fundet frem og genhørt – a ordinary hard rock combo…
Som bekendt er der langt mellem pladebutikkerne nu om stunder. Men der er dog stadigvæk nogle stykker. Og en af dem er den – i Århus i det mindste – legendariske Badstue Rock i Badstuegade. I dag styres dette åndehuld af svenske Björn, der er en rigtig musikafficionado, der ikke bare vil acceptere, at musik er noget man streamer fra tjenester, der angiveligt har alt. Næh, musik er noget man har på vinylplader og til nød CD. Ja, butikken har sågar sit eget plademærke, Badstuerock Records, der har udsendt i hvert fald tre album.
På den lille danske tv-kanal DK4, der udmærker sig ved et ganske høj kulturel profil, kan man for tiden se en god udsendelsen om Björn, hans medarbejdere, kunder og så butikken Badstue Rock. Programmet genudsendes d. 1, 4. og 8. december, og den er værd at se, hvis man har en gammel svaghed for musiknørder og musikpladebutikker.
Jeg kom meget i den butik for år tilbage, men har nok svigtet den lidt de seneste år (det vil jeg så ændre på…). Jeg har fulgt den, siden den startede i 1973, det år, jeg kom til byen. Og jeg har en god portion plader, der er indkøbt der. Fx (det er den, der først springer frem i hukommelsen) Solid Senders med Wilco Johnson på guitar…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger