november 2019 arkiv

Et par fødselsdage: Randy Newman – Berry Gordy

30. november 2019

Helt tilfældigt havde jeg fundet min gamle plade med Harry Nilssons Randy Newman-fortolkninger …sings Newman  frem, da jeg læse, at Newman lige har rundet de 76. Stadigvæk aktiv, heldigvis.

Og så har Berry Gordy, den navnkundige skaber af Motown-plademærket (og meget andet…) nået de 90 år. Hans betydning for den “sorte” musik i forrige århundrede kan slet ikke undervurderes. I årtier var Motown det mest succesfulde plademærke i amerikanske populærmusik. Og tænk på den perlerække af kunstnere, der er udkommet der. Ingen nævnt, ingen glemt.

Og som Ian Macdonald er inde på i Revolution in the Head. The Beatles’ records & the sixties, så udgjorde den sorte musik fra Motown (og tiden før) en uvurderlig kilde til gruppens musik. Og uden den ville det være svært at forestille sig fænomenet The Beatles. Også her havde Gordy en finger med.

Helt lyrisk

29. november 2019

Jeg har undertiden undret mig lidt over, hvorfor danske sangskrivere ikke kastede sig over den store samling af digte, det danske sprog er rig på.  Selvfølgelig er det også sket, men slet ikke i et omfang, man måske kunne have forventet. For sandt at sige, så er ikke alle tekster i pop og rock af høj sproglig kvalitet. Og det er netop, hvad man kan finde hos de danske digtere.

Derfor er det lidt overraskende og godt, at DR har taget ideen om i udsendelsesrækket Helt lyrisk, hvor man inviterer to sangskrivere ind, giver dem et udvalgt digt og beder dem om at lave en sang og fremføre dem for publikum. I går måtte således LIna Rafn og Hjalmer Larsen forsøge at sætte et voksent digt af Halfdan Rasmussen i musik.

Resultaterne af anstrengelserne kan man altid diskutere, men det interessante er, at digtene virkelig sætter sangskriverne på arbejde. For man skal have en solid forståelse eller fortolkning af digtet for at kunne omsætte den til en sang. Man kan jo ikke skrive en ballade ud fra et gravalvorligt digt – eller kan man?! Eksperimentet er i hvert fald interessant, og det kunne være sjovt, hvis alle forsøgene blev udsendt på en plade engang. Det fortjener ideen.

Lad os sparke weekenden i gang…

29. november 2019

Syrien

28. november 2019

Jeg tror, at den første gang, jeg hørte noget om landet Syrien, der ligger klemt inde mellem Israel, Jordan, Irak og Tyrkiet, var i 1960’erne, hvor min far, der var sømand, sejlede med stykgodsskibe i Middelhavet. På en af sine ture, den mest omfattende, hvor skibet var inde i næsten alle lande ved Middelhavet, var min mor med som gæst. Og hun berettede levende om sine oplevelser i havnebyen Lattakia. (Det var i det hele taget en stor oplevelse for min mor, der kom fra landet med seks års skolegang og kun havde oplevet Danmark, at komme med på den tur Middelhavet rundt i seks måneder).

Senere hørte jeg om Syrien fra kolleger og andre, der havde besøgt landet – og ikke mindst hovedstaden Damaskus – i årene før krigen. Damaskus blev beskrevet som Mellemøstens Paris og som et sted, hvor man – for små penge – kunne få store kulturelle o.a. oplevelser.

Dengang forestillede jeg mig ikke, at jeg en dag ville stå over for syriske flygtninge og undervise dem i dansk sprog og kultur. Flygtninge, der omkring 2015 var flygtet over Middelhavet for at finde et tilflugtssted for krig og elendighed. Syrerer, kurdere, arabere, der alle havde det tilfælles, at de kunne fortælle forfærdelige historier om det, der skete i Syrien under krigen.

