Helt tilfældigt havde jeg fundet min gamle plade med Harry Nilssons Randy Newman-fortolkninger …sings Newman frem, da jeg læse, at Newman lige har rundet de 76. Stadigvæk aktiv, heldigvis.
Og så har Berry Gordy, den navnkundige skaber af Motown-plademærket (og meget andet…) nået de 90 år. Hans betydning for den “sorte” musik i forrige århundrede kan slet ikke undervurderes. I årtier var Motown det mest succesfulde plademærke i amerikanske populærmusik. Og tænk på den perlerække af kunstnere, der er udkommet der. Ingen nævnt, ingen glemt.
Og som Ian Macdonald er inde på i Revolution in the Head. The Beatles’ records & the sixties, så udgjorde den sorte musik fra Motown (og tiden før) en uvurderlig kilde til gruppens musik. Og uden den ville det være svært at forestille sig fænomenet The Beatles. Også her havde Gordy en finger med.
Jeg har undertiden undret mig lidt over, hvorfor danske sangskrivere ikke kastede sig over den store samling af digte, det danske sprog er rig på. Selvfølgelig er det også sket, men slet ikke i et omfang, man måske kunne have forventet. For sandt at sige, så er ikke alle tekster i pop og rock af høj sproglig kvalitet. Og det er netop, hvad man kan finde hos de danske digtere.
Derfor er det lidt overraskende og godt, at DR har taget ideen om i udsendelsesrækket Helt lyrisk, hvor man inviterer to sangskrivere ind, giver dem et udvalgt digt og beder dem om at lave en sang og fremføre dem for publikum. I går måtte således LIna Rafn og Hjalmer Larsen forsøge at sætte et voksent digt af Halfdan Rasmussen i musik.
Resultaterne af anstrengelserne kan man altid diskutere, men det interessante er, at digtene virkelig sætter sangskriverne på arbejde. For man skal have en solid forståelse eller fortolkning af digtet for at kunne omsætte den til en sang. Man kan jo ikke skrive en ballade ud fra et gravalvorligt digt – eller kan man?! Eksperimentet er i hvert fald interessant, og det kunne være sjovt, hvis alle forsøgene blev udsendt på en plade engang. Det fortjener ideen.
Jeg tror, at den første gang, jeg hørte noget om landet Syrien, der ligger klemt inde mellem Israel, Jordan, Irak og Tyrkiet, var i 1960’erne, hvor min far, der var sømand, sejlede med stykgodsskibe i Middelhavet. På en af sine ture, den mest omfattende, hvor skibet var inde i næsten alle lande ved Middelhavet, var min mor med som gæst. Og hun berettede levende om sine oplevelser i havnebyen Lattakia. (Det var i det hele taget en stor oplevelse for min mor, der kom fra landet med seks års skolegang og kun havde oplevet Danmark, at komme med på den tur Middelhavet rundt i seks måneder).
Senere hørte jeg om Syrien fra kolleger og andre, der havde besøgt landet – og ikke mindst hovedstaden Damaskus – i årene før krigen. Damaskus blev beskrevet som Mellemøstens Paris og som et sted, hvor man – for små penge – kunne få store kulturelle o.a. oplevelser.
Dengang forestillede jeg mig ikke, at jeg en dag ville stå over for syriske flygtninge og undervise dem i dansk sprog og kultur. Flygtninge, der omkring 2015 var flygtet over Middelhavet for at finde et tilflugtssted for krig og elendighed. Syrerer, kurdere, arabere, der alle havde det tilfælles, at de kunne fortælle forfærdelige historier om det, der skete i Syrien under krigen.
Og i dag hører vi ikke ret meget om Syrien i de store medier. Det er som om landet har mistet pressens interesse, efter at Islamisk Stat er blevet besejret. Efter at det selvudnævnte kalifat er blevet nedkæmpet. At krigen så fortsætter, synes pressen ikke at interessere sig synderligt for – bortset fra tyrkernes forsøg på at skabe en “sikkerhedszone” i grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet. Og USAs tilbagetrækning fra samme område. Men – krigen er ikke slut Islamisk Stat har stadigvæk mange tilhængere, der opererer som små celler i Syrien og gør livet for de tilbageblivende syrere til et helvede på jorden.
Men ikke alle journalister har glemt Syrien. Således har den danske journalist Puk Damsgaard gjort, hvad hun kunne, for at fortælle om situationen dernede. Senest – i går på tv og på DR-radio – kan man følge Damsgaard, der sammen med forfatterinden Suzanne Brøgger besøger en kurdisk kvindemilits, der bekæmper IS-tilhængere, en stor flygtningelejr med 70.000 kvinder og børn og en syrisk familie. Med det formål at fortælle os herhjemme noget om, hvordan det bl.a. er at være kvinde i den kontekst. Og det er ikke alene oplysende, men også overraskende at se, hvordan kvinder under disse ekstreme forhold kan udleve en kamp for kvinders rettigheder. Det er feminisme under svære kår. Feminisme, som burde få enhver hjemlig, privilegeret feminist til at forstå at kampen for kvinders rettigheder måske for alvor begynder i den del af verden, hvor feminismen har de sværeste kår. Damsgaards og Brøggers reportage giver et indblik i det konkrete liv, som kurdiske militskvinder, islamistiske flygtningekvinder og “almindelige” syriske kvinder lever og de ting, de har at slås med for at opnå ligestilling og ligeværd i samfundet. En sådan reportage, der vel varer et par timer alt iberegnet, gør det ud for mange timers nyhedsjournalistik, der aldrig kommer så meget som et spadestik under overfladiskheden.