Og i dag hører vi ikke ret meget om Syrien i de store medier. Det er som om landet har mistet pressens interesse, efter at Islamisk Stat er blevet besejret. Efter at det selvudnævnte kalifat er blevet nedkæmpet. At krigen så fortsætter, synes pressen ikke at interessere sig synderligt for – bortset fra tyrkernes forsøg på at skabe en “sikkerhedszone” i grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet. Og USAs tilbagetrækning fra samme område. Men – krigen er ikke slut Islamisk Stat har stadigvæk mange tilhængere, der opererer som små celler i Syrien og gør livet for de tilbageblivende syrere til et helvede på jorden.

Men ikke alle journalister har glemt Syrien. Således har den danske journalist Puk Damsgaard gjort, hvad hun kunne, for at fortælle om situationen dernede. Senest – i går på tv og på DR-radio – kan man følge Damsgaard, der sammen med forfatterinden Suzanne Brøgger besøger en kurdisk kvindemilits, der bekæmper IS-tilhængere, en stor flygtningelejr med 70.000 kvinder og børn og en syrisk familie. Med det formål at fortælle os herhjemme noget om, hvordan det bl.a. er at være kvinde i den kontekst. Og det er ikke alene oplysende, men også overraskende at se, hvordan kvinder under disse ekstreme forhold kan udleve en kamp for kvinders rettigheder. Det er feminisme under svære kår. Feminisme, som burde få enhver hjemlig, privilegeret feminist til at forstå at kampen for kvinders rettigheder måske for alvor begynder i den del af verden, hvor feminismen har de sværeste kår. Damsgaards og Brøggers reportage giver et indblik i det konkrete liv, som kurdiske militskvinder, islamistiske flygtningekvinder og “almindelige” syriske kvinder lever og de ting, de har at slås med for at opnå ligestilling og ligeværd i samfundet. En sådan reportage, der vel varer et par timer alt iberegnet, gør det ud for mange timers nyhedsjournalistik, der aldrig kommer så meget som et spadestik under overfladiskheden.

Capac anbefaler: Ginne Marker – For seasons to come

28. november 2019

Musikken taler til hjernen og – måske især – til følelserne. Som moderne hjerneforskning fortæller os, så hænger de to ting sammen. Vi kan ikke forstår noget, uden at følelserne er med. Og for mig personligt er det følelserne, der åbner musikken for mig. Og måske lader mig forstå noget af, hvad der sker.

Og den unge Ginne Markers debutalbum For Seasons to Come har talt til mine følelser. Ja, for at sige det lige ud: Jeg er blevet forført af Ginne Markers musik. En musik, der – skåret ind til benet – er sanger-sangskriver-kunst, når den er bedst. En forførende, indtagende, personlig stemme, en guitar og en snes gode, slidstærke sange.  Mere skal der ikke til for at overbevise. En lytter som mig.

Og Ginne Marker, der kommer fra det nordjyske, er 24 år gammel, har det hele, og overbeviser med sin debutplade om, at her er en sangskriver, som vi roligt kan forvente os meget af de kommende år.

De i alt ti sange på pladen breder sig stilistisk over et stort sanger-sangskriver-spektrum. Fra nedtonede, inderlige folk-pop-sange over fransk chancon-tradition-livtag (singleudspillet “La vie en glace”) til sange, der befinder sig et udefinerligt sted mellem pop og jazz. Jovist, Ginne Marker er ikke fremmed for de forskellige genrer og man mærker, at det er, fordi det personlige udtryk, der vejer tungest og presser sig på. Ikke genremæssige og stilistiske hensyn, så at sige.

Det er den garvede musiker (guitarist m.m.) Aske Jacoby, der har taget Ginne Marker under sine vinger og har udgivet hende på sit eget plademærke. Og det forstår jeg godt, når jeg her ved tastaturet lader Ginne Marker besætte min musikopmærksomhed. Ginne Marker har et stort potentiale i enhver henseende. Hun kan skrive sange, der rører og bevæger lytteren, hun kan håndtere guitaren på overbevisende måde og så er der hendes sang, der som sagt er forførende og indtagende. Hvad kan man næsten forlange mere?! Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne give Ginne min varmeste anbefaling, og jeg håber at høre meget mere fra hende de kommende år. Så kære læser og medlytter: Giv Ginne en chance – på vinyl eller hvilket medie, i kan finde pladen på.