Musikken taler til hjernen og – måske især – til følelserne. Som moderne hjerneforskning fortæller os, så hænger de to ting sammen. Vi kan ikke forstår noget, uden at følelserne er med. Og for mig personligt er det følelserne, der åbner musikken for mig. Og måske lader mig forstår noget af, hvad der sker.
Og den unge Ginne Markers debutalbum For Seasons to Come har talt til mine følelser. Ja, for at sige det lige ud: Jeg er blevet forført af Ginne Markers musik. En musik, der – skåret ind til benet – er sanger-sangskriver-kunst, når den er bedst. En forførende, indtagende, personlig stemme, en guitar og en snes gode, slidstærke sange. Mere skal der ikke til for at overbevise. En lytter som mig.
Og Ginne Marker, der kommer fra det nordjyske, er 24 år gammel, har det hele, og overbeviser med sin debutplade om, at her er en sangskriver, som vi roligt kan forvente os meget af de kommende år.
De i alt ti sange på pladen breder sig stilistisk over et stort sanger-sangskriver-spektrum. Fra nedtonede, inderlige folk-pop-sange over fransk chancon-tradition-livtag (singleudspillet “La vie en glace”) til sange, der befinder sig et udefinerligt sted mellem pop og jazz. Jovist, Ginne Marker er ikke fremmed for de forskellige genrer og man mærker, at det er, fordi det personlige udtryk, der vejer tungest og presser sig på. Ikke genremæssige og stilistiske hensyn, så at sige.
Det er den garvede musiker (guitarist m.m.) Aske Jacoby, der har taget Ginne Marker under sine vinger og har udgivet hende på sit eget plademærke. Og det forstår jeg godt, når jeg her ved tastaturet lader Ginne Marker besætte min musikopmærksomhed. Ginne Marker har et stort potentiale i enhver henseende. Hun kan skrive sange, der rører og bevæger lytteren, hun kan håndtere guitaren på overbevisende måde og så er der hendes sang, der som sagt er forførende og indtagende. Hvad kan man næsten forlange mere?! Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne give Ginne min varmeste anbefaling, og jeg håber at høre meget mere fra hende de kommende år. Så kære læser og medlytter: Giv Ginne en chance – på vinyl eller hvilket medie, i kan finde pladen på.
Ginne Marker. For Seasons to Come. Produceret af Aske Jacoby. Giant Birch. Er udkommet.
Jo, julen står for døren. Markedet for kommers har været i gang længe, tilbudskatalogerne fra de små filialer af markedet bugner af julerelaterede produkter og de store medier er også i gang. Så vi kan lige så godt bøje os og lade julen komme os alle i møde. her med en relativt ny video med selveste Aretha Franklin, der give sin fine udgave af den tyske julesang “Oh Tannenbaum”. Optagelsen er fra 2015, hvor Franklin deltog i Jazz at Lincoln Center og overraskede med denne julede sag.
Anna Mae Bullock, bedre kendt under kunstnernavnet Tina Turner, har rundet de firs år. I går. Hun er ikke aktiv mere, og dog: Det forlyder, at hun så sent som sidste år har arbejdet på en musical om sig selv.
En stor stemme i populærmusikken, som især kom til sin ret, da hun optrådte med Ike Turner, der ikke alene var en voldelig ægtemand, men også en stor musiker. Og sammen med ham oplevede hun nogle af sine største triumfer på hitlister og scener.
Jeg er lige ved at være færdig med at læse museumsinspektør (v. Nationalmuseet) Jeanette Varbergs lille og meget læseværdige bog Mennesket har altid vandret, der fortæller om forskellige epoker i menneskehedens historie. Om hvordan menneskene altid har været i bevægelse og har vandret. Drevet af blandt andet klimatiske forandringer. Klimaforandringer har altid påvirket menneskenes liv. Det var været baggrund for civilisationers opståen og hendøen. Og klimaet har altid haft en effekt på menneskenes livsbetingelser og herunder de økonomiske forhold.
I dag kan vi læse om den seneste FN-rapport om CO2-udledningen. Og det er alvorlig læsning, fordi den påpeger, at vi fortsat udleder alt for meget og slet ikke er begyndt den reduktion, som bl.a. blev aftalt i Paris-aftalen i 2015. Samtidig kan vi læse, at Det Økonomiske Råds formandskab, de såkaldte økonomiske vismænd, er ude og advare om, at en målsætning om at reducere udledning af CO2 med 70% inden 2030 vil blive meget dyr. Så igen har vi en konflikt mellem økonomiske hensyn og hensynet til miljøet.
Pointen er, at selvfølgelig vil en ambitiøs klimalov, der vil reducerer udledningen markant, have en stor effekt på økonomien. Men det er også det økonomiske system, der ligger til grund for den udledning af CO2, vi har. Den måde, vi producerer på, distribuerer, konsumerer osv. Og derfor vil og skal en klimalov have en sådan effekt. Man kan ikke seriøst tale om en ambitiøs klimalov uden at tale om en gennemgribende forandring af samfundets økonomiske grundlag. Det burde være logik for perlehøns, men er det tydeligvis ikke.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 15 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 15 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