Ginne Marker. For Seasons to Come. Produceret af Aske Jacoby. Giant Birch. Er udkommet.

 

Jimi Hendrix – 27.11. 1942 – 18.09. 1970

27. november 2019

Aretha Franklin bærer julen ind…

27. november 2019

Jo, julen står for døren. Markedet for kommers har været i gang længe, tilbudskatalogerne fra de små filialer af markedet bugner af julerelaterede produkter og de store medier er også i gang. Så vi kan lige så godt bøje os og lade julen komme os alle i møde. her med en relativt ny video med selveste Aretha Franklin, der give sin fine udgave af den tyske julesang “Oh Tannenbaum”. Optagelsen er fra 2015, hvor Franklin deltog i Jazz at Lincoln Center og overraskede med denne julede sag.

Tina Turner – 80

27. november 2019

Anna Mae Bullock, bedre kendt under kunstnernavnet Tina Turner, har rundet de firs år. I går. Hun er ikke aktiv mere, og dog: Det forlyder, at hun så sent som sidste år har arbejdet på en musical om sig selv.

En stor stemme i populærmusikken, som især kom til sin ret, da hun optrådte med Ike Turner, der ikke alene var en voldelig ægtemand, men også en stor musiker. Og sammen med ham oplevede hun nogle af sine største triumfer på hitlister og scener.

https://www.youtube.com/watch?v=6IydWoyZ7Ew

Når man lytter til the Beatles

26. november 2019

Klima og økonomi

26. november 2019

Jeg er lige ved at være færdig med at læse museumsinspektør (v. Nationalmuseet) Jeanette Varbergs lille og meget læseværdige bog Mennesket har altid vandret, der fortæller om forskellige epoker i menneskehedens historie. Om hvordan menneskene altid har været i bevægelse og har vandret. Drevet af blandt andet klimatiske forandringer. Klimaforandringer har altid påvirket menneskenes liv. Det var været baggrund for civilisationers opståen og hendøen. Og klimaet har altid haft en effekt på menneskenes livsbetingelser og herunder de økonomiske forhold.

I dag kan vi læse om den seneste FN-rapport om CO2-udledningen. Og det er alvorlig læsning, fordi den påpeger, at vi fortsat udleder alt for meget og slet ikke er begyndt den reduktion, som bl.a. blev aftalt i Paris-aftalen i 2015. Samtidig kan vi læse, at Det Økonomiske Råds formandskab, de såkaldte økonomiske vismænd, er ude og advare om, at en målsætning om at reducere udledning af CO2 med 70% inden 2030 vil blive meget dyr. Så igen har vi en konflikt mellem økonomiske hensyn og hensynet til miljøet.

Pointen er, at selvfølgelig vil en ambitiøs klimalov, der vil reducerer udledningen markant, have en stor effekt på økonomien. Men det er også det økonomiske system, der ligger til grund for den udledning af CO2, vi har. Den måde, vi producerer på, distribuerer, konsumerer osv. Og derfor vil og skal en klimalov have en sådan effekt. Man kan ikke seriøst tale om en ambitiøs klimalov uden at tale om en gennemgribende forandring af samfundets økonomiske grundlag. Det burde være logik for perlehøns, men er det tydeligvis ikke.

Da John Lennon takkede nej til dronningen

25. november 2019

Det er også 50 år siden, John Lennon returnerede sin MBE-medalje. Ovenfor ser man hans følgeskrivelse, der på vanlig Lennonsk humoristisk vis bruger “Cold Turkey”-sangens manglende hitlistesucces som et af argumenterne for returneringen.

I øvrigt forblev Lennon MBE, for den status kan man ikke slippe for.

Og så har vi en god grund til et genhør med netop “Cold Turkey”.

Capac anbefaler: Ole Berthelsen – Snakker med giraffer

25. november 2019

Med 40 kunstnerår og nu 23 album på bagen fortsætter Ole Berthelsen med at udsende sange fra sin lokation i det nordjyske. Og jeg har været så heldig og priviligeret at være med siden den sidste plade, Hvalvær, som jeg anbefalede i september 2018.

På den nye plade, Snakker med giraffer, er udsynet det samme som på Hvalvær. Begge ben er solidt plantet i den nordjyske jord, hvorfra Ole Berthelsens verden går. Og den går også ud over den nordjyske lokalitet. Sidst var polarcirklen det yderpunkt, hvorfra verden blev betragtet og oplevet. På Snakker med giraffer er det, som titlen antyder, Afrika, der får det globale perspektiv ind på pladen.

Men ankeret, tyngdepunktet, forbliver det hjemlige. Det understreges allerede i den første sang “Sommervind”, hvor den påtrængende ydre verden, i form af “breaking news” (der viser sig at være vor moderne verdens svar på sladder) og dyrkelsen af kændisser og “notabiliteter” bliver for meget. Så meget at “hjernen går i spind”. Men så kommer en sommervind og blæser det hele ud af hovedet og kroppen, som kun en sommervind ved vestkysten kan gøre det:

Så er du lige her

Hvor du ka li at vær

båret  frem

Af en sommervind

Det hjemlige, det nære, det lokale, det kendte er det, der forankrer sangskriveren i virkeligheden. Hvad enten det er oplevelsen af – igen – som farfar at være med til at bringe en ny verdensborger ind i den virkelighed som i sangen “Baby kommer til verden” eller mødet med den emblematiske landevejsridder, der kommer forbi med sin barnevogn og markerer årstidernes gang og et fast indslag i livet i det lokale.

Det globale, ja afrikanske perspektiv på verden kommer frem i tre sange. Både som et eksotisk indslag om oplevelsen af en ganske anderledes natur og fauna i sangen “Limpopo måne”, men også som – i bredeste og generelle forstand – politiske kommentarer til en afrikansk virkelighed, der ligger langt fra den dansk-europæiske – både geografisk og mentalt – som i sangen “Går Limpopo over sine bredder”, hvor et systemskifte rejser spørgsmål om demokrati og fattigdom eller i titelsangen, hvor de kritiske blik gælder storvildtjagten og dens modsætning:

Ja der er dem der snakker med giraffer

fløjter med fuglen i et træ

andre der går og plaffer

for at sikre sig et trofæ

Men udsynet på pladen går ikke kun fra det nære til det fjerne og tilbage igen, men også fra nutid til fortid. Som i sangen “En krones peng'”, hvor sangskriveren tænker tilbage på dengang, hvor en krone var den kærkomne adgangsbillet til det lille paradis, der udgjordes af slikmutters butik. Et stykke nostalgi med pinocchiokugler, Piratos, tyggegummi-“tatoveringer” og meget mere, som fyldte posen “da farfar var dreng”. Nostalgien får en lille samtidskritisk dimension i sangen “De troede jeg var en 68’er”, hvor krabasken rammer dem, der alt for hurtigt og som en rygmarvsrefleks  dømmer alle 68’ere ude, bare fordi de bar den tids modeluner:

Men jo jeg var der da i 68

men ikke i det ungdomsoprør

jeg gik og passed’ min læreplads

hos en gammel blikkensla’r

 

Men om lørdagen skifted’ jeg outfit

pandebånd og hæklet vest

med tidens tone jeg gjorde mig et

som Wanna Be luftguitarist

Jo, Ole var og er 68’er og fornægter ikke, hvad den tid havde med sig af godt, hvad enten det var Mohammed Alis protest mod Vietnamkrigen eller John Lennons tro på, at vi skulle give freden en chance.

Og sådan er det på denne plade. Ole Berthelsen kigger indad og udad, frem og tilbage i de ialt tolv sange, der er med. Og måske er han den “Mr. Vakkelvorn”, der godt ved, at det muliges kunst er at “stå fast” og ikke give efter for den vakkelvornhed, som alderen og tidsånden påfører os.

Sammen med sit lille orkester – bestående af Ole Albrechtsen (guitarer og kor), Jesper Bylling (el-bas), Steen Lindgaard (tangenter og harmonika) og Klaus Thräne (trommer og slagtøj) – afleverer Ole (sang, kor og mundharpe) de tolv sanges tekster ligefremt og ubesværet med sin gode, erfarne stemme. Og musikken er igen en afart af det, vi kalder rock, der – som tiden det vil – har taget farve fra mange musikalske udtryk. Og som helhed er der igen tale om en plade, der uden problemer vil kunne glide ind i pladesamlingen hos enhver, der holder af rock og sanger-sangskrivning. Hermed varmt anbefalet.

Ole Berthelsen. Snakker med giraffer. Produceret af Ole Albrechtsen. Gurre Records. Er udkommet.

Endnu mere tysk: Yukno

24. november 2019

Brødrene Nicolaus og Georg Nöhrer udgør duoen Yukno, der med tænksomme tekster og dansante grooves er med til at gøre opmærksom på Østrig som en væsentlig del af den globale musikscene. Et enkelt album er det blevet til Ich kenne kein Weekend og hitlisteplacering i hjemlandet.

„Die Jagd ist vorbei. / Es gibt nunmehr uns zwei. / Auf ewig gefangen, / für immer frei./ Ich lieg‘ Dir zu Füßen, / hier werd‘ ich bleiben / Wer kann schon leben, / ohne zu leiden? / Für Dich würd‘ ich Blut verlieren.“

50: Mott the Hoople

24. november 2019

Bob Dylan møder The Rolling Stones. Det var producerens idé med Mott the Hooples debutalbum, der udkom for 50 år siden. Og indtrykket af albummet, der især består af covernumre (The Kinks, Dough Sam m.fl.), er også, at vi har at gøre med a hard rock combo, som Robert Christgau påpegede. Han tilføjdede dog et ordinary. Et ordinært rockband. Men han er jo også en notorisk brokmås.

En ganske solid rockplade med Ian Hunter i forgrunden. Mott the Hoople slog for alvor igennem, da de mødte David Bowie og indspillede “All the young dudes”, men de tidlige album fortjener at blive fundet frem og genhørt – a ordinary hard rock combo…

Livet i en pladebutik – Badstue Rock

23. november 2019

 

Som bekendt er der langt mellem pladebutikkerne nu om stunder. Men der er dog stadigvæk nogle stykker. Og en af dem er den – i Århus i det mindste – legendariske Badstue Rock i Badstuegade. I dag styres dette åndehuld af svenske Björn, der er en rigtig musikafficionado, der ikke bare vil acceptere, at musik er noget man streamer fra tjenester, der angiveligt har alt. Næh, musik er noget man har på vinylplader og til nød CD. Ja, butikken har sågar sit eget plademærke, Badstuerock Records,  der har udsendt i hvert fald tre album.

På den lille danske tv-kanal DK4, der udmærker sig ved et ganske høj kulturel profil, kan man for tiden se en god udsendelsen om Björn, hans medarbejdere, kunder og så butikken Badstue Rock. Programmet genudsendes d. 1, 4. og 8. december, og den er værd at se, hvis man har en gammel svaghed for musiknørder og musikpladebutikker.

Jeg kom meget i den butik for år tilbage, men har nok svigtet den lidt de seneste år (det vil jeg så ændre på…). Jeg har fulgt den, siden den startede i 1973, det år,  jeg kom til byen. Og jeg har en god portion plader, der er indkøbt der. Fx (det er den, der først springer frem i hukommelsen) Solid Senders med Wilco Johnson på guitar…